Journalistik

Siden jeg blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2002, har jeg beskæftiget mig med klassisk journalistik.

Især historie, identitet og arkitektur kan få mit hjerte til at banke hurtigere, men jeg har styr på de fleste stofområder og har foruden det nævnte særlige kompetencer inden for kommunalstof, kriminaljournalistik og erhvervsjournalistik.

Det indgående interview, den levende reportage, den personlige feature og den hårdtslående nyhed er selvfølgelig alt sammen noget, jeg mestrer. Jeg kan både banke spaden i jorden, svinge digterpennen og betjene samlebåndet og har inden jeg smed funktionærkåben fire gange modtaget Ugeavisernes Årspris – tre gange for featurejournalistik og en gang for nyheds/gravejournalistik.

Blandt mine journalistiske kunder er Ekstra Bladet, Politiken, Illustreret Videnskab Historie, Danske Skæbner og Fortællinger, Byg+Arkitektur, Herlev Bladet og Politikens Lokalaviser. Læs mere under referencer.

Kim Belmark, der er redaktør på Lokalavisen.dk og tidligere var en del af Politikens Lokalavisers chefredaktion har givet mig disse ord med på vejen:

“Som chefredaktør og nyhedsredaktør hos Politikens Lokalaviser har jeg gennem en årrække arbejdet tæt sammen med Tim Panduro…Igennem alle årene var Tim Panduro toneangivende, dagsordensættende journalist på Hillerød Posten, en af Politikens Lokalavisers 35 lokalaviser i Danmark. Tim ydede en fremragende indsats gennem årene til stor glæde for lokalsamfundet og den lokale avis. Han er på mange måder en klassisk nyhedsjournalist, han har næse for nyheder, og han er vedvarende leveringsdygtig i nyheder af forsidekvalitet. Men han behersker også journalistiske genrer som den levende reportage og den komplekse, velskrevne feature. Han er garant for kritisk journalistik. Han er en god interviewer, som forstår at stille kritiske spørgsmål, fastholde et emne og skære igennem. Han vinkler skarpt, og han er idérig.”

Jeg kan kontaktes på tim@timpanduro.dk eller 42742031

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *