En by uden offentlig transport er ikke en rigtig by – Hillerød fik sine første busser i 1924
En rigtig by har hoteller, købmænd, jernbane, rådhus – og transport, der binder det hele sammen.
I 1924 havde Hillerød kun de fire første ting. Ganske vist havde der lige siden Hillerød fik sin jernbanestation i 1864 været gjort forsøg med regelmæssig busdrift – men det var faldet til jorden igen og igen. Indtil 1924.
Her fik en L.P. Nielsen lov til at køre med motoriseret omnibus – som det hed – fra stationen til Nyhuse. Det gjorde han i et år, hvorefter Svend Milner tog over. Han havde brug for en chauffør, og da en 22-årig mand ved navn Johannes Andersen viste sig at være god til den tjans – han kørte allerede på en rute mellem Hillerød og Roskilde – blev han hyret. Allerede samme år kom Johannes ind i ejerkredsen af et nyt selskab – og hans skæbne var beseglet.
Det var nu først i 1931, at bondesønnen fra Søholm for alvor blev en del af bylivet i Hillerød. Her overtog han Hillerød Omnibil og begyndte at køre på en rute, der meget godt viser, hvordan Hillerød tog sig ud dengang: Jernbanestationen-Slotsgade-Frederiksværksgade-Løngangsgade-Grønnegade-Skolegade og så ad harløsevej til Ullerød.
Slotspavillionen
Men folk skal også forlystes. Og selv om det var før natbussernes tid, var Johannes Andersen ikke blind for mulighederne.
Han startede en rute til Slotspavillionen, et populært danse- og spisested, der lå for enden af Rendelæggerbakken. Da byudviklingen gjorde, at Gadevang blev tættere bebygget, blev den rute nedlagt og i stedet betjent af en rute til den gamle landsby, der nu nærmest havde forstadspræg.
Samtidig fik Johannes Andersen lov til at busbetjene Skansevej, men det er uklart, om han gjorde brug af den tilladelse. Selv om sygehuset var blevet bygget i området, var bebyggelsen betydeligt mere spredt dengang.
En rigtig by
I 1951 var Hillerød ved at være en rigtig by. Der kørte bybusser hver halve time, og da s-toget kom i 1968, gik det for alvor stærkt. Busser hver 20. minut – og fra 1971 en tværgående bus fra de ny bebyggelser i Østbyen og hele vejen til Vest. Hillerød var bundet sammen. Dog ikke uden sværdslag – det var svært at lægge ruterne, så det passede med s-toget, og det betød, at mange fra Østbyen foretrak de grønne rutebiler de kørte endnu i 1980’erne og konkurrerede med bybusserne, ikke mindst fordi de havde endestation på rutebilstationen på Hostrupsvej. Den lå omtrent, hvor Galleriernes p-hus ligger i dag.
Konkurrencen til trods gik det godt for Johannes Andersen. Garagen på Åmosevej bugnede med busser og antallet af ruter voksede for Hillerød Bybusser, som selskabet nu hed. Nødebo, Alsønderup og Nr. Herlev var kommet med på ruteplanerne. Oliekrisen i 1973 spolerede dog en del – ruter måtte indskrænkes og kommunen måtte støtte busdriften. Det betød, at nogle tabsgivende ruter blev afskaffet.
HT
I 1977 kom HT på banen og lavede en aftale med Johannes Andersen. Det førte til nye rutenumre – 701-706, der først forsvandt igen for ganske få år siden. Samtidig måtte Johannes Andersen give afkald på nogle af ruterne til HT.
Johannes Andersen valgte at gå på pension – og selv om han ikke helt havde nået Mærsk-alderen, var det ikke en helt urimelig beslutning. På sin 75 års fødselsdag 5. november 1978 meldte han, at han havde solgt sine busser til Jørgen Andersen – som han ikke var i familie med trods navnet. HT var ikke meget for salget, og sagen måtte omkring trafikminister Ivar Hansen, inden det kunne godkendes.
Johannes Andersens epoke var forbi – og hans røde bybusser blev malet om til Jørgen Andersens grå og røde farver. Selv nød Johannes Andersen sit otium i nogle år – men døde tre uger før sin 82 års fødselsdag i 1985.
Han ligger begravet på Hillerød Kirkegård sammen med sin hustru.
Oplysningerne i denne artikel baerer sig hovedsageligt på Kim Thinggaards ”Fra bybus til buskoncern – 25 år med Jørgen Andersen, Ballerup”.