Kategoriarkiv: Uncategorized

Staunings søn blev venstremand i Skævinge

Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.
Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.

Da lille Søren kom til verden på Kanslergade 10, 3. sal i København 18. marts 1923, var der ingen der vidste, at der skulle blive skrevet danmarkshistorie i lejligheden ti år senere. Nok var der ingen tvivl om at Sørens far Thorvald var udset til noget stort. Men der gik nu stadig et år, inden Stauning hævede sig fra håbefuld politiker og til statsminister – og derefter ni år til at han fik skudt det moderne velfærdssamfund i gang ved Kanslergadeforliget – opkaldt efter Sørens barndomshjem. En historie går på, at Søren Stauning lå under spisebordet i den fireværelses lejlighed, da Thorvald sendte sin hustru ned efter en karaffel whisky for at få de øvrige partiledere til at blive lidt længere.
Det blev den mest betydningsfulde dram i Danmarkshistorien.

Thorvalds øjesten
Efternøleren Søren var Thorvald Staunings øjesten, og da Thorvald blev skilt fra Sørens mor Olga i 1930 måtte han lide den tort, at forældreretten gik til Olga. Thorvald fik dog samkvem.
Skilsmissen var bitter, med forbandelser og beskyldninger, der fløj på kryds og tværs parterne imellem. Til slut kom der dog væbnet fred mellem de to, og da Sørens konfirmation blev holdt på Søpavillionen – den senere statsminister H.C. Hansen skrev en af festsangene – var begge forældre til stede.

Sørens helbred var skrøbeligt hele barndommen igennem, hvilket naturligt nok bekymrede forældrene. Den bekymring var nu ikke stor grund til. Søren fik et langt og virksomt liv, der førte ham omkring Hillerød og Skævinge.

Skævinge Kirkegård blev da også hans sidste hvilested, efter at han faldt om på gulvet i lejligheden på Skævinge Præstegård 24. september 2000 for aldrig siden at rejse sig igen.

Venstremand
Søren Stauning var ligesom faderen politisk aktiv. Men på et noget mere beskedent plan – og for et parti på den “forkerte” fløj. Han var nemlig viceborgmester for Venstre i det daværende Skævinge Kommune. I 1983 forklarede han partivalget i et interview i Hillerød Posten.
“Jeg føler ikke, at jeg har svigtet mit ophav. Der er stor for
skel på Socialdemokratiet i 1930’erne og det partiet står for i 1983. Holdningen og tonen er en anden. Efter krigen sigtede Socialdemokratiet mod en centralisering af samfundet. Mod et behandlersamfund. Det er helt i strid med min opfattelse, og jeg meldte mig ud i begyndelsen af 1950’erne.”

Han luftede også teorien om, at faderen måske ville have skiftet side.
“Det er svært at sige, om min far ville have været venstremand i dag eller hvor han ville have ført partiet hen, hvis han havde levet.”
Skjulte jøder
Thorvald døde dog i 1942, og Søren måtte som 19-årig stå på egne ben. Det klarede den “forvirrede og umodne” Søren ved at starte en antikvarboghandel. Under krigen var han også aktiv i periferien af modstandsbevægelsen. I lejligheden på Ndr. Frihavnsgade husede han ifølge nogle kilder af og til sabotører og jøder, der skulle hjælpes til Sverige – han optræder dog ikke i Nationalmuseets database over modstandsfolk, hvor hans mor står opført som logivært for flygtninge.

Efter krigen arbejdede han 22 år på Militærhospitalets kontor, inden han foretog et karriereskifte.

Redaktør på Hillerød Posten
Som 44-årig arvede han en rig onkel – og det gav ham modet til at sige op. Han fik læreplads på Frederiksborg Amts Avis, hvor redaktør Einar Jacobsen betegnede ham som “en fin og følsom skribent, der til tider næsten er lyrisk i sin journalistik.”

Vejen til redaktørtjansen på Hillerød Posten var kort – de hørte dengang til i samme hus.  Søren Stauning var redaktør på Hillerød Posten i en årrække frem til 1980. Her pensionerede han sig selv – men gik ind i politik, holdt foredrag og skrev fortsat. Så det var en aktiv pensionisttilværelse, han bød på. han var også formand for stomiforeningen.

Søren blev nemlig stomiopereret kort efter han fik sin læreplads, og fik stor hjælp fra foreningen. Samtidig holdt han modet oppe på anden vis:

“Det var netop udsigten til, at jeg skulle flytte til Skævinge, der var med til at holde liv i mig, mens jeg lå på hospitalet,” sagde han dengang til Hillerød Posten.

“Netop i det lille samfund har man en identitet. Man er en i forhold til andre mennesker, ikke som i en storby, hvor man er anonym.”

Landsfaderens søn fandt altså sent i livet sit hjem – langt væk fra magtens centrum. Han hviler nu under en beskeden sten på Skævinge Kirkegård sammen med hustruen Birgit, der var bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek.

Dette er en redigeret udgave af en artikel, jeg skrev i Hillerød Posten i 2009.

Dødelig epidemi truede Hillerød

Der findes ikke billeder fra koleratiden i Hillerød, men i København blev der oprettet store lejre uden for voldene. Billedet er fra Det Kongelige Bibliotek
Der findes ikke billeder fra koleratiden i Hillerød, men i København blev der oprettet store lejre uden for voldene. Billedet er fra Det Kongelige Bibliotek

Coronafrygten præger os alle – og vel til dels med rette. Men det er langt fra første gang, at vores land har måttet tage kampen op mod store sygdomme. Sommeren 1853 blev der taget skrappe forholdsregler i Hillerød, da man frygtede en helt anden sygdom

“Da det ved vore Undersøgelser har vist sig, at der i de nævnte Communer findes Nogle, der ikke smage varm Mad, Flere som kun sjældent kunne erholde det, og endnu Flere som maa nøjes med saadanne Spiser, der fro Øieblikket maa anses for usunde, haabe vi paa velvillig Deltagelse hos vore Medborgere.”

Sådan lød en opfordring fra 11 borgere med byfoged Arboe og hospitalsforstander Svend Pedersen i spidsen til hillerødanerne. Opfordringen faldt 12. juli 1853 – og de omtalte kommuner var Hillerød og Nyhuse, der i endnu 113 år frem ville være separate kommuner. Anledningen var ikke ren medlidenhed med de fattige i Hillerød og Nyhuse.

Mellem 1. og 4. juli samme år var 62 tilfælde af kolera blevet indberettet i København. 32 af patienterne var døde – og der var al mulig grund til at frygte at også de knap 3000 indbyggere i Hillerød kunne blive ramt. Og ganske vist havde man en fornemmelse af, at alment svineri og dårlig hygiejne spillede en rolle. Men sund og nærende mad kunne også være med til at holde sygdommen fra døren.

Lazaret og lighus

Opfordringen virkede. Ni dage senere var der samlet 150 rigsdaler sammen – og 150 hillerødanere blev i den kommende tid bespist med varm suppe og kød to gange om ugen. De fattige slap dog ikke helt selv for at betale – for at de kunne få varm mad de øvrige dage, skulle de selv betale en mark til sundhedskommissionen af de fi re mark, de fi k i ugepenge. Den varme mad var ikke det
eneste våben mod den truende sygdom. Der blev oprettet et lazaret i det gamle tinghus i Møllestræde – bygningen blev revet ned, da man for omkring 85 år siden førte Nordstensvej igennem til Slangerupsgade, men det lå stort set, hvor der i dag er kørebane.

Der blev bygget et særligt træskur på Hillerød Kirkegård til lighus, og skolekommisionerne blev anmodet om at give skolebørnene ferie – hvilket man åbenbart ikke som selvfølge havde i juli måned i de år.

Endelig blev der i kommunernes fattighuse banket huller til skorstenene, så man kunne få træk.
På Hillerøds hospital – det lå i Slotsgade, hvor nummer 23 og 25 ligger i dag – boede de fattige og syge. Der var ikke tale om et decideret behandlingssted, men nærmere et sted til opbevaring og pleje af kommunernes svageste. Det blev dog suspenderet i juli til september det år. Her måtte nytilkomne svage klare sig, som de bedst kunne – af frygt for sygdommen blev der ikke optaget nye lemmer på hospitalet.

Døden

21. juli kom meldingen om det første dødsfald, og lazarettet måtte i brug. Der blev dog ikke så voldsom en travlhed, som man kunne have frygtet: 14 blev indlagt, hvoraf 13 døde. 6. september blev epidemien afblæst i Hillerød og livet kunne vende tilbage til det normale. Ud over de 13 døde i Hillerød var de nordsjællandske “tabstal” fem i Sørup. I hovedstaden gik det værre til: 7526 blev angrebet og 4084 døde af sygdommen.

Igler og sennepspulver

Det er nærliggende at tænke, at man gjorde det samme i Hillerød, som man gjorde i hovedstaden, når en kolerapatient blev indlagt: Myndighederne stillede krav om, at man luftede det værelse ud, som patienten havde ligget i, vaskede værelset, slæbte sengen ud til udluftning og vaskede sengetøjet. Som medicin blev borgerne opfordret til at bruge opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster, sennepspulver og rabarber. Sundhedskollegiet i hovedstaden anførte desuden, at mådehold var det bedste middel mod sygdommen. Man skulle undgå sure, fede og afførende fødevarer, man skulle bruge masser af krydderier – og så skulle man undgå dårligt vand, gæret øl og større mængder brændevin. Vin, cognac og kryddersnaps kunne man dog med fordel drikke mod sygdommen. Ved svære anfald skulle man gnide huden med børster eller klude dyppet i brændevin, salt og peber. På kold hud skulle man lægge poser med varmt sand. Sennepskager på huden kunne også gøre nytte – og hvis patienten var døsig, skulle der sættes igler på tindingerne. Et vendepunkt Koleraepidemien blev et vendepunkt i dansk sundhedshistorie: Ikke mindst i hovedstaden, hvor den var medvirkende årsag til, at der blev opført ordentligt kloakerede boligkvarterer udenfor voldene, der faldt i de år. Desuden blev kommunehospitalet opført på kanten af voldene – og der blev oprettet en lægeforening i København med tilhørende fattigboliger, der i dag absolut ikke længere bebos af byens underklasse. Også i resten af landet blev der agiteret for bedre hygiejniske forhold og bedre sociale forhold for de fattige.

Kilder: Ditte Wonsyld: Koleraen i København 1853 – opgave fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Niels Gustafson: Det gamle Hillerød Hospital Anders Uhrskov: Nye Kulturbilleder fra Hillerød og Omegn.

Breaking fra fortiden: Houstons nabo blev udslettet af orkan og oversvømmelser

Galveston

Houston, Texas, er ramt af gigantiske oversvømmelser. Naturkatastrofen er dog ikke enestående for området. I 1900 omkom i tusindvis af mennesker, da nabobyen Galveston blev ramt af en orkan med efterfølgende oversvømmelser. Byen, der var spået rollen som den vigtigste by i Texas og i forvejen var statens vigtigste havneby, overlevede med nød og næppe – men 117 år senere  er den kun en skygge af sig selv. Houstons rolle som den velnok vigtigste by i Texas bygger på ruinerne af Galvestonkatastrofen.
Jeg leverer historiske artikler til Ekstra Bladet – og nogle gange kan historien også bindes op på breaking news . Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at Ekstra Bladet valgte at aftage historien om katastrofen i Galveston. Læs den her  – det kræver dog abonnement.

http://ekstrabladet.dk/plus/tilbageblik/katastrofen-i-houston-6000-blev-draebt-af-orkan-i-nabobyen/6795624

Kundelisten vokser

Så er det tid til lidt  show-off. Jeg har netop tilføjet en liste over referencer – og må konstatere, at mængden af kunder gennem mine knap to år som freelancer ser ganske pæn ud.

Se selv her: http://timpanduro.dk/referencer/

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er plads til flere – kontakt mig bare på 42742031 eller tim@timpanduro.dk. Så finder vi sammen ud af, hvordan vi får fortalt din historie til verden.

Restpladser til kirkegårdstur

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Lørdag den 30. april 2016 klokken 11.30 til cirka 13.00 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård. Her vil jeg fortælle om skandaler, helte, skurke og alle de, der på den ene eller anden måde har været med til at forme fortællingen om Hillerød og som har fundet hvile på Hillerød Kirkegård. Der er ganske få ledige billetter til rundvisningen. Det koster 70 kroner pr. næse at være med. Tilmelding  pr. sms til 42742031 – hvor du efterfølgende får besked om betaling etc.

Vi ses!

 

Særtilbud: Få “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat

Julen lurer i horisonten – og vi vil gerne være med til at gøre juleindkøbene lettere. Derfor tilbyder vi “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere” med de_asosiale_3D20 procents rabat – og med en dedikation efter ønske. Prisen på bogen er 200 kroner mod normalt 250 kroner. Dertil kommer porto og forsendelse. Det er også muligt at hente den i København og derved spare porto.

Send en mail til tim@panduro.as for at gøre brug af tilbuddet – og skriv gerne, om du vil have bogen signeret/dedikeret og til hvem.

Den gamle rektor er kirkegårdens ældste beboer

Hillerød Kirkegård har eksisteret i 185 år og rummer et væld af gode historier fra byens fortid – jeg holder rundvisning 15. august og fortæller i den anledning her historien om kirkegårdens ældste beboer og om kirkegårdens historie. Læs mere om rundvisningen i bunden af teksten.

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Bendt Bendtsen – i dag et navn, der sagtens kan bruges, hvis man skal til top i et politisk parti. Men for 200 år siden gik det så sandelig ikke at hedde noget så ordinært, hvis man var højt på strå i samfundet.

Almindeligt plebejerdansk var ikke god tone blandt Danmarks lærde, da rektor for Hillerøds Lærde Skole Bendt Bendtsen blev jordfæstet 22. december 1830. På hans flotte gravsten er teksten på latin, og hans navn er angivet til Benedicto Bendtsen.

Latin var et passende sprog at betjene sig af, når man tilhørte de kredse, der ikke bare af og til åbnede en bog, men sædvanligvis også havde bidraget til flere. Især når man var af den gamle skole – og tilknyttet en institution der udmærket kunne gå ind under samme kategori.

Mild og god

Bendt Bendtsen havde ry for at være en mild og god rektor – for sin tid. Han repræsenterede en humanisme, der ikke var velkendt på skolen, hvor lærere og de ældste elever flokkedes om at gøre livet til et helvede for de yngste – der til gengæld lod deres aggressioner gå ud over områdets bønder. Han var ikke den første i rektor-dynastiet. Han tog over efter sin far, der var rektor på samme skole, da denne døde i 1789. Naturligvis havde den unge Bendt også kendskab til skolen fra sin elevtid. Som skolemand var han stærkt anerkendt i sin tid. Han var doktor i filosofi og teologi og titulær professor – noget lignende æresprofessor – og ridder af Dannebrog. Det hele fremstår af hans gravsten, der som så mange fortjente herrer på hans tid i høj grad har præg af at være et CV til evigheden.

På Hillerød Kirkegård repræsenterer han såmænd også en slags evighed.

Hans grav er den ældste, der er bevaret på kirkegården. Og da den 72-årige rektor blev stedt til hvile, har der været langt til de nærmeste naboer. Kirkegården er nemlig indviet i 1830 – samme år, som han døde.

Lig blev gravet op

Det er – uanset hans øvrige bedrifter – vel nok hans største krav til lokal berømmelse i dag. Et andet krav på berømmelse er desværre efter alt at dømme usandt, selv om det er en historie, der er blevet fortalt igen og igen – og som denne skribent desværre også er hoppet på. Undskyld!

Det hævdes nemlig, at Bendt Bendtsten blev gravet op efter at være blevet jordfæstet på byens gamle kirkegård, da denne blev nedlagt. Det er efter alt at dømme ikke rigtigt – han døde 16. december 1830, hvor den ny kirkegård var taget i brug, så der har næppe været behov for at

Bendt Bendtsen er nok blevet ”offer” for en forveksling. Hans grav er den ældste på kirkegården – og flere af de jævnaldrende, nu sløjfede grave, har haft beboere, der har holdt posthum flyttedag.

Hillerøds oprindelige kirkegård lå, hvor der i dag er Torv. Den blev sløjfet – dels fordi man ønskede at bruge området til en udvidelse af byen og til bygning af et rådhus og dels af hygiejniske og æstetiske årsager – og i 1830 lavede man den ny kirkegård i Østergade, der dengang lå i byens absolutte udkant.

Når en kirkegård blev sløjfet i de tider, var der ikke så megen nåde. Hvis man ville have flyttet sine kære afdøde til den ny kirkegård, måtte man selv betale. Ifølge Svend Nielsens artikel ”Byrådsvedtagelse omgjort”, der findes i bogen ”Det gamle Hillerød”, og hvor flere af oplysningerne i denne artikel stammer fra, blev 67 kister gravet op og flyttet i 1830. I de efterfølgende år blev flere kister også flyttet, selv om kirkegården altså officielt var sløjfet. Man fik selvsagt ikke det hele med på den måde. Gravearbejde på Torvet har flere gange bragt menneskeknogler for dagens lys. De er blevet genbegravet på Hillerød Kirkegård, efterhånden som de er dukket op af jorden. Men flere befinder sig i torvemulden – måske til inspiration for fremtidige skrækbogsforfattere, så Hillerød snart kan få sin helt egen litterære zombieinvasion…

I vejen for udviklingen

At Hillerød Kirkegård stadig findes, skyldes et sjældent fremsynet byråd, der engang i 1970’erne omgjorde en tidligere beslutning. Tanken var at sløjfe kirkegården i år 2025 efter et begravelsesstop i år 2000. Men den holdning blev ændret – til glæde for kisteglade (høhø) personer som undertegnede og for alle, der kan lide et sted, hvor natur, kultur og historie bliver blandet på smuk vis. Men sikkert til irritation for byudviklere, der gerne har villet udvikle området.

Kirkegården har da også flere gange stået i vejen for byudviklingen. Mest alvorligt i 1864, da Hillerød blev jernbaneby. Der lå kirkegården nemlig i vejen for, at stationen kunne blive bygget mere bynært. Heldigvis har udviklingen gjort, at stationen nu ligger nogenlunde solidt placeret i midten af det nuværende Hillerød. Og historien om Hillerød som jernbaneby? Den vender vi tilbage til…

Rundvisningen!

Husk at jeg arrangerer kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård lørdag den 30. april. Prisen er 70 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer. Der er kun få pladser tilbage