Kategoriarkiv: Hillerødhistorier

Gennem mange år skrev jeg historier fra Hillerøds fortid – her er nogle af dem

Kongens kroning var en folkefest

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hillerød stod på den anden ende den 7. juni 1671. På Frederiksborg Slot skulle Christian V salves. Christian var kommet til magten året før ved sin faders død, og nu da hofsorgen var overstået, kunne kongen få den officielle og guddommelige overdragelse af sine rettigheder som enevældig konge. Christian V var den første konge, der var født til enevælden – en status, han nogle år senere cementerede ved at etablere de store nordsjællandske parforcejagtområder, der netop er kommet på Unescos liste over verdenskulturarv

Det er nok tvivlsomt, at de mere jævne hillerødanere har haft en større fornemmelse for, hvad baggrunden for ceremonierne var. Men hillerødanerne kunne genkende en fest, når de så den. Og festligt, det var det – kongen havde behov for at vise, at han dels var tæt på almægtig – og dels formåede at vise sig som en generøs, samlende person.

Inden vi drager til fest, må vi hellere tage enevælden ganske kort. Med enevældets indførelse i 1660 blev kongen – Christians far Frederik III – reelt enerådig. Kun Gud var over ham. Ikke just demokratisk – men faktisk var enevælden en sejr for borgerskabet, der sammen med kirkens folk havde formået at udmanøvrere det råd af adelige, der hidtil havde regeret sammen med kongen. Den korte version er, at adelen efter endnu et nederlag til svenskerne – denne gang i krigen 1658-60 – ville skaffe penge, vil at beskatte borgerskabet. Borgerskabet var dog i stigende grad blevet en magtfaktor, der ikke ville finde sig i endnu en brandbeskatning – og via et stille oprør i form af en aftale med kirken og kongen fik man skubbet adelen af pinden. Kongen blev i stedet eneregent – en status der holdt i knap 200 år.

Og nu til løjerne. Takket være den tidligere museumsdirektør på Frederiksborg Slot, Povl Eller, kan et billede af kroningsceremoniernes rolle i en by som Hillerød stykkes sammen. I 1976 udgav han bogen “Salvingerne på Frederiksborg.”

Et par hundrede højtstående gæster var kaldet til byen. De medbragte tjenere, kuske og andet mandskab, og den lille by omkring Frederiksborg Slot blev betydeligt mere folkerig end normalt. Gæstelisterne fra den første kroning findes ikke, men det er muligt at stykke billedet sammen alligevel. Ved kroningen i 1747 blev omkring 100 mennesker anbragt i forskellige borgerhuse. Fiskemesteren på det nuværende Karlsberg nær hjørnet af Københavnsvej og Carlsbergvej måtte give plads til hertugen af Glücksborg med følge, og også de lokale bagere, skræddere og andre højerestående håndværkere måtte lægge hus til gæster. Endnu senere i 1815, viser en opgørelse, at Hillerød måtte finde midlertidige boliger til 700 herrer og damer plus deres tjenestefolk. Desuden skulle der skaffes aftrædelsesværelser for yderligere 300 – en hel del i en by, der knap kunne mønstre 1000 indbyggere i sig selv.

Vinen sprang fra springvandet

Et var de høje herrer. Men kroningen var også en folkefest. I den mellemste slotsgård, der hvor springvandet står i dag, blev der bygget en pyramide med altaner eller æresport. Fra Bacchusmasker og svanehoveder sprang rød og hvid vin, og der blev kastet penge ud fra altanerne til pøblen, der havde samlet sig i gården. Ved salvingen i 1747 var der slået 1000 kronestykker – en mindre formue. Maden var der også tænkt på. Samme år var menuen til rosset i Slotsgården en stegt okse på knap et halvt ton. Kreaturet var fyldt med lam, grise, ænder og kalkuner. Horn, klove og mule var blevet forgyldt, og om dens hals hang en krans af blomster med forgyldte og forsølvede blade. Og så kunne folk ellers slå sig løs. Festen sluttede klokken 23 med et kæmpe festfyrværkeri fra bredden af Slotssøen – og så kunne de lavrestående luske hjem – og dem, der var kommet langvejs fra kunne drage ud i skovene og overnatte – det gjorde de i hvert fald i 1731.

Fattighjælp frem for folkefest

I 1815 var tiderne skiftet. Det forekom forældet, at man i en oplyst tid lod pøbelen nærmest slås om at få de største lunser kød og få fingrene i guldpengene. I stedet valgte man – noget kedeligere, men med en vis fornuft – at fodre de 900 fattige, der var registreret i det daværende Frederiksborg Amt. I stedet for at kaste penge i grams gav man blot en sum til Hillerød Hospital og fattigvæsenet i København. Desuden fik hver soldat en ekstra rigsdaler, mens underofficererne fik to.

Det hindrede nu ikke folk i at møde frem for at se den guddommelige giraf. Ved den allersidste kroning, Christian VIII’s i 1840, skrev maleren C.W. Eckersberg blandt andet i sin dagbog:

“Søndag den 28. juni 1840 (…) En uafbrudt række af vogne fra alle retninger, men især fra København, bragte dels tilsagte, men de fleste tilskuere. En stor menneskemasse tumlede sig fra den tidlige morgenstund til langt ud på natten rundt omkring slotte Frederiksborg.”

Herefter følger kroningen – og kloken 16.45 kunne kongen så træde frem for folket under stor jubel.

“Om aftenen gik vi igen omkring i den smukke egn og så på den muntre folkevrimmel. Kl. 11 og 12 blev et meget skønt fyrværkeri afbrændt lige overfor slottet, som sås godt fra Torvet i Hillerød.”

Det var selvfølgelig ikke blot kærlighed til folket, der fik de skiftende konger til at lave kroningerne til en folkefest. Povl Eller udlægger det således: “Ved salvingene fik man suveræniteten at se levendegjort i kongens person. Ved at lade en stor ceremoni udfolde sig, forsøgte man at vise, hvor vigtigt fællesskabet i staten er.”

Det fællesskab blev afløst af et noget mere konkret folkefællesskab ni år senere, hvor Frederik VII frasagde sig rollen som enevældig. I stedet tog Danmark de første skridt mod demokratiet med junigrundloven – og siden er de kongelige blevet proklameret uden siden at blive salvet. Forståeligt – men lidt ærgerligt. For hvem ville ikke gerne forsøde en festdag med vinspringvand og stegt okse ad libitum…

Kilder. Povl Eller: Salvingerne på Frederiksborg

http://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/enevaeldens-indfoerelse-1660/

Og mit eget kønne hoved…

Maleriet af Frederik III er gengivet fra Wikipedia.
Læs videre Kongens kroning var en folkefest

Den guddommelige konges jagtmarker skal være verdensarv

Når man går i skoven St. Dyrehave i Hillerøds østlige udkant, kan man ikke undgå at bemærke de lange, lige veje. Det er nærliggende at tro, at der er tale om ret nye køreveje, der skal være med til at sikre skovarbejdere let adgang.Men årsagen er en helt anden. Den store skov ved Hillerød – og i øvrigt også Jægersborg Dyrehave nær Lyngby – er nemlig ikke formet efter jordisk arbejde, men til brug for at understrege de kongeliges nærmest guddommelige værdighed.

I 1662 drog prins Christian – der fik hæftet et femtal på sit navn, da han i 1670 overtog tronen

Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg
Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg

efter faderens død – til Versailles, hvor han besøgte Solkongen, Ludvig XIV. Ludvig havde et solidt greb om at vise status – for nu at sige det mildt. Blandt andet havde han opbygget store jagtsystemer, og den unge prins blev underholdt med blandt andet falke- og ulvejagt. Det var dog en tredje jagtform, der greb den 16-årige kronprins så solidt om hjertet, at han tog ideen med hjem: Parforcejagten. Parforcejagten er en forfølgelsesjagt, hvor en udvalgt – særlig flot – hjort bliver drevet i en bestemt retning af hunde. Hjorten bliver drevet træt og holdt fast af hundene, hvorpå jagtlederen – førnævnte Christian i dette tilfælde – slår dyret ihjel med et stød fra en kårde. Det lyder ganske simpelt – men jagten fordrede et noget større anlæg. Hvor det i dag er nok for kongehuset at plaffe udsatte fasaner og pleje venskabelige forbindelser med eliten i den anledning, var der betydeligt mere på spil i parforcejagterne.

Kongens overherredømme

Jagten foregår på et system af snorlige stier, der i stjerneform spreder sig fra en plads i midten. Vægten af kongekronen har stadig været ny på Christians hoved, da han i 1670 gik i gang med parforcejagten. Først gik det efter det forhåndenværende søms princip, men efterhånden fik han lavet jagtanlæg i Hareskoven, Jægersborg Dyrehave og endelig i 1687 gik han i gang med at få omskabt St. Dyrehave til denne meget symbolske jagtarena. Formålet med den stort anlagte parforcejagt er at vise menneskeheden – og naturligvis især dens ypperste repræsentant, kongens – overherredømme over naturen. Selv naturen skulle adlyde kongen, der fra sin placering i midten og ved hjælp af de lige stier, hundeglam og jagthorn havde et solidt overblik over situationen og stod parat til at aflevere nådesstødet. Christian V var jagttosset, ingen tvivl om det, men der stod altså også mere på spil i parforcejagten. Kongen var den anden enevældige konge, siden hans far, Frederik III i 1660 indførte enevælden og dermed en gang for alle fastslog, at kongemagten blev nedarvet fra fader til søn – og at kongemagten var uindskrænket: “det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love,” blev kongen betegnet i Kongeloven fra 1660.

Soldater sled sig op

Men enevælden var ny på dette tidspunkt, og indførslen af parforcejagten har uden tvivl også haft elementer af territorieafpisning. Arbejdet med anlæggene var overvældende. Der skulle fældes træer, bygges dæmninger, ryddes landområder. Soldater blev sat til at udføre arbejdet, og det er blevet anslået at 100.000 mandedage gik til arbejdet i St. Dyrehave alene – i et land, der på det tidspunkt kun havde en halv million indbyggere. Kongen døde i 1699, og parforcejagten gik ret hurtigt af mode derefter. Men i St. Dyrehave er vejforløbene stadig de samme – så man kan mærke historiens vingesus ved at begive sig på skovtur. Igennem flere år har Hillerød forsøgt at få parforcejagterne på Unescos verdensarvliste. Jeg har skrevet adskillige artikler gennem tiden om emnet i Hillerød Posten – og denne tekst er en redigeret udgave af en af artiklerne. Jeg er Flemming Runes fantastiske bog om Gribskov tak skyldig for en del af oplysningerne i artiklen – jeg anbefaler alle at få fat i den fantastisk flotte og velskrevne bog.