En el-fejl i en køkkenelevator satte flammer i det nybyggede Sandviggaard – direktøren fik sin erstatning, men pigen i huset fik ikke en øre

Fru Ohlsen var bekymret. Der lugtede brændt i familiens hjem Sandviggaard. Sammen med en stuepige vandrede hun rundt i huset og ledte efter kilden til lugten. Der var intet at se – hverken i den store hall, i stueetagens otte værelser eller i førstesalens 17 rum. Til slut slog Fruen og stuepigen sig til tåls med en oplagt forklaring. En isvinter lå over Danmark, på Storebælt sad selv isbryderen Mjølner uhjælpeligt fast. Man fyrede ekstra op i kulfyret i kælderen til det nybyggede pragtpalæ, der blot havde været ramme for direktørparret Ohlsen og deres søn og datters familieliv i en god måned. Lugten måtte stamme fra kulfyringen, og herskabet trak sig tilbage til selskabeligheden med aftenens gæster, en overretsagførerfrue fra København og dennes lille søn.

Imens ulmede de gummiklædte kobberledninger i køkkenelevatoren, der ved 21-tiden denne sidste aften i januar 1922 havde sat sig fast mellem to etager.

Ingen anede, at røglugten stammede derfra. Sent på aftenen trak kokkepigen Magda Olsen og stuepigen Helga Jensen sig tilbage til deres fælles kammer over porten i Hillerøds nye slot. Også direktørfamilien og de københavnske gæster gik til ro.

Klokken 2.45 vågnede pigerne. Deres kammer var fyldt af røg. De trak hurtigt i tøjet og styrtede op til herskabets soveværelser på første sal i midterfløjen for at vække dem.

Håndtrukken brandsprøjte

Flammerne havde allerede godt fat. Elevatorskakten fungerede som trækkanal og sikrede ilden let adgang til hele huset.

Tjenestefolkene løb videre til Sandviggaards avlsgård, der lå bag den nybyggede direktørbolig. Avlsgårdens personale styrtede til, snarrådigt medbringende en lang haveslange. Den lå fremme, fordi man tidligere på dagen havde overrislet Sandviggaards voldgrav for at gøre isen jævn og skøjteklar.

Vandtrykket i slangen var for lavt til at gøre nytte. I stedet gik gårdens folk i gang med at bjerge indbo. Imens telefonerede direktør Johannes Ohlsen til politiet i Hillerød. Opkaldet kom klokken 2.50.

“10 minutter senere rykkede de Første afsted – fire mand til fods med en Slangevogn. Til den store Sprøjte skulle først hentes Heste (…), så man kom først afsted Kl. 3.10 og var paa Brandstedet 3.20,” fortalte Frederiksborg Amts Avis.

Brandpumpen frøs

I alt 16 brandmænd fra Hillerød under ledelse af brandinspektør Denker nåede frem. Det var ikke meget, de kunne stille op. Der var ingen brandhane, og da man fik hugget hul i voldgraven, frøs pumpen til. Der måtte koges vand på avlsgården, før den kunne tøs op. Lidt før klokken fire kunne Hillerød Brandkorps endelig træde i aktion. Også brandvæsen fra Nyhuse, Nr. Herlev og Fredensborg kom til. Fredensborgs sprøjte frøs også til. Der måtte tændes bål under den, og den var først funktionsdygtig klokken halv seks.

Vinen blev stjålet

Det lykkedes dog at dæmpe ilden tilstrækkelig til at lidt porcelæn og nogle havemøbler blev bjerget fra kælderen – men det var ikke det eneste.

“Ogsaa de særdeles velforsynede Vinkældres indhold blev reddet. At der var enkelte paa Brandstedet, der benyttede Lejlighd og – sagt i en anden Betydning – “reddede” sig en Flaske privat, var kun hvad der altid sker ved saadan en Lejlighed, og i gaar kunde man se adskillige tømte Vinflasker ligge omkring paa Pladsen(…) og der var også Champagneflasker imellem!”, skrev amtsavisen.

Det meste inventar – antikke møbler, malerier og sølvtøj – forsvandt i flammerne. Også familiens hund og kat led flammedøden. Og tøj havde familien intet tilbage af.

Det sidste blev der rådet bod på:

“Endnu før 5 blev der ringet til Herreekviperingshandler Kr. Sørensen og Manufakturhandler Albert Petersen, der mødte op med et Udvalg i Herre- og Damegarderobe og slog en rask lille handel af,” fortalte Frederiksborg Amtstidende.

Om morgenen stod der kun en rygende ruin tilbage. Direktørfamilien var heldig. Opførelsen af ejendommen havde nok stået i en million kroner – 24 millioner kroner i dagens penge – men forsikringen ville dække en god del af udgifterne. Selve ejendommen var forsikret for 400.000 kroner, indboet for 100.000 kroner – og da direktøren regnede med at genopføre ejendommen, kunne en del af murværket genbruges.

Piger uden forsikring

For kokkepigen og stuepigen så det værre ud. De havde mistet alt undtagen den enes cykel. Og Amtsavisen føjede spot til skade:

“I Efteraaret havde en Agent talt med dem om at lade forsikre, men det var ikke blevet til noget og i Gaar var Agenten hjerteløs nok til at minde dem om, at de havde staaet sig ved at følge hans Raad dengang. Og han havde Ret.”

Nå. Direktørparret flyttede midlertidigt ind hos fruens mor i en stor Hellerupvilla. Trods intentionerne blev Sandviggaard  aldrig genopført. Ruinen lå der i årevis, indtil jordene blev solgt fra. I dag ligger Hillerøds snart forhenværende sygehus på grunden. Sandviggaard lå cirka der, hvor psykiatrisk afdeling i dag ligger.

 

 

HUSK: Der er stadig en håndfuld billetter tilbage til rundvisningen på Hillerød Kirkegård 30. april. Læs mere i næste indlæg eller send en mail tim tim@timpanduro.dk