Staunings søn blev venstremand i Skævinge

Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.
Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.

Da lille Søren kom til verden på Kanslergade 10, 3. sal i København 18. marts 1923, var der ingen der vidste, at der skulle blive skrevet danmarkshistorie i lejligheden ti år senere. Nok var der ingen tvivl om at Sørens far Thorvald var udset til noget stort. Men der gik nu stadig et år, inden Stauning hævede sig fra håbefuld politiker og til statsminister – og derefter ni år til at han fik skudt det moderne velfærdssamfund i gang ved Kanslergadeforliget – opkaldt efter Sørens barndomshjem. En historie går på, at Søren Stauning lå under spisebordet i den fireværelses lejlighed, da Thorvald sendte sin hustru ned efter en karaffel whisky for at få de øvrige partiledere til at blive lidt længere.
Det blev den mest betydningsfulde dram i Danmarkshistorien.

Thorvalds øjesten
Efternøleren Søren var Thorvald Staunings øjesten, og da Thorvald blev skilt fra Sørens mor Olga i 1930 måtte han lide den tort, at forældreretten gik til Olga. Thorvald fik dog samkvem.
Skilsmissen var bitter, med forbandelser og beskyldninger, der fløj på kryds og tværs parterne imellem. Til slut kom der dog væbnet fred mellem de to, og da Sørens konfirmation blev holdt på Søpavillionen – den senere statsminister H.C. Hansen skrev en af festsangene – var begge forældre til stede.

Sørens helbred var skrøbeligt hele barndommen igennem, hvilket naturligt nok bekymrede forældrene. Den bekymring var nu ikke stor grund til. Søren fik et langt og virksomt liv, der førte ham omkring Hillerød og Skævinge.

Skævinge Kirkegård blev da også hans sidste hvilested, efter at han faldt om på gulvet i lejligheden på Skævinge Præstegård 24. september 2000 for aldrig siden at rejse sig igen.

Venstremand
Søren Stauning var ligesom faderen politisk aktiv. Men på et noget mere beskedent plan – og for et parti på den “forkerte” fløj. Han var nemlig viceborgmester for Venstre i det daværende Skævinge Kommune. I 1983 forklarede han partivalget i et interview i Hillerød Posten.
“Jeg føler ikke, at jeg har svigtet mit ophav. Der er stor for
skel på Socialdemokratiet i 1930’erne og det partiet står for i 1983. Holdningen og tonen er en anden. Efter krigen sigtede Socialdemokratiet mod en centralisering af samfundet. Mod et behandlersamfund. Det er helt i strid med min opfattelse, og jeg meldte mig ud i begyndelsen af 1950’erne.”

Han luftede også teorien om, at faderen måske ville have skiftet side.
“Det er svært at sige, om min far ville have været venstremand i dag eller hvor han ville have ført partiet hen, hvis han havde levet.”
Skjulte jøder
Thorvald døde dog i 1942, og Søren måtte som 19-årig stå på egne ben. Det klarede den “forvirrede og umodne” Søren ved at starte en antikvarboghandel. Under krigen var han også aktiv i periferien af modstandsbevægelsen. I lejligheden på Ndr. Frihavnsgade husede han ifølge nogle kilder af og til sabotører og jøder, der skulle hjælpes til Sverige – han optræder dog ikke i Nationalmuseets database over modstandsfolk, hvor hans mor står opført som logivært for flygtninge.

Efter krigen arbejdede han 22 år på Militærhospitalets kontor, inden han foretog et karriereskifte.

Redaktør på Hillerød Posten
Som 44-årig arvede han en rig onkel – og det gav ham modet til at sige op. Han fik læreplads på Frederiksborg Amts Avis, hvor redaktør Einar Jacobsen betegnede ham som “en fin og følsom skribent, der til tider næsten er lyrisk i sin journalistik.”

Vejen til redaktørtjansen på Hillerød Posten var kort – de hørte dengang til i samme hus.  Søren Stauning var redaktør på Hillerød Posten i en årrække frem til 1980. Her pensionerede han sig selv – men gik ind i politik, holdt foredrag og skrev fortsat. Så det var en aktiv pensionisttilværelse, han bød på. han var også formand for stomiforeningen.

Søren blev nemlig stomiopereret kort efter han fik sin læreplads, og fik stor hjælp fra foreningen. Samtidig holdt han modet oppe på anden vis:

“Det var netop udsigten til, at jeg skulle flytte til Skævinge, der var med til at holde liv i mig, mens jeg lå på hospitalet,” sagde han dengang til Hillerød Posten.

“Netop i det lille samfund har man en identitet. Man er en i forhold til andre mennesker, ikke som i en storby, hvor man er anonym.”

Landsfaderens søn fandt altså sent i livet sit hjem – langt væk fra magtens centrum. Han hviler nu under en beskeden sten på Skævinge Kirkegård sammen med hustruen Birgit, der var bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek.

Dette er en redigeret udgave af en artikel, jeg skrev i Hillerød Posten i 2009.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *