Kategoriarkiv: Hillerødhistorier

Staunings søn blev venstremand i Skævinge

Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.
Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.

Da lille Søren kom til verden på Kanslergade 10, 3. sal i København 18. marts 1923, var der ingen der vidste, at der skulle blive skrevet danmarkshistorie i lejligheden ti år senere. Nok var der ingen tvivl om at Sørens far Thorvald var udset til noget stort. Men der gik nu stadig et år, inden Stauning hævede sig fra håbefuld politiker og til statsminister – og derefter ni år til at han fik skudt det moderne velfærdssamfund i gang ved Kanslergadeforliget – opkaldt efter Sørens barndomshjem. En historie går på, at Søren Stauning lå under spisebordet i den fireværelses lejlighed, da Thorvald sendte sin hustru ned efter en karaffel whisky for at få de øvrige partiledere til at blive lidt længere.
Det blev den mest betydningsfulde dram i Danmarkshistorien.

Thorvalds øjesten
Efternøleren Søren var Thorvald Staunings øjesten, og da Thorvald blev skilt fra Sørens mor Olga i 1930 måtte han lide den tort, at forældreretten gik til Olga. Thorvald fik dog samkvem.
Skilsmissen var bitter, med forbandelser og beskyldninger, der fløj på kryds og tværs parterne imellem. Til slut kom der dog væbnet fred mellem de to, og da Sørens konfirmation blev holdt på Søpavillionen – den senere statsminister H.C. Hansen skrev en af festsangene – var begge forældre til stede.

Sørens helbred var skrøbeligt hele barndommen igennem, hvilket naturligt nok bekymrede forældrene. Den bekymring var nu ikke stor grund til. Søren fik et langt og virksomt liv, der førte ham omkring Hillerød og Skævinge.

Skævinge Kirkegård blev da også hans sidste hvilested, efter at han faldt om på gulvet i lejligheden på Skævinge Præstegård 24. september 2000 for aldrig siden at rejse sig igen.

Venstremand
Søren Stauning var ligesom faderen politisk aktiv. Men på et noget mere beskedent plan – og for et parti på den “forkerte” fløj. Han var nemlig viceborgmester for Venstre i det daværende Skævinge Kommune. I 1983 forklarede han partivalget i et interview i Hillerød Posten.
“Jeg føler ikke, at jeg har svigtet mit ophav. Der er stor for
skel på Socialdemokratiet i 1930’erne og det partiet står for i 1983. Holdningen og tonen er en anden. Efter krigen sigtede Socialdemokratiet mod en centralisering af samfundet. Mod et behandlersamfund. Det er helt i strid med min opfattelse, og jeg meldte mig ud i begyndelsen af 1950’erne.”

Han luftede også teorien om, at faderen måske ville have skiftet side.
“Det er svært at sige, om min far ville have været venstremand i dag eller hvor han ville have ført partiet hen, hvis han havde levet.”
Skjulte jøder
Thorvald døde dog i 1942, og Søren måtte som 19-årig stå på egne ben. Det klarede den “forvirrede og umodne” Søren ved at starte en antikvarboghandel. Under krigen var han også aktiv i periferien af modstandsbevægelsen. I lejligheden på Ndr. Frihavnsgade husede han ifølge nogle kilder af og til sabotører og jøder, der skulle hjælpes til Sverige – han optræder dog ikke i Nationalmuseets database over modstandsfolk, hvor hans mor står opført som logivært for flygtninge.

Efter krigen arbejdede han 22 år på Militærhospitalets kontor, inden han foretog et karriereskifte.

Redaktør på Hillerød Posten
Som 44-årig arvede han en rig onkel – og det gav ham modet til at sige op. Han fik læreplads på Frederiksborg Amts Avis, hvor redaktør Einar Jacobsen betegnede ham som “en fin og følsom skribent, der til tider næsten er lyrisk i sin journalistik.”

Vejen til redaktørtjansen på Hillerød Posten var kort – de hørte dengang til i samme hus.  Søren Stauning var redaktør på Hillerød Posten i en årrække frem til 1980. Her pensionerede han sig selv – men gik ind i politik, holdt foredrag og skrev fortsat. Så det var en aktiv pensionisttilværelse, han bød på. han var også formand for stomiforeningen.

Søren blev nemlig stomiopereret kort efter han fik sin læreplads, og fik stor hjælp fra foreningen. Samtidig holdt han modet oppe på anden vis:

“Det var netop udsigten til, at jeg skulle flytte til Skævinge, der var med til at holde liv i mig, mens jeg lå på hospitalet,” sagde han dengang til Hillerød Posten.

“Netop i det lille samfund har man en identitet. Man er en i forhold til andre mennesker, ikke som i en storby, hvor man er anonym.”

Landsfaderens søn fandt altså sent i livet sit hjem – langt væk fra magtens centrum. Han hviler nu under en beskeden sten på Skævinge Kirkegård sammen med hustruen Birgit, der var bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek.

Dette er en redigeret udgave af en artikel, jeg skrev i Hillerød Posten i 2009.

Dødelig epidemi truede Hillerød

Der findes ikke billeder fra koleratiden i Hillerød, men i København blev der oprettet store lejre uden for voldene. Billedet er fra Det Kongelige Bibliotek
Der findes ikke billeder fra koleratiden i Hillerød, men i København blev der oprettet store lejre uden for voldene. Billedet er fra Det Kongelige Bibliotek

Coronafrygten præger os alle – og vel til dels med rette. Men det er langt fra første gang, at vores land har måttet tage kampen op mod store sygdomme. Sommeren 1853 blev der taget skrappe forholdsregler i Hillerød, da man frygtede en helt anden sygdom

“Da det ved vore Undersøgelser har vist sig, at der i de nævnte Communer findes Nogle, der ikke smage varm Mad, Flere som kun sjældent kunne erholde det, og endnu Flere som maa nøjes med saadanne Spiser, der fro Øieblikket maa anses for usunde, haabe vi paa velvillig Deltagelse hos vore Medborgere.”

Sådan lød en opfordring fra 11 borgere med byfoged Arboe og hospitalsforstander Svend Pedersen i spidsen til hillerødanerne. Opfordringen faldt 12. juli 1853 – og de omtalte kommuner var Hillerød og Nyhuse, der i endnu 113 år frem ville være separate kommuner. Anledningen var ikke ren medlidenhed med de fattige i Hillerød og Nyhuse.

Mellem 1. og 4. juli samme år var 62 tilfælde af kolera blevet indberettet i København. 32 af patienterne var døde – og der var al mulig grund til at frygte at også de knap 3000 indbyggere i Hillerød kunne blive ramt. Og ganske vist havde man en fornemmelse af, at alment svineri og dårlig hygiejne spillede en rolle. Men sund og nærende mad kunne også være med til at holde sygdommen fra døren.

Lazaret og lighus

Opfordringen virkede. Ni dage senere var der samlet 150 rigsdaler sammen – og 150 hillerødanere blev i den kommende tid bespist med varm suppe og kød to gange om ugen. De fattige slap dog ikke helt selv for at betale – for at de kunne få varm mad de øvrige dage, skulle de selv betale en mark til sundhedskommissionen af de fi re mark, de fi k i ugepenge. Den varme mad var ikke det
eneste våben mod den truende sygdom. Der blev oprettet et lazaret i det gamle tinghus i Møllestræde – bygningen blev revet ned, da man for omkring 85 år siden førte Nordstensvej igennem til Slangerupsgade, men det lå stort set, hvor der i dag er kørebane.

Der blev bygget et særligt træskur på Hillerød Kirkegård til lighus, og skolekommisionerne blev anmodet om at give skolebørnene ferie – hvilket man åbenbart ikke som selvfølge havde i juli måned i de år.

Endelig blev der i kommunernes fattighuse banket huller til skorstenene, så man kunne få træk.
På Hillerøds hospital – det lå i Slotsgade, hvor nummer 23 og 25 ligger i dag – boede de fattige og syge. Der var ikke tale om et decideret behandlingssted, men nærmere et sted til opbevaring og pleje af kommunernes svageste. Det blev dog suspenderet i juli til september det år. Her måtte nytilkomne svage klare sig, som de bedst kunne – af frygt for sygdommen blev der ikke optaget nye lemmer på hospitalet.

Døden

21. juli kom meldingen om det første dødsfald, og lazarettet måtte i brug. Der blev dog ikke så voldsom en travlhed, som man kunne have frygtet: 14 blev indlagt, hvoraf 13 døde. 6. september blev epidemien afblæst i Hillerød og livet kunne vende tilbage til det normale. Ud over de 13 døde i Hillerød var de nordsjællandske “tabstal” fem i Sørup. I hovedstaden gik det værre til: 7526 blev angrebet og 4084 døde af sygdommen.

Igler og sennepspulver

Det er nærliggende at tænke, at man gjorde det samme i Hillerød, som man gjorde i hovedstaden, når en kolerapatient blev indlagt: Myndighederne stillede krav om, at man luftede det værelse ud, som patienten havde ligget i, vaskede værelset, slæbte sengen ud til udluftning og vaskede sengetøjet. Som medicin blev borgerne opfordret til at bruge opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster, sennepspulver og rabarber. Sundhedskollegiet i hovedstaden anførte desuden, at mådehold var det bedste middel mod sygdommen. Man skulle undgå sure, fede og afførende fødevarer, man skulle bruge masser af krydderier – og så skulle man undgå dårligt vand, gæret øl og større mængder brændevin. Vin, cognac og kryddersnaps kunne man dog med fordel drikke mod sygdommen. Ved svære anfald skulle man gnide huden med børster eller klude dyppet i brændevin, salt og peber. På kold hud skulle man lægge poser med varmt sand. Sennepskager på huden kunne også gøre nytte – og hvis patienten var døsig, skulle der sættes igler på tindingerne. Et vendepunkt Koleraepidemien blev et vendepunkt i dansk sundhedshistorie: Ikke mindst i hovedstaden, hvor den var medvirkende årsag til, at der blev opført ordentligt kloakerede boligkvarterer udenfor voldene, der faldt i de år. Desuden blev kommunehospitalet opført på kanten af voldene – og der blev oprettet en lægeforening i København med tilhørende fattigboliger, der i dag absolut ikke længere bebos af byens underklasse. Også i resten af landet blev der agiteret for bedre hygiejniske forhold og bedre sociale forhold for de fattige.

Kilder: Ditte Wonsyld: Koleraen i København 1853 – opgave fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Niels Gustafson: Det gamle Hillerød Hospital Anders Uhrskov: Nye Kulturbilleder fra Hillerød og Omegn.

Frk. Madsens kamp for autisterne

kbh-museum-45055

Foto af børnehjemsbørn fra Kbhbilleder.dk . Børnene har intet med Sofie Madsen at gøre, men er blot brugt som illustration.

Sofie Madsen blev erklæret ubegavet i sin barndom – senere gjorde hun et stort arbejde for psykisk handicappede børn

Fremtiden tegnede alt andet end lys for lille Sofie Madsen, da hun kort efter forrige århundredeskifte startede i skolen.

Ikke alene havde hun mistet sin far, malermesteren Jørgen, da hun var blot fire år gammel i 1901.

Hun var også blevet sendt til Jylland af sin mor, der ikke havde haft råd til at beholde gården i Meløse efter mandens død og derfor var flyttet til Hillerød for at finde arbejde. Og værst af alt – lille Sofie kunne ikke lære at læse og skrive, da hun kom i skole.

Ordblindhed var dengang synonymt med tumpethed – og ifølge Kvindebiografisk Leksikon, der er hovedkilde til beretningen om Sofie Madsen, fik Sofie da også prædikatet ubegavet. Hun isolerede sig selv, forlod skolen, da hun nåede konfirmationsalderen og fik arbejde som hjemmesyerske.

Det skulle vise sig at blive hendes lykke.

Sofies ulykkelige opvækst kom hende til hjælp. I flere af de familier, hun havnede hos, traf hun børn, der havde ry for at være vanskelige. Hun genkendte en del af deres reaktionsmønstre fra sin egen barndom, og det gav hende en anden forståelse for, hvordan de små skulle behandles. Det førte til en karriere som barneplejerske, og det førte igen til ansættelse på forskellige børnehjem. Det var dog ikke lykken – hun havde svært ved at falde til.

Bedre gik det, da hun blev kokkepige hos en familie i Hillerød. Her mødte hun præsten V. Brücker og pædagogen Thyra Constantin-Hansen, der var fortalere for en helt anden pædagogisk tilgang end den sorte skole-tankegang, der var fremherskende herhjemme dengang. Bekendtskabet førte til en elevplads i Thyras skole Hjemly ved Roskilde, der fulgte en pædagogisk lære skabt af italieneren Maria Montessori. Sofie fandt dog ikke, at Montessoris metoder var passende, og hun blev i stedet havebrugselev nær en frimenighed i Ågård. 

Men arbejdet med børn trak. I 1924 tog hun et spædbarn i pleje, og kort efter fik hun plejeret til en seksårig dreng, der hidtil havde været uanbringelig. Herefter gik det stærkt. I 1926 havde hun seks børn i pleje og flyttede til Havrekilde ved Roskilde. Det var langtfra de nemmeste børn, hun havde med at gøre. Mange af dem havde ikke noget sprog og mildt sagt bizarre reaktionsmønstre. Men Sofie Madsen kunne trække på egne erfaringer fra barndommen, hvor hun havde trukket sig ind i sig selv – og det lykkedes hende langt hen ad vejen at få kontakt til børnene og større forståelse for deres problemer.

Sofie Madsen var således banebrydende i arbejdet med autister, og ifølge Kvindebiografisk Leksikon viste en rapport fra Socialministeriet i 1952, at adskillige af de børn, der havde været i behandling hos Sofie Madsen, siden kom til at leve normale liv.

Socialrådgiveren Lis Hillgaard, der var elev hos Sofie Madsen i 1950’erne, formulerer sin opfattelse af læremesteren i et interview i fagbladet Socialrådgiveren.

»Hun var en bemærkelsesværdig kvinde, et originalt menneske og en filosof, som tog børn i pleje. Børn, der var afvigende. Lidt efter lidt oprettede hun det børnehjem, som skulle blive det første her i landet for autister, på et tidspunkt, da dette begreb slet ikke var formuleret.«

Sofie Madsen oprettede Himmelev Børnehjem, der blev godkendt officielt i 1933, og rejste rundt på landets åndssvageanstalter for at finde børn, der nok var psykisk handicappede, men ikke åndssvage. Almindeligvis er autister normalt begavede. Samtidig kastede Sofie, der jo ellers var ordblind som barn, sig over stadigt større mængder faglitteratur. Inspirationen hentede hun i et samarbejde med Rigshospitalets børneafdeling. Hendes tilgang til barneplejen var set med vore dages briller ellers ret simpel. Hun gav omsorg og mødte børnene, hvor de var. Selv da hun kom godt op i årene, sov hun stadig i samme lokale som børnene.

“Der er jo altid en lille hånd, der rækker ud”, som hun formulerede det.

Sofie Madsen begyndte også selv at skrive om sine erfaringer, og hun modtog flere hædersbevisninger. Hun var aktiv frem til årene inden sin død i 1982 som 85-årig.

Sofie Madsens store arbejde for autistsagen har fået et eftermæle i form af både Sofieskolen og Sofiefonden. Førstnævnte blev startet af en Else Hansen, der fik en autistisk datter i 1954. Hun søgte hjælp hos Sofie Madsen, startede selv en skole – og opkaldte den efter sin læremester. I 1968 blev Sofiefonden stiftet for at sikre, at der fortsat blev gennemført projekter til gavn for autisme. Det har blandt andet resulteret i flere bo- og forskningssteder.

Efter sin død blev Sofie Madsen begravet på Ll. Lyngby Kirkegård i forældrenes grav.

Hestehandlerens kolde start

Et familiemedlem til hestehandleren var så venlig at låne mig dette foto, da artiklen blev bragt i Hillerød Posten. Det forestiller hestehandleren under hans ophold på Grønland.
Et familiemedlem til hestehandleren var så venlig at låne mig dette foto, da artiklen blev bragt i Hillerød Posten. Det forestiller hestehandleren under hans ophold på Grønland.
Nyhuse Kirkegård gemmer på mange spændende historier. En af dem er fortællingen om Peder Sørensen, der flygtede til Grønland på flugt fra krybskytteanklager og ulykkelig kærlighed, men vendte hjem og tjente penge på  hestehandel med de krigsførende magter under 1. Verdenskrig.  Lørdag den 6. maj klokken 11 holder jeg rundvisning på kirkegården. Der er stadig ledige pladser, så man skal blot møde op ved lågen til kirkegården ved Stutmesterboligen på Frederiksværksgade. Det koster 70 kroner at deltage.

Hvad gør man, hvis man er eftersøgt for krybskytteri og gerne vil have sagen til at køle lidt af?

Man gemmer sig så langt væk som muligt.

Det var i hvert fald, hvad Peder Sørensen valgte at gøre i 1895. Den 25-årige søn af en afbygger tegnede kontrakt med Kryolitselskabet Øresund i København og endte i Ivigtut i Grønland efter en sejltur, der åbenbart var ganske ubehagelig – i hvert fald tog den ifølge beretninger i hans familie dobbelt så lang tid, som turen normalt tog dengang. Det fortæller hans barnebarn Dan Mobro fra Gørløse. For Lars Peder Sørensen, som han blev døbt, endte nok som hestehandler. Men tiden inden var såmænd ikke mindre interessant.

Kom til rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag. Læs mere her!

Som sagt gik turen til Grønland – og hvis ret skal være ret findes der to forklaringer. En om, at det var ulykkelig kærlighed, der drev ham ud på isen – og en om, at det var krybskytteri på hjemegnen ved Alsønderup Orne, der fik ham til at fortrække.

Uanset hvad: Planen var at arbejde i kryolitminen Den Sorte Engel – navnet lyder dramatisk, men skyldes blot nogle aftegninger på klipperne. Han slap for at gå under jorden. Jagt-evnerne viste sig nemlig at være så formidable, at han de næste fire år havde fast arbejde som jæger for mineselskabet, så arbejderne kunne få kød på bordet.

Forholdene var hårde på Grønland – men Peder Sør’n, som han på godt nordsjællandsk blev kaldt, blev alligevel ved Den Sorte Engel i fire år.

Vel tilbage i Danmark bliver han lagerarbejder i København – og da det ny århundrede starter, starter et nyt liv som familiefar også for ham. I november bliver han gift med Ane Sørensine Henriette Petrea Pedersen. I 1903 flytter han tilbage til barndomshjemmet – men det brænder fire år efter. Turen går til Grønholt – og i 1915 køber han et lille landbrug i Rønnevang ved Hillerød – omtrent hvor omlastestationen ligger i dag.

På det tidspunkt har han så småt kastet sig over det, der skulle blive hans livsgerning: Hestehandel. Sandsynligvis startede han på den handel, fordi han ikke var så pokkers god til at drive landbrug, mener barnebarnet. Måske fik han hjælp af en bekendt, der var kreaturhandler – Karl Olsen – han var i øvrigt far til manufakturhandleren Sejr Olsen. Verdenspolitikken gav ham også en hjælpende hånd. Første Verdenskrig hærgede i Europa, og det gav behov for hestekræfter i en tid, hvor krigen endnu ikke var helt motoriseret. Hestepriserne var i top. Så mens gullaschbaronerne tjente store penge på døde heste og andre kræ, skabte Peder Sørensen sig et godt lag på kistebunden ved hjælp af levende krikker.

Hestehandelen foregik ganske simpelt ved, at han rejste rundt på gårdene og købte heste, som han solgte videre til en højere pris til remonten – hvilket grundlæggende vil sige, at de blev solgt som hesteverdenens svar på rekrutter.

Hestehandelen stoppede han med omkring 1924 – og i 1925 var det helt slut med at arbejde. Han flyttede til Frederiksværksgade 95, hvor der var et lille brødudsalg, som hustruen passede, mens han selv nød sin tidlige pensionisttilværelse.

Husk rundvisningen på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj. Mød op ved lågen  på Frederiksværksgade ved Stutmesterboligen lidt i 11  Det koster 70 kroner at deltage -.

Den dødsdømte murer overlevede i KZ-helvede

Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster
Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster

Tonny Hansen var modstandsmand og forsøgte at lede tyskerne på vildspor – som hævn dømte de ham til døden for forsøg på snigmord

I slutningen af november 1944 slap heldet op for mureren Tony Hansen. Han havde været under jorden i 13 måneder, men havde vovet sig ind på Restaurant Skandia i Helsingør for at mødes med en kone til en af sine modstands-fæller.

Kom til rundvisning om besættelsen på Hillerød Kirkegård og om interessante grave på Nyhuse Kirkegård. Klik og læs mere.

Tre mænd kom ind på restauranten. En af dem genkender mureren som en kammerat, der er gået i tysk tjeneste.

Goddag, Tonny Hansen

»De tager vist fejl af mig og en anden«

Du bliver klogere

Tony Hansen opfordrede sin ledsagerske til at fortrække. Han kunne blive nødt til at skyde. I mellemtiden var flere tyskere kommet til.

En af dem fik et kæbestød, så han fløj ind over et billardbord. En anden blev væltet mod et bord. Herefter forsøgte Tony Hansen, Murer-Tony som han blev kaldt, at kaste sig gennem en glasdør.

Det mislykkedes. Han faldt og blev sparket bevidstløs.

Tony Hansen fortalte sin historie til Frederiksborg Amts Avis i dagene efter besættelsen.

»Ude på gaden vågnede jeg og så, at der var afspærret med maskinpistoler. Flugt ville have betydet døden.«

I Gestapos kløer

Murer-Tony overlevede, men trådte ind i et flere måneder langt mareridt. Han blev ført til Wisborg i Helsingør, der var gestapo-hovedkvarter for Nordsjælland.

Her blev han modtaget med tæsk. En flok tyskere og danskere – »danskere«, som de blev omtalt i amtsavisen – gennempryglede ham fra klokken 15 til 23. Kæppeslag i hovedet og på kroppen og prygl med gummiknipler. Natten måtte han tilbringe hængende i en vindueskarm. Han var for forslået til at kunne sidde eller ligge. Sådan fortsatte det tre dage. Uden mad og kun en halv kop vand at drikke. Så bad han om at komme i forhør.

Hør fortællingen om den nøgne kunstnerkoloni, Hillerøds hofarkitekt, den græske ridder og massemordet i Nejede, når der er rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj – klik og læs mere

Tyskerne fik fortalt nogle ligegyldigheder, men de blev modsagt af andre kilder. Flere prygl. Dag efter dag. Bødlerne var knap menneskelige.

»Fråden stod dem om munden, og de hylede som dyr…jeg blev klar over, at jeg ikke kunne holde til dette i længden, selv om mennesker kan tåle mere, end de selv regner med…jeg så mig om i cellen og fik øje på nogle streger, som tidligere fanger havde kradset med neglene. Det var datostreger, og jeg kunde se, at det højeste antal dage, en fange havde siddet her, var jeg ved at nå frem til. Så gav jeg dem to navne fra grupperne. De blev himmelhenrykte og der kom lys i cellen.«

Murer-Tony blev bedt om at skrive sin beretning. Han skrev og skrev.

Oplysningerne var ikke gode nok. Flere prygl. Flere navne på folk, som Tony vidste var gået under jorden. Det førte til en razzia i Hillerød. Uden resultat. Ny tysk strategi.

»Jeg fik at vide, at jeg ville blive gennempryglet på klokkeslæt.«

Stikkeren i nabocellen

Klokken 22 begyndte de at banke i gulvet ovenfra med torturinstrumenterne. Så kom de ned til døren, larmede, gik igen. Det gentog sig flere gange, indtil døren til sidst blev åbnet. Flere prygl. Mange flere.

Så blev den kommunistiske modstandsmand sendt afsted til Vestre Fængsel. Han kom lidt til kræfter og blev 14 dage senere returneret til Wisborg. Mishandlingerne fortsatte nogle dage.

»Min madras var slimet og blodig, min nødtørft måtte jeg forrette i cellen, vasket var jeg ikke blevet endnu, lusene kravlede.«

Han fandt dog trøst hos kammeraten i nabocellen. En kvinde, han førte lange samtaler med gennem væggen. Bekendtskabet faldt sammen med en 12-dages pause, hvor mishandlingerne tog af.

Hør om topnazisten, der blev sparket ud af partiet, modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde og besættelsens første offer i Hillerød ved rundvisningen på Hillerød Kirkegård 4. maj klokken 17. Klik og læs mere

Så faldt bomben. Han blev kaldt op og konfronteret med alt, han havde fortalt kvinden. Ganske vist havde han haft sine mistanker til kvinden, men han havde dog sagt, at han havde lyst til at skyde hele banden.

Det gav tre dages bank, hvorefter han skrev under på alt, han havde sagt til kvinden.


“Du skal skydes, dit svin”

Endnu et par dage. En retssag på tysk. »Du er snigskytte, du ville skyde alle 30 mand på Wisborg«. Og en dødsdom.

»Du skal skydes, dit svin«, som en af tyskerne, der kunne dansk, formulerede det.

Tonny Pedersen blev lænket sammen med en tysk flyver og en tysk soldat fra kystartilleriet. Desertører, der skulle skydes. Igen til Vestre Fængsel. Her blev julen fejret.

»Vi havde fået stablet et attrap-juletræ på benene, klippede Dannebrogsflag af julepapir fra vore pakker og fik fremstillet nogle hjerter af rent ud sag wc-papir. Og så sang vi ned gennem cellerne. Og græd. Store, stærke mænd hulkede.«

Tonny slap for at blive henrettet. Han blev i stedet sendt til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse. Den danskledede fangelejr var blevet opført for at hindre, at danskere, der faldt i unåde hos tyskerne, skulle undgå at blive sendt i døden i de brutale, tyske koncentrationslejre.

Døden nær i Dachau

I februar 1945 var den aftale for længst gået i vasken.

16. februar 1945 blev der kaldt til appel, og 253 navngivne fanger fik besked om, at de skulle sendes til Tyskland. Blandt dem var Antonius Hansen, født 15. april 1917. Murer-Tonny måtte sammen med de 252 kammerater stige op på lastbiler. De blev kørt til den lille lokalstation Harrislev nord for Flensborg – og her blev de beordret over i stinkende kreaturvogne. Allernådigst gav tyskerne dem lov til at købe halm af en landmand, og vognene kunne derfor gøres en smule mere komfortable.

Fangerne havde fået mad med fra Frøslevlejren, og fik engang imellem stukket lidt pølse, brød og ost ind i vognene. Men vand var der ikke meget af på den seks døgn lange tur.

»Vi fik en halv kop vand hver anden dag«, fortalte Tonny Hansen til Frederiksborg Amtsavis i det interview, der blev bragt i befrielsesdagene.

Hør om besættelsestiden i Hillerød, når der 4. maj er rundvisning på Hillerød Kirkegård – og hør om spændende skæbner, tragedier og triumfer, når der er rundvisning på Nyhuse Kirkegård 6. maj. Klik og læs mere

Toget kørte om natten og holdt stille om dagen. Af og til blev der koblet ammunitionsvogne og troppetransporter på, og gennem sprækker i de isnende kolde kreaturvogne kunne fangerne se hjælpeløst til, når tyskerne sprang i sikkerhed de gange, der lød alarm om bombeangreb.

Selve angrebene udeblev lykkeligvis, og de udmattede fanger nåede frem til Tysklands ældste koncentrationslejr Dachau, 15 kilometer nord for München, 22. februar om formiddagen.

Her blev fangerne tvunget til at klæde sig af. De fik fjernet hoved- og kropshår og fik udleveret tøj, der stammede fra tidligere fanger – civilt tøj i højst tilfældige størrelser. Til gengæld blev alle de ejendele, de selv havde medbragt, stjålet af tyskerne og deres fangehåndlangere, kapo’erne.

Herefter blev danskerne sat i karantæne i en tyfus-barak. Og stemningen var ikke så nedtrykt, som man kunne forvente.

»Humøret var i behold. Vi lo meget af hinanden, da vi gik ind i barakken med skaldede hoveder og i det komiske tøj«, fortalte Murer-Tonny i interviewet.

Fangerne var nogenlunde i fred i karantænebarakken. SS-soldaterne var nemlig ikke meget for at nærme sig de tyfus-mistænkte fanger. Med god grund. Allerede den første morgen så Tonny, der havde fået fangenummeret 141.599 og hans kammerater, at der lå omkring 50 lig smidt uden for vinduerne. Tyfusofre, der var døde i nattens løb. De blev hentet på kærrer og kørt til kremering, når der var nok.

»Man vænnede sig til synet«, konstaterede Tonny, der også fik lov at opleve, at guldtænder blev rykket ud på ligene.

Dagen gik med appel, morgenkaffe-erstatning og rengøring. Klokken 13.30 fik fangerne en liter roesuppe og klokken 17 fulgte dagens brødration.

Til Neuengamme

Rygterne svirrede. De skulle videre. Midt på måneden fik fangerne to Røde Kors-pakker og et rugbrød hver, og natten efter 22. marts blev de beordret i bad og fik udleveret tøj fra Røde Kors. Den 23. april holdt busser fra Svensk Røde Kors klar uden for hegnet.

Turen gik dog ikke til Danmark, men til lejren Neuengamme. Og flere lidelser.

Tonny blev alvorligt syg og havnede i en sygebarak igen.

»Jeg fik den besked på reviret, at jeg godt kunne pakke med det samme, om tre-fire dage ville jeg befinde mig på krematoriet.«

Tjeneren Herluf Andersen endte sine dage i Neuengamme – stemplet som asocial. Hør historien om den glemte gruppe danske kz-ofre ved rundvisningen på Hillerød Kirkegård 4. maj

Tonny blev stædig. Når de havde dødsdømt ham, ville han overleve. Så selv om hans gode Røde Kors-tøj var blevet stjålet, forsøgte han at holde humøret oppe.

»Jeg har set flere gange, at folk, der tabte humøret kort tid efter sygnede hen og døde..«

Der var ellers gode grunde til at tabe humøret.

»Efterhånden blev vi fuldstændig apatiske over for alle rædsler. Menneskene har en mærkelig tilpasningsevne. Det var naturens reaktion mod rædslerne. Vi så dem og så dem dog ikke.«

Friheden kom i april – igen i form af de hvide busser, der først førte danskerne op gennem Jylland.

»Overalt blev vi overdænget med gaver, det var rørende smukt. Men fra hjemrejsen husker jeg særligt billedet af det tyske folk, der var slået. Dette folk, der havde båret tyrannen frem til den store ødelæggelse undså sig ikke for at tigge af os, da vi kørte gennem Nordtyskland.«

 

Dødsstraf

Da Tonny kom hjem fra Sverige kom han med i lokalkomiteen for Frihedsrådet og talte blandt andet på Torvet i befrielsesdagene. Han gjorde sig også sine tanker om, hvilken skæbne, der skulle overgå de danske nazi-håndlangere.

»Den første følelse var selvfølgelig: Så, nu er du sluppet fri, nu kunne man rense ud på nazistisk maner, men det kunne ikke falde mig ind i drømme at anbefale nazistmetoder. Så dybt må ingen falde.«

 

Cirkusfamilien Benneweis hører blandt de mest prominente af Nyhuses grave. Hør mere om familien og dens tilknytning til Hillerød på Nyhuse Kirkegård den 6. maj

Det betød dog ikke, at der var den rene øllebrødsbarmhjertighed på programmet hos Tonny, der vedblev at være tro kommunist livet ud.

»Vi vil vende os skarpt mod de mennesker, som vil påstå, at døden er for hård en straf.«

Ni at Tonnys kammerater fra hans transport til Dachau døde i koncentrationslejrene. Selv levede Tonny til 1994, hvor han blev begravet under sit kaldenavn på Nyhuse Kirkegård.

Modstandsmanden lever også videre andetsteds i Hillerød. I 2005 blev det hidtil navnløse stræde mellem Slotsgade og Slotsstien overfor Frederiksgade opkaldt efter ham.

Har du lyst til at høre flere historier fra Hillerøds fortid? Så meld dig til rundvisningerne på Hillerød og Nyhuse Kirkegårde henholdsvis 4. og 6. maj. Klik og læs mere – eller ring 42742031

Opdateret: Rundvisninger på Nyhuse og om besættelsen i Hillerød

Hillerød Kirkegård tager sig smukt ud i sne - men forhåbentlig skinner majsolen, når jeg holder rundvisning her og på Nyhuse Kirkegård.
Hillerød Kirkegård tager sig smukt ud i sne – men forhåbentlig skinner majsolen, når jeg holder rundvisning her og på Nyhuse Kirkegård.                          Foto: Maya Schuster

Opdatere9.. april

Skandaler, successer og store personligheder fra Hillerøds og Nyhuses fortid – eller besættelsestidens Hillerød fortalt gennem gravstenene på kirkegården i Østergade. Valget er frit – hvis ikke du da vælger begge to.

I starten af maj har jeg to af mine populære kirkegårdsrundvisninger på programmet.

Besættelsestidens Hillerød: Torsdag den 4. maj 2017 klokken 17.00- ca. 18.30 Hillerød Kirkegård gemmer på grave fra både modstandsfolk, nazisympatisører, tilfældige ofre, såkaldt asociale og politikere, der spillede en rolle i den lokale besættelsestidshistorie. Hør blandt andet om modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde, borgmesteren, der faldt i unåde, begravelsen og genopgravningen af tyske flygtninge, ungersvenden, der provokerede en tysk soldat og måtte lade livet og sagførersønnen, der blev dansk topnazist. Mødested ved indgangen i Østergade.

Fortællinger fra Nyhuse Kirkegård: Lørdag den 6. maj 2017 klokken 11.00 til cirka 12.30. Flere har spurgt, om jeg ikke vil holde rundvisning på Nyhuse – og jo, det vil jeg da gerne. Her kan man blandt andet høre historien om Hillerøds nok største gravmæle, Baronesserne på Posen, massedrabet i Nejede, cirkusfamilien Benneweis, Hillerøds hofarkitekt og flere af de kunstnere, der er begravet på kirkegården. Mødested ved kirkegårdslågen ved Stutmesterboligen, Frederiksværksgade.

Hvis du ønsker at tilmelde dig selv/flere personer, kan du  sende mig en mail på tim@timpanduro.dk – skriv rundvisning i emnefeltet – og husk at skrive, hvilken rundvisning, du vil med på – eller om du vil med på begge to.

Der vil max blive solgt 40 pladser pr. rundvisning.

Betaling finder sted pr. mobile pay 42742031 eller pr. kontooverførsel 5010 0001529654. Du vil få bekræftelse pr. mail lige så snart din betaling er registreret.

Pris pr. person er 70 kroner.

Jeg vil løbende opdatere om, hvorvidt arrangementet bliver udsolgt.

De obligatoriske oplysninger:

Da der er tale om en ydelse, er handelen ikke omfattet af fortrydelses- og returret. Ydelsen betragtes som leveret, når arrangementet afholdes.

I tilfælde af udpræget dårligt vejr eller sygdom kan arrangementet blive aflyst. Der vil da blive tilbudt deltagelse på en anden dato eller tilbagebetaling af det indbetalte beløb.

 

Juristen tog loven i egen hånd

4. maj 2017 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård med tema om besættelsestiden. Her er historien om Helge Mogensen, der blandt andet deltog i likvideringer. Det kostede ham livet blot to dage inden befrielsen

Mogensens grav på Hillerød Kirkegård vil naturligvis indgå i rundturen om besættelsestidens Hillerød, som jeg holder 4. maj
Mogensens grav på Hillerød Kirkegård vil naturligvis indgå i rundturen om besættelsestidens Hillerød, som jeg holder 4. maj

»Den 30-aarige Sagførerfuldmægtig, cand. jr. Mogensen, Søn af Smedemester Mogensen, Hillerød, er Onsdag blevet myrdet af Gestapofolk i Københavns Frihavn. Hans Lig blev fundet ved Nordisk Kaffekompagnis Bygning. Gestapo har i Gaar arresteret hans Tvillingebror, Smedemester Mogensen, Hillerød.«

Sådan lød den kortfattede melding i det allersidste illegale nummer af modstands-avisen Information, 4. maj 1945.

Blot to dage før, det længe ventede frihedsbudskab lød fra London, tog tyske pistolkugler livet af den 28-årige – og ikke 30-årige, som Information skrev – jurist Helge Bernhard Mogensen fra Hillerød.

Giv en rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde i julegave til dig selv eller andre. Klik her for mere information!

Dermed mistede den danske modstandsbevægelse en af sine væsentlige medkæmpere – en mand, der ikke var bange for de beskidte opgaver.

Natten til 2. maj var han ved Københavns Havn for at modtage en båd fra Sverige.

Om det var en stikker, der bragte tyskerne på sporet af ham, vides ikke. Men han blev anholdt af Gestapo og blev ført til Frihavnen, hvor han forsøgte at flygte. Flugten endte i en regn af kugler. Alle oplysninger tyder på, at der reelt var tale om et – yderst forståeligt – flugtforsøg, selv om tyskerne ofte brugte »dræbt under flugtforsøg« om de arrestanter, de af den ene eller anden grund tog livet af under anholdelserne.

Nygifte forældre
Tyskerne overbragte ikke den sørgelige nyhed på specielt venlig vis til hans hustru i deres fælles hjem på Ndr. Banevej. Parret havde ikke engang været gift i tre måneder og havde en lille søn. Allerede samme dag, som Helge Mogensen blev dræbt om natten, blev hjemmet ransaget. Hans tvillingebror Knud Mogensen – der vist var maler, og ikke smed – blev samtidig arresteret. Han havde blandt andet deltaget i likvideringer.

Kom med på rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde – eller giv oplevelsen som julegave. Klik og læs mere!

På den officielle befrielsesdag, 5. maj, blev den unge jurist begravet fra kapellet på Hillerød Kirkegård. Begravelsen blev den første, hvor byen for alvor kunne hylde en falden i modstandskampen, og den blev en demonstration af danskhed. Under besættelsen måtte man gå lidt mere stille med dørene med den slags.

Ikke mindst i tilfældet Helge Mogensen. Han var tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste, der var et af landets første illegale blade. Efterretningstjenesten, der var blomstret op i konservative studenterkredse, fungerede også som decideret tjeneste og tog sig blandt andet af illegale transporter til Sverige samt mere traditionel modstandskamp. Organisationen var involveret i adskillige stikkerlikvideringer, blandt andet den meget omstridte likvidering af svenske Jane Horney-Granberg, der i Information var blevet udpeget som spion for tyskerne.

 

I Peter Øvigs fremragende interviewbog Efter Drabet, der fortæller om stikkerlikvideringer, og hvordan de påvirkede ikke bare modstandsfolkene men også de pårørende, fortæller den tidligere politi-jurist Volmer Nissen, at han en dag i 1943 blev opsøgt af Helge Mogensen. De to havde gået i skole sammen, og nu var Helge aktiv under navnet »Fætter«.

Tynget af drabene
I bogen hedder det: »I første omgang hjalp Volmer Nissen kammeraten med at få repareret våben hos politiet, senere begyndte han også at forsyne ham med oplysninger. »Helge Mogensen betroede mig, at han følte sig tynget af opgaverne med at skaffe folk af vejen. Dengang skulle der ikke så meget til at sværte en person, og det kunne være et hårdt job at skulle bedømme, om man havde tilstrækkeligt på en mand til at slå ham ihjel. Det uhyggelige ved de illegale blade var, at man ikke kunne få optaget et dementi – blev man hængt ud i et sådant blad, var man svært oppe at køre.«

Kom med på rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde – eller giv oplevelsen som julegave. Klik og læs mere!

»Jeg havde adgang til hele politiets registratur, og derfor gav Helge mig af og til nogle navne med ønske om, at jeg skulle sige min mening om den pågældende. Det gjorde jeg så. Og jeg var jo ikke dummere, end at jeg bagefter i de illegale blade kunne konstatere, at når jeg havde sagt god for en likvidering af en eller anden … så døde han af det.««

I modsætning til sin bror overlevede Knud Mogensen mødet med tyskerne – måske fordi de kun nåede at holde ham indespærret de to dage frem til kapitulationen. Knud Mogensen døde i 1999.

Kom med på rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde – eller giv oplevelsen som julegave. Klik og læs mere!

Kom med en tur på gravens rand

IMG_7403Søndag den 4. september holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård – læs her, hvordan du kan komme med!

Et par boksende tvillinger, der fulgtes ad til OL i 1936 – og hurtigt røg hjem igen. En officer af ærværdig sagførerfamilie, som ville være blevet  forsvarsminister, hvis nazisterne havde fået magten i Danmark. En digter, som igen og igen blev kørt i stilling til nobelprisen i Litteratur uden nogensinde at få den. En enke, der ved stædigt at blive ved med at leve fik udsat omdannelsen af en af nordsjællands ældste bygninger til museum. En ridelærer, der tabte hjertet, men vandt en formue, da han giftede sig med en skandaleramt amerikansk millionærdatter. En erhvervsmand, der på mere end en måde fik sat sit præg på Hillerød og omegn… fortællingerne står – eller måske nærmere ligger – i kø på Hillerød Kirkegård.  Søndag den 4. september klokken 13.30 holder jeg rundvisning på kirkegården, hvor jeg i løbet af en halvanden times tid vil runde en del af de spændende historier, der gemmer sig bag kirkegårdens gravsten. Rundvisningen tager dels udgangspunkt i min lokalhistoriske bog “Fortællinger fra graven” og dels i de artikler, jeg skrev fra byens kirkegårde igennem mine år på Hillerød Posten. Det koster 70 kr. pr. snude at komme med på rundvisningen. Tilmelding og betaling via mobile pay på 42742031  – eller ved indbetaling på reg. 5010 konto 1529654. Husk at skrive navn og telefonnummer, så jeg kan fange dig, hvis der mod forventning sker ændringer i programmet.
Turen vil blive gennemført ved 15 tilmeldte. Der er 35 pladser tilgængelige.

Spørgsmål eller ideer? Send en mail på tim@timpanduro.dk.

Provinshistorie: Besættelsen startede med et telegram

2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog "Da tyskerne kom".
2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog “Da tyskerne kom”.
Danmark blev besat af Nazityskland efter kortvarige kampe 9. april. Men naturligvis bliver et helt land ikke fysisk besat på en enkelt dag. Ude i provinsen kunne det tage lang tid, før de første tyske soldater dukkede op – og selv i Hillerød, godt 30 kilometer fra København, var besættelsesmagten en rum tid om at dukke op
I Sønderjylland blev der kæmpet i blandt andet Haderslevs gader mod den invaderende tyske hær. På Amalienborg gjorde livgarden klar til kamp. I Værløse og Karup gik tyske fly til angreb på det danske flyvevåben. Kun et enkelt fly nåede på vingerne i Værløse. Det blev hurtigt skudt ned. København blev allerede klokken seks om morgenen overfløjet af bølge efter bølge af tyske bombefly. De nøjedes dog med godt en time senere at kaste flyvebreve – opråbet til det danske folk. 9. april 1940 begyndte den godt fem år lange besættelse af Danmark.

 

Nyheden om angreb og overgivelse spredte sig hurtigt ud over landet. Men de fleste steder så man hverken krigsmaskiner eller tyskere.

I Hillerød startede besættelsen anderledes udramatisk. Et telegram landde på Rådhuset på Torvet:

9. april kom besked fra hovedstaden til den kommunale forvaltning om, at der skulle indføres generel mørklægning for at undgå, at byerne kunne blive lette mål for allierede bombetogter.

Byen måtte finde sig i at være i en underlig venteposition. Som trafikknudepunkt og Nordsjællands største by var man ganske sikker på, at tyskerne ville sende en pæn styrke til Hillerød. Men først 12. april klokken ni om formiddagen dukkede de første tyskere op i Hillerød.

Det drejede sig om omkring 150 soldater og et par håndfulde heste fra det 308. infanteriregiment. Soldaterne var ganske unge mænd på 21 til 23 år fra sydtyske Baden-Würtemberg, og de fik følgeskab af yderligere omkring 190 mand fra samme regiment senere på dagen.

De unge soldater var uden krigserfaring – når man ser bort fra invasionen af Danmark, hvor de færreste kom i kamp – og i Hillerød blev det da også nærmest kampen mod bureaukratiet, der kom til at optage værnemagten.

Besynderlig besættelse

Besættelsen af Danmark var særdeles besynderlig. Der var tale om en såkaldt fredsbesættelse, og det betød, at tyskerne i et og alt skulle overholde dansk lovgivning. Herunder også de reglementer, der fandtes for indkvartering af soldater. Nok var reglerne lavet med henblik på det danske forsvars øvelser – men tyskerne måtte også pænt rette ind. Derfor satte Hillerød Kommune den unge jurist Aage Scheibel – der senere blev advokat i Hillerød – til at lede indkvarteringen. Han førte en grundig dagbog over bestræbelserne. Det er takket være denne dagbog  og ikke mindst Hillerød-historikeren Bjørn Versteges udgivelse og kommentering af dagbogen i form af bogen “Da Tyskerne Kom”, at netop Hillerøds tidlige besættelseshistorie er blandt landets bedst beskrevne.Kommunen besluttede sig for, at al indkvartering skulle foregå på frivillige præmisser – så vidt det var muligt – og at private hjem skulle undtages. Det gik tyskerne med på, og i stedet fik Hillerøds hoteller og traktørsteder et solidt indryk.Hotel Kronprinsen på Torvet – hvor diskotek Piccadilly nu ligger – fik 150 liggende gæster, Gæstgivergården Sjælland i Frederiksgade fik 80 mand og gæstgivergården Linden i Slotsgade fik 70 mand. Desuden blev 40 mand anbragt på vandrehjemmet Sandviggård nær det nuværende Hillerød Sygehus. Endelig fik officerer kvarter på blandt andet byens fineste hotel, Leidersdorff i Slangerupgade. Siden kom flere soldater til, der blandt andet blev anbragt på Skovlyst på Københavnsvej og Trollesminde, der i dag er rådhus. Også den tekniske skole i Møllestræde blev overladt til tyskerne. Her blev der lavet regimentshovedkvarter, og gaden blev med tiden spærret af med bomme og pigtråd.

Sov i halm

At soldaterne boede på hotel var nu ikke tegn på, at de havde gode forhold. De blev anbragt på gulve i salene og måtte sove i halm – og at det kunne blive hundekoldt viser en bøn fra værnemagten om, at soldaterne kunne blive flyttet fra Trollesminde, hvor de lå og frøs i en uopvarmet bygning. Det skete da også.Ved et møde 15. april blev det klarlagt, at soldaterne skulle have ordentlige boforhold – stadig halm, men færre soldater på pladsen og kun på opvarmede steder. Desuden blev der indgået aftale med badeanstalten på Hostrupsvej om, at soldaterne her kunne komme i bad. Mere kuriøst blev det slået fast, at soldaterne ikke måtte være ude i byen senere end klokken 21 – og at Hillerøds politi skulle være med til at holde øje med, at soldaterne ikke var ude i længere tid end det. Ifølge Bjørn Verstege har politiet dog ikke på noget tidspunkt forsøgt at overholde den aftale.Endelig fik tyskerne anvist de kommunale grunde ved Holmene – et område, der dengang rummede losseplads – som øvelsesterræn. En del af dette var dog tilsået, og derfor var der ikke plads nok. I stedet fik de senere på måneden anvist et område ved Sandviggård – mod at de lovede at rømme det, hvis byggegrundene på området blev solgt. Desuden skulle tyskerne betale erstatning – der i sidste ende ville komme fra den danske stat – for eventuelle skader på afgrøder og andet i området.

Svær balancegang

Samarbejdet blev en svær balancegang for borgmester Herman Melskens og hans stab, og der var ikke megen hjælp at hente fra Indenrigsministeriet, der kom med valne svar og overlod mange beslutninger til den lokale administration.Det lykkedes dog at få skabt en lempelig overgang til besættelsestiden. At samarbejdet senere i såvel Hillerød som resten af landet naturligt nok gik i vasken er en anden sag.Bjørn Versteges anbefalelsesværdige udgivelse “Da tyskerne kom” kan stadig købes – blandt andet her. https://www.saxo.com/dk/forfatter/bjoern-verstege_4329781

(jeg har ingen tilknytning til Saxo.com eller Versteges forlag. Det er en ren serviceoplysning og anbefaling af en interessant bog.)

Johannes Andersen bandt Hillerød sammen

En by uden offentlig transport er ikke en rigtig by – Hillerød fik sine første busser i 1924

John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.
John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.

En rigtig by har hoteller, købmænd, jernbane, rådhus – og transport, der binder det hele sammen.

I 1924 havde Hillerød kun de fire første ting. Ganske vist havde der lige siden Hillerød fik sin jernbanestation i 1864 været gjort forsøg med regelmæssig busdrift – men det var faldet til jorden igen og igen. Indtil 1924.

Her fik en L.P. Nielsen lov til at køre med motoriseret omnibus – som det hed – fra stationen til Nyhuse. Det gjorde han i et år, hvorefter Svend Milner tog over. Han havde brug for en chauffør, og da en 22-årig mand ved navn Johannes Andersen viste sig at være god til den tjans – han kørte allerede på en rute mellem Hillerød og Roskilde – blev han hyret. Allerede samme år kom Johannes ind i ejerkredsen af et nyt selskab – og hans skæbne var beseglet.

Det var nu først i 1931, at bondesønnen fra Søholm for alvor blev en del af bylivet i Hillerød. Her overtog han Hillerød Omnibil og begyndte at køre på en rute, der meget godt viser, hvordan Hillerød tog sig ud dengang: Jernbanestationen-Slotsgade-Frederiksværksgade-Løngangsgade-Grønnegade-Skolegade og så ad harløsevej til Ullerød.

Slotspavillionen

Men folk skal også forlystes. Og selv om det var før natbussernes tid, var Johannes Andersen ikke blind for mulighederne.

Han startede en rute til Slotspavillionen, et populært danse- og spisested, der lå for enden af Rendelæggerbakken. Da byudviklingen gjorde, at Gadevang blev tættere bebygget, blev den rute nedlagt og i stedet betjent af en rute til den gamle landsby, der nu nærmest havde forstadspræg.

Samtidig fik Johannes Andersen lov til at busbetjene Skansevej, men det er uklart, om han gjorde brug af den tilladelse. Selv om sygehuset var blevet bygget i området, var bebyggelsen betydeligt mere spredt dengang.

En rigtig by

I 1951 var Hillerød ved at være en rigtig by. Der kørte bybusser hver halve time, og da s-toget kom i 1968, gik det for alvor stærkt. Busser hver 20. minut – og fra 1971 en tværgående bus fra de ny bebyggelser i Østbyen og hele vejen til Vest. Hillerød var bundet sammen. Dog ikke uden sværdslag – det var svært at lægge ruterne, så det passede med s-toget, og det betød, at mange fra Østbyen foretrak de grønne rutebiler de kørte endnu i 1980’erne og konkurrerede med bybusserne, ikke mindst fordi de havde endestation på rutebilstationen på Hostrupsvej. Den lå omtrent, hvor Galleriernes p-hus ligger i dag.

Konkurrencen til trods gik det godt for Johannes Andersen. Garagen på Åmosevej bugnede med busser og antallet af ruter voksede for Hillerød Bybusser, som selskabet nu hed. Nødebo, Alsønderup og Nr. Herlev var kommet med på ruteplanerne. Oliekrisen i 1973 spolerede dog en del – ruter måtte indskrænkes og kommunen måtte støtte busdriften. Det betød, at nogle tabsgivende ruter blev afskaffet.

HT

I 1977 kom HT på banen og lavede en aftale med Johannes Andersen. Det førte til nye rutenumre – 701-706, der først forsvandt igen for ganske få år siden. Samtidig måtte Johannes Andersen give afkald på nogle af ruterne til HT.

Johannes Andersen valgte at gå på pension – og selv om han ikke helt havde nået Mærsk-alderen, var det ikke en helt urimelig beslutning. På sin 75 års fødselsdag 5. november 1978 meldte han, at han havde solgt sine busser til Jørgen Andersen – som han ikke var i familie med trods navnet. HT var ikke meget for salget, og sagen måtte omkring trafikminister Ivar Hansen, inden det kunne godkendes.

Johannes Andersens epoke var forbi – og hans røde bybusser blev malet om til Jørgen Andersens grå og røde farver. Selv nød Johannes Andersen sit otium i nogle år – men døde tre uger før sin 82 års fødselsdag i 1985.

Han ligger begravet på Hillerød Kirkegård sammen med sin hustru.

Oplysningerne i denne artikel baerer sig hovedsageligt på Kim Thinggaards ”Fra bybus til buskoncern – 25 år med Jørgen Andersen, Ballerup”.