Tysk politi på jagt i Københavns fattigkvarterer

27. september siden blev op mod 500 mænd arresteret i en af de største og alligevel mest ukendte nazistiske aktioner under besættelsen. Mange af dem mistede livet i kz-lejren Neuengamme

CharlesKürsteinJensen og sønnen Bent, Rådhuspladsen KBH ca 1939
Charles Kürstein Jensen med sønnen Bent, fotograferet på Rådhuspladsen i København omkring 1939. Fem år senere blev Charles deporteret til Neuengamme. Privatfoto

Charles Kürstein Jensen ser næppe sig selv som værende i farezonen, selv om den 27. september 1944 har været præget af usædvanligt mange tyske arrestationer i hovedstaden.

Den 34-årige familiefar er nemlig hverken kommunist, jøde eller involveret i modstandsarbejdet. Han har intet udestående med tyskerne.

Alligevel befinder han sig få dage senere i kz-lejren Neuengamme. Deporteret sammen med 165 andre københavnske mænd i den første danske aktion mod dem, tyskerne kalder asociale eller vanekriminelle.

Ud på eftermiddagen denne dag vender Charles Kürstein Jensen hjem til den lejlighed, han deler med konen Ruth og sønnen Bent i Skt. Pedersstræde i København. I dag et pænt kvarter, men dengang et stykke københavnsk slum, fyldt med kriminalitet, prostitution og beskedne arbejderboliger. Ruth og Bent er mod forventning ikke hjemme, og da de har den eneste nøgle til hjemmet, slår Charles tiden ihjel ved at drysse rundt i kvarteret. Han går mod Suhmsgade, hvor der ligger et folkekøkken. Det bliver skæbnesvangert.

Razzia i Suhmsgade
Den lille gade mellem Landemærket og Hauser Plads er blevet spærret ved at det tyske politi har kørt en bil op i hver ende. Alle, der bliver fanget imellem bilerne eller bliver samlet ind fra de omkringliggende gader, må vise identitetspapirer, og hvad de ellers har i lommerne. Hvis identitetspapirer mangler, eller man har rationeringsmærker eller andet, man ikke kan gøre rede for, bliver man beordret op på ventende lastbiler.

Udvælgelseskriterierne er brede. Nogle, der påstår sig i arbejde, må vise deres håndflader. Hvis ikke der er hård hud, er de arbejdssky, vurderer de tyske betjente. Altså må de med på lastbilerne og ind til Shellhuset.

Aktionen i Suhmsgade finder sted sideløbende med aktioner rundt omkring i andre af Københavns mere ydmyge kvarterer. Folkekøkkener, værtshuse og kaffebarer – alt sammen steder, der er kendt som tilholdssteder for småkriminelle, sortbørshandlere og alkoholikere – bliver ransaget, og mange af gæsterne bliver kørt til Shellhuset.

På jagt i brokvarterne
Den er et led i den tyske jagt på asociale og vanekriminelle – en nazitysk kategorisering af mennesker, der ikke passer ind i folkelegemet som nyttig og god arbejdskraft. I Tyskland sidder i titusinder indespærret i kz-lejrene med en grøn eller sort trekant syet på fangedragten som tegn på deres indplacering i en af de to kategorier. Snart får de selskab af Charles Kürstein Jensen og flere hundrede andre danske mænd.

Aktionen om eftermiddagen den 27. september 1944 er dagens anden aktion. Tidligt om morgenen er tysk politi i egne og konfiskerede danske politibiler kørt ud i Københavns brokvarterer, hvor de har vækket familier af deres søde søvn. Familiefædre er blevet ført med, efter at tysk politi ved hjælp af danske håndlangere har gennemgået straffeattester på jagt efter tidligere straffede arbejdere.

Arbejdsløse og sortbørshandlere
Aktionen er en af de største, men alligevel mest ukendte arrestationsbølger i hele besættelsestiden.

I alt bliver mellem 400 og 500 mænd arresteret i løbet af den 27. september. De fleste bliver løsladt, men tre dage senere bliver 166 af dem læsset på busser og lastbiler og kørt til Gedser, hvor de med færgen bliver ført til Warnemünde. Herfra bliver de anbragt i tre godsvogne, hvor de tvinges til at sidde på hug i de 48 timer, rejsen til Neuengamme ved Hamburg varer.

Det er langt fra hærdede kriminelle, der befinder sig blandt de 166. En fjerdedel har aldrig været i spjældet, og mange andre har kun smådomme, men er blevet arresteret, fordi de betragtes som unyttige samfundsborgere. Charles Kürstein Jensen er en ”typisk asocial” i tyskernes optik.

Som chauffør var han på grund af benzinrationering arbejdsløs under krigen. Han og familiens bopæl var i et socialt belastet kvarter, og han havde ifølge sønnen Bent i løbet af 1930’erne været involveret i småtyverier og – hælerier.

Ydermere husker Bent, at han som lille knægt var med faderen ude i det besatte København.

”Han var flink til at tage sig af mig, før han blev taget af tyskerne. Jeg havde et sæde foran på cyklen, og han cyklede meget rundt med mig. Jeg var somme tider med, når han handlede med rationeringsmærker. Det var brandulovligt, det far gjorde, men pengene var meget små dengang.”

Charles Kürstein Jensen overlevede opholdet i kz-lejren, men var mærket for livet.

Mange af hans fangekammerater genså aldrig Danmark.

Forfærdende dødstal
Arrestationerne den 27. september blev fulgt op af to andre aktioner i København i oktober og yderligere aktioner i Odense, Aalborg og Aarhus. I alt blev mindst 430 danske mænd sendt til Neuengamme som asociale og vanekriminelle. Deres dødelighed var den højeste blandt nogen gruppe af deporterede danskere. Næsten hver tredje omkom i lejren eller i månederne efter deres hjemkomst. De asociale, som samlebetegnelsen var, udgjorde blot otte procent af alle danske deporterede, men tegnede sig for hvert fjerde af de cirka 600 registrerede dødsfald blandt danske kz-fanger.

Udgangspunktet for denne artikel er min og Maya Schusters bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, der udkom på Gads Forlag sidste år.

Vi holder gerne foredrag om de asociale og baggrunden for deportationerne. Kontakt os på tim@panduro.as eller 42742031.

27. september Opdateret: Oktober-rundvisning på Hillerød Kirkegård UDSOLGT

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Obs! RUNDVISNINGEN ER UDSOLGT!

Lørdag den 3. oktober klokken 11 til cirka 1230 holder jeg kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård. Prisen er 60 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer, så I kan kontaktes ved evt. aflysning eller ændringer. Rundvisningen bliver til noget, når vi rammer 20 personer. Den seneste rundvisning blev udsolgt, så det kan anbefales at tilmelde sig hurtigt. Jeg meddeler her og på Hillerød Før og nu og Hillerød Gennem Tiderne på Facebook, når rundvisningen bliver til noget – og når vi nærmer os udsolgt.

OPDATERING: 27. SEPTEMBER: RUNDVISNINGEN ER UDSOLGT!

På rundvisningen vil jeg komme godt omkring flere af kirkegårdens kendte og ukendte beboere –  der er rigeligt med gode historier, dramaer og skæbnefortællinger at tage af – og der kommer nok også til at være plads til en skandale eller to…

Rundvisningen kommer i det store hele til at følge det spor, jeg lagde under sidste rundvisning.

 

Gartneren fandt 23 døde tyskere i sin forhave

Anders Blomberg var leder af Hillerød Kirkegård. Han beretter om tragiske begravelser, tyske lig, der blev kastet på gårdspladsen og om de tyske krigsgrave, der blev genstand for store diskussioner

Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

 

17 år efter besættelsen var overstået, stod man stadig med et problem i Danmark. Man var sluppet af med de levende tyskere – hvad skulle man stille op med de døde?

I Danmark lå 26.000 tysker begravet på 475 kirkegårde. Omkring 10.000 var soldater, der enten var blevet dræbt herhjemme under besættelsen eller – for de flestes vedkommende – var døde, efter at de var ført til lazaretter i det forholdsvis fredelige Danmark. Resten var flygtninge, der var kommet hertil, efterhånden som Østfronten trængte både tysk militær og tyske civile tilbage.

Alene i Hillerødområdet var tre kirkegårde hjemsted for tyske krigsgrave: Nyhuse, Tjæreby og Hillerød Kirkegård.

Enkelte tyske soldater blev begravet tidligt i besættelsestiden – det var hovedsageligt soldater, der omkom ved ulykker eller var døde af sygdom. Det var dog først hen mod slutningen, at det for alvor tog fart, fortalte lederen af Hillerød Kirkegård Anders Blomberg i et erindringsskrift i 1988.

”Mange af de civile flygtninge var trætte og syge af den lange transport, så dødsfaldene begyndte ret hurtigt efter indkvarteringen. Den første var en lille pige på cirka fem-seks år med to lange gule fletninger. Hvordan hun var var blevet anbragt i lighuset, ved jeg ikke, men en morgenstund lå hun fuldt påklædt på en af katafalkerne i lighuset. En en dag eller to henvendte jeg mig til socialkontoret, men forgæves. Ingen oplysning. Der kom stadig ingen kiste. Efter fire dage begravede jeg pigen ved daggry efter at have svøbt liget ind i en pressenning og foret graven med nogle granris. Dagen efter kom hendes moder for at se, hvor hendes datter var blevet begravet. Hun spurgte mig, om datteren var kommet i en iste. Jeg løj for hende og sagde, at det var i orden. Jeg kunne ikke gøre andet, syntes jeg. Moderen var ulykkelig og fortalte, at de havde en dejlig gård i Østpreussen. Manden var soldat ved Østfronten, så hun måtte forlade gården og alt – og havde nu også mistet sin lille pige. Hun fortalte også, at før Hitler havde de det fredeligt og skønt på gården. Hun forbandede Hitler og hele hans krigsidioti. Efterhånden som tiden gik, døde der mange flygtnigne, flest gamle mennesker. Men der blev ikke begravet flere uden kiste, selv om den kun var af pap.”

Anders Blomberg vurderede, at omkring 69 flygtninge, mest børn og gamle, blev begravet på Hilerød Kirkegård. På Tjæreby Kirkegård blev begravet omkring 35, der hovedsageligt var døde på Grundtvig Højskole, der var beslaglagt til flygtninge. Det har ikke været muligt at finde et antal fra Nyhuse Kirkegård.

Lastbil læssede lig af

Krigen var forbi, men dødsfaldene fortsatte. Anders Blomberg var modstandsmand og var udstationeret i dagene efter besættelsen, men hans kone måtte hente ham hjem på grund af et makabert besøg ved hjemmet på Vibekevej, hvor graverboligen lå i forbindelse med Hillerød Kirkegård.

”En lastbil var kommet sent om eftermiddagen og havde uden videre læsset 23 døde tyske soldater af lige uden for vore villa. Heldigvis havde jeg dengang to flinke elever i gartneriet. De bar ligene ind på kirkegården og fik lagt nogle halmmåtter over dem.”

Dagen efter gravede Anders Blomberg en massegrav.

”I løbet af dagen var det hele klaret. Dagen efter kom den katolske præst og læste velsignelsen over de begravede soldater.”

Grunden til at vognmanden havde læsset ligene af, var at han havde kørt fra kirkegård til kirkegård siden om morgenen. Ingen ville vide af de døde soldater. Til sidst fik han nok.

Et ben for meget i kisten

Ud over flygtningene var der adskillige soldaterbegravelser på Hillerød Kirkegård. Byens tidigere hospital på Nordre Banevej få hundrede meter fra Hillerød kirkegård var i besættelsens sidste måneder beslaglagt af tyskerne som lazaret. Jævnligt kom tog med sårede soldater til Hillerød Station efter en lang og strabadserende tur, blandt andet fra østfronten. Hver gang to-tre stykker døde, fik Blomberg besked.

”De blev kørt fra kasernen (lazarettet, red.) på en trækvogn læsset oven på hverandre i hver sin papkiste. Så hældte de de nøgne lig ned i graven og tog kisterne med til genbrug til næste hold døde. Det hændte, at der var et amputeret ben eller en arm for meget i en kiste. Alt i alt nåede jeg at begrave 60 soldater i den afdeling.”

Hver soldat fik et trækors med navn og dato.

”Jeg passede alle disse soldatergrave i 20 år for egen regning. Holdt det rent og plantede hver sommer en begonia ved hvert kors. Efterhånden rådnede trækorsene og inskriptionen blev ulæselig… den 13. november 1965 ankom de tyske skeletjægere og gravede skeletter op. Identitetspapirer for hver enkel soldat. Først det lille ”hundetegn” alle soldater bar om halsen, så tandkort og længdemål på arme og ben. Knoglerne og kranierne blev vaskede og lagt i hver sin plasticpose.”

Efter krigen så danskerne helst, at de alle de døde blev sendt hjem, men tyskerne håbede, at de i stedet kunne samles på 10-155 fælles kirkegårde i stedet fo som tidligere at være fordelt på 475 kirkegårde i hele landet. Sagen blev behandlet på højeste plan, og i 1962 fortalte statsminister Jens Otto Krag, at han havde indgået en aftale med den vesttyske ambassadør dr. Hans Berger om at gravene blev samlet på omkring 30 kirkegårde. Tyskerne skulle selv vedligeholde dem, og der måtte ikke stilles store monumenter, men kun mindre mindesten, hvis tekst og udformning skulle godkendes af de danske myndigheder. De døde fra Hillerød blev i lighed med de fleste andre flyttet til Vestre Kirkegård i København, der huser omkring 20.000 døde flygtninge og soldater.

Andreas Friis malede sig til de olympiske lege

De olympiske lege er en dyst på sportsudøvelse og atletik – men også mere magelige discipliner var på programmet i starten af1900-tallet, hvor man med et penselstrøg kunne sikre sig en olympisk medalje

Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius
Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius

 

Der løbes, svømmes, padles og kastes på livet løs, når de ypperste blandt verdens amatørsportsfolk hvert fjerde år mødes til de olympiske lege.

Lige siden de moderne olympiske lege blev indledt i Athen i 1896, har det krævet god fysik at komme blandt de, der kan kappes på evnerne på atletik- og boldbanerne under de fem kulørte ringe.

Men indtil 1948 var det også muligt at komme med, selv om man var fed, gigtsvar, gråhåret, bar tykke briller eller på anden måde ikke passede ind i idealbilledet af en OL-deltager.

Andreas Friis var hverken fed eller tungt bebrillet, da han i 1932 drog til Los Angeles i USA for at repræsentere Danmark ved OL.

Men med sine 42 år, lå han i den absolut tunge aldersmæssige ende for en olympisk kæmper. Men det var sådan set ligegyldigt.

Det, Andreas Friis pakkede sammen hjemme i Hillerød var nemlig ikke trikot eller løbesko. Det var pensler og lærred. Andreas Friis var kunstmaler – og det var som sådan, han skulle kæmpe for Danmark.

De færreste husker det i dag, men fra 1912 og frem til 1948 var kunst en integreret del af konkurrencerne i de olympiske lege.

Der blev konkurreret i blandt andet musikalske kompositioner, litteratur og altså billedkunst.

Kunsten kom med dampskib

Konkurrencerne fyldte ikke meget i datidens aviser, men de formåede at trække kunstnere fra hele verden – altså verden, som man så den på den tid. Europæiske og amerikanske navne dominerede programmerne.

Konkurrencerne blev kombineret med udstillinger fra en række europæiske lande. Værkerne til udstillingerne, der blev vist i Los Angeles Muesum of Art, Science and History, blev med dampskib sejlet via Panamakanalen direkte til Los Angeles.

Samlet set var forsikringssummen 400.000 amerikanske dollars – en net sum for tiden, men der var også tale om 1100 udstillingsgenstande fra 31 lande. Danmark var naturligvis blandt dem. Blandt de 1100 værker udvalgte man dem, der skulle deltage i konkurrencen.

Kravene var, at de skulle være skabt siden de foregående olympiske lege, have sport som tema, væe skabt af en kunstner, der stadig var i live og være godkendt af den olympiske komite i kunstnerens hjemland.

I alt deltog 540 kunstnere fra 24 lande i de forskellige kunstneriske dicipliner.

Ingen medalje til Friis

Andreas Friis deltog med et ryttermotiv – men det blev hverken til medaljer eller hædrende omtale.

Hillerødkunstneren var der ikke i nederlagets stund. Ifølge hans barnebarn Tue Poulsen, der selv er kunstner, besøgte han aldrig Amerika.

Guldet gik til vores broderfolk og værste konkurrent Sverige.

Andre danskere gjorde det dog bedre.

Arkitektursølvet i kategorien byplanlægning gik til arkitekten Jens Houmøller Klemmensen, der siden skulle blive en af vore fremmeste desginere af typehuse. I Los Angeles vandt han dog med et udkast til et stadion og en offentlig park.

Duellerende forfatter

Der var også sølv i litteratur til Danmark. Her vandt Josef Petersen med romanen Argonauterne. Han deltog – og tog medaljer – helt frem til de sidste kunsteriske lege i 1948. I øvrigt hævdes han at være deltager i den sidste danske duel, der blev udkæmpet i 1913 – men det er en helt anden historie.

Selv om Andreas Friis ikke tog en præmie med hjem, kunne han glæde sig over, at en masse mennesker så hans kunst. Hele 383.000 mennesker lagde vejen omkring museet i løbet af de fire måneder, udstillingen blev vist.

Slut i 1948

Konkurrencerne i kunst blev stoppet i 1948. Officielt var årsagen, at det var svært at skelne mellem amatører og professionelle, når det drejer sig om kunst. Det samme problem kan man vel have med sportsudøvere i dag – men den den olympiske komite vel næppe lade sig inspirerer af de kunstaflivende kollegaer på det område.

Andreas Friis fik ingen medaljer – men en lang kunstnerisk karriere, der strakte sig frem til hans død som 93-årig i i 1983. Hans værker findes på blandt andet Trapholt og Statens Museum, og han har blandt andet stået for udsmykningen af kirker og Københavns Universitets læsesal på Tagensvej/Nørre Alle.