Kom med en tur på gravens rand

IMG_7403Søndag den 4. september holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård – læs her, hvordan du kan komme med!

Et par boksende tvillinger, der fulgtes ad til OL i 1936 – og hurtigt røg hjem igen. En officer af ærværdig sagførerfamilie, som ville være blevet  forsvarsminister, hvis nazisterne havde fået magten i Danmark. En digter, som igen og igen blev kørt i stilling til nobelprisen i Litteratur uden nogensinde at få den. En enke, der ved stædigt at blive ved med at leve fik udsat omdannelsen af en af nordsjællands ældste bygninger til museum. En ridelærer, der tabte hjertet, men vandt en formue, da han giftede sig med en skandaleramt amerikansk millionærdatter. En erhvervsmand, der på mere end en måde fik sat sit præg på Hillerød og omegn… fortællingerne står – eller måske nærmere ligger – i kø på Hillerød Kirkegård.  Søndag den 4. september klokken 13.30 holder jeg rundvisning på kirkegården, hvor jeg i løbet af en halvanden times tid vil runde en del af de spændende historier, der gemmer sig bag kirkegårdens gravsten. Rundvisningen tager dels udgangspunkt i min lokalhistoriske bog “Fortællinger fra graven” og dels i de artikler, jeg skrev fra byens kirkegårde igennem mine år på Hillerød Posten. Det koster 70 kr. pr. snude at komme med på rundvisningen. Tilmelding og betaling via mobile pay på 42742031  – eller ved indbetaling på reg. 5010 konto 1529654. Husk at skrive navn og telefonnummer, så jeg kan fange dig, hvis der mod forventning sker ændringer i programmet.
Turen vil blive gennemført ved 15 tilmeldte. Der er 35 pladser tilgængelige.

Spørgsmål eller ideer? Send en mail på tim@timpanduro.dk.

Restpladser til kirkegårdstur

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Lørdag den 30. april 2016 klokken 11.30 til cirka 13.00 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård. Her vil jeg fortælle om skandaler, helte, skurke og alle de, der på den ene eller anden måde har været med til at forme fortællingen om Hillerød og som har fundet hvile på Hillerød Kirkegård. Der er ganske få ledige billetter til rundvisningen. Det koster 70 kroner pr. næse at være med. Tilmelding  pr. sms til 42742031 – hvor du efterfølgende får besked om betaling etc.

Vi ses!

 

Provinshistorie: Besættelsen startede med et telegram

2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog "Da tyskerne kom".
2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog “Da tyskerne kom”.
Danmark blev besat af Nazityskland efter kortvarige kampe 9. april. Men naturligvis bliver et helt land ikke fysisk besat på en enkelt dag. Ude i provinsen kunne det tage lang tid, før de første tyske soldater dukkede op – og selv i Hillerød, godt 30 kilometer fra København, var besættelsesmagten en rum tid om at dukke op
I Sønderjylland blev der kæmpet i blandt andet Haderslevs gader mod den invaderende tyske hær. På Amalienborg gjorde livgarden klar til kamp. I Værløse og Karup gik tyske fly til angreb på det danske flyvevåben. Kun et enkelt fly nåede på vingerne i Værløse. Det blev hurtigt skudt ned. København blev allerede klokken seks om morgenen overfløjet af bølge efter bølge af tyske bombefly. De nøjedes dog med godt en time senere at kaste flyvebreve – opråbet til det danske folk. 9. april 1940 begyndte den godt fem år lange besættelse af Danmark.

 

Nyheden om angreb og overgivelse spredte sig hurtigt ud over landet. Men de fleste steder så man hverken krigsmaskiner eller tyskere.

I Hillerød startede besættelsen anderledes udramatisk. Et telegram landde på Rådhuset på Torvet:

9. april kom besked fra hovedstaden til den kommunale forvaltning om, at der skulle indføres generel mørklægning for at undgå, at byerne kunne blive lette mål for allierede bombetogter.

Byen måtte finde sig i at være i en underlig venteposition. Som trafikknudepunkt og Nordsjællands største by var man ganske sikker på, at tyskerne ville sende en pæn styrke til Hillerød. Men først 12. april klokken ni om formiddagen dukkede de første tyskere op i Hillerød.

Det drejede sig om omkring 150 soldater og et par håndfulde heste fra det 308. infanteriregiment. Soldaterne var ganske unge mænd på 21 til 23 år fra sydtyske Baden-Würtemberg, og de fik følgeskab af yderligere omkring 190 mand fra samme regiment senere på dagen.

De unge soldater var uden krigserfaring – når man ser bort fra invasionen af Danmark, hvor de færreste kom i kamp – og i Hillerød blev det da også nærmest kampen mod bureaukratiet, der kom til at optage værnemagten.

Besynderlig besættelse

Besættelsen af Danmark var særdeles besynderlig. Der var tale om en såkaldt fredsbesættelse, og det betød, at tyskerne i et og alt skulle overholde dansk lovgivning. Herunder også de reglementer, der fandtes for indkvartering af soldater. Nok var reglerne lavet med henblik på det danske forsvars øvelser – men tyskerne måtte også pænt rette ind. Derfor satte Hillerød Kommune den unge jurist Aage Scheibel – der senere blev advokat i Hillerød – til at lede indkvarteringen. Han førte en grundig dagbog over bestræbelserne. Det er takket være denne dagbog  og ikke mindst Hillerød-historikeren Bjørn Versteges udgivelse og kommentering af dagbogen i form af bogen “Da Tyskerne Kom”, at netop Hillerøds tidlige besættelseshistorie er blandt landets bedst beskrevne.Kommunen besluttede sig for, at al indkvartering skulle foregå på frivillige præmisser – så vidt det var muligt – og at private hjem skulle undtages. Det gik tyskerne med på, og i stedet fik Hillerøds hoteller og traktørsteder et solidt indryk.Hotel Kronprinsen på Torvet – hvor diskotek Piccadilly nu ligger – fik 150 liggende gæster, Gæstgivergården Sjælland i Frederiksgade fik 80 mand og gæstgivergården Linden i Slotsgade fik 70 mand. Desuden blev 40 mand anbragt på vandrehjemmet Sandviggård nær det nuværende Hillerød Sygehus. Endelig fik officerer kvarter på blandt andet byens fineste hotel, Leidersdorff i Slangerupgade. Siden kom flere soldater til, der blandt andet blev anbragt på Skovlyst på Københavnsvej og Trollesminde, der i dag er rådhus. Også den tekniske skole i Møllestræde blev overladt til tyskerne. Her blev der lavet regimentshovedkvarter, og gaden blev med tiden spærret af med bomme og pigtråd.

Sov i halm

At soldaterne boede på hotel var nu ikke tegn på, at de havde gode forhold. De blev anbragt på gulve i salene og måtte sove i halm – og at det kunne blive hundekoldt viser en bøn fra værnemagten om, at soldaterne kunne blive flyttet fra Trollesminde, hvor de lå og frøs i en uopvarmet bygning. Det skete da også.Ved et møde 15. april blev det klarlagt, at soldaterne skulle have ordentlige boforhold – stadig halm, men færre soldater på pladsen og kun på opvarmede steder. Desuden blev der indgået aftale med badeanstalten på Hostrupsvej om, at soldaterne her kunne komme i bad. Mere kuriøst blev det slået fast, at soldaterne ikke måtte være ude i byen senere end klokken 21 – og at Hillerøds politi skulle være med til at holde øje med, at soldaterne ikke var ude i længere tid end det. Ifølge Bjørn Verstege har politiet dog ikke på noget tidspunkt forsøgt at overholde den aftale.Endelig fik tyskerne anvist de kommunale grunde ved Holmene – et område, der dengang rummede losseplads – som øvelsesterræn. En del af dette var dog tilsået, og derfor var der ikke plads nok. I stedet fik de senere på måneden anvist et område ved Sandviggård – mod at de lovede at rømme det, hvis byggegrundene på området blev solgt. Desuden skulle tyskerne betale erstatning – der i sidste ende ville komme fra den danske stat – for eventuelle skader på afgrøder og andet i området.

Svær balancegang

Samarbejdet blev en svær balancegang for borgmester Herman Melskens og hans stab, og der var ikke megen hjælp at hente fra Indenrigsministeriet, der kom med valne svar og overlod mange beslutninger til den lokale administration.Det lykkedes dog at få skabt en lempelig overgang til besættelsestiden. At samarbejdet senere i såvel Hillerød som resten af landet naturligt nok gik i vasken er en anden sag.Bjørn Versteges anbefalelsesværdige udgivelse “Da tyskerne kom” kan stadig købes – blandt andet her. https://www.saxo.com/dk/forfatter/bjoern-verstege_4329781

(jeg har ingen tilknytning til Saxo.com eller Versteges forlag. Det er en ren serviceoplysning og anbefaling af en interessant bog.)

Johannes Andersen bandt Hillerød sammen

En by uden offentlig transport er ikke en rigtig by – Hillerød fik sine første busser i 1924

John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.
John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.

En rigtig by har hoteller, købmænd, jernbane, rådhus – og transport, der binder det hele sammen.

I 1924 havde Hillerød kun de fire første ting. Ganske vist havde der lige siden Hillerød fik sin jernbanestation i 1864 været gjort forsøg med regelmæssig busdrift – men det var faldet til jorden igen og igen. Indtil 1924.

Her fik en L.P. Nielsen lov til at køre med motoriseret omnibus – som det hed – fra stationen til Nyhuse. Det gjorde han i et år, hvorefter Svend Milner tog over. Han havde brug for en chauffør, og da en 22-årig mand ved navn Johannes Andersen viste sig at være god til den tjans – han kørte allerede på en rute mellem Hillerød og Roskilde – blev han hyret. Allerede samme år kom Johannes ind i ejerkredsen af et nyt selskab – og hans skæbne var beseglet.

Det var nu først i 1931, at bondesønnen fra Søholm for alvor blev en del af bylivet i Hillerød. Her overtog han Hillerød Omnibil og begyndte at køre på en rute, der meget godt viser, hvordan Hillerød tog sig ud dengang: Jernbanestationen-Slotsgade-Frederiksværksgade-Løngangsgade-Grønnegade-Skolegade og så ad harløsevej til Ullerød.

Slotspavillionen

Men folk skal også forlystes. Og selv om det var før natbussernes tid, var Johannes Andersen ikke blind for mulighederne.

Han startede en rute til Slotspavillionen, et populært danse- og spisested, der lå for enden af Rendelæggerbakken. Da byudviklingen gjorde, at Gadevang blev tættere bebygget, blev den rute nedlagt og i stedet betjent af en rute til den gamle landsby, der nu nærmest havde forstadspræg.

Samtidig fik Johannes Andersen lov til at busbetjene Skansevej, men det er uklart, om han gjorde brug af den tilladelse. Selv om sygehuset var blevet bygget i området, var bebyggelsen betydeligt mere spredt dengang.

En rigtig by

I 1951 var Hillerød ved at være en rigtig by. Der kørte bybusser hver halve time, og da s-toget kom i 1968, gik det for alvor stærkt. Busser hver 20. minut – og fra 1971 en tværgående bus fra de ny bebyggelser i Østbyen og hele vejen til Vest. Hillerød var bundet sammen. Dog ikke uden sværdslag – det var svært at lægge ruterne, så det passede med s-toget, og det betød, at mange fra Østbyen foretrak de grønne rutebiler de kørte endnu i 1980’erne og konkurrerede med bybusserne, ikke mindst fordi de havde endestation på rutebilstationen på Hostrupsvej. Den lå omtrent, hvor Galleriernes p-hus ligger i dag.

Konkurrencen til trods gik det godt for Johannes Andersen. Garagen på Åmosevej bugnede med busser og antallet af ruter voksede for Hillerød Bybusser, som selskabet nu hed. Nødebo, Alsønderup og Nr. Herlev var kommet med på ruteplanerne. Oliekrisen i 1973 spolerede dog en del – ruter måtte indskrænkes og kommunen måtte støtte busdriften. Det betød, at nogle tabsgivende ruter blev afskaffet.

HT

I 1977 kom HT på banen og lavede en aftale med Johannes Andersen. Det førte til nye rutenumre – 701-706, der først forsvandt igen for ganske få år siden. Samtidig måtte Johannes Andersen give afkald på nogle af ruterne til HT.

Johannes Andersen valgte at gå på pension – og selv om han ikke helt havde nået Mærsk-alderen, var det ikke en helt urimelig beslutning. På sin 75 års fødselsdag 5. november 1978 meldte han, at han havde solgt sine busser til Jørgen Andersen – som han ikke var i familie med trods navnet. HT var ikke meget for salget, og sagen måtte omkring trafikminister Ivar Hansen, inden det kunne godkendes.

Johannes Andersens epoke var forbi – og hans røde bybusser blev malet om til Jørgen Andersens grå og røde farver. Selv nød Johannes Andersen sit otium i nogle år – men døde tre uger før sin 82 års fødselsdag i 1985.

Han ligger begravet på Hillerød Kirkegård sammen med sin hustru.

Oplysningerne i denne artikel baerer sig hovedsageligt på Kim Thinggaards ”Fra bybus til buskoncern – 25 år med Jørgen Andersen, Ballerup”.

Magda, hvor blev du af?

En gravsten på Herlev Kirkegård bærer en spøjs gravskrift – og gemmer på en spændende og konfliktfyldt familie- og egnshistoriePitzner

Billedet forestiller Magda og Valdemar Pitzner. Et ægtepar, der holdt sammen hele livet – men ikke deler grav i døden.

For tiden løser jeg af og til opgaver for Herlev Bladet. Naturligt nok – i hvert fald for dem, der kender mig – lagde jeg en dag vejen over Herlev Kirkegård. Her faldt jeg over en gravsten, som jeg ganske simpelt måtte rode videre med. “Magda, hvor blev du af” lyder teksten. Heldigvis er Herlev Bladet en af landets absolut bedste lokalaviser, og redaktionen kan kende en god historie, når de ser den. Så jeg krattede i jorden og fandt frem til fortællingen om hr og fru Pitzner, der var gift i mange år, men ikke deler hverken grav eller kirkegård; takket være en viljestærk fru Pitzner, der førte kampen mod sin lige så viljestærke, konservative og tysk opvoksede svigerfar helt ind i det hinsides. Hele historien kan læses i Herlev Bladets e-avis her: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/471/
Du skal blot bladre frem til anden sektion – så dukker historien op. God læselyst!

Direktørens lystslot brændte efter et år

En el-fejl i en køkkenelevator satte flammer i det nybyggede Sandviggaard – direktøren fik sin erstatning, men pigen i huset fik ikke en øre

Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.
Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.

Fru Ohlsen var bekymret. Der lugtede brændt i familiens hjem Sandviggaard. Sammen med en stuepige vandrede hun rundt i huset og ledte efter kilden til lugten. Der var intet at se – hverken i den store hall, i stueetagens otte værelser eller i førstesalens 17 rum. Til slut slog Fruen og stuepigen sig til tåls med en oplagt forklaring. En isvinter lå over Danmark, på Storebælt sad selv isbryderen Mjølner uhjælpeligt fast. Man fyrede ekstra op i kulfyret i kælderen til det nybyggede pragtpalæ, der blot havde været ramme for direktørparret Ohlsen og deres søn og datters familieliv i en god måned. Lugten måtte stamme fra kulfyringen, og herskabet trak sig tilbage til selskabeligheden med aftenens gæster, en overretsagførerfrue fra København og dennes lille søn.

Imens ulmede de gummiklædte kobberledninger i køkkenelevatoren, der ved 21-tiden denne sidste aften i januar 1922 havde sat sig fast mellem to etager.

Ingen anede, at røglugten stammede derfra. Sent på aftenen trak kokkepigen Magda Olsen og stuepigen Helga Jensen sig tilbage til deres fælles kammer over porten i Hillerøds nye slot. Også direktørfamilien og de københavnske gæster gik til ro.

Klokken 2.45 vågnede pigerne. Deres kammer var fyldt af røg. De trak hurtigt i tøjet og styrtede op til herskabets soveværelser på første sal i midterfløjen for at vække dem.

Håndtrukken brandsprøjte

Flammerne havde allerede godt fat. Elevatorskakten fungerede som trækkanal og sikrede ilden let adgang til hele huset.

Tjenestefolkene løb videre til Sandviggaards avlsgård, der lå bag den nybyggede direktørbolig. Avlsgårdens personale styrtede til, snarrådigt medbringende en lang haveslange. Den lå fremme, fordi man tidligere på dagen havde overrislet Sandviggaards voldgrav for at gøre isen jævn og skøjteklar.

Vandtrykket i slangen var for lavt til at gøre nytte. I stedet gik gårdens folk i gang med at bjerge indbo. Imens telefonerede direktør Johannes Ohlsen til politiet i Hillerød. Opkaldet kom klokken 2.50.

“10 minutter senere rykkede de Første afsted – fire mand til fods med en Slangevogn. Til den store Sprøjte skulle først hentes Heste (…), så man kom først afsted Kl. 3.10 og var paa Brandstedet 3.20,” fortalte Frederiksborg Amts Avis.

Brandpumpen frøs

I alt 16 brandmænd fra Hillerød under ledelse af brandinspektør Denker nåede frem. Det var ikke meget, de kunne stille op. Der var ingen brandhane, og da man fik hugget hul i voldgraven, frøs pumpen til. Der måtte koges vand på avlsgården, før den kunne tøs op. Lidt før klokken fire kunne Hillerød Brandkorps endelig træde i aktion. Også brandvæsen fra Nyhuse, Nr. Herlev og Fredensborg kom til. Fredensborgs sprøjte frøs også til. Der måtte tændes bål under den, og den var først funktionsdygtig klokken halv seks.

Vinen blev stjålet

Det lykkedes dog at dæmpe ilden tilstrækkelig til at lidt porcelæn og nogle havemøbler blev bjerget fra kælderen – men det var ikke det eneste.

“Ogsaa de særdeles velforsynede Vinkældres indhold blev reddet. At der var enkelte paa Brandstedet, der benyttede Lejlighd og – sagt i en anden Betydning – “reddede” sig en Flaske privat, var kun hvad der altid sker ved saadan en Lejlighed, og i gaar kunde man se adskillige tømte Vinflasker ligge omkring paa Pladsen(…) og der var også Champagneflasker imellem!”, skrev amtsavisen.

Det meste inventar – antikke møbler, malerier og sølvtøj – forsvandt i flammerne. Også familiens hund og kat led flammedøden. Og tøj havde familien intet tilbage af.

Det sidste blev der rådet bod på:

“Endnu før 5 blev der ringet til Herreekviperingshandler Kr. Sørensen og Manufakturhandler Albert Petersen, der mødte op med et Udvalg i Herre- og Damegarderobe og slog en rask lille handel af,” fortalte Frederiksborg Amtstidende.

Om morgenen stod der kun en rygende ruin tilbage. Direktørfamilien var heldig. Opførelsen af ejendommen havde nok stået i en million kroner – 24 millioner kroner i dagens penge – men forsikringen ville dække en god del af udgifterne. Selve ejendommen var forsikret for 400.000 kroner, indboet for 100.000 kroner – og da direktøren regnede med at genopføre ejendommen, kunne en del af murværket genbruges.

Piger uden forsikring

For kokkepigen og stuepigen så det værre ud. De havde mistet alt undtagen den enes cykel. Og Amtsavisen føjede spot til skade:

“I Efteraaret havde en Agent talt med dem om at lade forsikre, men det var ikke blevet til noget og i Gaar var Agenten hjerteløs nok til at minde dem om, at de havde staaet sig ved at følge hans Raad dengang. Og han havde Ret.”

Nå. Direktørparret flyttede midlertidigt ind hos fruens mor i en stor Hellerupvilla. Trods intentionerne blev Sandviggaard  aldrig genopført. Ruinen lå der i årevis, indtil jordene blev solgt fra. I dag ligger Hillerøds snart forhenværende sygehus på grunden. Sandviggaard lå cirka der, hvor psykiatrisk afdeling i dag ligger.

 

Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis
Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis

 

HUSK: Der er stadig en håndfuld billetter tilbage til rundvisningen på Hillerød Kirkegård 30. april. Læs mere i næste indlæg eller send en mail tim tim@timpanduro.dk

Giv en oplevelse i julegave – FÅ BILLETTER!

OPDATERET 29. DECEMBER Det kan være svært at finde på den helt rigtige julegave – så hvorfor ikke give en oplevelse i form af en forårsrundvisning på Hillerød Kirkegård?

IMG_7403

OPDATERING: Der er stadig ledige pladser tilbage på rundvisningen – men kun ca. 10. Så skynd jer at slå til :)

30. april 2016 klokken 11.30 til cirka 13.00 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård. Her vil jeg fortælle om skandaler, helte, skurke og alle de, der på den ene eller anden måde har været med til at forme fortællingen om Hillerød og som har fundet hvile på Hillerød Kirkegård.  Udgangspunktet er min bog “Fortællinger fra graven” og mine mange artikler om Hillerøds kirkegårde.

Allerede nu starter jeg salget – i form af både gavekort og almindelige tilmeldinger efter først til mølle-princippet.

Hvis du ønsker at købe et gavekort, skal du sende mig en mail med antal pladser på rundvisningen, om der er tale om en julegave og om der skal skrives en særlig modtager på. “Kære Poul…” etc.  Mailen sendes til tim@panduro.as

Hvis du ønsker at tilmelde dig selv/flere personer, uden at det skal være som gavekort, skal du også sende mig en mail på tim@panduro.as

Betaling finder sted pr. mobile pay 42742031 eller pr. kontooverførsel 5010 0001529654. Du vil få gavekort/bekræftelse pr. mail lige så snart din betaling er registreret.

Pris pr. person er 70 kroner.

Jeg vil løbende opdatere om, hvorvidt arrangementet bliver udsolgt.

De obligatoriske oplysninger:

Da der er tale om en ydelse, er handelen ikke omfattet af fortrydelses- og returret. Ydelsen betragtes som leveret, når arrangementet afholdes.

I tilfælde af udpræget dårligt vejr eller sygdom kan arrangementet blive aflyst. Der vil da blive tilbudt deltagelse på en anden dato eller tilbagebetaling af det indbetalte beløb.

 

En frygtelig nat i København

28. oktober 1944 blev fire mennesker myrdet af tysk politi under en razzia, der blandt andet ramte Blomsten i Istedgade, Saxogades kaffebarer, Røde Maske på Fælledvej og en jazzklub på Amagerbrogade. Jagten var gået ind på Københavns underklasse. Men tyskerne og deres danske håndlangere gjorde også op med et par personlige fjender – og det betød enden for Stjerne Radio i Istedgade

Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter"asociale elementer". Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter”asociale elementer”. Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

Harry Edvin Nielsen og Aage Herman Larsen kan ånde lettet op. De er netop blevet kaldt ud af flokken på omkring 30 frysende og nervøse mænd foran Shellhuset og har fået besked på, at de kan gå hjem. Det er sen aften lørdag den 28. oktober 1944. Den 53-årige tjener Nielsen er blevet anholdt på værtshuset Røde Maske på Fælledvej på Nørrebro i København, mens den 24-årige arbejdsmand Larsen var på Billardsalonen i Saxogade 45, da tyskerne kom.

En måned inden har tyskerne sat gang i jagten på såkaldt asociale og vanekriminelle – nazistiske menneskekategorier, der er blevet overført til Danmark af det tyske politi. Godt 250 københavnere er allerede sat i koncentrationslejr med en af de to betegnelser. Men tyskerne er ikke tilfredse – jagten på sortbørshandlere og andre, tyskerne mener kan kaldes asociale eller vanekriminelle fortsætter i det mørklagte København.

Lørdagens arrestationer er rettet mod byens værtshuse. Blandt andet Blomsten på Istedgade, Ølandshus på Amagerbrogade, Florida på Walkendorfstræde og altså Billiardsalonen og Røde Maske. Her bliver gæster og personale kommanderet ind midt på gulvet med hænderne i vejret. Den erfarne tjener Nielsen bryder sig ikke om de tyske betjente og deres danske håndlangeres brutale fremfærd.

”Hov hov, tag den med ro,” siger han. Bemærkningen gør de tyske politifolk rasende. Nielsen ryger med, da tyskerne arresterer en stribe  gæster. Det tyske politi har sendt to udrykningsvogne, de har konfiskeret fra det danske politi, på gaden sammen med en af deres egne store rutebiler. De anholdte fra aftenens værtshusrazziaer bliver proppet ind i rutebilen og kørt til Shellhuset. Her bliver de arresterede stillet på række udfor bygningens benzinanlæg på Kampmannsgade. Og her bliver Nielsen og Larsen altså trukket ud fra rækken.

Flokken af arresterede og deres vogtere ser de to forsvinde rundt om hjørnet fra Kampmannsgade til Nyropsgade foran den danske SD-mand ES. Ude af syne fra de øvrige giver ES ordre til de to om at gå uden for pigtrådsafspærringerne og gå hjem.

De når ikke at tage mange skridt. Så falder de om på asfalten i Nyropsgade et par meter fra hinanden. Fældet af hver deres nakkeskud – eller “skudt under flugtforsøg”, som ES fortæller det til en kollega efterfølgende. Om Nielsens ord om at ”tage den med ro” er grund nok til at han skal dø – og hvorfor Larsen skal med i købet – bliver aldrig opklaret. ES bliver dødsdømt efter krigen, men drabet på de to er ikke med i anklageskriftet.
Særtilbud: Få “De asocial -kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat

Efter nedskydningen går ES ind i Shellhuset og får fat i to bårer. Et par mænd bliver kommanderet til at bære de to ned i kælderen. I mellemtiden er de øvrige anholdte også blevet gennet derned til nærmere afhøring.

Afhøringerne afbrydes af et enkelt skud fra et andet sted i kælderen. Den ene af de to fra gaden er ikke død. ES trækker igen sin pistol og afliver den sårede med endnu et skud i nakken. Så visiterer tyskerne ligene. Personlige papirer, men intet andet, bliver fjernet.

Ligene bliver kørt væk. Da en tysk betjent spørger sin kollega, hvor de er blevet af, lyder beskeden:

De er svømmet til Sverige fra 10-meterbassinet i Frihavnen.

Allerede dagen efter bliver Aage Hermann Larsen fisket op af vandet og kørt til Retsmedicinsk Institut. Først 6. december bliver Harry Edvin Nielsens lig fundet.

Klokken er 23.45, da nådesskuddet falder i kælderen. Men hele aftenen har der været ondskab i luften.

Vildt skyderi Saxogade

Tyskerne når Saxogade omkring klokken 21.15. Billardsalonen er ikke den eneste, der får besøg. I kaffebaren i nummer 66 bliver gæsterne visiteret af de maskinpistolbevæbnede tyskere og deres danske håndlangere.

Men tyskerne har et problem. Bilen er ved at være fyldt op.

ES kigger på den sidste lille gruppe på fortovet foran kaffebaren. ”Forsvind!”, lyder ordren, mens han vifter i retning mod Istedgade.

Flokken løber. ES fører sit gevær til skulderen, tager sigte og fyrer. En arbejdsmand, der bor i Saxogade 12, falder om. Han er skudt gennem ryggen og ind i lungen.

Saxogade er trods den fyldte bil ikke sidste stop.

Aftenens amokløb fortsætter. Bilerne kører til Vesterbrogade, Oehlenschlägergade og til Istedgade. På hjørnet af Skydebanegade kommer endnu to arresterede ind i bilen. Tyskerne skyder på må og få i gaderne. Tre mennesker, der opholder sig på gaden, bliver tilfældigt ramt.

Hævn over Stjerne-Radio

Også radioforretningen Stjerne-Radio på hjørnet af Istedgade 31 må holde for. Et par dage inden har tyskuniformerede danskere ødelagt vinduesudstillingen, efter at forretningens ejere i flere uger har spillet BBC’s danske radioudsendelser ud over gaden. Nu ser nazisterne deres snit til det endelige opgør. En tysk håndgranat lægger forretningen i ruiner. Efter at arbejdet er udført kører bilen videre mod Fælledvej og Røde Maske, hvor Nielsen bliver arresteret. På hjørnet af Sortedamsdosseringen og Nørrebrogade  sprænges en cigarforretning i luften, inden turen ender ved Shellhuset.

Drab i jazzklubben

Drabene ved Shellhuset er ikke aftenens eneste. Ved 23-tiden omringer tyske politifolk selskabslokalet Ølandshus på Amagerbrogade, hvor unge mennesker er kommet for at høre jazz og danse til den løsslupne musik.  Nogle tyske betjente går ind i foyeren og kommanderer hænderne op.

Den 18-årige Svend Otto Rasmussen, der har taget turen fra hjemmet på Nørre Søgade og ud til jazzklubben, er ikke hurtig nok til at få hænderne i vejret. Han bliver skudt ned. Den sårede teenager forsøger at komme på benene. Tyskerne affyrer endnu en salve. Han dør på stedet. To andre unge mænd bliver sårede. Falcks redningskorps bliver tilkaldt. Men det er for sent, for den 18-årige Frank Herild fra Peter Hjortsvej dør i ambulancen på vej mod hospitalet. Den tredje overlever. Han bliver kørt til Sundby Hospital med et skudsår i benet.

Andre gæster fra jazzkoncerten bliver proppet i det tyske politis biler. Turen gennem København mod Shellhuset forløber heller ikke uden episoder. Ved Højbro plads bliver en mand skudt i hovedet klokken 23.30. Aftenens sidste razzia finder sted kort efter i den lille Valkendorfgade bag Helligåndskirken ved Strøget i København. Denne razzia fører også til anholdelser, men forløber uden blodsudgydelser.

Teksten er et redigeret uddrag af min og Maya Schusters bog “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere”. Bogen kan lige nu købes med rabat og signeret/dedikeret efter ønske. Læs mere her

Særtilbud: Få “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat

Julen lurer i horisonten – og vi vil gerne være med til at gøre juleindkøbene lettere. Derfor tilbyder vi “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere” med de_asosiale_3D20 procents rabat – og med en dedikation efter ønske. Prisen på bogen er 200 kroner mod normalt 250 kroner. Dertil kommer porto og forsendelse. Det er også muligt at hente den i København og derved spare porto.

Send en mail til tim@panduro.as for at gøre brug af tilbuddet – og skriv gerne, om du vil have bogen signeret/dedikeret og til hvem.

Tysk politi på jagt i Københavns fattigkvarterer

27. september siden blev op mod 500 mænd arresteret i en af de største og alligevel mest ukendte nazistiske aktioner under besættelsen. Mange af dem mistede livet i kz-lejren Neuengamme

CharlesKürsteinJensen og sønnen Bent, Rådhuspladsen KBH ca 1939
Charles Kürstein Jensen med sønnen Bent, fotograferet på Rådhuspladsen i København omkring 1939. Fem år senere blev Charles deporteret til Neuengamme. Privatfoto

Charles Kürstein Jensen ser næppe sig selv som værende i farezonen, selv om den 27. september 1944 har været præget af usædvanligt mange tyske arrestationer i hovedstaden.

Den 34-årige familiefar er nemlig hverken kommunist, jøde eller involveret i modstandsarbejdet. Han har intet udestående med tyskerne.

Alligevel befinder han sig få dage senere i kz-lejren Neuengamme. Deporteret sammen med 165 andre københavnske mænd i den første danske aktion mod dem, tyskerne kalder asociale eller vanekriminelle.

Ud på eftermiddagen denne dag vender Charles Kürstein Jensen hjem til den lejlighed, han deler med konen Ruth og sønnen Bent i Skt. Pedersstræde i København. I dag et pænt kvarter, men dengang et stykke københavnsk slum, fyldt med kriminalitet, prostitution og beskedne arbejderboliger. Ruth og Bent er mod forventning ikke hjemme, og da de har den eneste nøgle til hjemmet, slår Charles tiden ihjel ved at drysse rundt i kvarteret. Han går mod Suhmsgade, hvor der ligger et folkekøkken. Det bliver skæbnesvangert.

Razzia i Suhmsgade
Den lille gade mellem Landemærket og Hauser Plads er blevet spærret ved at det tyske politi har kørt en bil op i hver ende. Alle, der bliver fanget imellem bilerne eller bliver samlet ind fra de omkringliggende gader, må vise identitetspapirer, og hvad de ellers har i lommerne. Hvis identitetspapirer mangler, eller man har rationeringsmærker eller andet, man ikke kan gøre rede for, bliver man beordret op på ventende lastbiler.

Udvælgelseskriterierne er brede. Nogle, der påstår sig i arbejde, må vise deres håndflader. Hvis ikke der er hård hud, er de arbejdssky, vurderer de tyske betjente. Altså må de med på lastbilerne og ind til Shellhuset.

Aktionen i Suhmsgade finder sted sideløbende med aktioner rundt omkring i andre af Københavns mere ydmyge kvarterer. Folkekøkkener, værtshuse og kaffebarer – alt sammen steder, der er kendt som tilholdssteder for småkriminelle, sortbørshandlere og alkoholikere – bliver ransaget, og mange af gæsterne bliver kørt til Shellhuset.

På jagt i brokvarterne
Den er et led i den tyske jagt på asociale og vanekriminelle – en nazitysk kategorisering af mennesker, der ikke passer ind i folkelegemet som nyttig og god arbejdskraft. I Tyskland sidder i titusinder indespærret i kz-lejrene med en grøn eller sort trekant syet på fangedragten som tegn på deres indplacering i en af de to kategorier. Snart får de selskab af Charles Kürstein Jensen og flere hundrede andre danske mænd.

Aktionen om eftermiddagen den 27. september 1944 er dagens anden aktion. Tidligt om morgenen er tysk politi i egne og konfiskerede danske politibiler kørt ud i Københavns brokvarterer, hvor de har vækket familier af deres søde søvn. Familiefædre er blevet ført med, efter at tysk politi ved hjælp af danske håndlangere har gennemgået straffeattester på jagt efter tidligere straffede arbejdere.

Arbejdsløse og sortbørshandlere
Aktionen er en af de største, men alligevel mest ukendte arrestationsbølger i hele besættelsestiden.

I alt bliver mellem 400 og 500 mænd arresteret i løbet af den 27. september. De fleste bliver løsladt, men tre dage senere bliver 166 af dem læsset på busser og lastbiler og kørt til Gedser, hvor de med færgen bliver ført til Warnemünde. Herfra bliver de anbragt i tre godsvogne, hvor de tvinges til at sidde på hug i de 48 timer, rejsen til Neuengamme ved Hamburg varer.

Det er langt fra hærdede kriminelle, der befinder sig blandt de 166. En fjerdedel har aldrig været i spjældet, og mange andre har kun smådomme, men er blevet arresteret, fordi de betragtes som unyttige samfundsborgere. Charles Kürstein Jensen er en ”typisk asocial” i tyskernes optik.

Som chauffør var han på grund af benzinrationering arbejdsløs under krigen. Han og familiens bopæl var i et socialt belastet kvarter, og han havde ifølge sønnen Bent i løbet af 1930’erne været involveret i småtyverier og – hælerier.

Ydermere husker Bent, at han som lille knægt var med faderen ude i det besatte København.

”Han var flink til at tage sig af mig, før han blev taget af tyskerne. Jeg havde et sæde foran på cyklen, og han cyklede meget rundt med mig. Jeg var somme tider med, når han handlede med rationeringsmærker. Det var brandulovligt, det far gjorde, men pengene var meget små dengang.”

Charles Kürstein Jensen overlevede opholdet i kz-lejren, men var mærket for livet.

Mange af hans fangekammerater genså aldrig Danmark.

Forfærdende dødstal
Arrestationerne den 27. september blev fulgt op af to andre aktioner i København i oktober og yderligere aktioner i Odense, Aalborg og Aarhus. I alt blev mindst 430 danske mænd sendt til Neuengamme som asociale og vanekriminelle. Deres dødelighed var den højeste blandt nogen gruppe af deporterede danskere. Næsten hver tredje omkom i lejren eller i månederne efter deres hjemkomst. De asociale, som samlebetegnelsen var, udgjorde blot otte procent af alle danske deporterede, men tegnede sig for hvert fjerde af de cirka 600 registrerede dødsfald blandt danske kz-fanger.

Udgangspunktet for denne artikel er min og Maya Schusters bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, der udkom på Gads Forlag sidste år.

Vi holder gerne foredrag om de asociale og baggrunden for deportationerne. Kontakt os på tim@panduro.as eller 42742031.