Kategoriarkiv: historie

Frk. Madsens kamp for autisterne

kbh-museum-45055

Foto af børnehjemsbørn fra Kbhbilleder.dk . Børnene har intet med Sofie Madsen at gøre, men er blot brugt som illustration.

Sofie Madsen blev erklæret ubegavet i sin barndom – senere gjorde hun et stort arbejde for psykisk handicappede børn

Fremtiden tegnede alt andet end lys for lille Sofie Madsen, da hun kort efter forrige århundredeskifte startede i skolen.

Ikke alene havde hun mistet sin far, malermesteren Jørgen, da hun var blot fire år gammel i 1901.

Hun var også blevet sendt til Jylland af sin mor, der ikke havde haft råd til at beholde gården i Meløse efter mandens død og derfor var flyttet til Hillerød for at finde arbejde. Og værst af alt – lille Sofie kunne ikke lære at læse og skrive, da hun kom i skole.

Ordblindhed var dengang synonymt med tumpethed – og ifølge Kvindebiografisk Leksikon, der er hovedkilde til beretningen om Sofie Madsen, fik Sofie da også prædikatet ubegavet. Hun isolerede sig selv, forlod skolen, da hun nåede konfirmationsalderen og fik arbejde som hjemmesyerske.

Det skulle vise sig at blive hendes lykke.

Sofies ulykkelige opvækst kom hende til hjælp. I flere af de familier, hun havnede hos, traf hun børn, der havde ry for at være vanskelige. Hun genkendte en del af deres reaktionsmønstre fra sin egen barndom, og det gav hende en anden forståelse for, hvordan de små skulle behandles. Det førte til en karriere som barneplejerske, og det førte igen til ansættelse på forskellige børnehjem. Det var dog ikke lykken – hun havde svært ved at falde til.

Bedre gik det, da hun blev kokkepige hos en familie i Hillerød. Her mødte hun præsten V. Brücker og pædagogen Thyra Constantin-Hansen, der var fortalere for en helt anden pædagogisk tilgang end den sorte skole-tankegang, der var fremherskende herhjemme dengang. Bekendtskabet førte til en elevplads i Thyras skole Hjemly ved Roskilde, der fulgte en pædagogisk lære skabt af italieneren Maria Montessori. Sofie fandt dog ikke, at Montessoris metoder var passende, og hun blev i stedet havebrugselev nær en frimenighed i Ågård. 

Men arbejdet med børn trak. I 1924 tog hun et spædbarn i pleje, og kort efter fik hun plejeret til en seksårig dreng, der hidtil havde været uanbringelig. Herefter gik det stærkt. I 1926 havde hun seks børn i pleje og flyttede til Havrekilde ved Roskilde. Det var langtfra de nemmeste børn, hun havde med at gøre. Mange af dem havde ikke noget sprog og mildt sagt bizarre reaktionsmønstre. Men Sofie Madsen kunne trække på egne erfaringer fra barndommen, hvor hun havde trukket sig ind i sig selv – og det lykkedes hende langt hen ad vejen at få kontakt til børnene og større forståelse for deres problemer.

Sofie Madsen var således banebrydende i arbejdet med autister, og ifølge Kvindebiografisk Leksikon viste en rapport fra Socialministeriet i 1952, at adskillige af de børn, der havde været i behandling hos Sofie Madsen, siden kom til at leve normale liv.

Socialrådgiveren Lis Hillgaard, der var elev hos Sofie Madsen i 1950’erne, formulerer sin opfattelse af læremesteren i et interview i fagbladet Socialrådgiveren.

»Hun var en bemærkelsesværdig kvinde, et originalt menneske og en filosof, som tog børn i pleje. Børn, der var afvigende. Lidt efter lidt oprettede hun det børnehjem, som skulle blive det første her i landet for autister, på et tidspunkt, da dette begreb slet ikke var formuleret.«

Sofie Madsen oprettede Himmelev Børnehjem, der blev godkendt officielt i 1933, og rejste rundt på landets åndssvageanstalter for at finde børn, der nok var psykisk handicappede, men ikke åndssvage. Almindeligvis er autister normalt begavede. Samtidig kastede Sofie, der jo ellers var ordblind som barn, sig over stadigt større mængder faglitteratur. Inspirationen hentede hun i et samarbejde med Rigshospitalets børneafdeling. Hendes tilgang til barneplejen var set med vore dages briller ellers ret simpel. Hun gav omsorg og mødte børnene, hvor de var. Selv da hun kom godt op i årene, sov hun stadig i samme lokale som børnene.

“Der er jo altid en lille hånd, der rækker ud”, som hun formulerede det.

Sofie Madsen begyndte også selv at skrive om sine erfaringer, og hun modtog flere hædersbevisninger. Hun var aktiv frem til årene inden sin død i 1982 som 85-årig.

Sofie Madsens store arbejde for autistsagen har fået et eftermæle i form af både Sofieskolen og Sofiefonden. Førstnævnte blev startet af en Else Hansen, der fik en autistisk datter i 1954. Hun søgte hjælp hos Sofie Madsen, startede selv en skole – og opkaldte den efter sin læremester. I 1968 blev Sofiefonden stiftet for at sikre, at der fortsat blev gennemført projekter til gavn for autisme. Det har blandt andet resulteret i flere bo- og forskningssteder.

Efter sin død blev Sofie Madsen begravet på Ll. Lyngby Kirkegård i forældrenes grav.

Hestehandlerens kolde start

Et familiemedlem til hestehandleren var så venlig at låne mig dette foto, da artiklen blev bragt i Hillerød Posten. Det forestiller hestehandleren under hans ophold på Grønland.
Et familiemedlem til hestehandleren var så venlig at låne mig dette foto, da artiklen blev bragt i Hillerød Posten. Det forestiller hestehandleren under hans ophold på Grønland.
Nyhuse Kirkegård gemmer på mange spændende historier. En af dem er fortællingen om Peder Sørensen, der flygtede til Grønland på flugt fra krybskytteanklager og ulykkelig kærlighed, men vendte hjem og tjente penge på  hestehandel med de krigsførende magter under 1. Verdenskrig.  Lørdag den 6. maj klokken 11 holder jeg rundvisning på kirkegården. Der er stadig ledige pladser, så man skal blot møde op ved lågen til kirkegården ved Stutmesterboligen på Frederiksværksgade. Det koster 70 kroner at deltage.

Hvad gør man, hvis man er eftersøgt for krybskytteri og gerne vil have sagen til at køle lidt af?

Man gemmer sig så langt væk som muligt.

Det var i hvert fald, hvad Peder Sørensen valgte at gøre i 1895. Den 25-årige søn af en afbygger tegnede kontrakt med Kryolitselskabet Øresund i København og endte i Ivigtut i Grønland efter en sejltur, der åbenbart var ganske ubehagelig – i hvert fald tog den ifølge beretninger i hans familie dobbelt så lang tid, som turen normalt tog dengang. Det fortæller hans barnebarn Dan Mobro fra Gørløse. For Lars Peder Sørensen, som han blev døbt, endte nok som hestehandler. Men tiden inden var såmænd ikke mindre interessant.

Kom til rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag. Læs mere her!

Som sagt gik turen til Grønland – og hvis ret skal være ret findes der to forklaringer. En om, at det var ulykkelig kærlighed, der drev ham ud på isen – og en om, at det var krybskytteri på hjemegnen ved Alsønderup Orne, der fik ham til at fortrække.

Uanset hvad: Planen var at arbejde i kryolitminen Den Sorte Engel – navnet lyder dramatisk, men skyldes blot nogle aftegninger på klipperne. Han slap for at gå under jorden. Jagt-evnerne viste sig nemlig at være så formidable, at han de næste fire år havde fast arbejde som jæger for mineselskabet, så arbejderne kunne få kød på bordet.

Forholdene var hårde på Grønland – men Peder Sør’n, som han på godt nordsjællandsk blev kaldt, blev alligevel ved Den Sorte Engel i fire år.

Vel tilbage i Danmark bliver han lagerarbejder i København – og da det ny århundrede starter, starter et nyt liv som familiefar også for ham. I november bliver han gift med Ane Sørensine Henriette Petrea Pedersen. I 1903 flytter han tilbage til barndomshjemmet – men det brænder fire år efter. Turen går til Grønholt – og i 1915 køber han et lille landbrug i Rønnevang ved Hillerød – omtrent hvor omlastestationen ligger i dag.

På det tidspunkt har han så småt kastet sig over det, der skulle blive hans livsgerning: Hestehandel. Sandsynligvis startede han på den handel, fordi han ikke var så pokkers god til at drive landbrug, mener barnebarnet. Måske fik han hjælp af en bekendt, der var kreaturhandler – Karl Olsen – han var i øvrigt far til manufakturhandleren Sejr Olsen. Verdenspolitikken gav ham også en hjælpende hånd. Første Verdenskrig hærgede i Europa, og det gav behov for hestekræfter i en tid, hvor krigen endnu ikke var helt motoriseret. Hestepriserne var i top. Så mens gullaschbaronerne tjente store penge på døde heste og andre kræ, skabte Peder Sørensen sig et godt lag på kistebunden ved hjælp af levende krikker.

Hestehandelen foregik ganske simpelt ved, at han rejste rundt på gårdene og købte heste, som han solgte videre til en højere pris til remonten – hvilket grundlæggende vil sige, at de blev solgt som hesteverdenens svar på rekrutter.

Hestehandelen stoppede han med omkring 1924 – og i 1925 var det helt slut med at arbejde. Han flyttede til Frederiksværksgade 95, hvor der var et lille brødudsalg, som hustruen passede, mens han selv nød sin tidlige pensionisttilværelse.

Husk rundvisningen på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj. Mød op ved lågen  på Frederiksværksgade ved Stutmesterboligen lidt i 11  Det koster 70 kroner at deltage -.

Den dødsdømte murer overlevede i KZ-helvede

Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster
Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster

Tonny Hansen var modstandsmand og forsøgte at lede tyskerne på vildspor – som hævn dømte de ham til døden for forsøg på snigmord

I slutningen af november 1944 slap heldet op for mureren Tony Hansen. Han havde været under jorden i 13 måneder, men havde vovet sig ind på Restaurant Skandia i Helsingør for at mødes med en kone til en af sine modstands-fæller.

Kom til rundvisning om besættelsen på Hillerød Kirkegård og om interessante grave på Nyhuse Kirkegård. Klik og læs mere.

Tre mænd kom ind på restauranten. En af dem genkender mureren som en kammerat, der er gået i tysk tjeneste.

Goddag, Tonny Hansen

»De tager vist fejl af mig og en anden«

Du bliver klogere

Tony Hansen opfordrede sin ledsagerske til at fortrække. Han kunne blive nødt til at skyde. I mellemtiden var flere tyskere kommet til.

En af dem fik et kæbestød, så han fløj ind over et billardbord. En anden blev væltet mod et bord. Herefter forsøgte Tony Hansen, Murer-Tony som han blev kaldt, at kaste sig gennem en glasdør.

Det mislykkedes. Han faldt og blev sparket bevidstløs.

Tony Hansen fortalte sin historie til Frederiksborg Amts Avis i dagene efter besættelsen.

»Ude på gaden vågnede jeg og så, at der var afspærret med maskinpistoler. Flugt ville have betydet døden.«

I Gestapos kløer

Murer-Tony overlevede, men trådte ind i et flere måneder langt mareridt. Han blev ført til Wisborg i Helsingør, der var gestapo-hovedkvarter for Nordsjælland.

Her blev han modtaget med tæsk. En flok tyskere og danskere – »danskere«, som de blev omtalt i amtsavisen – gennempryglede ham fra klokken 15 til 23. Kæppeslag i hovedet og på kroppen og prygl med gummiknipler. Natten måtte han tilbringe hængende i en vindueskarm. Han var for forslået til at kunne sidde eller ligge. Sådan fortsatte det tre dage. Uden mad og kun en halv kop vand at drikke. Så bad han om at komme i forhør.

Hør fortællingen om den nøgne kunstnerkoloni, Hillerøds hofarkitekt, den græske ridder og massemordet i Nejede, når der er rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj – klik og læs mere

Tyskerne fik fortalt nogle ligegyldigheder, men de blev modsagt af andre kilder. Flere prygl. Dag efter dag. Bødlerne var knap menneskelige.

»Fråden stod dem om munden, og de hylede som dyr…jeg blev klar over, at jeg ikke kunne holde til dette i længden, selv om mennesker kan tåle mere, end de selv regner med…jeg så mig om i cellen og fik øje på nogle streger, som tidligere fanger havde kradset med neglene. Det var datostreger, og jeg kunde se, at det højeste antal dage, en fange havde siddet her, var jeg ved at nå frem til. Så gav jeg dem to navne fra grupperne. De blev himmelhenrykte og der kom lys i cellen.«

Murer-Tony blev bedt om at skrive sin beretning. Han skrev og skrev.

Oplysningerne var ikke gode nok. Flere prygl. Flere navne på folk, som Tony vidste var gået under jorden. Det førte til en razzia i Hillerød. Uden resultat. Ny tysk strategi.

»Jeg fik at vide, at jeg ville blive gennempryglet på klokkeslæt.«

Stikkeren i nabocellen

Klokken 22 begyndte de at banke i gulvet ovenfra med torturinstrumenterne. Så kom de ned til døren, larmede, gik igen. Det gentog sig flere gange, indtil døren til sidst blev åbnet. Flere prygl. Mange flere.

Så blev den kommunistiske modstandsmand sendt afsted til Vestre Fængsel. Han kom lidt til kræfter og blev 14 dage senere returneret til Wisborg. Mishandlingerne fortsatte nogle dage.

»Min madras var slimet og blodig, min nødtørft måtte jeg forrette i cellen, vasket var jeg ikke blevet endnu, lusene kravlede.«

Han fandt dog trøst hos kammeraten i nabocellen. En kvinde, han førte lange samtaler med gennem væggen. Bekendtskabet faldt sammen med en 12-dages pause, hvor mishandlingerne tog af.

Hør om topnazisten, der blev sparket ud af partiet, modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde og besættelsens første offer i Hillerød ved rundvisningen på Hillerød Kirkegård 4. maj klokken 17. Klik og læs mere

Så faldt bomben. Han blev kaldt op og konfronteret med alt, han havde fortalt kvinden. Ganske vist havde han haft sine mistanker til kvinden, men han havde dog sagt, at han havde lyst til at skyde hele banden.

Det gav tre dages bank, hvorefter han skrev under på alt, han havde sagt til kvinden.


“Du skal skydes, dit svin”

Endnu et par dage. En retssag på tysk. »Du er snigskytte, du ville skyde alle 30 mand på Wisborg«. Og en dødsdom.

»Du skal skydes, dit svin«, som en af tyskerne, der kunne dansk, formulerede det.

Tonny Pedersen blev lænket sammen med en tysk flyver og en tysk soldat fra kystartilleriet. Desertører, der skulle skydes. Igen til Vestre Fængsel. Her blev julen fejret.

»Vi havde fået stablet et attrap-juletræ på benene, klippede Dannebrogsflag af julepapir fra vore pakker og fik fremstillet nogle hjerter af rent ud sag wc-papir. Og så sang vi ned gennem cellerne. Og græd. Store, stærke mænd hulkede.«

Tonny slap for at blive henrettet. Han blev i stedet sendt til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse. Den danskledede fangelejr var blevet opført for at hindre, at danskere, der faldt i unåde hos tyskerne, skulle undgå at blive sendt i døden i de brutale, tyske koncentrationslejre.

Døden nær i Dachau

I februar 1945 var den aftale for længst gået i vasken.

16. februar 1945 blev der kaldt til appel, og 253 navngivne fanger fik besked om, at de skulle sendes til Tyskland. Blandt dem var Antonius Hansen, født 15. april 1917. Murer-Tonny måtte sammen med de 252 kammerater stige op på lastbiler. De blev kørt til den lille lokalstation Harrislev nord for Flensborg – og her blev de beordret over i stinkende kreaturvogne. Allernådigst gav tyskerne dem lov til at købe halm af en landmand, og vognene kunne derfor gøres en smule mere komfortable.

Fangerne havde fået mad med fra Frøslevlejren, og fik engang imellem stukket lidt pølse, brød og ost ind i vognene. Men vand var der ikke meget af på den seks døgn lange tur.

»Vi fik en halv kop vand hver anden dag«, fortalte Tonny Hansen til Frederiksborg Amtsavis i det interview, der blev bragt i befrielsesdagene.

Hør om besættelsestiden i Hillerød, når der 4. maj er rundvisning på Hillerød Kirkegård – og hør om spændende skæbner, tragedier og triumfer, når der er rundvisning på Nyhuse Kirkegård 6. maj. Klik og læs mere

Toget kørte om natten og holdt stille om dagen. Af og til blev der koblet ammunitionsvogne og troppetransporter på, og gennem sprækker i de isnende kolde kreaturvogne kunne fangerne se hjælpeløst til, når tyskerne sprang i sikkerhed de gange, der lød alarm om bombeangreb.

Selve angrebene udeblev lykkeligvis, og de udmattede fanger nåede frem til Tysklands ældste koncentrationslejr Dachau, 15 kilometer nord for München, 22. februar om formiddagen.

Her blev fangerne tvunget til at klæde sig af. De fik fjernet hoved- og kropshår og fik udleveret tøj, der stammede fra tidligere fanger – civilt tøj i højst tilfældige størrelser. Til gengæld blev alle de ejendele, de selv havde medbragt, stjålet af tyskerne og deres fangehåndlangere, kapo’erne.

Herefter blev danskerne sat i karantæne i en tyfus-barak. Og stemningen var ikke så nedtrykt, som man kunne forvente.

»Humøret var i behold. Vi lo meget af hinanden, da vi gik ind i barakken med skaldede hoveder og i det komiske tøj«, fortalte Murer-Tonny i interviewet.

Fangerne var nogenlunde i fred i karantænebarakken. SS-soldaterne var nemlig ikke meget for at nærme sig de tyfus-mistænkte fanger. Med god grund. Allerede den første morgen så Tonny, der havde fået fangenummeret 141.599 og hans kammerater, at der lå omkring 50 lig smidt uden for vinduerne. Tyfusofre, der var døde i nattens løb. De blev hentet på kærrer og kørt til kremering, når der var nok.

»Man vænnede sig til synet«, konstaterede Tonny, der også fik lov at opleve, at guldtænder blev rykket ud på ligene.

Dagen gik med appel, morgenkaffe-erstatning og rengøring. Klokken 13.30 fik fangerne en liter roesuppe og klokken 17 fulgte dagens brødration.

Til Neuengamme

Rygterne svirrede. De skulle videre. Midt på måneden fik fangerne to Røde Kors-pakker og et rugbrød hver, og natten efter 22. marts blev de beordret i bad og fik udleveret tøj fra Røde Kors. Den 23. april holdt busser fra Svensk Røde Kors klar uden for hegnet.

Turen gik dog ikke til Danmark, men til lejren Neuengamme. Og flere lidelser.

Tonny blev alvorligt syg og havnede i en sygebarak igen.

»Jeg fik den besked på reviret, at jeg godt kunne pakke med det samme, om tre-fire dage ville jeg befinde mig på krematoriet.«

Tjeneren Herluf Andersen endte sine dage i Neuengamme – stemplet som asocial. Hør historien om den glemte gruppe danske kz-ofre ved rundvisningen på Hillerød Kirkegård 4. maj

Tonny blev stædig. Når de havde dødsdømt ham, ville han overleve. Så selv om hans gode Røde Kors-tøj var blevet stjålet, forsøgte han at holde humøret oppe.

»Jeg har set flere gange, at folk, der tabte humøret kort tid efter sygnede hen og døde..«

Der var ellers gode grunde til at tabe humøret.

»Efterhånden blev vi fuldstændig apatiske over for alle rædsler. Menneskene har en mærkelig tilpasningsevne. Det var naturens reaktion mod rædslerne. Vi så dem og så dem dog ikke.«

Friheden kom i april – igen i form af de hvide busser, der først førte danskerne op gennem Jylland.

»Overalt blev vi overdænget med gaver, det var rørende smukt. Men fra hjemrejsen husker jeg særligt billedet af det tyske folk, der var slået. Dette folk, der havde båret tyrannen frem til den store ødelæggelse undså sig ikke for at tigge af os, da vi kørte gennem Nordtyskland.«

 

Dødsstraf

Da Tonny kom hjem fra Sverige kom han med i lokalkomiteen for Frihedsrådet og talte blandt andet på Torvet i befrielsesdagene. Han gjorde sig også sine tanker om, hvilken skæbne, der skulle overgå de danske nazi-håndlangere.

»Den første følelse var selvfølgelig: Så, nu er du sluppet fri, nu kunne man rense ud på nazistisk maner, men det kunne ikke falde mig ind i drømme at anbefale nazistmetoder. Så dybt må ingen falde.«

 

Cirkusfamilien Benneweis hører blandt de mest prominente af Nyhuses grave. Hør mere om familien og dens tilknytning til Hillerød på Nyhuse Kirkegård den 6. maj

Det betød dog ikke, at der var den rene øllebrødsbarmhjertighed på programmet hos Tonny, der vedblev at være tro kommunist livet ud.

»Vi vil vende os skarpt mod de mennesker, som vil påstå, at døden er for hård en straf.«

Ni at Tonnys kammerater fra hans transport til Dachau døde i koncentrationslejrene. Selv levede Tonny til 1994, hvor han blev begravet under sit kaldenavn på Nyhuse Kirkegård.

Modstandsmanden lever også videre andetsteds i Hillerød. I 2005 blev det hidtil navnløse stræde mellem Slotsgade og Slotsstien overfor Frederiksgade opkaldt efter ham.

Har du lyst til at høre flere historier fra Hillerøds fortid? Så meld dig til rundvisningerne på Hillerød og Nyhuse Kirkegårde henholdsvis 4. og 6. maj. Klik og læs mere – eller ring 42742031

Opdateret: Rundvisninger på Nyhuse og om besættelsen i Hillerød

Hillerød Kirkegård tager sig smukt ud i sne - men forhåbentlig skinner majsolen, når jeg holder rundvisning her og på Nyhuse Kirkegård.
Hillerød Kirkegård tager sig smukt ud i sne – men forhåbentlig skinner majsolen, når jeg holder rundvisning her og på Nyhuse Kirkegård.                          Foto: Maya Schuster

Opdatere9.. april

Skandaler, successer og store personligheder fra Hillerøds og Nyhuses fortid – eller besættelsestidens Hillerød fortalt gennem gravstenene på kirkegården i Østergade. Valget er frit – hvis ikke du da vælger begge to.

I starten af maj har jeg to af mine populære kirkegårdsrundvisninger på programmet.

Besættelsestidens Hillerød: Torsdag den 4. maj 2017 klokken 17.00- ca. 18.30 Hillerød Kirkegård gemmer på grave fra både modstandsfolk, nazisympatisører, tilfældige ofre, såkaldt asociale og politikere, der spillede en rolle i den lokale besættelsestidshistorie. Hør blandt andet om modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde, borgmesteren, der faldt i unåde, begravelsen og genopgravningen af tyske flygtninge, ungersvenden, der provokerede en tysk soldat og måtte lade livet og sagførersønnen, der blev dansk topnazist. Mødested ved indgangen i Østergade.

Fortællinger fra Nyhuse Kirkegård: Lørdag den 6. maj 2017 klokken 11.00 til cirka 12.30. Flere har spurgt, om jeg ikke vil holde rundvisning på Nyhuse – og jo, det vil jeg da gerne. Her kan man blandt andet høre historien om Hillerøds nok største gravmæle, Baronesserne på Posen, massedrabet i Nejede, cirkusfamilien Benneweis, Hillerøds hofarkitekt og flere af de kunstnere, der er begravet på kirkegården. Mødested ved kirkegårdslågen ved Stutmesterboligen, Frederiksværksgade.

Hvis du ønsker at tilmelde dig selv/flere personer, kan du  sende mig en mail på tim@timpanduro.dk – skriv rundvisning i emnefeltet – og husk at skrive, hvilken rundvisning, du vil med på – eller om du vil med på begge to.

Der vil max blive solgt 40 pladser pr. rundvisning.

Betaling finder sted pr. mobile pay 42742031 eller pr. kontooverførsel 5010 0001529654. Du vil få bekræftelse pr. mail lige så snart din betaling er registreret.

Pris pr. person er 70 kroner.

Jeg vil løbende opdatere om, hvorvidt arrangementet bliver udsolgt.

De obligatoriske oplysninger:

Da der er tale om en ydelse, er handelen ikke omfattet af fortrydelses- og returret. Ydelsen betragtes som leveret, når arrangementet afholdes.

I tilfælde af udpræget dårligt vejr eller sygdom kan arrangementet blive aflyst. Der vil da blive tilbudt deltagelse på en anden dato eller tilbagebetaling af det indbetalte beløb.

 

Juristen tog loven i egen hånd

4. maj 2017 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård med tema om besættelsestiden. Her er historien om Helge Mogensen, der blandt andet deltog i likvideringer. Det kostede ham livet blot to dage inden befrielsen

Mogensens grav på Hillerød Kirkegård vil naturligvis indgå i rundturen om besættelsestidens Hillerød, som jeg holder 4. maj
Mogensens grav på Hillerød Kirkegård vil naturligvis indgå i rundturen om besættelsestidens Hillerød, som jeg holder 4. maj

»Den 30-aarige Sagførerfuldmægtig, cand. jr. Mogensen, Søn af Smedemester Mogensen, Hillerød, er Onsdag blevet myrdet af Gestapofolk i Københavns Frihavn. Hans Lig blev fundet ved Nordisk Kaffekompagnis Bygning. Gestapo har i Gaar arresteret hans Tvillingebror, Smedemester Mogensen, Hillerød.«

Sådan lød den kortfattede melding i det allersidste illegale nummer af modstands-avisen Information, 4. maj 1945.

Blot to dage før, det længe ventede frihedsbudskab lød fra London, tog tyske pistolkugler livet af den 28-årige – og ikke 30-årige, som Information skrev – jurist Helge Bernhard Mogensen fra Hillerød.

Giv en rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde i julegave til dig selv eller andre. Klik her for mere information!

Dermed mistede den danske modstandsbevægelse en af sine væsentlige medkæmpere – en mand, der ikke var bange for de beskidte opgaver.

Natten til 2. maj var han ved Københavns Havn for at modtage en båd fra Sverige.

Om det var en stikker, der bragte tyskerne på sporet af ham, vides ikke. Men han blev anholdt af Gestapo og blev ført til Frihavnen, hvor han forsøgte at flygte. Flugten endte i en regn af kugler. Alle oplysninger tyder på, at der reelt var tale om et – yderst forståeligt – flugtforsøg, selv om tyskerne ofte brugte »dræbt under flugtforsøg« om de arrestanter, de af den ene eller anden grund tog livet af under anholdelserne.

Nygifte forældre
Tyskerne overbragte ikke den sørgelige nyhed på specielt venlig vis til hans hustru i deres fælles hjem på Ndr. Banevej. Parret havde ikke engang været gift i tre måneder og havde en lille søn. Allerede samme dag, som Helge Mogensen blev dræbt om natten, blev hjemmet ransaget. Hans tvillingebror Knud Mogensen – der vist var maler, og ikke smed – blev samtidig arresteret. Han havde blandt andet deltaget i likvideringer.

Kom med på rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde – eller giv oplevelsen som julegave. Klik og læs mere!

På den officielle befrielsesdag, 5. maj, blev den unge jurist begravet fra kapellet på Hillerød Kirkegård. Begravelsen blev den første, hvor byen for alvor kunne hylde en falden i modstandskampen, og den blev en demonstration af danskhed. Under besættelsen måtte man gå lidt mere stille med dørene med den slags.

Ikke mindst i tilfældet Helge Mogensen. Han var tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste, der var et af landets første illegale blade. Efterretningstjenesten, der var blomstret op i konservative studenterkredse, fungerede også som decideret tjeneste og tog sig blandt andet af illegale transporter til Sverige samt mere traditionel modstandskamp. Organisationen var involveret i adskillige stikkerlikvideringer, blandt andet den meget omstridte likvidering af svenske Jane Horney-Granberg, der i Information var blevet udpeget som spion for tyskerne.

 

I Peter Øvigs fremragende interviewbog Efter Drabet, der fortæller om stikkerlikvideringer, og hvordan de påvirkede ikke bare modstandsfolkene men også de pårørende, fortæller den tidligere politi-jurist Volmer Nissen, at han en dag i 1943 blev opsøgt af Helge Mogensen. De to havde gået i skole sammen, og nu var Helge aktiv under navnet »Fætter«.

Tynget af drabene
I bogen hedder det: »I første omgang hjalp Volmer Nissen kammeraten med at få repareret våben hos politiet, senere begyndte han også at forsyne ham med oplysninger. »Helge Mogensen betroede mig, at han følte sig tynget af opgaverne med at skaffe folk af vejen. Dengang skulle der ikke så meget til at sværte en person, og det kunne være et hårdt job at skulle bedømme, om man havde tilstrækkeligt på en mand til at slå ham ihjel. Det uhyggelige ved de illegale blade var, at man ikke kunne få optaget et dementi – blev man hængt ud i et sådant blad, var man svært oppe at køre.«

Kom med på rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde – eller giv oplevelsen som julegave. Klik og læs mere!

»Jeg havde adgang til hele politiets registratur, og derfor gav Helge mig af og til nogle navne med ønske om, at jeg skulle sige min mening om den pågældende. Det gjorde jeg så. Og jeg var jo ikke dummere, end at jeg bagefter i de illegale blade kunne konstatere, at når jeg havde sagt god for en likvidering af en eller anden … så døde han af det.««

I modsætning til sin bror overlevede Knud Mogensen mødet med tyskerne – måske fordi de kun nåede at holde ham indespærret de to dage frem til kapitulationen. Knud Mogensen døde i 1999.

Kom med på rundvisning om besættelsen i Hillerød eller skæbner på Hillerød eller Nyhuse Kirkegårde – eller giv oplevelsen som julegave. Klik og læs mere!

Johannes Andersen bandt Hillerød sammen

En by uden offentlig transport er ikke en rigtig by – Hillerød fik sine første busser i 1924

John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.
John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.

En rigtig by har hoteller, købmænd, jernbane, rådhus – og transport, der binder det hele sammen.

I 1924 havde Hillerød kun de fire første ting. Ganske vist havde der lige siden Hillerød fik sin jernbanestation i 1864 været gjort forsøg med regelmæssig busdrift – men det var faldet til jorden igen og igen. Indtil 1924.

Her fik en L.P. Nielsen lov til at køre med motoriseret omnibus – som det hed – fra stationen til Nyhuse. Det gjorde han i et år, hvorefter Svend Milner tog over. Han havde brug for en chauffør, og da en 22-årig mand ved navn Johannes Andersen viste sig at være god til den tjans – han kørte allerede på en rute mellem Hillerød og Roskilde – blev han hyret. Allerede samme år kom Johannes ind i ejerkredsen af et nyt selskab – og hans skæbne var beseglet.

Det var nu først i 1931, at bondesønnen fra Søholm for alvor blev en del af bylivet i Hillerød. Her overtog han Hillerød Omnibil og begyndte at køre på en rute, der meget godt viser, hvordan Hillerød tog sig ud dengang: Jernbanestationen-Slotsgade-Frederiksværksgade-Løngangsgade-Grønnegade-Skolegade og så ad harløsevej til Ullerød.

Slotspavillionen

Men folk skal også forlystes. Og selv om det var før natbussernes tid, var Johannes Andersen ikke blind for mulighederne.

Han startede en rute til Slotspavillionen, et populært danse- og spisested, der lå for enden af Rendelæggerbakken. Da byudviklingen gjorde, at Gadevang blev tættere bebygget, blev den rute nedlagt og i stedet betjent af en rute til den gamle landsby, der nu nærmest havde forstadspræg.

Samtidig fik Johannes Andersen lov til at busbetjene Skansevej, men det er uklart, om han gjorde brug af den tilladelse. Selv om sygehuset var blevet bygget i området, var bebyggelsen betydeligt mere spredt dengang.

En rigtig by

I 1951 var Hillerød ved at være en rigtig by. Der kørte bybusser hver halve time, og da s-toget kom i 1968, gik det for alvor stærkt. Busser hver 20. minut – og fra 1971 en tværgående bus fra de ny bebyggelser i Østbyen og hele vejen til Vest. Hillerød var bundet sammen. Dog ikke uden sværdslag – det var svært at lægge ruterne, så det passede med s-toget, og det betød, at mange fra Østbyen foretrak de grønne rutebiler de kørte endnu i 1980’erne og konkurrerede med bybusserne, ikke mindst fordi de havde endestation på rutebilstationen på Hostrupsvej. Den lå omtrent, hvor Galleriernes p-hus ligger i dag.

Konkurrencen til trods gik det godt for Johannes Andersen. Garagen på Åmosevej bugnede med busser og antallet af ruter voksede for Hillerød Bybusser, som selskabet nu hed. Nødebo, Alsønderup og Nr. Herlev var kommet med på ruteplanerne. Oliekrisen i 1973 spolerede dog en del – ruter måtte indskrænkes og kommunen måtte støtte busdriften. Det betød, at nogle tabsgivende ruter blev afskaffet.

HT

I 1977 kom HT på banen og lavede en aftale med Johannes Andersen. Det førte til nye rutenumre – 701-706, der først forsvandt igen for ganske få år siden. Samtidig måtte Johannes Andersen give afkald på nogle af ruterne til HT.

Johannes Andersen valgte at gå på pension – og selv om han ikke helt havde nået Mærsk-alderen, var det ikke en helt urimelig beslutning. På sin 75 års fødselsdag 5. november 1978 meldte han, at han havde solgt sine busser til Jørgen Andersen – som han ikke var i familie med trods navnet. HT var ikke meget for salget, og sagen måtte omkring trafikminister Ivar Hansen, inden det kunne godkendes.

Johannes Andersens epoke var forbi – og hans røde bybusser blev malet om til Jørgen Andersens grå og røde farver. Selv nød Johannes Andersen sit otium i nogle år – men døde tre uger før sin 82 års fødselsdag i 1985.

Han ligger begravet på Hillerød Kirkegård sammen med sin hustru.

Oplysningerne i denne artikel baerer sig hovedsageligt på Kim Thinggaards ”Fra bybus til buskoncern – 25 år med Jørgen Andersen, Ballerup”.

Magda, hvor blev du af?

En gravsten på Herlev Kirkegård bærer en spøjs gravskrift – og gemmer på en spændende og konfliktfyldt familie- og egnshistoriePitzner

Billedet forestiller Magda og Valdemar Pitzner. Et ægtepar, der holdt sammen hele livet – men ikke deler grav i døden.

For tiden løser jeg af og til opgaver for Herlev Bladet. Naturligt nok – i hvert fald for dem, der kender mig – lagde jeg en dag vejen over Herlev Kirkegård. Her faldt jeg over en gravsten, som jeg ganske simpelt måtte rode videre med. “Magda, hvor blev du af” lyder teksten. Heldigvis er Herlev Bladet en af landets absolut bedste lokalaviser, og redaktionen kan kende en god historie, når de ser den. Så jeg krattede i jorden og fandt frem til fortællingen om hr og fru Pitzner, der var gift i mange år, men ikke deler hverken grav eller kirkegård; takket være en viljestærk fru Pitzner, der førte kampen mod sin lige så viljestærke, konservative og tysk opvoksede svigerfar helt ind i det hinsides. Hele historien kan læses i Herlev Bladets e-avis her: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/471/
Du skal blot bladre frem til anden sektion – så dukker historien op. God læselyst!

Direktørens lystslot brændte efter et år

En el-fejl i en køkkenelevator satte flammer i det nybyggede Sandviggaard – direktøren fik sin erstatning, men pigen i huset fik ikke en øre

Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.
Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.

Fru Ohlsen var bekymret. Der lugtede brændt i familiens hjem Sandviggaard. Sammen med en stuepige vandrede hun rundt i huset og ledte efter kilden til lugten. Der var intet at se – hverken i den store hall, i stueetagens otte værelser eller i førstesalens 17 rum. Til slut slog Fruen og stuepigen sig til tåls med en oplagt forklaring. En isvinter lå over Danmark, på Storebælt sad selv isbryderen Mjølner uhjælpeligt fast. Man fyrede ekstra op i kulfyret i kælderen til det nybyggede pragtpalæ, der blot havde været ramme for direktørparret Ohlsen og deres søn og datters familieliv i en god måned. Lugten måtte stamme fra kulfyringen, og herskabet trak sig tilbage til selskabeligheden med aftenens gæster, en overretsagførerfrue fra København og dennes lille søn.

Imens ulmede de gummiklædte kobberledninger i køkkenelevatoren, der ved 21-tiden denne sidste aften i januar 1922 havde sat sig fast mellem to etager.

Ingen anede, at røglugten stammede derfra. Sent på aftenen trak kokkepigen Magda Olsen og stuepigen Helga Jensen sig tilbage til deres fælles kammer over porten i Hillerøds nye slot. Også direktørfamilien og de københavnske gæster gik til ro.

Klokken 2.45 vågnede pigerne. Deres kammer var fyldt af røg. De trak hurtigt i tøjet og styrtede op til herskabets soveværelser på første sal i midterfløjen for at vække dem.

Håndtrukken brandsprøjte

Flammerne havde allerede godt fat. Elevatorskakten fungerede som trækkanal og sikrede ilden let adgang til hele huset.

Tjenestefolkene løb videre til Sandviggaards avlsgård, der lå bag den nybyggede direktørbolig. Avlsgårdens personale styrtede til, snarrådigt medbringende en lang haveslange. Den lå fremme, fordi man tidligere på dagen havde overrislet Sandviggaards voldgrav for at gøre isen jævn og skøjteklar.

Vandtrykket i slangen var for lavt til at gøre nytte. I stedet gik gårdens folk i gang med at bjerge indbo. Imens telefonerede direktør Johannes Ohlsen til politiet i Hillerød. Opkaldet kom klokken 2.50.

“10 minutter senere rykkede de Første afsted – fire mand til fods med en Slangevogn. Til den store Sprøjte skulle først hentes Heste (…), så man kom først afsted Kl. 3.10 og var paa Brandstedet 3.20,” fortalte Frederiksborg Amts Avis.

Brandpumpen frøs

I alt 16 brandmænd fra Hillerød under ledelse af brandinspektør Denker nåede frem. Det var ikke meget, de kunne stille op. Der var ingen brandhane, og da man fik hugget hul i voldgraven, frøs pumpen til. Der måtte koges vand på avlsgården, før den kunne tøs op. Lidt før klokken fire kunne Hillerød Brandkorps endelig træde i aktion. Også brandvæsen fra Nyhuse, Nr. Herlev og Fredensborg kom til. Fredensborgs sprøjte frøs også til. Der måtte tændes bål under den, og den var først funktionsdygtig klokken halv seks.

Vinen blev stjålet

Det lykkedes dog at dæmpe ilden tilstrækkelig til at lidt porcelæn og nogle havemøbler blev bjerget fra kælderen – men det var ikke det eneste.

“Ogsaa de særdeles velforsynede Vinkældres indhold blev reddet. At der var enkelte paa Brandstedet, der benyttede Lejlighd og – sagt i en anden Betydning – “reddede” sig en Flaske privat, var kun hvad der altid sker ved saadan en Lejlighed, og i gaar kunde man se adskillige tømte Vinflasker ligge omkring paa Pladsen(…) og der var også Champagneflasker imellem!”, skrev amtsavisen.

Det meste inventar – antikke møbler, malerier og sølvtøj – forsvandt i flammerne. Også familiens hund og kat led flammedøden. Og tøj havde familien intet tilbage af.

Det sidste blev der rådet bod på:

“Endnu før 5 blev der ringet til Herreekviperingshandler Kr. Sørensen og Manufakturhandler Albert Petersen, der mødte op med et Udvalg i Herre- og Damegarderobe og slog en rask lille handel af,” fortalte Frederiksborg Amtstidende.

Om morgenen stod der kun en rygende ruin tilbage. Direktørfamilien var heldig. Opførelsen af ejendommen havde nok stået i en million kroner – 24 millioner kroner i dagens penge – men forsikringen ville dække en god del af udgifterne. Selve ejendommen var forsikret for 400.000 kroner, indboet for 100.000 kroner – og da direktøren regnede med at genopføre ejendommen, kunne en del af murværket genbruges.

Piger uden forsikring

For kokkepigen og stuepigen så det værre ud. De havde mistet alt undtagen den enes cykel. Og Amtsavisen føjede spot til skade:

“I Efteraaret havde en Agent talt med dem om at lade forsikre, men det var ikke blevet til noget og i Gaar var Agenten hjerteløs nok til at minde dem om, at de havde staaet sig ved at følge hans Raad dengang. Og han havde Ret.”

Nå. Direktørparret flyttede midlertidigt ind hos fruens mor i en stor Hellerupvilla. Trods intentionerne blev Sandviggaard  aldrig genopført. Ruinen lå der i årevis, indtil jordene blev solgt fra. I dag ligger Hillerøds snart forhenværende sygehus på grunden. Sandviggaard lå cirka der, hvor psykiatrisk afdeling i dag ligger.

 

Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis
Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis

 

HUSK: Der er stadig en håndfuld billetter tilbage til rundvisningen på Hillerød Kirkegård 30. april. Læs mere i næste indlæg eller send en mail tim tim@timpanduro.dk

En frygtelig nat i København

28. oktober 1944 blev fire mennesker myrdet af tysk politi under en razzia, der blandt andet ramte Blomsten i Istedgade, Saxogades kaffebarer, Røde Maske på Fælledvej og en jazzklub på Amagerbrogade. Jagten var gået ind på Københavns underklasse. Men tyskerne og deres danske håndlangere gjorde også op med et par personlige fjender – og det betød enden for Stjerne Radio i Istedgade

Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter"asociale elementer". Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter”asociale elementer”. Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

Harry Edvin Nielsen og Aage Herman Larsen kan ånde lettet op. De er netop blevet kaldt ud af flokken på omkring 30 frysende og nervøse mænd foran Shellhuset og har fået besked på, at de kan gå hjem. Det er sen aften lørdag den 28. oktober 1944. Den 53-årige tjener Nielsen er blevet anholdt på værtshuset Røde Maske på Fælledvej på Nørrebro i København, mens den 24-årige arbejdsmand Larsen var på Billardsalonen i Saxogade 45, da tyskerne kom.

En måned inden har tyskerne sat gang i jagten på såkaldt asociale og vanekriminelle – nazistiske menneskekategorier, der er blevet overført til Danmark af det tyske politi. Godt 250 københavnere er allerede sat i koncentrationslejr med en af de to betegnelser. Men tyskerne er ikke tilfredse – jagten på sortbørshandlere og andre, tyskerne mener kan kaldes asociale eller vanekriminelle fortsætter i det mørklagte København.

Lørdagens arrestationer er rettet mod byens værtshuse. Blandt andet Blomsten på Istedgade, Ølandshus på Amagerbrogade, Florida på Walkendorfstræde og altså Billiardsalonen og Røde Maske. Her bliver gæster og personale kommanderet ind midt på gulvet med hænderne i vejret. Den erfarne tjener Nielsen bryder sig ikke om de tyske betjente og deres danske håndlangeres brutale fremfærd.

”Hov hov, tag den med ro,” siger han. Bemærkningen gør de tyske politifolk rasende. Nielsen ryger med, da tyskerne arresterer en stribe  gæster. Det tyske politi har sendt to udrykningsvogne, de har konfiskeret fra det danske politi, på gaden sammen med en af deres egne store rutebiler. De anholdte fra aftenens værtshusrazziaer bliver proppet ind i rutebilen og kørt til Shellhuset. Her bliver de arresterede stillet på række udfor bygningens benzinanlæg på Kampmannsgade. Og her bliver Nielsen og Larsen altså trukket ud fra rækken.

Flokken af arresterede og deres vogtere ser de to forsvinde rundt om hjørnet fra Kampmannsgade til Nyropsgade foran den danske SD-mand ES. Ude af syne fra de øvrige giver ES ordre til de to om at gå uden for pigtrådsafspærringerne og gå hjem.

De når ikke at tage mange skridt. Så falder de om på asfalten i Nyropsgade et par meter fra hinanden. Fældet af hver deres nakkeskud – eller “skudt under flugtforsøg”, som ES fortæller det til en kollega efterfølgende. Om Nielsens ord om at ”tage den med ro” er grund nok til at han skal dø – og hvorfor Larsen skal med i købet – bliver aldrig opklaret. ES bliver dødsdømt efter krigen, men drabet på de to er ikke med i anklageskriftet.
Særtilbud: Få “De asocial -kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat

Efter nedskydningen går ES ind i Shellhuset og får fat i to bårer. Et par mænd bliver kommanderet til at bære de to ned i kælderen. I mellemtiden er de øvrige anholdte også blevet gennet derned til nærmere afhøring.

Afhøringerne afbrydes af et enkelt skud fra et andet sted i kælderen. Den ene af de to fra gaden er ikke død. ES trækker igen sin pistol og afliver den sårede med endnu et skud i nakken. Så visiterer tyskerne ligene. Personlige papirer, men intet andet, bliver fjernet.

Ligene bliver kørt væk. Da en tysk betjent spørger sin kollega, hvor de er blevet af, lyder beskeden:

De er svømmet til Sverige fra 10-meterbassinet i Frihavnen.

Allerede dagen efter bliver Aage Hermann Larsen fisket op af vandet og kørt til Retsmedicinsk Institut. Først 6. december bliver Harry Edvin Nielsens lig fundet.

Klokken er 23.45, da nådesskuddet falder i kælderen. Men hele aftenen har der været ondskab i luften.

Vildt skyderi Saxogade

Tyskerne når Saxogade omkring klokken 21.15. Billardsalonen er ikke den eneste, der får besøg. I kaffebaren i nummer 66 bliver gæsterne visiteret af de maskinpistolbevæbnede tyskere og deres danske håndlangere.

Men tyskerne har et problem. Bilen er ved at være fyldt op.

ES kigger på den sidste lille gruppe på fortovet foran kaffebaren. ”Forsvind!”, lyder ordren, mens han vifter i retning mod Istedgade.

Flokken løber. ES fører sit gevær til skulderen, tager sigte og fyrer. En arbejdsmand, der bor i Saxogade 12, falder om. Han er skudt gennem ryggen og ind i lungen.

Saxogade er trods den fyldte bil ikke sidste stop.

Aftenens amokløb fortsætter. Bilerne kører til Vesterbrogade, Oehlenschlägergade og til Istedgade. På hjørnet af Skydebanegade kommer endnu to arresterede ind i bilen. Tyskerne skyder på må og få i gaderne. Tre mennesker, der opholder sig på gaden, bliver tilfældigt ramt.

Hævn over Stjerne-Radio

Også radioforretningen Stjerne-Radio på hjørnet af Istedgade 31 må holde for. Et par dage inden har tyskuniformerede danskere ødelagt vinduesudstillingen, efter at forretningens ejere i flere uger har spillet BBC’s danske radioudsendelser ud over gaden. Nu ser nazisterne deres snit til det endelige opgør. En tysk håndgranat lægger forretningen i ruiner. Efter at arbejdet er udført kører bilen videre mod Fælledvej og Røde Maske, hvor Nielsen bliver arresteret. På hjørnet af Sortedamsdosseringen og Nørrebrogade  sprænges en cigarforretning i luften, inden turen ender ved Shellhuset.

Drab i jazzklubben

Drabene ved Shellhuset er ikke aftenens eneste. Ved 23-tiden omringer tyske politifolk selskabslokalet Ølandshus på Amagerbrogade, hvor unge mennesker er kommet for at høre jazz og danse til den løsslupne musik.  Nogle tyske betjente går ind i foyeren og kommanderer hænderne op.

Den 18-årige Svend Otto Rasmussen, der har taget turen fra hjemmet på Nørre Søgade og ud til jazzklubben, er ikke hurtig nok til at få hænderne i vejret. Han bliver skudt ned. Den sårede teenager forsøger at komme på benene. Tyskerne affyrer endnu en salve. Han dør på stedet. To andre unge mænd bliver sårede. Falcks redningskorps bliver tilkaldt. Men det er for sent, for den 18-årige Frank Herild fra Peter Hjortsvej dør i ambulancen på vej mod hospitalet. Den tredje overlever. Han bliver kørt til Sundby Hospital med et skudsår i benet.

Andre gæster fra jazzkoncerten bliver proppet i det tyske politis biler. Turen gennem København mod Shellhuset forløber heller ikke uden episoder. Ved Højbro plads bliver en mand skudt i hovedet klokken 23.30. Aftenens sidste razzia finder sted kort efter i den lille Valkendorfgade bag Helligåndskirken ved Strøget i København. Denne razzia fører også til anholdelser, men forløber uden blodsudgydelser.

Teksten er et redigeret uddrag af min og Maya Schusters bog “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere”. Bogen kan lige nu købes med rabat og signeret/dedikeret efter ønske. Læs mere her

Tysk politi på jagt i Københavns fattigkvarterer

27. september siden blev op mod 500 mænd arresteret i en af de største og alligevel mest ukendte nazistiske aktioner under besættelsen. Mange af dem mistede livet i kz-lejren Neuengamme

CharlesKürsteinJensen og sønnen Bent, Rådhuspladsen KBH ca 1939
Charles Kürstein Jensen med sønnen Bent, fotograferet på Rådhuspladsen i København omkring 1939. Fem år senere blev Charles deporteret til Neuengamme. Privatfoto

Charles Kürstein Jensen ser næppe sig selv som værende i farezonen, selv om den 27. september 1944 har været præget af usædvanligt mange tyske arrestationer i hovedstaden.

Den 34-årige familiefar er nemlig hverken kommunist, jøde eller involveret i modstandsarbejdet. Han har intet udestående med tyskerne.

Alligevel befinder han sig få dage senere i kz-lejren Neuengamme. Deporteret sammen med 165 andre københavnske mænd i den første danske aktion mod dem, tyskerne kalder asociale eller vanekriminelle.

Ud på eftermiddagen denne dag vender Charles Kürstein Jensen hjem til den lejlighed, han deler med konen Ruth og sønnen Bent i Skt. Pedersstræde i København. I dag et pænt kvarter, men dengang et stykke københavnsk slum, fyldt med kriminalitet, prostitution og beskedne arbejderboliger. Ruth og Bent er mod forventning ikke hjemme, og da de har den eneste nøgle til hjemmet, slår Charles tiden ihjel ved at drysse rundt i kvarteret. Han går mod Suhmsgade, hvor der ligger et folkekøkken. Det bliver skæbnesvangert.

Razzia i Suhmsgade
Den lille gade mellem Landemærket og Hauser Plads er blevet spærret ved at det tyske politi har kørt en bil op i hver ende. Alle, der bliver fanget imellem bilerne eller bliver samlet ind fra de omkringliggende gader, må vise identitetspapirer, og hvad de ellers har i lommerne. Hvis identitetspapirer mangler, eller man har rationeringsmærker eller andet, man ikke kan gøre rede for, bliver man beordret op på ventende lastbiler.

Udvælgelseskriterierne er brede. Nogle, der påstår sig i arbejde, må vise deres håndflader. Hvis ikke der er hård hud, er de arbejdssky, vurderer de tyske betjente. Altså må de med på lastbilerne og ind til Shellhuset.

Aktionen i Suhmsgade finder sted sideløbende med aktioner rundt omkring i andre af Københavns mere ydmyge kvarterer. Folkekøkkener, værtshuse og kaffebarer – alt sammen steder, der er kendt som tilholdssteder for småkriminelle, sortbørshandlere og alkoholikere – bliver ransaget, og mange af gæsterne bliver kørt til Shellhuset.

På jagt i brokvarterne
Den er et led i den tyske jagt på asociale og vanekriminelle – en nazitysk kategorisering af mennesker, der ikke passer ind i folkelegemet som nyttig og god arbejdskraft. I Tyskland sidder i titusinder indespærret i kz-lejrene med en grøn eller sort trekant syet på fangedragten som tegn på deres indplacering i en af de to kategorier. Snart får de selskab af Charles Kürstein Jensen og flere hundrede andre danske mænd.

Aktionen om eftermiddagen den 27. september 1944 er dagens anden aktion. Tidligt om morgenen er tysk politi i egne og konfiskerede danske politibiler kørt ud i Københavns brokvarterer, hvor de har vækket familier af deres søde søvn. Familiefædre er blevet ført med, efter at tysk politi ved hjælp af danske håndlangere har gennemgået straffeattester på jagt efter tidligere straffede arbejdere.

Arbejdsløse og sortbørshandlere
Aktionen er en af de største, men alligevel mest ukendte arrestationsbølger i hele besættelsestiden.

I alt bliver mellem 400 og 500 mænd arresteret i løbet af den 27. september. De fleste bliver løsladt, men tre dage senere bliver 166 af dem læsset på busser og lastbiler og kørt til Gedser, hvor de med færgen bliver ført til Warnemünde. Herfra bliver de anbragt i tre godsvogne, hvor de tvinges til at sidde på hug i de 48 timer, rejsen til Neuengamme ved Hamburg varer.

Det er langt fra hærdede kriminelle, der befinder sig blandt de 166. En fjerdedel har aldrig været i spjældet, og mange andre har kun smådomme, men er blevet arresteret, fordi de betragtes som unyttige samfundsborgere. Charles Kürstein Jensen er en ”typisk asocial” i tyskernes optik.

Som chauffør var han på grund af benzinrationering arbejdsløs under krigen. Han og familiens bopæl var i et socialt belastet kvarter, og han havde ifølge sønnen Bent i løbet af 1930’erne været involveret i småtyverier og – hælerier.

Ydermere husker Bent, at han som lille knægt var med faderen ude i det besatte København.

”Han var flink til at tage sig af mig, før han blev taget af tyskerne. Jeg havde et sæde foran på cyklen, og han cyklede meget rundt med mig. Jeg var somme tider med, når han handlede med rationeringsmærker. Det var brandulovligt, det far gjorde, men pengene var meget små dengang.”

Charles Kürstein Jensen overlevede opholdet i kz-lejren, men var mærket for livet.

Mange af hans fangekammerater genså aldrig Danmark.

Forfærdende dødstal
Arrestationerne den 27. september blev fulgt op af to andre aktioner i København i oktober og yderligere aktioner i Odense, Aalborg og Aarhus. I alt blev mindst 430 danske mænd sendt til Neuengamme som asociale og vanekriminelle. Deres dødelighed var den højeste blandt nogen gruppe af deporterede danskere. Næsten hver tredje omkom i lejren eller i månederne efter deres hjemkomst. De asociale, som samlebetegnelsen var, udgjorde blot otte procent af alle danske deporterede, men tegnede sig for hvert fjerde af de cirka 600 registrerede dødsfald blandt danske kz-fanger.

Udgangspunktet for denne artikel er min og Maya Schusters bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, der udkom på Gads Forlag sidste år.

Vi holder gerne foredrag om de asociale og baggrunden for deportationerne. Kontakt os på tim@panduro.as eller 42742031.