Hestehandlerens kolde start

Et familiemedlem til hestehandleren var så venlig at låne mig dette foto, da artiklen blev bragt i Hillerød Posten. Det forestiller hestehandleren under hans ophold på Grønland.
Et familiemedlem til hestehandleren var så venlig at låne mig dette foto, da artiklen blev bragt i Hillerød Posten. Det forestiller hestehandleren under hans ophold på Grønland.
Nyhuse Kirkegård gemmer på mange spændende historier. En af dem er fortællingen om Peder Sørensen, der flygtede til Grønland på flugt fra krybskytteanklager og ulykkelig kærlighed, men vendte hjem og tjente penge på  hestehandel med de krigsførende magter under 1. Verdenskrig.  Lørdag den 6. maj klokken 11 holder jeg rundvisning på kirkegården. Der er stadig ledige pladser, så man skal blot møde op ved lågen til kirkegården ved Stutmesterboligen på Frederiksværksgade. Det koster 70 kroner at deltage.

Hvad gør man, hvis man er eftersøgt for krybskytteri og gerne vil have sagen til at køle lidt af?

Man gemmer sig så langt væk som muligt.

Det var i hvert fald, hvad Peder Sørensen valgte at gøre i 1895. Den 25-årige søn af en afbygger tegnede kontrakt med Kryolitselskabet Øresund i København og endte i Ivigtut i Grønland efter en sejltur, der åbenbart var ganske ubehagelig – i hvert fald tog den ifølge beretninger i hans familie dobbelt så lang tid, som turen normalt tog dengang. Det fortæller hans barnebarn Dan Mobro fra Gørløse. For Lars Peder Sørensen, som han blev døbt, endte nok som hestehandler. Men tiden inden var såmænd ikke mindre interessant.

Kom til rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag. Læs mere her!

Som sagt gik turen til Grønland – og hvis ret skal være ret findes der to forklaringer. En om, at det var ulykkelig kærlighed, der drev ham ud på isen – og en om, at det var krybskytteri på hjemegnen ved Alsønderup Orne, der fik ham til at fortrække.

Uanset hvad: Planen var at arbejde i kryolitminen Den Sorte Engel – navnet lyder dramatisk, men skyldes blot nogle aftegninger på klipperne. Han slap for at gå under jorden. Jagt-evnerne viste sig nemlig at være så formidable, at han de næste fire år havde fast arbejde som jæger for mineselskabet, så arbejderne kunne få kød på bordet.

Forholdene var hårde på Grønland – men Peder Sør’n, som han på godt nordsjællandsk blev kaldt, blev alligevel ved Den Sorte Engel i fire år.

Vel tilbage i Danmark bliver han lagerarbejder i København – og da det ny århundrede starter, starter et nyt liv som familiefar også for ham. I november bliver han gift med Ane Sørensine Henriette Petrea Pedersen. I 1903 flytter han tilbage til barndomshjemmet – men det brænder fire år efter. Turen går til Grønholt – og i 1915 køber han et lille landbrug i Rønnevang ved Hillerød – omtrent hvor omlastestationen ligger i dag.

På det tidspunkt har han så småt kastet sig over det, der skulle blive hans livsgerning: Hestehandel. Sandsynligvis startede han på den handel, fordi han ikke var så pokkers god til at drive landbrug, mener barnebarnet. Måske fik han hjælp af en bekendt, der var kreaturhandler – Karl Olsen – han var i øvrigt far til manufakturhandleren Sejr Olsen. Verdenspolitikken gav ham også en hjælpende hånd. Første Verdenskrig hærgede i Europa, og det gav behov for hestekræfter i en tid, hvor krigen endnu ikke var helt motoriseret. Hestepriserne var i top. Så mens gullaschbaronerne tjente store penge på døde heste og andre kræ, skabte Peder Sørensen sig et godt lag på kistebunden ved hjælp af levende krikker.

Hestehandelen foregik ganske simpelt ved, at han rejste rundt på gårdene og købte heste, som han solgte videre til en højere pris til remonten – hvilket grundlæggende vil sige, at de blev solgt som hesteverdenens svar på rekrutter.

Hestehandelen stoppede han med omkring 1924 – og i 1925 var det helt slut med at arbejde. Han flyttede til Frederiksværksgade 95, hvor der var et lille brødudsalg, som hustruen passede, mens han selv nød sin tidlige pensionisttilværelse.

Husk rundvisningen på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj. Mød op ved lågen  på Frederiksværksgade ved Stutmesterboligen lidt i 11  Det koster 70 kroner at deltage -.

Den dødsdømte murer overlevede i KZ-helvede

Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster
Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster

Tonny Hansen var modstandsmand og forsøgte at lede tyskerne på vildspor – som hævn dømte de ham til døden for forsøg på snigmord

I slutningen af november 1944 slap heldet op for mureren Tony Hansen. Han havde været under jorden i 13 måneder, men havde vovet sig ind på Restaurant Skandia i Helsingør for at mødes med en kone til en af sine modstands-fæller.

Kom til rundvisning om besættelsen på Hillerød Kirkegård og om interessante grave på Nyhuse Kirkegård. Klik og læs mere.

Tre mænd kom ind på restauranten. En af dem genkender mureren som en kammerat, der er gået i tysk tjeneste.

Goddag, Tonny Hansen

»De tager vist fejl af mig og en anden«

Du bliver klogere

Tony Hansen opfordrede sin ledsagerske til at fortrække. Han kunne blive nødt til at skyde. I mellemtiden var flere tyskere kommet til.

En af dem fik et kæbestød, så han fløj ind over et billardbord. En anden blev væltet mod et bord. Herefter forsøgte Tony Hansen, Murer-Tony som han blev kaldt, at kaste sig gennem en glasdør.

Det mislykkedes. Han faldt og blev sparket bevidstløs.

Tony Hansen fortalte sin historie til Frederiksborg Amts Avis i dagene efter besættelsen.

»Ude på gaden vågnede jeg og så, at der var afspærret med maskinpistoler. Flugt ville have betydet døden.«

I Gestapos kløer

Murer-Tony overlevede, men trådte ind i et flere måneder langt mareridt. Han blev ført til Wisborg i Helsingør, der var gestapo-hovedkvarter for Nordsjælland.

Her blev han modtaget med tæsk. En flok tyskere og danskere – »danskere«, som de blev omtalt i amtsavisen – gennempryglede ham fra klokken 15 til 23. Kæppeslag i hovedet og på kroppen og prygl med gummiknipler. Natten måtte han tilbringe hængende i en vindueskarm. Han var for forslået til at kunne sidde eller ligge. Sådan fortsatte det tre dage. Uden mad og kun en halv kop vand at drikke. Så bad han om at komme i forhør.

Hør fortællingen om den nøgne kunstnerkoloni, Hillerøds hofarkitekt, den græske ridder og massemordet i Nejede, når der er rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj – klik og læs mere

Tyskerne fik fortalt nogle ligegyldigheder, men de blev modsagt af andre kilder. Flere prygl. Dag efter dag. Bødlerne var knap menneskelige.

»Fråden stod dem om munden, og de hylede som dyr…jeg blev klar over, at jeg ikke kunne holde til dette i længden, selv om mennesker kan tåle mere, end de selv regner med…jeg så mig om i cellen og fik øje på nogle streger, som tidligere fanger havde kradset med neglene. Det var datostreger, og jeg kunde se, at det højeste antal dage, en fange havde siddet her, var jeg ved at nå frem til. Så gav jeg dem to navne fra grupperne. De blev himmelhenrykte og der kom lys i cellen.«

Murer-Tony blev bedt om at skrive sin beretning. Han skrev og skrev.

Oplysningerne var ikke gode nok. Flere prygl. Flere navne på folk, som Tony vidste var gået under jorden. Det førte til en razzia i Hillerød. Uden resultat. Ny tysk strategi.

»Jeg fik at vide, at jeg ville blive gennempryglet på klokkeslæt.«

Stikkeren i nabocellen

Klokken 22 begyndte de at banke i gulvet ovenfra med torturinstrumenterne. Så kom de ned til døren, larmede, gik igen. Det gentog sig flere gange, indtil døren til sidst blev åbnet. Flere prygl. Mange flere.

Så blev den kommunistiske modstandsmand sendt afsted til Vestre Fængsel. Han kom lidt til kræfter og blev 14 dage senere returneret til Wisborg. Mishandlingerne fortsatte nogle dage.

»Min madras var slimet og blodig, min nødtørft måtte jeg forrette i cellen, vasket var jeg ikke blevet endnu, lusene kravlede.«

Han fandt dog trøst hos kammeraten i nabocellen. En kvinde, han førte lange samtaler med gennem væggen. Bekendtskabet faldt sammen med en 12-dages pause, hvor mishandlingerne tog af.

Hør om topnazisten, der blev sparket ud af partiet, modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde og besættelsens første offer i Hillerød ved rundvisningen på Hillerød Kirkegård 4. maj klokken 17. Klik og læs mere

Så faldt bomben. Han blev kaldt op og konfronteret med alt, han havde fortalt kvinden. Ganske vist havde han haft sine mistanker til kvinden, men han havde dog sagt, at han havde lyst til at skyde hele banden.

Det gav tre dages bank, hvorefter han skrev under på alt, han havde sagt til kvinden.


“Du skal skydes, dit svin”

Endnu et par dage. En retssag på tysk. »Du er snigskytte, du ville skyde alle 30 mand på Wisborg«. Og en dødsdom.

»Du skal skydes, dit svin«, som en af tyskerne, der kunne dansk, formulerede det.

Tonny Pedersen blev lænket sammen med en tysk flyver og en tysk soldat fra kystartilleriet. Desertører, der skulle skydes. Igen til Vestre Fængsel. Her blev julen fejret.

»Vi havde fået stablet et attrap-juletræ på benene, klippede Dannebrogsflag af julepapir fra vore pakker og fik fremstillet nogle hjerter af rent ud sag wc-papir. Og så sang vi ned gennem cellerne. Og græd. Store, stærke mænd hulkede.«

Tonny slap for at blive henrettet. Han blev i stedet sendt til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse. Den danskledede fangelejr var blevet opført for at hindre, at danskere, der faldt i unåde hos tyskerne, skulle undgå at blive sendt i døden i de brutale, tyske koncentrationslejre.

Døden nær i Dachau

I februar 1945 var den aftale for længst gået i vasken.

16. februar 1945 blev der kaldt til appel, og 253 navngivne fanger fik besked om, at de skulle sendes til Tyskland. Blandt dem var Antonius Hansen, født 15. april 1917. Murer-Tonny måtte sammen med de 252 kammerater stige op på lastbiler. De blev kørt til den lille lokalstation Harrislev nord for Flensborg – og her blev de beordret over i stinkende kreaturvogne. Allernådigst gav tyskerne dem lov til at købe halm af en landmand, og vognene kunne derfor gøres en smule mere komfortable.

Fangerne havde fået mad med fra Frøslevlejren, og fik engang imellem stukket lidt pølse, brød og ost ind i vognene. Men vand var der ikke meget af på den seks døgn lange tur.

»Vi fik en halv kop vand hver anden dag«, fortalte Tonny Hansen til Frederiksborg Amtsavis i det interview, der blev bragt i befrielsesdagene.

Hør om besættelsestiden i Hillerød, når der 4. maj er rundvisning på Hillerød Kirkegård – og hør om spændende skæbner, tragedier og triumfer, når der er rundvisning på Nyhuse Kirkegård 6. maj. Klik og læs mere

Toget kørte om natten og holdt stille om dagen. Af og til blev der koblet ammunitionsvogne og troppetransporter på, og gennem sprækker i de isnende kolde kreaturvogne kunne fangerne se hjælpeløst til, når tyskerne sprang i sikkerhed de gange, der lød alarm om bombeangreb.

Selve angrebene udeblev lykkeligvis, og de udmattede fanger nåede frem til Tysklands ældste koncentrationslejr Dachau, 15 kilometer nord for München, 22. februar om formiddagen.

Her blev fangerne tvunget til at klæde sig af. De fik fjernet hoved- og kropshår og fik udleveret tøj, der stammede fra tidligere fanger – civilt tøj i højst tilfældige størrelser. Til gengæld blev alle de ejendele, de selv havde medbragt, stjålet af tyskerne og deres fangehåndlangere, kapo’erne.

Herefter blev danskerne sat i karantæne i en tyfus-barak. Og stemningen var ikke så nedtrykt, som man kunne forvente.

»Humøret var i behold. Vi lo meget af hinanden, da vi gik ind i barakken med skaldede hoveder og i det komiske tøj«, fortalte Murer-Tonny i interviewet.

Fangerne var nogenlunde i fred i karantænebarakken. SS-soldaterne var nemlig ikke meget for at nærme sig de tyfus-mistænkte fanger. Med god grund. Allerede den første morgen så Tonny, der havde fået fangenummeret 141.599 og hans kammerater, at der lå omkring 50 lig smidt uden for vinduerne. Tyfusofre, der var døde i nattens løb. De blev hentet på kærrer og kørt til kremering, når der var nok.

»Man vænnede sig til synet«, konstaterede Tonny, der også fik lov at opleve, at guldtænder blev rykket ud på ligene.

Dagen gik med appel, morgenkaffe-erstatning og rengøring. Klokken 13.30 fik fangerne en liter roesuppe og klokken 17 fulgte dagens brødration.

Til Neuengamme

Rygterne svirrede. De skulle videre. Midt på måneden fik fangerne to Røde Kors-pakker og et rugbrød hver, og natten efter 22. marts blev de beordret i bad og fik udleveret tøj fra Røde Kors. Den 23. april holdt busser fra Svensk Røde Kors klar uden for hegnet.

Turen gik dog ikke til Danmark, men til lejren Neuengamme. Og flere lidelser.

Tonny blev alvorligt syg og havnede i en sygebarak igen.

»Jeg fik den besked på reviret, at jeg godt kunne pakke med det samme, om tre-fire dage ville jeg befinde mig på krematoriet.«

Tjeneren Herluf Andersen endte sine dage i Neuengamme – stemplet som asocial. Hør historien om den glemte gruppe danske kz-ofre ved rundvisningen på Hillerød Kirkegård 4. maj

Tonny blev stædig. Når de havde dødsdømt ham, ville han overleve. Så selv om hans gode Røde Kors-tøj var blevet stjålet, forsøgte han at holde humøret oppe.

»Jeg har set flere gange, at folk, der tabte humøret kort tid efter sygnede hen og døde..«

Der var ellers gode grunde til at tabe humøret.

»Efterhånden blev vi fuldstændig apatiske over for alle rædsler. Menneskene har en mærkelig tilpasningsevne. Det var naturens reaktion mod rædslerne. Vi så dem og så dem dog ikke.«

Friheden kom i april – igen i form af de hvide busser, der først førte danskerne op gennem Jylland.

»Overalt blev vi overdænget med gaver, det var rørende smukt. Men fra hjemrejsen husker jeg særligt billedet af det tyske folk, der var slået. Dette folk, der havde båret tyrannen frem til den store ødelæggelse undså sig ikke for at tigge af os, da vi kørte gennem Nordtyskland.«

 

Dødsstraf

Da Tonny kom hjem fra Sverige kom han med i lokalkomiteen for Frihedsrådet og talte blandt andet på Torvet i befrielsesdagene. Han gjorde sig også sine tanker om, hvilken skæbne, der skulle overgå de danske nazi-håndlangere.

»Den første følelse var selvfølgelig: Så, nu er du sluppet fri, nu kunne man rense ud på nazistisk maner, men det kunne ikke falde mig ind i drømme at anbefale nazistmetoder. Så dybt må ingen falde.«

 

Cirkusfamilien Benneweis hører blandt de mest prominente af Nyhuses grave. Hør mere om familien og dens tilknytning til Hillerød på Nyhuse Kirkegård den 6. maj

Det betød dog ikke, at der var den rene øllebrødsbarmhjertighed på programmet hos Tonny, der vedblev at være tro kommunist livet ud.

»Vi vil vende os skarpt mod de mennesker, som vil påstå, at døden er for hård en straf.«

Ni at Tonnys kammerater fra hans transport til Dachau døde i koncentrationslejrene. Selv levede Tonny til 1994, hvor han blev begravet under sit kaldenavn på Nyhuse Kirkegård.

Modstandsmanden lever også videre andetsteds i Hillerød. I 2005 blev det hidtil navnløse stræde mellem Slotsgade og Slotsstien overfor Frederiksgade opkaldt efter ham.

Har du lyst til at høre flere historier fra Hillerøds fortid? Så meld dig til rundvisningerne på Hillerød og Nyhuse Kirkegårde henholdsvis 4. og 6. maj. Klik og læs mere – eller ring 42742031