Hør fortællingen om de glemte kz-fanger

´9. november er der foredrag hos AOF Nordsjælland i Holte om de såkaldt asociale danske kz-fanger og deres skæbne under og efter besættelsen

Charles Kürstein Jensen blev arresteret som asocial. Det kom til at præge resten af hans liv - og sønnen Bents opvækst.
Charles Kürstein Jensen blev arresteret som asocial. Det kom til at præge resten af hans liv – og sønnen Bents opvækst.

27. september 1944 blev Charles Kürstein Jensen arresteret af det tyske politi nær Rundetårn i København. Tre dage senere befandt han sig på ladet af en lastbil, på vej til kz-lejren Neuengamme og en rolle som paria både i nazisternes og medfangernes øjne.
Charles Kürstein Jensens forbrydelse var, at han var arbejdsløs og havde et par gamle domme på straffeattesten. Det var nok til, at nazisterne regnede ham som mindreværdig. Sammen med mindst 429 andre danske mænd blev han sendt i kz-lejr med stemplet asocial – et stempel, der blev hængende på dem også efter krigen, hvor de havde svært ved at få anerkendt deres lidelser under nazismen.

De såkaldt asociale var et overset hjørne af historien om besættelsen, indtil Maya Schusters og Tim Panduros bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” udkom på Gads Forlag i 2014.
9. november klokken 19 til 21 fortæller Tim Panduro om de danske ”asociale” og deres skæbne under og efter Anden Verdenskrig. Det sker som led i efterårets program hos AOF Nordsjælland på Kulturcenter Mariehøj, Øverød 246 i Holte. Mere info og tilmelding via  http://nordsjaelland.aof.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Historie/4107840/

Ønsker du selv at arrangere et foredrag om emnet? Kontakt mig på tim@timpanduro.dk eller tlf 42742031

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *