Kategoriarkiv: Tim Panduro

Hør fortællingen om de glemte kz-fanger

´9. november er der foredrag hos AOF Nordsjælland i Holte om de såkaldt asociale danske kz-fanger og deres skæbne under og efter besættelsen

Charles Kürstein Jensen blev arresteret som asocial. Det kom til at præge resten af hans liv - og sønnen Bents opvækst.
Charles Kürstein Jensen blev arresteret som asocial. Det kom til at præge resten af hans liv – og sønnen Bents opvækst.

27. september 1944 blev Charles Kürstein Jensen arresteret af det tyske politi nær Rundetårn i København. Tre dage senere befandt han sig på ladet af en lastbil, på vej til kz-lejren Neuengamme og en rolle som paria både i nazisternes og medfangernes øjne.
Charles Kürstein Jensens forbrydelse var, at han var arbejdsløs og havde et par gamle domme på straffeattesten. Det var nok til, at nazisterne regnede ham som mindreværdig. Sammen med mindst 429 andre danske mænd blev han sendt i kz-lejr med stemplet asocial – et stempel, der blev hængende på dem også efter krigen, hvor de havde svært ved at få anerkendt deres lidelser under nazismen.

De såkaldt asociale var et overset hjørne af historien om besættelsen, indtil Maya Schusters og Tim Panduros bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” udkom på Gads Forlag i 2014.
9. november klokken 19 til 21 fortæller Tim Panduro om de danske ”asociale” og deres skæbne under og efter Anden Verdenskrig. Det sker som led i efterårets program hos AOF Nordsjælland på Kulturcenter Mariehøj, Øverød 246 i Holte. Mere info og tilmelding via  http://nordsjaelland.aof.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Historie/4107840/

Ønsker du selv at arrangere et foredrag om emnet? Kontakt mig på tim@timpanduro.dk eller tlf 42742031

Direktørens lystslot brændte efter et år

En el-fejl i en køkkenelevator satte flammer i det nybyggede Sandviggaard – direktøren fik sin erstatning, men pigen i huset fik ikke en øre

Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.
Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.

Fru Ohlsen var bekymret. Der lugtede brændt i familiens hjem Sandviggaard. Sammen med en stuepige vandrede hun rundt i huset og ledte efter kilden til lugten. Der var intet at se – hverken i den store hall, i stueetagens otte værelser eller i førstesalens 17 rum. Til slut slog Fruen og stuepigen sig til tåls med en oplagt forklaring. En isvinter lå over Danmark, på Storebælt sad selv isbryderen Mjølner uhjælpeligt fast. Man fyrede ekstra op i kulfyret i kælderen til det nybyggede pragtpalæ, der blot havde været ramme for direktørparret Ohlsen og deres søn og datters familieliv i en god måned. Lugten måtte stamme fra kulfyringen, og herskabet trak sig tilbage til selskabeligheden med aftenens gæster, en overretsagførerfrue fra København og dennes lille søn.

Imens ulmede de gummiklædte kobberledninger i køkkenelevatoren, der ved 21-tiden denne sidste aften i januar 1922 havde sat sig fast mellem to etager.

Ingen anede, at røglugten stammede derfra. Sent på aftenen trak kokkepigen Magda Olsen og stuepigen Helga Jensen sig tilbage til deres fælles kammer over porten i Hillerøds nye slot. Også direktørfamilien og de københavnske gæster gik til ro.

Klokken 2.45 vågnede pigerne. Deres kammer var fyldt af røg. De trak hurtigt i tøjet og styrtede op til herskabets soveværelser på første sal i midterfløjen for at vække dem.

Håndtrukken brandsprøjte

Flammerne havde allerede godt fat. Elevatorskakten fungerede som trækkanal og sikrede ilden let adgang til hele huset.

Tjenestefolkene løb videre til Sandviggaards avlsgård, der lå bag den nybyggede direktørbolig. Avlsgårdens personale styrtede til, snarrådigt medbringende en lang haveslange. Den lå fremme, fordi man tidligere på dagen havde overrislet Sandviggaards voldgrav for at gøre isen jævn og skøjteklar.

Vandtrykket i slangen var for lavt til at gøre nytte. I stedet gik gårdens folk i gang med at bjerge indbo. Imens telefonerede direktør Johannes Ohlsen til politiet i Hillerød. Opkaldet kom klokken 2.50.

“10 minutter senere rykkede de Første afsted – fire mand til fods med en Slangevogn. Til den store Sprøjte skulle først hentes Heste (…), så man kom først afsted Kl. 3.10 og var paa Brandstedet 3.20,” fortalte Frederiksborg Amts Avis.

Brandpumpen frøs

I alt 16 brandmænd fra Hillerød under ledelse af brandinspektør Denker nåede frem. Det var ikke meget, de kunne stille op. Der var ingen brandhane, og da man fik hugget hul i voldgraven, frøs pumpen til. Der måtte koges vand på avlsgården, før den kunne tøs op. Lidt før klokken fire kunne Hillerød Brandkorps endelig træde i aktion. Også brandvæsen fra Nyhuse, Nr. Herlev og Fredensborg kom til. Fredensborgs sprøjte frøs også til. Der måtte tændes bål under den, og den var først funktionsdygtig klokken halv seks.

Vinen blev stjålet

Det lykkedes dog at dæmpe ilden tilstrækkelig til at lidt porcelæn og nogle havemøbler blev bjerget fra kælderen – men det var ikke det eneste.

“Ogsaa de særdeles velforsynede Vinkældres indhold blev reddet. At der var enkelte paa Brandstedet, der benyttede Lejlighd og – sagt i en anden Betydning – “reddede” sig en Flaske privat, var kun hvad der altid sker ved saadan en Lejlighed, og i gaar kunde man se adskillige tømte Vinflasker ligge omkring paa Pladsen(…) og der var også Champagneflasker imellem!”, skrev amtsavisen.

Det meste inventar – antikke møbler, malerier og sølvtøj – forsvandt i flammerne. Også familiens hund og kat led flammedøden. Og tøj havde familien intet tilbage af.

Det sidste blev der rådet bod på:

“Endnu før 5 blev der ringet til Herreekviperingshandler Kr. Sørensen og Manufakturhandler Albert Petersen, der mødte op med et Udvalg i Herre- og Damegarderobe og slog en rask lille handel af,” fortalte Frederiksborg Amtstidende.

Om morgenen stod der kun en rygende ruin tilbage. Direktørfamilien var heldig. Opførelsen af ejendommen havde nok stået i en million kroner – 24 millioner kroner i dagens penge – men forsikringen ville dække en god del af udgifterne. Selve ejendommen var forsikret for 400.000 kroner, indboet for 100.000 kroner – og da direktøren regnede med at genopføre ejendommen, kunne en del af murværket genbruges.

Piger uden forsikring

For kokkepigen og stuepigen så det værre ud. De havde mistet alt undtagen den enes cykel. Og Amtsavisen føjede spot til skade:

“I Efteraaret havde en Agent talt med dem om at lade forsikre, men det var ikke blevet til noget og i Gaar var Agenten hjerteløs nok til at minde dem om, at de havde staaet sig ved at følge hans Raad dengang. Og han havde Ret.”

Nå. Direktørparret flyttede midlertidigt ind hos fruens mor i en stor Hellerupvilla. Trods intentionerne blev Sandviggaard  aldrig genopført. Ruinen lå der i årevis, indtil jordene blev solgt fra. I dag ligger Hillerøds snart forhenværende sygehus på grunden. Sandviggaard lå cirka der, hvor psykiatrisk afdeling i dag ligger.

 

Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis
Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis

 

HUSK: Der er stadig en håndfuld billetter tilbage til rundvisningen på Hillerød Kirkegård 30. april. Læs mere i næste indlæg eller send en mail tim tim@timpanduro.dk

Den gamle rektor er kirkegårdens ældste beboer

Hillerød Kirkegård har eksisteret i 185 år og rummer et væld af gode historier fra byens fortid – jeg holder rundvisning 15. august og fortæller i den anledning her historien om kirkegårdens ældste beboer og om kirkegårdens historie. Læs mere om rundvisningen i bunden af teksten.

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Bendt Bendtsen – i dag et navn, der sagtens kan bruges, hvis man skal til top i et politisk parti. Men for 200 år siden gik det så sandelig ikke at hedde noget så ordinært, hvis man var højt på strå i samfundet.

Almindeligt plebejerdansk var ikke god tone blandt Danmarks lærde, da rektor for Hillerøds Lærde Skole Bendt Bendtsen blev jordfæstet 22. december 1830. På hans flotte gravsten er teksten på latin, og hans navn er angivet til Benedicto Bendtsen.

Latin var et passende sprog at betjene sig af, når man tilhørte de kredse, der ikke bare af og til åbnede en bog, men sædvanligvis også havde bidraget til flere. Især når man var af den gamle skole – og tilknyttet en institution der udmærket kunne gå ind under samme kategori.

Mild og god

Bendt Bendtsen havde ry for at være en mild og god rektor – for sin tid. Han repræsenterede en humanisme, der ikke var velkendt på skolen, hvor lærere og de ældste elever flokkedes om at gøre livet til et helvede for de yngste – der til gengæld lod deres aggressioner gå ud over områdets bønder. Han var ikke den første i rektor-dynastiet. Han tog over efter sin far, der var rektor på samme skole, da denne døde i 1789. Naturligvis havde den unge Bendt også kendskab til skolen fra sin elevtid. Som skolemand var han stærkt anerkendt i sin tid. Han var doktor i filosofi og teologi og titulær professor – noget lignende æresprofessor – og ridder af Dannebrog. Det hele fremstår af hans gravsten, der som så mange fortjente herrer på hans tid i høj grad har præg af at være et CV til evigheden.

På Hillerød Kirkegård repræsenterer han såmænd også en slags evighed.

Hans grav er den ældste, der er bevaret på kirkegården. Og da den 72-årige rektor blev stedt til hvile, har der været langt til de nærmeste naboer. Kirkegården er nemlig indviet i 1830 – samme år, som han døde.

Lig blev gravet op

Det er – uanset hans øvrige bedrifter – vel nok hans største krav til lokal berømmelse i dag. Et andet krav på berømmelse er desværre efter alt at dømme usandt, selv om det er en historie, der er blevet fortalt igen og igen – og som denne skribent desværre også er hoppet på. Undskyld!

Det hævdes nemlig, at Bendt Bendtsten blev gravet op efter at være blevet jordfæstet på byens gamle kirkegård, da denne blev nedlagt. Det er efter alt at dømme ikke rigtigt – han døde 16. december 1830, hvor den ny kirkegård var taget i brug, så der har næppe været behov for at

Bendt Bendtsen er nok blevet ”offer” for en forveksling. Hans grav er den ældste på kirkegården – og flere af de jævnaldrende, nu sløjfede grave, har haft beboere, der har holdt posthum flyttedag.

Hillerøds oprindelige kirkegård lå, hvor der i dag er Torv. Den blev sløjfet – dels fordi man ønskede at bruge området til en udvidelse af byen og til bygning af et rådhus og dels af hygiejniske og æstetiske årsager – og i 1830 lavede man den ny kirkegård i Østergade, der dengang lå i byens absolutte udkant.

Når en kirkegård blev sløjfet i de tider, var der ikke så megen nåde. Hvis man ville have flyttet sine kære afdøde til den ny kirkegård, måtte man selv betale. Ifølge Svend Nielsens artikel ”Byrådsvedtagelse omgjort”, der findes i bogen ”Det gamle Hillerød”, og hvor flere af oplysningerne i denne artikel stammer fra, blev 67 kister gravet op og flyttet i 1830. I de efterfølgende år blev flere kister også flyttet, selv om kirkegården altså officielt var sløjfet. Man fik selvsagt ikke det hele med på den måde. Gravearbejde på Torvet har flere gange bragt menneskeknogler for dagens lys. De er blevet genbegravet på Hillerød Kirkegård, efterhånden som de er dukket op af jorden. Men flere befinder sig i torvemulden – måske til inspiration for fremtidige skrækbogsforfattere, så Hillerød snart kan få sin helt egen litterære zombieinvasion…

I vejen for udviklingen

At Hillerød Kirkegård stadig findes, skyldes et sjældent fremsynet byråd, der engang i 1970’erne omgjorde en tidligere beslutning. Tanken var at sløjfe kirkegården i år 2025 efter et begravelsesstop i år 2000. Men den holdning blev ændret – til glæde for kisteglade (høhø) personer som undertegnede og for alle, der kan lide et sted, hvor natur, kultur og historie bliver blandet på smuk vis. Men sikkert til irritation for byudviklere, der gerne har villet udvikle området.

Kirkegården har da også flere gange stået i vejen for byudviklingen. Mest alvorligt i 1864, da Hillerød blev jernbaneby. Der lå kirkegården nemlig i vejen for, at stationen kunne blive bygget mere bynært. Heldigvis har udviklingen gjort, at stationen nu ligger nogenlunde solidt placeret i midten af det nuværende Hillerød. Og historien om Hillerød som jernbaneby? Den vender vi tilbage til…

Rundvisningen!

Husk at jeg arrangerer kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård lørdag den 30. april. Prisen er 70 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer. Der er kun få pladser tilbage

Bisættelsen fandt sted i ensomhed

3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.

AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.

16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.

De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.

Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens Spidsmus jjhjournalist og fotograf.

 Spidsmus  kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen

Ingen vidste noget

Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.

For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.

“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.

“Og synge med på salmen.”

Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”

Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”

Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.

“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.

Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”

Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.

Første tilfælde

“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.

“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”

Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.

Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.

“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”

En af 1000

Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.

Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.

Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.

Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus