Tag-arkiv: Hillerød

Provinshistorie: Besættelsen startede med et telegram

2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog "Da tyskerne kom".
2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog “Da tyskerne kom”.
Danmark blev besat af Nazityskland efter kortvarige kampe 9. april. Men naturligvis bliver et helt land ikke fysisk besat på en enkelt dag. Ude i provinsen kunne det tage lang tid, før de første tyske soldater dukkede op – og selv i Hillerød, godt 30 kilometer fra København, var besættelsesmagten en rum tid om at dukke op
I Sønderjylland blev der kæmpet i blandt andet Haderslevs gader mod den invaderende tyske hær. På Amalienborg gjorde livgarden klar til kamp. I Værløse og Karup gik tyske fly til angreb på det danske flyvevåben. Kun et enkelt fly nåede på vingerne i Værløse. Det blev hurtigt skudt ned. København blev allerede klokken seks om morgenen overfløjet af bølge efter bølge af tyske bombefly. De nøjedes dog med godt en time senere at kaste flyvebreve – opråbet til det danske folk. 9. april 1940 begyndte den godt fem år lange besættelse af Danmark.

 

Nyheden om angreb og overgivelse spredte sig hurtigt ud over landet. Men de fleste steder så man hverken krigsmaskiner eller tyskere.

I Hillerød startede besættelsen anderledes udramatisk. Et telegram landde på Rådhuset på Torvet:

9. april kom besked fra hovedstaden til den kommunale forvaltning om, at der skulle indføres generel mørklægning for at undgå, at byerne kunne blive lette mål for allierede bombetogter.

Byen måtte finde sig i at være i en underlig venteposition. Som trafikknudepunkt og Nordsjællands største by var man ganske sikker på, at tyskerne ville sende en pæn styrke til Hillerød. Men først 12. april klokken ni om formiddagen dukkede de første tyskere op i Hillerød.

Det drejede sig om omkring 150 soldater og et par håndfulde heste fra det 308. infanteriregiment. Soldaterne var ganske unge mænd på 21 til 23 år fra sydtyske Baden-Würtemberg, og de fik følgeskab af yderligere omkring 190 mand fra samme regiment senere på dagen.

De unge soldater var uden krigserfaring – når man ser bort fra invasionen af Danmark, hvor de færreste kom i kamp – og i Hillerød blev det da også nærmest kampen mod bureaukratiet, der kom til at optage værnemagten.

Besynderlig besættelse

Besættelsen af Danmark var særdeles besynderlig. Der var tale om en såkaldt fredsbesættelse, og det betød, at tyskerne i et og alt skulle overholde dansk lovgivning. Herunder også de reglementer, der fandtes for indkvartering af soldater. Nok var reglerne lavet med henblik på det danske forsvars øvelser – men tyskerne måtte også pænt rette ind. Derfor satte Hillerød Kommune den unge jurist Aage Scheibel – der senere blev advokat i Hillerød – til at lede indkvarteringen. Han førte en grundig dagbog over bestræbelserne. Det er takket være denne dagbog  og ikke mindst Hillerød-historikeren Bjørn Versteges udgivelse og kommentering af dagbogen i form af bogen “Da Tyskerne Kom”, at netop Hillerøds tidlige besættelseshistorie er blandt landets bedst beskrevne.Kommunen besluttede sig for, at al indkvartering skulle foregå på frivillige præmisser – så vidt det var muligt – og at private hjem skulle undtages. Det gik tyskerne med på, og i stedet fik Hillerøds hoteller og traktørsteder et solidt indryk.Hotel Kronprinsen på Torvet – hvor diskotek Piccadilly nu ligger – fik 150 liggende gæster, Gæstgivergården Sjælland i Frederiksgade fik 80 mand og gæstgivergården Linden i Slotsgade fik 70 mand. Desuden blev 40 mand anbragt på vandrehjemmet Sandviggård nær det nuværende Hillerød Sygehus. Endelig fik officerer kvarter på blandt andet byens fineste hotel, Leidersdorff i Slangerupgade. Siden kom flere soldater til, der blandt andet blev anbragt på Skovlyst på Københavnsvej og Trollesminde, der i dag er rådhus. Også den tekniske skole i Møllestræde blev overladt til tyskerne. Her blev der lavet regimentshovedkvarter, og gaden blev med tiden spærret af med bomme og pigtråd.

Sov i halm

At soldaterne boede på hotel var nu ikke tegn på, at de havde gode forhold. De blev anbragt på gulve i salene og måtte sove i halm – og at det kunne blive hundekoldt viser en bøn fra værnemagten om, at soldaterne kunne blive flyttet fra Trollesminde, hvor de lå og frøs i en uopvarmet bygning. Det skete da også.Ved et møde 15. april blev det klarlagt, at soldaterne skulle have ordentlige boforhold – stadig halm, men færre soldater på pladsen og kun på opvarmede steder. Desuden blev der indgået aftale med badeanstalten på Hostrupsvej om, at soldaterne her kunne komme i bad. Mere kuriøst blev det slået fast, at soldaterne ikke måtte være ude i byen senere end klokken 21 – og at Hillerøds politi skulle være med til at holde øje med, at soldaterne ikke var ude i længere tid end det. Ifølge Bjørn Verstege har politiet dog ikke på noget tidspunkt forsøgt at overholde den aftale.Endelig fik tyskerne anvist de kommunale grunde ved Holmene – et område, der dengang rummede losseplads – som øvelsesterræn. En del af dette var dog tilsået, og derfor var der ikke plads nok. I stedet fik de senere på måneden anvist et område ved Sandviggård – mod at de lovede at rømme det, hvis byggegrundene på området blev solgt. Desuden skulle tyskerne betale erstatning – der i sidste ende ville komme fra den danske stat – for eventuelle skader på afgrøder og andet i området.

Svær balancegang

Samarbejdet blev en svær balancegang for borgmester Herman Melskens og hans stab, og der var ikke megen hjælp at hente fra Indenrigsministeriet, der kom med valne svar og overlod mange beslutninger til den lokale administration.Det lykkedes dog at få skabt en lempelig overgang til besættelsestiden. At samarbejdet senere i såvel Hillerød som resten af landet naturligt nok gik i vasken er en anden sag.Bjørn Versteges anbefalelsesværdige udgivelse “Da tyskerne kom” kan stadig købes – blandt andet her. https://www.saxo.com/dk/forfatter/bjoern-verstege_4329781

(jeg har ingen tilknytning til Saxo.com eller Versteges forlag. Det er en ren serviceoplysning og anbefaling af en interessant bog.)

Johannes Andersen bandt Hillerød sammen

En by uden offentlig transport er ikke en rigtig by – Hillerød fik sine første busser i 1924

John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.
John Jessen Hansen har taget dette foto af Johannes Andersens grav på Hillerød Kirkegård.

En rigtig by har hoteller, købmænd, jernbane, rådhus – og transport, der binder det hele sammen.

I 1924 havde Hillerød kun de fire første ting. Ganske vist havde der lige siden Hillerød fik sin jernbanestation i 1864 været gjort forsøg med regelmæssig busdrift – men det var faldet til jorden igen og igen. Indtil 1924.

Her fik en L.P. Nielsen lov til at køre med motoriseret omnibus – som det hed – fra stationen til Nyhuse. Det gjorde han i et år, hvorefter Svend Milner tog over. Han havde brug for en chauffør, og da en 22-årig mand ved navn Johannes Andersen viste sig at være god til den tjans – han kørte allerede på en rute mellem Hillerød og Roskilde – blev han hyret. Allerede samme år kom Johannes ind i ejerkredsen af et nyt selskab – og hans skæbne var beseglet.

Det var nu først i 1931, at bondesønnen fra Søholm for alvor blev en del af bylivet i Hillerød. Her overtog han Hillerød Omnibil og begyndte at køre på en rute, der meget godt viser, hvordan Hillerød tog sig ud dengang: Jernbanestationen-Slotsgade-Frederiksværksgade-Løngangsgade-Grønnegade-Skolegade og så ad harløsevej til Ullerød.

Slotspavillionen

Men folk skal også forlystes. Og selv om det var før natbussernes tid, var Johannes Andersen ikke blind for mulighederne.

Han startede en rute til Slotspavillionen, et populært danse- og spisested, der lå for enden af Rendelæggerbakken. Da byudviklingen gjorde, at Gadevang blev tættere bebygget, blev den rute nedlagt og i stedet betjent af en rute til den gamle landsby, der nu nærmest havde forstadspræg.

Samtidig fik Johannes Andersen lov til at busbetjene Skansevej, men det er uklart, om han gjorde brug af den tilladelse. Selv om sygehuset var blevet bygget i området, var bebyggelsen betydeligt mere spredt dengang.

En rigtig by

I 1951 var Hillerød ved at være en rigtig by. Der kørte bybusser hver halve time, og da s-toget kom i 1968, gik det for alvor stærkt. Busser hver 20. minut – og fra 1971 en tværgående bus fra de ny bebyggelser i Østbyen og hele vejen til Vest. Hillerød var bundet sammen. Dog ikke uden sværdslag – det var svært at lægge ruterne, så det passede med s-toget, og det betød, at mange fra Østbyen foretrak de grønne rutebiler de kørte endnu i 1980’erne og konkurrerede med bybusserne, ikke mindst fordi de havde endestation på rutebilstationen på Hostrupsvej. Den lå omtrent, hvor Galleriernes p-hus ligger i dag.

Konkurrencen til trods gik det godt for Johannes Andersen. Garagen på Åmosevej bugnede med busser og antallet af ruter voksede for Hillerød Bybusser, som selskabet nu hed. Nødebo, Alsønderup og Nr. Herlev var kommet med på ruteplanerne. Oliekrisen i 1973 spolerede dog en del – ruter måtte indskrænkes og kommunen måtte støtte busdriften. Det betød, at nogle tabsgivende ruter blev afskaffet.

HT

I 1977 kom HT på banen og lavede en aftale med Johannes Andersen. Det førte til nye rutenumre – 701-706, der først forsvandt igen for ganske få år siden. Samtidig måtte Johannes Andersen give afkald på nogle af ruterne til HT.

Johannes Andersen valgte at gå på pension – og selv om han ikke helt havde nået Mærsk-alderen, var det ikke en helt urimelig beslutning. På sin 75 års fødselsdag 5. november 1978 meldte han, at han havde solgt sine busser til Jørgen Andersen – som han ikke var i familie med trods navnet. HT var ikke meget for salget, og sagen måtte omkring trafikminister Ivar Hansen, inden det kunne godkendes.

Johannes Andersens epoke var forbi – og hans røde bybusser blev malet om til Jørgen Andersens grå og røde farver. Selv nød Johannes Andersen sit otium i nogle år – men døde tre uger før sin 82 års fødselsdag i 1985.

Han ligger begravet på Hillerød Kirkegård sammen med sin hustru.

Oplysningerne i denne artikel baerer sig hovedsageligt på Kim Thinggaards ”Fra bybus til buskoncern – 25 år med Jørgen Andersen, Ballerup”.

Gartneren fandt 23 døde tyskere i sin forhave

Anders Blomberg var leder af Hillerød Kirkegård. Han beretter om tragiske begravelser, tyske lig, der blev kastet på gårdspladsen og om de tyske krigsgrave, der blev genstand for store diskussioner

Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

 

17 år efter besættelsen var overstået, stod man stadig med et problem i Danmark. Man var sluppet af med de levende tyskere – hvad skulle man stille op med de døde?

I Danmark lå 26.000 tysker begravet på 475 kirkegårde. Omkring 10.000 var soldater, der enten var blevet dræbt herhjemme under besættelsen eller – for de flestes vedkommende – var døde, efter at de var ført til lazaretter i det forholdsvis fredelige Danmark. Resten var flygtninge, der var kommet hertil, efterhånden som Østfronten trængte både tysk militær og tyske civile tilbage.

Alene i Hillerødområdet var tre kirkegårde hjemsted for tyske krigsgrave: Nyhuse, Tjæreby og Hillerød Kirkegård.

Enkelte tyske soldater blev begravet tidligt i besættelsestiden – det var hovedsageligt soldater, der omkom ved ulykker eller var døde af sygdom. Det var dog først hen mod slutningen, at det for alvor tog fart, fortalte lederen af Hillerød Kirkegård Anders Blomberg i et erindringsskrift i 1988.

”Mange af de civile flygtninge var trætte og syge af den lange transport, så dødsfaldene begyndte ret hurtigt efter indkvarteringen. Den første var en lille pige på cirka fem-seks år med to lange gule fletninger. Hvordan hun var var blevet anbragt i lighuset, ved jeg ikke, men en morgenstund lå hun fuldt påklædt på en af katafalkerne i lighuset. En en dag eller to henvendte jeg mig til socialkontoret, men forgæves. Ingen oplysning. Der kom stadig ingen kiste. Efter fire dage begravede jeg pigen ved daggry efter at have svøbt liget ind i en pressenning og foret graven med nogle granris. Dagen efter kom hendes moder for at se, hvor hendes datter var blevet begravet. Hun spurgte mig, om datteren var kommet i en iste. Jeg løj for hende og sagde, at det var i orden. Jeg kunne ikke gøre andet, syntes jeg. Moderen var ulykkelig og fortalte, at de havde en dejlig gård i Østpreussen. Manden var soldat ved Østfronten, så hun måtte forlade gården og alt – og havde nu også mistet sin lille pige. Hun fortalte også, at før Hitler havde de det fredeligt og skønt på gården. Hun forbandede Hitler og hele hans krigsidioti. Efterhånden som tiden gik, døde der mange flygtnigne, flest gamle mennesker. Men der blev ikke begravet flere uden kiste, selv om den kun var af pap.”

Anders Blomberg vurderede, at omkring 69 flygtninge, mest børn og gamle, blev begravet på Hilerød Kirkegård. På Tjæreby Kirkegård blev begravet omkring 35, der hovedsageligt var døde på Grundtvig Højskole, der var beslaglagt til flygtninge. Det har ikke været muligt at finde et antal fra Nyhuse Kirkegård.

Lastbil læssede lig af

Krigen var forbi, men dødsfaldene fortsatte. Anders Blomberg var modstandsmand og var udstationeret i dagene efter besættelsen, men hans kone måtte hente ham hjem på grund af et makabert besøg ved hjemmet på Vibekevej, hvor graverboligen lå i forbindelse med Hillerød Kirkegård.

”En lastbil var kommet sent om eftermiddagen og havde uden videre læsset 23 døde tyske soldater af lige uden for vore villa. Heldigvis havde jeg dengang to flinke elever i gartneriet. De bar ligene ind på kirkegården og fik lagt nogle halmmåtter over dem.”

Dagen efter gravede Anders Blomberg en massegrav.

”I løbet af dagen var det hele klaret. Dagen efter kom den katolske præst og læste velsignelsen over de begravede soldater.”

Grunden til at vognmanden havde læsset ligene af, var at han havde kørt fra kirkegård til kirkegård siden om morgenen. Ingen ville vide af de døde soldater. Til sidst fik han nok.

Et ben for meget i kisten

Ud over flygtningene var der adskillige soldaterbegravelser på Hillerød Kirkegård. Byens tidigere hospital på Nordre Banevej få hundrede meter fra Hillerød kirkegård var i besættelsens sidste måneder beslaglagt af tyskerne som lazaret. Jævnligt kom tog med sårede soldater til Hillerød Station efter en lang og strabadserende tur, blandt andet fra østfronten. Hver gang to-tre stykker døde, fik Blomberg besked.

”De blev kørt fra kasernen (lazarettet, red.) på en trækvogn læsset oven på hverandre i hver sin papkiste. Så hældte de de nøgne lig ned i graven og tog kisterne med til genbrug til næste hold døde. Det hændte, at der var et amputeret ben eller en arm for meget i en kiste. Alt i alt nåede jeg at begrave 60 soldater i den afdeling.”

Hver soldat fik et trækors med navn og dato.

”Jeg passede alle disse soldatergrave i 20 år for egen regning. Holdt det rent og plantede hver sommer en begonia ved hvert kors. Efterhånden rådnede trækorsene og inskriptionen blev ulæselig… den 13. november 1965 ankom de tyske skeletjægere og gravede skeletter op. Identitetspapirer for hver enkel soldat. Først det lille ”hundetegn” alle soldater bar om halsen, så tandkort og længdemål på arme og ben. Knoglerne og kranierne blev vaskede og lagt i hver sin plasticpose.”

Efter krigen så danskerne helst, at de alle de døde blev sendt hjem, men tyskerne håbede, at de i stedet kunne samles på 10-155 fælles kirkegårde i stedet fo som tidligere at være fordelt på 475 kirkegårde i hele landet. Sagen blev behandlet på højeste plan, og i 1962 fortalte statsminister Jens Otto Krag, at han havde indgået en aftale med den vesttyske ambassadør dr. Hans Berger om at gravene blev samlet på omkring 30 kirkegårde. Tyskerne skulle selv vedligeholde dem, og der måtte ikke stilles store monumenter, men kun mindre mindesten, hvis tekst og udformning skulle godkendes af de danske myndigheder. De døde fra Hillerød blev i lighed med de fleste andre flyttet til Vestre Kirkegård i København, der huser omkring 20.000 døde flygtninge og soldater.

Andreas Friis malede sig til de olympiske lege

De olympiske lege er en dyst på sportsudøvelse og atletik – men også mere magelige discipliner var på programmet i starten af1900-tallet, hvor man med et penselstrøg kunne sikre sig en olympisk medalje

Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius
Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius

 

Der løbes, svømmes, padles og kastes på livet løs, når de ypperste blandt verdens amatørsportsfolk hvert fjerde år mødes til de olympiske lege.

Lige siden de moderne olympiske lege blev indledt i Athen i 1896, har det krævet god fysik at komme blandt de, der kan kappes på evnerne på atletik- og boldbanerne under de fem kulørte ringe.

Men indtil 1948 var det også muligt at komme med, selv om man var fed, gigtsvar, gråhåret, bar tykke briller eller på anden måde ikke passede ind i idealbilledet af en OL-deltager.

Andreas Friis var hverken fed eller tungt bebrillet, da han i 1932 drog til Los Angeles i USA for at repræsentere Danmark ved OL.

Men med sine 42 år, lå han i den absolut tunge aldersmæssige ende for en olympisk kæmper. Men det var sådan set ligegyldigt.

Det, Andreas Friis pakkede sammen hjemme i Hillerød var nemlig ikke trikot eller løbesko. Det var pensler og lærred. Andreas Friis var kunstmaler – og det var som sådan, han skulle kæmpe for Danmark.

De færreste husker det i dag, men fra 1912 og frem til 1948 var kunst en integreret del af konkurrencerne i de olympiske lege.

Der blev konkurreret i blandt andet musikalske kompositioner, litteratur og altså billedkunst.

Kunsten kom med dampskib

Konkurrencerne fyldte ikke meget i datidens aviser, men de formåede at trække kunstnere fra hele verden – altså verden, som man så den på den tid. Europæiske og amerikanske navne dominerede programmerne.

Konkurrencerne blev kombineret med udstillinger fra en række europæiske lande. Værkerne til udstillingerne, der blev vist i Los Angeles Muesum of Art, Science and History, blev med dampskib sejlet via Panamakanalen direkte til Los Angeles.

Samlet set var forsikringssummen 400.000 amerikanske dollars – en net sum for tiden, men der var også tale om 1100 udstillingsgenstande fra 31 lande. Danmark var naturligvis blandt dem. Blandt de 1100 værker udvalgte man dem, der skulle deltage i konkurrencen.

Kravene var, at de skulle være skabt siden de foregående olympiske lege, have sport som tema, væe skabt af en kunstner, der stadig var i live og være godkendt af den olympiske komite i kunstnerens hjemland.

I alt deltog 540 kunstnere fra 24 lande i de forskellige kunstneriske dicipliner.

Ingen medalje til Friis

Andreas Friis deltog med et ryttermotiv – men det blev hverken til medaljer eller hædrende omtale.

Hillerødkunstneren var der ikke i nederlagets stund. Ifølge hans barnebarn Tue Poulsen, der selv er kunstner, besøgte han aldrig Amerika.

Guldet gik til vores broderfolk og værste konkurrent Sverige.

Andre danskere gjorde det dog bedre.

Arkitektursølvet i kategorien byplanlægning gik til arkitekten Jens Houmøller Klemmensen, der siden skulle blive en af vore fremmeste desginere af typehuse. I Los Angeles vandt han dog med et udkast til et stadion og en offentlig park.

Duellerende forfatter

Der var også sølv i litteratur til Danmark. Her vandt Josef Petersen med romanen Argonauterne. Han deltog – og tog medaljer – helt frem til de sidste kunsteriske lege i 1948. I øvrigt hævdes han at være deltager i den sidste danske duel, der blev udkæmpet i 1913 – men det er en helt anden historie.

Selv om Andreas Friis ikke tog en præmie med hjem, kunne han glæde sig over, at en masse mennesker så hans kunst. Hele 383.000 mennesker lagde vejen omkring museet i løbet af de fire måneder, udstillingen blev vist.

Slut i 1948

Konkurrencerne i kunst blev stoppet i 1948. Officielt var årsagen, at det var svært at skelne mellem amatører og professionelle, når det drejer sig om kunst. Det samme problem kan man vel have med sportsudøvere i dag – men den den olympiske komite vel næppe lade sig inspirerer af de kunstaflivende kollegaer på det område.

Andreas Friis fik ingen medaljer – men en lang kunstnerisk karriere, der strakte sig frem til hans død som 93-årig i i 1983. Hans værker findes på blandt andet Trapholt og Statens Museum, og han har blandt andet stået for udsmykningen af kirker og Københavns Universitets læsesal på Tagensvej/Nørre Alle.

Den gamle rektor er kirkegårdens ældste beboer

Hillerød Kirkegård har eksisteret i 185 år og rummer et væld af gode historier fra byens fortid – jeg holder rundvisning 15. august og fortæller i den anledning her historien om kirkegårdens ældste beboer og om kirkegårdens historie. Læs mere om rundvisningen i bunden af teksten.

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Bendt Bendtsen – i dag et navn, der sagtens kan bruges, hvis man skal til top i et politisk parti. Men for 200 år siden gik det så sandelig ikke at hedde noget så ordinært, hvis man var højt på strå i samfundet.

Almindeligt plebejerdansk var ikke god tone blandt Danmarks lærde, da rektor for Hillerøds Lærde Skole Bendt Bendtsen blev jordfæstet 22. december 1830. På hans flotte gravsten er teksten på latin, og hans navn er angivet til Benedicto Bendtsen.

Latin var et passende sprog at betjene sig af, når man tilhørte de kredse, der ikke bare af og til åbnede en bog, men sædvanligvis også havde bidraget til flere. Især når man var af den gamle skole – og tilknyttet en institution der udmærket kunne gå ind under samme kategori.

Mild og god

Bendt Bendtsen havde ry for at være en mild og god rektor – for sin tid. Han repræsenterede en humanisme, der ikke var velkendt på skolen, hvor lærere og de ældste elever flokkedes om at gøre livet til et helvede for de yngste – der til gengæld lod deres aggressioner gå ud over områdets bønder. Han var ikke den første i rektor-dynastiet. Han tog over efter sin far, der var rektor på samme skole, da denne døde i 1789. Naturligvis havde den unge Bendt også kendskab til skolen fra sin elevtid. Som skolemand var han stærkt anerkendt i sin tid. Han var doktor i filosofi og teologi og titulær professor – noget lignende æresprofessor – og ridder af Dannebrog. Det hele fremstår af hans gravsten, der som så mange fortjente herrer på hans tid i høj grad har præg af at være et CV til evigheden.

På Hillerød Kirkegård repræsenterer han såmænd også en slags evighed.

Hans grav er den ældste, der er bevaret på kirkegården. Og da den 72-årige rektor blev stedt til hvile, har der været langt til de nærmeste naboer. Kirkegården er nemlig indviet i 1830 – samme år, som han døde.

Lig blev gravet op

Det er – uanset hans øvrige bedrifter – vel nok hans største krav til lokal berømmelse i dag. Et andet krav på berømmelse er desværre efter alt at dømme usandt, selv om det er en historie, der er blevet fortalt igen og igen – og som denne skribent desværre også er hoppet på. Undskyld!

Det hævdes nemlig, at Bendt Bendtsten blev gravet op efter at være blevet jordfæstet på byens gamle kirkegård, da denne blev nedlagt. Det er efter alt at dømme ikke rigtigt – han døde 16. december 1830, hvor den ny kirkegård var taget i brug, så der har næppe været behov for at

Bendt Bendtsen er nok blevet ”offer” for en forveksling. Hans grav er den ældste på kirkegården – og flere af de jævnaldrende, nu sløjfede grave, har haft beboere, der har holdt posthum flyttedag.

Hillerøds oprindelige kirkegård lå, hvor der i dag er Torv. Den blev sløjfet – dels fordi man ønskede at bruge området til en udvidelse af byen og til bygning af et rådhus og dels af hygiejniske og æstetiske årsager – og i 1830 lavede man den ny kirkegård i Østergade, der dengang lå i byens absolutte udkant.

Når en kirkegård blev sløjfet i de tider, var der ikke så megen nåde. Hvis man ville have flyttet sine kære afdøde til den ny kirkegård, måtte man selv betale. Ifølge Svend Nielsens artikel ”Byrådsvedtagelse omgjort”, der findes i bogen ”Det gamle Hillerød”, og hvor flere af oplysningerne i denne artikel stammer fra, blev 67 kister gravet op og flyttet i 1830. I de efterfølgende år blev flere kister også flyttet, selv om kirkegården altså officielt var sløjfet. Man fik selvsagt ikke det hele med på den måde. Gravearbejde på Torvet har flere gange bragt menneskeknogler for dagens lys. De er blevet genbegravet på Hillerød Kirkegård, efterhånden som de er dukket op af jorden. Men flere befinder sig i torvemulden – måske til inspiration for fremtidige skrækbogsforfattere, så Hillerød snart kan få sin helt egen litterære zombieinvasion…

I vejen for udviklingen

At Hillerød Kirkegård stadig findes, skyldes et sjældent fremsynet byråd, der engang i 1970’erne omgjorde en tidligere beslutning. Tanken var at sløjfe kirkegården i år 2025 efter et begravelsesstop i år 2000. Men den holdning blev ændret – til glæde for kisteglade (høhø) personer som undertegnede og for alle, der kan lide et sted, hvor natur, kultur og historie bliver blandet på smuk vis. Men sikkert til irritation for byudviklere, der gerne har villet udvikle området.

Kirkegården har da også flere gange stået i vejen for byudviklingen. Mest alvorligt i 1864, da Hillerød blev jernbaneby. Der lå kirkegården nemlig i vejen for, at stationen kunne blive bygget mere bynært. Heldigvis har udviklingen gjort, at stationen nu ligger nogenlunde solidt placeret i midten af det nuværende Hillerød. Og historien om Hillerød som jernbaneby? Den vender vi tilbage til…

Rundvisningen!

Husk at jeg arrangerer kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård lørdag den 30. april. Prisen er 70 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer. Der er kun få pladser tilbage

Bisættelsen fandt sted i ensomhed

3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.

AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.

16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.

De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.

Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens Spidsmus jjhjournalist og fotograf.

 Spidsmus  kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen

Ingen vidste noget

Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.

For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.

“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.

“Og synge med på salmen.”

Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”

Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”

Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.

“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.

Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”

Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.

Første tilfælde

“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.

“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”

Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.

Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.

“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”

En af 1000

Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.

Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.

Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.

Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus

Versailles var forbillede for Frederiksborgmuseet

Parforcejagterne i Nordsjælland var ikke det eneste, der var inspireret af et fornemt besøg på det franske Versaillesslot. I 1800-tallets anden halvdel besluttede en ølkonge for at lade sig inspirere af det franske pragtslots nye funktion

J_C_Jacobsen

Brygger J.C. Jacobsen lod sig inspirere til Frederiksborgmuseets indretning ved et besøg i Versailles. August Jerndorffs portræt af bryggeren hænger i dag på Frederiksborgmuseet og er her gengivet efter Wikipedia, hvor det ligger som public domain

I pragtrummet Rosen på Frederiksborgmuseet står en lille håndfuld rustninger. De hørte til på en rigtig gammel borg, mente Carlsberg-bryggeren J.C. Jacobsen. Og således blev det. Bryggeren fik lavet kopier af en række rustninger i Østrig - blandt andet Frederik II’s aflagte - og de står på Frederiksborg den dag i dag. Således kan den gamle bryggers spor på slottet stadig ses - også foruden de pragtmalerier, han fik skabt til slottet. Bryggeren var nemlig ikke en herr hvem som helst. Han var folkeopdrager, grebet af en oplysningsånd - og ekstremt velhavende. 

En halv milliard

Brygger Jacobsen postede nemlig hvad der forsigtigt anslået i dag svarer til mellem 300 og 500 millioner kroner i indretningen af det genopførte slot til Nationalhistorisk Museum.  Han havde ændret slottet fra en rygende ruin efter en katastrofebrand i december 1859 og til et genopført pragtværk - selve genopførelsen havde dog også fået støtte fra en stor landsindsamling, men bryggeren mente, at der også skulle hældes indhold i de gamle mure med de nyopførte rum. 
Den gamle brygger var meget optaget af det nationalhistoriske - ikke mindst efter de tørre tæsk i 1864, der sendte nationen ud på udslettelsens rand - og ville medvirke til at genrejse danskernes stolthed over fædrelandet. Sigtet var således pædagogisk og folkeopdragende - og bryggeren lagde ikke skjul på, at museet ikke var tænkt som det rene Legoland, da han i 1877 endeligt præsenterede ideen om museet.
Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sans og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling, og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger de nulevende og de kommende Slægter”, formulerede bryggeren sin version.
Da havde bryggeren allerede været involveret i genopførelsen af slottet i lange tider. Frederiksborg brændte 17. december 1859 - og endnu inden nytår udtænkte bryggeren en idekonkurrence om genindretning af kongens bedekammer.
Det lå udbrændt i forlængelse af slotskirken, der var noget mindre beskadiget. Kirken havde en menighed, der havde behov for at kirken hurtigt kom i gang, så det var det rette sted at begynde”, sagde inspektør på Frederiksborgmuseet Hanne Lopdrup, da hun i 2011 var medarrangør af udstillingen Patriot og Verdensborger om bryggeren.
Idekonkurrencen blev vundet af arkitekturmaleren Heinrich Hansen, og maleren Carl Bloch blev valgt til at udføre 23 malerier med motiver fra det Ny Testamente. Bryggerens arbejde for genrejsningen af Frederiksborg blev således skudt i gang med maner.
Versailles og Gripsholm
Ideen om et nationalhistorisk museum i Danmark havde dog spøgt meget længere.
Allerede i 1850’erne besøgte bryggeren Versailles i Frankrig som kong Ludvig Philip havde indrettet som Nationalhistorisk museum. Jacobsen var meget begejstret”, fortalte museumsinspektør Thomas Lyngby, som var medarrangør af udstillingen på Frederiksborgmuseet i forbindelse med udstillingsåbningen.
Bryggeren skrev i et brev hjem at “Det er unægtelig en storartet Maade at skrive Historie paa, som ikke kan blive uden Indflydelse på Folket.”
Et lige så stort forbillede var Gripsholm i Sverige dog.
Jeg tænker nærmeste paa Gripsholm som Forbillede,”, skrev bryggeren i et brev til arkitekten bag genopførelsen af Frederiksborg, Ferdinand Meldahl, hvor bryggeren gav udtryk for bekymring over, om man kunne skaffe museumsgenstande nok til at fylde museet. Det lykkedes - dels gennem bryggerens indsats med at få skabt malerier i læssevis af de største historiske begivenheder, ogdels via indkøb og foræringer af inventar, der skulle være tidstypisk i forhold til de perioder, der skildredes. 

Gammel kærlighed

Man skal næppe heller undervurdere bryggerens personlige kærlighed til Frederiksborg. I starten af 1800-tallet sværmede borgere og kunstnere i den skønne egn omkring slottet, og den unge Jacobsen blev som barn trukket med til slottet. Slottets brand i 1859 berørte ham dybt - men blev som antydet starten på et af hans største projekter. Frederik VII skulle dog lige ud af billedet først - det skete i 1863, hvor han henlagde sin bolig permanent til et kapel i Roskilde Domkirke og dermed ikke længere kunne lægge beslag på et eventuelt genopført Frederiksborg.
Bryggeren nåede da også at se sit værk færdigt, om end ikke færdigindrettet. 17. december 1884 - på 25-årsdagen for branden - blev det nationalhistoriske museum åbnet; blot syv år efter at ideen blev præsenteret og seks år efter, at museets skabelse officielt var besluttet., der
Og selv om bryggeren for længst er lagt i graven - i familiekirken Jesuskirken nær bryggeriet i Valby - er hans økonomiske indflydelse stadig mærkbar på Frederiksborg. Det er nemlig fortsat Carlsbergfondet, der står for driften af museet.

Kongens kroning var en folkefest

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hillerød stod på den anden ende den 7. juni 1671. På Frederiksborg Slot skulle Christian V salves. Christian var kommet til magten året før ved sin faders død, og nu da hofsorgen var overstået, kunne kongen få den officielle og guddommelige overdragelse af sine rettigheder som enevældig konge. Christian V var den første konge, der var født til enevælden – en status, han nogle år senere cementerede ved at etablere de store nordsjællandske parforcejagtområder, der netop er kommet på Unescos liste over verdenskulturarv

Det er nok tvivlsomt, at de mere jævne hillerødanere har haft en større fornemmelse for, hvad baggrunden for ceremonierne var. Men hillerødanerne kunne genkende en fest, når de så den. Og festligt, det var det – kongen havde behov for at vise, at han dels var tæt på almægtig – og dels formåede at vise sig som en generøs, samlende person.

Inden vi drager til fest, må vi hellere tage enevælden ganske kort. Med enevældets indførelse i 1660 blev kongen – Christians far Frederik III – reelt enerådig. Kun Gud var over ham. Ikke just demokratisk – men faktisk var enevælden en sejr for borgerskabet, der sammen med kirkens folk havde formået at udmanøvrere det råd af adelige, der hidtil havde regeret sammen med kongen. Den korte version er, at adelen efter endnu et nederlag til svenskerne – denne gang i krigen 1658-60 – ville skaffe penge, vil at beskatte borgerskabet. Borgerskabet var dog i stigende grad blevet en magtfaktor, der ikke ville finde sig i endnu en brandbeskatning – og via et stille oprør i form af en aftale med kirken og kongen fik man skubbet adelen af pinden. Kongen blev i stedet eneregent – en status der holdt i knap 200 år.

Og nu til løjerne. Takket være den tidligere museumsdirektør på Frederiksborg Slot, Povl Eller, kan et billede af kroningsceremoniernes rolle i en by som Hillerød stykkes sammen. I 1976 udgav han bogen “Salvingerne på Frederiksborg.”

Et par hundrede højtstående gæster var kaldet til byen. De medbragte tjenere, kuske og andet mandskab, og den lille by omkring Frederiksborg Slot blev betydeligt mere folkerig end normalt. Gæstelisterne fra den første kroning findes ikke, men det er muligt at stykke billedet sammen alligevel. Ved kroningen i 1747 blev omkring 100 mennesker anbragt i forskellige borgerhuse. Fiskemesteren på det nuværende Karlsberg nær hjørnet af Københavnsvej og Carlsbergvej måtte give plads til hertugen af Glücksborg med følge, og også de lokale bagere, skræddere og andre højerestående håndværkere måtte lægge hus til gæster. Endnu senere i 1815, viser en opgørelse, at Hillerød måtte finde midlertidige boliger til 700 herrer og damer plus deres tjenestefolk. Desuden skulle der skaffes aftrædelsesværelser for yderligere 300 – en hel del i en by, der knap kunne mønstre 1000 indbyggere i sig selv.

Vinen sprang fra springvandet

Et var de høje herrer. Men kroningen var også en folkefest. I den mellemste slotsgård, der hvor springvandet står i dag, blev der bygget en pyramide med altaner eller æresport. Fra Bacchusmasker og svanehoveder sprang rød og hvid vin, og der blev kastet penge ud fra altanerne til pøblen, der havde samlet sig i gården. Ved salvingen i 1747 var der slået 1000 kronestykker – en mindre formue. Maden var der også tænkt på. Samme år var menuen til rosset i Slotsgården en stegt okse på knap et halvt ton. Kreaturet var fyldt med lam, grise, ænder og kalkuner. Horn, klove og mule var blevet forgyldt, og om dens hals hang en krans af blomster med forgyldte og forsølvede blade. Og så kunne folk ellers slå sig løs. Festen sluttede klokken 23 med et kæmpe festfyrværkeri fra bredden af Slotssøen – og så kunne de lavrestående luske hjem – og dem, der var kommet langvejs fra kunne drage ud i skovene og overnatte – det gjorde de i hvert fald i 1731.

Fattighjælp frem for folkefest

I 1815 var tiderne skiftet. Det forekom forældet, at man i en oplyst tid lod pøbelen nærmest slås om at få de største lunser kød og få fingrene i guldpengene. I stedet valgte man – noget kedeligere, men med en vis fornuft – at fodre de 900 fattige, der var registreret i det daværende Frederiksborg Amt. I stedet for at kaste penge i grams gav man blot en sum til Hillerød Hospital og fattigvæsenet i København. Desuden fik hver soldat en ekstra rigsdaler, mens underofficererne fik to.

Det hindrede nu ikke folk i at møde frem for at se den guddommelige giraf. Ved den allersidste kroning, Christian VIII’s i 1840, skrev maleren C.W. Eckersberg blandt andet i sin dagbog:

“Søndag den 28. juni 1840 (…) En uafbrudt række af vogne fra alle retninger, men især fra København, bragte dels tilsagte, men de fleste tilskuere. En stor menneskemasse tumlede sig fra den tidlige morgenstund til langt ud på natten rundt omkring slotte Frederiksborg.”

Herefter følger kroningen – og kloken 16.45 kunne kongen så træde frem for folket under stor jubel.

“Om aftenen gik vi igen omkring i den smukke egn og så på den muntre folkevrimmel. Kl. 11 og 12 blev et meget skønt fyrværkeri afbrændt lige overfor slottet, som sås godt fra Torvet i Hillerød.”

Det var selvfølgelig ikke blot kærlighed til folket, der fik de skiftende konger til at lave kroningerne til en folkefest. Povl Eller udlægger det således: “Ved salvingene fik man suveræniteten at se levendegjort i kongens person. Ved at lade en stor ceremoni udfolde sig, forsøgte man at vise, hvor vigtigt fællesskabet i staten er.”

Det fællesskab blev afløst af et noget mere konkret folkefællesskab ni år senere, hvor Frederik VII frasagde sig rollen som enevældig. I stedet tog Danmark de første skridt mod demokratiet med junigrundloven – og siden er de kongelige blevet proklameret uden siden at blive salvet. Forståeligt – men lidt ærgerligt. For hvem ville ikke gerne forsøde en festdag med vinspringvand og stegt okse ad libitum…

Kilder. Povl Eller: Salvingerne på Frederiksborg

http://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/enevaeldens-indfoerelse-1660/

Og mit eget kønne hoved…

Maleriet af Frederik III er gengivet fra Wikipedia.
Læs videre Kongens kroning var en folkefest