Kategoriarkiv: Journalistik

Magda, hvor blev du af?

En gravsten på Herlev Kirkegård bærer en spøjs gravskrift – og gemmer på en spændende og konfliktfyldt familie- og egnshistoriePitzner

Billedet forestiller Magda og Valdemar Pitzner. Et ægtepar, der holdt sammen hele livet – men ikke deler grav i døden.

For tiden løser jeg af og til opgaver for Herlev Bladet. Naturligt nok – i hvert fald for dem, der kender mig – lagde jeg en dag vejen over Herlev Kirkegård. Her faldt jeg over en gravsten, som jeg ganske simpelt måtte rode videre med. “Magda, hvor blev du af” lyder teksten. Heldigvis er Herlev Bladet en af landets absolut bedste lokalaviser, og redaktionen kan kende en god historie, når de ser den. Så jeg krattede i jorden og fandt frem til fortællingen om hr og fru Pitzner, der var gift i mange år, men ikke deler hverken grav eller kirkegård; takket være en viljestærk fru Pitzner, der førte kampen mod sin lige så viljestærke, konservative og tysk opvoksede svigerfar helt ind i det hinsides. Hele historien kan læses i Herlev Bladets e-avis her: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/471/
Du skal blot bladre frem til anden sektion – så dukker historien op. God læselyst!

Den gamle rektor er kirkegårdens ældste beboer

Hillerød Kirkegård har eksisteret i 185 år og rummer et væld af gode historier fra byens fortid – jeg holder rundvisning 15. august og fortæller i den anledning her historien om kirkegårdens ældste beboer og om kirkegårdens historie. Læs mere om rundvisningen i bunden af teksten.

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Bendt Bendtsen – i dag et navn, der sagtens kan bruges, hvis man skal til top i et politisk parti. Men for 200 år siden gik det så sandelig ikke at hedde noget så ordinært, hvis man var højt på strå i samfundet.

Almindeligt plebejerdansk var ikke god tone blandt Danmarks lærde, da rektor for Hillerøds Lærde Skole Bendt Bendtsen blev jordfæstet 22. december 1830. På hans flotte gravsten er teksten på latin, og hans navn er angivet til Benedicto Bendtsen.

Latin var et passende sprog at betjene sig af, når man tilhørte de kredse, der ikke bare af og til åbnede en bog, men sædvanligvis også havde bidraget til flere. Især når man var af den gamle skole – og tilknyttet en institution der udmærket kunne gå ind under samme kategori.

Mild og god

Bendt Bendtsen havde ry for at være en mild og god rektor – for sin tid. Han repræsenterede en humanisme, der ikke var velkendt på skolen, hvor lærere og de ældste elever flokkedes om at gøre livet til et helvede for de yngste – der til gengæld lod deres aggressioner gå ud over områdets bønder. Han var ikke den første i rektor-dynastiet. Han tog over efter sin far, der var rektor på samme skole, da denne døde i 1789. Naturligvis havde den unge Bendt også kendskab til skolen fra sin elevtid. Som skolemand var han stærkt anerkendt i sin tid. Han var doktor i filosofi og teologi og titulær professor – noget lignende æresprofessor – og ridder af Dannebrog. Det hele fremstår af hans gravsten, der som så mange fortjente herrer på hans tid i høj grad har præg af at være et CV til evigheden.

På Hillerød Kirkegård repræsenterer han såmænd også en slags evighed.

Hans grav er den ældste, der er bevaret på kirkegården. Og da den 72-årige rektor blev stedt til hvile, har der været langt til de nærmeste naboer. Kirkegården er nemlig indviet i 1830 – samme år, som han døde.

Lig blev gravet op

Det er – uanset hans øvrige bedrifter – vel nok hans største krav til lokal berømmelse i dag. Et andet krav på berømmelse er desværre efter alt at dømme usandt, selv om det er en historie, der er blevet fortalt igen og igen – og som denne skribent desværre også er hoppet på. Undskyld!

Det hævdes nemlig, at Bendt Bendtsten blev gravet op efter at være blevet jordfæstet på byens gamle kirkegård, da denne blev nedlagt. Det er efter alt at dømme ikke rigtigt – han døde 16. december 1830, hvor den ny kirkegård var taget i brug, så der har næppe været behov for at

Bendt Bendtsen er nok blevet ”offer” for en forveksling. Hans grav er den ældste på kirkegården – og flere af de jævnaldrende, nu sløjfede grave, har haft beboere, der har holdt posthum flyttedag.

Hillerøds oprindelige kirkegård lå, hvor der i dag er Torv. Den blev sløjfet – dels fordi man ønskede at bruge området til en udvidelse af byen og til bygning af et rådhus og dels af hygiejniske og æstetiske årsager – og i 1830 lavede man den ny kirkegård i Østergade, der dengang lå i byens absolutte udkant.

Når en kirkegård blev sløjfet i de tider, var der ikke så megen nåde. Hvis man ville have flyttet sine kære afdøde til den ny kirkegård, måtte man selv betale. Ifølge Svend Nielsens artikel ”Byrådsvedtagelse omgjort”, der findes i bogen ”Det gamle Hillerød”, og hvor flere af oplysningerne i denne artikel stammer fra, blev 67 kister gravet op og flyttet i 1830. I de efterfølgende år blev flere kister også flyttet, selv om kirkegården altså officielt var sløjfet. Man fik selvsagt ikke det hele med på den måde. Gravearbejde på Torvet har flere gange bragt menneskeknogler for dagens lys. De er blevet genbegravet på Hillerød Kirkegård, efterhånden som de er dukket op af jorden. Men flere befinder sig i torvemulden – måske til inspiration for fremtidige skrækbogsforfattere, så Hillerød snart kan få sin helt egen litterære zombieinvasion…

I vejen for udviklingen

At Hillerød Kirkegård stadig findes, skyldes et sjældent fremsynet byråd, der engang i 1970’erne omgjorde en tidligere beslutning. Tanken var at sløjfe kirkegården i år 2025 efter et begravelsesstop i år 2000. Men den holdning blev ændret – til glæde for kisteglade (høhø) personer som undertegnede og for alle, der kan lide et sted, hvor natur, kultur og historie bliver blandet på smuk vis. Men sikkert til irritation for byudviklere, der gerne har villet udvikle området.

Kirkegården har da også flere gange stået i vejen for byudviklingen. Mest alvorligt i 1864, da Hillerød blev jernbaneby. Der lå kirkegården nemlig i vejen for, at stationen kunne blive bygget mere bynært. Heldigvis har udviklingen gjort, at stationen nu ligger nogenlunde solidt placeret i midten af det nuværende Hillerød. Og historien om Hillerød som jernbaneby? Den vender vi tilbage til…

Rundvisningen!

Husk at jeg arrangerer kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård lørdag den 30. april. Prisen er 70 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer. Der er kun få pladser tilbage

Bisættelsen fandt sted i ensomhed

3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.

AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.

16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.

De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.

Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens Spidsmus jjhjournalist og fotograf.

 Spidsmus  kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen

Ingen vidste noget

Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.

For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.

“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.

“Og synge med på salmen.”

Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”

Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”

Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.

“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.

Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”

Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.

Første tilfælde

“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.

“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”

Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.

Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.

“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”

En af 1000

Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.

Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.

Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.

Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus

Versailles var forbillede for Frederiksborgmuseet

Parforcejagterne i Nordsjælland var ikke det eneste, der var inspireret af et fornemt besøg på det franske Versaillesslot. I 1800-tallets anden halvdel besluttede en ølkonge for at lade sig inspirere af det franske pragtslots nye funktion

J_C_Jacobsen

Brygger J.C. Jacobsen lod sig inspirere til Frederiksborgmuseets indretning ved et besøg i Versailles. August Jerndorffs portræt af bryggeren hænger i dag på Frederiksborgmuseet og er her gengivet efter Wikipedia, hvor det ligger som public domain

I pragtrummet Rosen på Frederiksborgmuseet står en lille håndfuld rustninger. De hørte til på en rigtig gammel borg, mente Carlsberg-bryggeren J.C. Jacobsen. Og således blev det. Bryggeren fik lavet kopier af en række rustninger i Østrig - blandt andet Frederik II’s aflagte - og de står på Frederiksborg den dag i dag. Således kan den gamle bryggers spor på slottet stadig ses - også foruden de pragtmalerier, han fik skabt til slottet. Bryggeren var nemlig ikke en herr hvem som helst. Han var folkeopdrager, grebet af en oplysningsånd - og ekstremt velhavende. 

En halv milliard

Brygger Jacobsen postede nemlig hvad der forsigtigt anslået i dag svarer til mellem 300 og 500 millioner kroner i indretningen af det genopførte slot til Nationalhistorisk Museum.  Han havde ændret slottet fra en rygende ruin efter en katastrofebrand i december 1859 og til et genopført pragtværk - selve genopførelsen havde dog også fået støtte fra en stor landsindsamling, men bryggeren mente, at der også skulle hældes indhold i de gamle mure med de nyopførte rum. 
Den gamle brygger var meget optaget af det nationalhistoriske - ikke mindst efter de tørre tæsk i 1864, der sendte nationen ud på udslettelsens rand - og ville medvirke til at genrejse danskernes stolthed over fædrelandet. Sigtet var således pædagogisk og folkeopdragende - og bryggeren lagde ikke skjul på, at museet ikke var tænkt som det rene Legoland, da han i 1877 endeligt præsenterede ideen om museet.
Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sans og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling, og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger de nulevende og de kommende Slægter”, formulerede bryggeren sin version.
Da havde bryggeren allerede været involveret i genopførelsen af slottet i lange tider. Frederiksborg brændte 17. december 1859 - og endnu inden nytår udtænkte bryggeren en idekonkurrence om genindretning af kongens bedekammer.
Det lå udbrændt i forlængelse af slotskirken, der var noget mindre beskadiget. Kirken havde en menighed, der havde behov for at kirken hurtigt kom i gang, så det var det rette sted at begynde”, sagde inspektør på Frederiksborgmuseet Hanne Lopdrup, da hun i 2011 var medarrangør af udstillingen Patriot og Verdensborger om bryggeren.
Idekonkurrencen blev vundet af arkitekturmaleren Heinrich Hansen, og maleren Carl Bloch blev valgt til at udføre 23 malerier med motiver fra det Ny Testamente. Bryggerens arbejde for genrejsningen af Frederiksborg blev således skudt i gang med maner.
Versailles og Gripsholm
Ideen om et nationalhistorisk museum i Danmark havde dog spøgt meget længere.
Allerede i 1850’erne besøgte bryggeren Versailles i Frankrig som kong Ludvig Philip havde indrettet som Nationalhistorisk museum. Jacobsen var meget begejstret”, fortalte museumsinspektør Thomas Lyngby, som var medarrangør af udstillingen på Frederiksborgmuseet i forbindelse med udstillingsåbningen.
Bryggeren skrev i et brev hjem at “Det er unægtelig en storartet Maade at skrive Historie paa, som ikke kan blive uden Indflydelse på Folket.”
Et lige så stort forbillede var Gripsholm i Sverige dog.
Jeg tænker nærmeste paa Gripsholm som Forbillede,”, skrev bryggeren i et brev til arkitekten bag genopførelsen af Frederiksborg, Ferdinand Meldahl, hvor bryggeren gav udtryk for bekymring over, om man kunne skaffe museumsgenstande nok til at fylde museet. Det lykkedes - dels gennem bryggerens indsats med at få skabt malerier i læssevis af de største historiske begivenheder, ogdels via indkøb og foræringer af inventar, der skulle være tidstypisk i forhold til de perioder, der skildredes. 

Gammel kærlighed

Man skal næppe heller undervurdere bryggerens personlige kærlighed til Frederiksborg. I starten af 1800-tallet sværmede borgere og kunstnere i den skønne egn omkring slottet, og den unge Jacobsen blev som barn trukket med til slottet. Slottets brand i 1859 berørte ham dybt - men blev som antydet starten på et af hans største projekter. Frederik VII skulle dog lige ud af billedet først - det skete i 1863, hvor han henlagde sin bolig permanent til et kapel i Roskilde Domkirke og dermed ikke længere kunne lægge beslag på et eventuelt genopført Frederiksborg.
Bryggeren nåede da også at se sit værk færdigt, om end ikke færdigindrettet. 17. december 1884 - på 25-årsdagen for branden - blev det nationalhistoriske museum åbnet; blot syv år efter at ideen blev præsenteret og seks år efter, at museets skabelse officielt var besluttet., der
Og selv om bryggeren for længst er lagt i graven - i familiekirken Jesuskirken nær bryggeriet i Valby - er hans økonomiske indflydelse stadig mærkbar på Frederiksborg. Det er nemlig fortsat Carlsbergfondet, der står for driften af museet.

Den guddommelige konges jagtmarker skal være verdensarv

Når man går i skoven St. Dyrehave i Hillerøds østlige udkant, kan man ikke undgå at bemærke de lange, lige veje. Det er nærliggende at tro, at der er tale om ret nye køreveje, der skal være med til at sikre skovarbejdere let adgang.Men årsagen er en helt anden. Den store skov ved Hillerød – og i øvrigt også Jægersborg Dyrehave nær Lyngby – er nemlig ikke formet efter jordisk arbejde, men til brug for at understrege de kongeliges nærmest guddommelige værdighed.

I 1662 drog prins Christian – der fik hæftet et femtal på sit navn, da han i 1670 overtog tronen

Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg
Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg

efter faderens død – til Versailles, hvor han besøgte Solkongen, Ludvig XIV. Ludvig havde et solidt greb om at vise status – for nu at sige det mildt. Blandt andet havde han opbygget store jagtsystemer, og den unge prins blev underholdt med blandt andet falke- og ulvejagt. Det var dog en tredje jagtform, der greb den 16-årige kronprins så solidt om hjertet, at han tog ideen med hjem: Parforcejagten. Parforcejagten er en forfølgelsesjagt, hvor en udvalgt – særlig flot – hjort bliver drevet i en bestemt retning af hunde. Hjorten bliver drevet træt og holdt fast af hundene, hvorpå jagtlederen – førnævnte Christian i dette tilfælde – slår dyret ihjel med et stød fra en kårde. Det lyder ganske simpelt – men jagten fordrede et noget større anlæg. Hvor det i dag er nok for kongehuset at plaffe udsatte fasaner og pleje venskabelige forbindelser med eliten i den anledning, var der betydeligt mere på spil i parforcejagterne.

Kongens overherredømme

Jagten foregår på et system af snorlige stier, der i stjerneform spreder sig fra en plads i midten. Vægten af kongekronen har stadig været ny på Christians hoved, da han i 1670 gik i gang med parforcejagten. Først gik det efter det forhåndenværende søms princip, men efterhånden fik han lavet jagtanlæg i Hareskoven, Jægersborg Dyrehave og endelig i 1687 gik han i gang med at få omskabt St. Dyrehave til denne meget symbolske jagtarena. Formålet med den stort anlagte parforcejagt er at vise menneskeheden – og naturligvis især dens ypperste repræsentant, kongens – overherredømme over naturen. Selv naturen skulle adlyde kongen, der fra sin placering i midten og ved hjælp af de lige stier, hundeglam og jagthorn havde et solidt overblik over situationen og stod parat til at aflevere nådesstødet. Christian V var jagttosset, ingen tvivl om det, men der stod altså også mere på spil i parforcejagten. Kongen var den anden enevældige konge, siden hans far, Frederik III i 1660 indførte enevælden og dermed en gang for alle fastslog, at kongemagten blev nedarvet fra fader til søn – og at kongemagten var uindskrænket: “det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love,” blev kongen betegnet i Kongeloven fra 1660.

Soldater sled sig op

Men enevælden var ny på dette tidspunkt, og indførslen af parforcejagten har uden tvivl også haft elementer af territorieafpisning. Arbejdet med anlæggene var overvældende. Der skulle fældes træer, bygges dæmninger, ryddes landområder. Soldater blev sat til at udføre arbejdet, og det er blevet anslået at 100.000 mandedage gik til arbejdet i St. Dyrehave alene – i et land, der på det tidspunkt kun havde en halv million indbyggere. Kongen døde i 1699, og parforcejagten gik ret hurtigt af mode derefter. Men i St. Dyrehave er vejforløbene stadig de samme – så man kan mærke historiens vingesus ved at begive sig på skovtur. Igennem flere år har Hillerød forsøgt at få parforcejagterne på Unescos verdensarvliste. Jeg har skrevet adskillige artikler gennem tiden om emnet i Hillerød Posten – og denne tekst er en redigeret udgave af en af artiklerne. Jeg er Flemming Runes fantastiske bog om Gribskov tak skyldig for en del af oplysningerne i artiklen – jeg anbefaler alle at få fat i den fantastisk flotte og velskrevne bog.