Kategoriarkiv: Hillerødhistorier

Direktørens lystslot brændte efter et år

En el-fejl i en køkkenelevator satte flammer i det nybyggede Sandviggaard – direktøren fik sin erstatning, men pigen i huset fik ikke en øre

Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.
Sådan så ruinen ud efter den voldsomme brand. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis omtale af katastrofen.

Fru Ohlsen var bekymret. Der lugtede brændt i familiens hjem Sandviggaard. Sammen med en stuepige vandrede hun rundt i huset og ledte efter kilden til lugten. Der var intet at se – hverken i den store hall, i stueetagens otte værelser eller i førstesalens 17 rum. Til slut slog Fruen og stuepigen sig til tåls med en oplagt forklaring. En isvinter lå over Danmark, på Storebælt sad selv isbryderen Mjølner uhjælpeligt fast. Man fyrede ekstra op i kulfyret i kælderen til det nybyggede pragtpalæ, der blot havde været ramme for direktørparret Ohlsen og deres søn og datters familieliv i en god måned. Lugten måtte stamme fra kulfyringen, og herskabet trak sig tilbage til selskabeligheden med aftenens gæster, en overretsagførerfrue fra København og dennes lille søn.

Imens ulmede de gummiklædte kobberledninger i køkkenelevatoren, der ved 21-tiden denne sidste aften i januar 1922 havde sat sig fast mellem to etager.

Ingen anede, at røglugten stammede derfra. Sent på aftenen trak kokkepigen Magda Olsen og stuepigen Helga Jensen sig tilbage til deres fælles kammer over porten i Hillerøds nye slot. Også direktørfamilien og de københavnske gæster gik til ro.

Klokken 2.45 vågnede pigerne. Deres kammer var fyldt af røg. De trak hurtigt i tøjet og styrtede op til herskabets soveværelser på første sal i midterfløjen for at vække dem.

Håndtrukken brandsprøjte

Flammerne havde allerede godt fat. Elevatorskakten fungerede som trækkanal og sikrede ilden let adgang til hele huset.

Tjenestefolkene løb videre til Sandviggaards avlsgård, der lå bag den nybyggede direktørbolig. Avlsgårdens personale styrtede til, snarrådigt medbringende en lang haveslange. Den lå fremme, fordi man tidligere på dagen havde overrislet Sandviggaards voldgrav for at gøre isen jævn og skøjteklar.

Vandtrykket i slangen var for lavt til at gøre nytte. I stedet gik gårdens folk i gang med at bjerge indbo. Imens telefonerede direktør Johannes Ohlsen til politiet i Hillerød. Opkaldet kom klokken 2.50.

“10 minutter senere rykkede de Første afsted – fire mand til fods med en Slangevogn. Til den store Sprøjte skulle først hentes Heste (…), så man kom først afsted Kl. 3.10 og var paa Brandstedet 3.20,” fortalte Frederiksborg Amts Avis.

Brandpumpen frøs

I alt 16 brandmænd fra Hillerød under ledelse af brandinspektør Denker nåede frem. Det var ikke meget, de kunne stille op. Der var ingen brandhane, og da man fik hugget hul i voldgraven, frøs pumpen til. Der måtte koges vand på avlsgården, før den kunne tøs op. Lidt før klokken fire kunne Hillerød Brandkorps endelig træde i aktion. Også brandvæsen fra Nyhuse, Nr. Herlev og Fredensborg kom til. Fredensborgs sprøjte frøs også til. Der måtte tændes bål under den, og den var først funktionsdygtig klokken halv seks.

Vinen blev stjålet

Det lykkedes dog at dæmpe ilden tilstrækkelig til at lidt porcelæn og nogle havemøbler blev bjerget fra kælderen – men det var ikke det eneste.

“Ogsaa de særdeles velforsynede Vinkældres indhold blev reddet. At der var enkelte paa Brandstedet, der benyttede Lejlighd og – sagt i en anden Betydning – “reddede” sig en Flaske privat, var kun hvad der altid sker ved saadan en Lejlighed, og i gaar kunde man se adskillige tømte Vinflasker ligge omkring paa Pladsen(…) og der var også Champagneflasker imellem!”, skrev amtsavisen.

Det meste inventar – antikke møbler, malerier og sølvtøj – forsvandt i flammerne. Også familiens hund og kat led flammedøden. Og tøj havde familien intet tilbage af.

Det sidste blev der rådet bod på:

“Endnu før 5 blev der ringet til Herreekviperingshandler Kr. Sørensen og Manufakturhandler Albert Petersen, der mødte op med et Udvalg i Herre- og Damegarderobe og slog en rask lille handel af,” fortalte Frederiksborg Amtstidende.

Om morgenen stod der kun en rygende ruin tilbage. Direktørfamilien var heldig. Opførelsen af ejendommen havde nok stået i en million kroner – 24 millioner kroner i dagens penge – men forsikringen ville dække en god del af udgifterne. Selve ejendommen var forsikret for 400.000 kroner, indboet for 100.000 kroner – og da direktøren regnede med at genopføre ejendommen, kunne en del af murværket genbruges.

Piger uden forsikring

For kokkepigen og stuepigen så det værre ud. De havde mistet alt undtagen den enes cykel. Og Amtsavisen føjede spot til skade:

“I Efteraaret havde en Agent talt med dem om at lade forsikre, men det var ikke blevet til noget og i Gaar var Agenten hjerteløs nok til at minde dem om, at de havde staaet sig ved at følge hans Raad dengang. Og han havde Ret.”

Nå. Direktørparret flyttede midlertidigt ind hos fruens mor i en stor Hellerupvilla. Trods intentionerne blev Sandviggaard  aldrig genopført. Ruinen lå der i årevis, indtil jordene blev solgt fra. I dag ligger Hillerøds snart forhenværende sygehus på grunden. Sandviggaard lå cirka der, hvor psykiatrisk afdeling i dag ligger.

 

Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis
Sådan så Sandviggaard ud inden branden. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis

 

HUSK: Der er stadig en håndfuld billetter tilbage til rundvisningen på Hillerød Kirkegård 30. april. Læs mere i næste indlæg eller send en mail tim tim@timpanduro.dk

Giv en oplevelse i julegave – FÅ BILLETTER!

OPDATERET 29. DECEMBER Det kan være svært at finde på den helt rigtige julegave – så hvorfor ikke give en oplevelse i form af en forårsrundvisning på Hillerød Kirkegård?

IMG_7403

OPDATERING: Der er stadig ledige pladser tilbage på rundvisningen – men kun ca. 10. Så skynd jer at slå til 🙂

30. april 2016 klokken 11.30 til cirka 13.00 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård. Her vil jeg fortælle om skandaler, helte, skurke og alle de, der på den ene eller anden måde har været med til at forme fortællingen om Hillerød og som har fundet hvile på Hillerød Kirkegård.  Udgangspunktet er min bog “Fortællinger fra graven” og mine mange artikler om Hillerøds kirkegårde.

Allerede nu starter jeg salget – i form af både gavekort og almindelige tilmeldinger efter først til mølle-princippet.

Hvis du ønsker at købe et gavekort, skal du sende mig en mail med antal pladser på rundvisningen, om der er tale om en julegave og om der skal skrives en særlig modtager på. “Kære Poul…” etc.  Mailen sendes til tim@panduro.as

Hvis du ønsker at tilmelde dig selv/flere personer, uden at det skal være som gavekort, skal du også sende mig en mail på tim@panduro.as

Betaling finder sted pr. mobile pay 42742031 eller pr. kontooverførsel 5010 0001529654. Du vil få gavekort/bekræftelse pr. mail lige så snart din betaling er registreret.

Pris pr. person er 70 kroner.

Jeg vil løbende opdatere om, hvorvidt arrangementet bliver udsolgt.

De obligatoriske oplysninger:

Da der er tale om en ydelse, er handelen ikke omfattet af fortrydelses- og returret. Ydelsen betragtes som leveret, når arrangementet afholdes.

I tilfælde af udpræget dårligt vejr eller sygdom kan arrangementet blive aflyst. Der vil da blive tilbudt deltagelse på en anden dato eller tilbagebetaling af det indbetalte beløb.

 

27. september Opdateret: Oktober-rundvisning på Hillerød Kirkegård UDSOLGT

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Obs! RUNDVISNINGEN ER UDSOLGT!

Lørdag den 3. oktober klokken 11 til cirka 1230 holder jeg kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård. Prisen er 60 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer, så I kan kontaktes ved evt. aflysning eller ændringer. Rundvisningen bliver til noget, når vi rammer 20 personer. Den seneste rundvisning blev udsolgt, så det kan anbefales at tilmelde sig hurtigt. Jeg meddeler her og på Hillerød Før og nu og Hillerød Gennem Tiderne på Facebook, når rundvisningen bliver til noget – og når vi nærmer os udsolgt.

OPDATERING: 27. SEPTEMBER: RUNDVISNINGEN ER UDSOLGT!

På rundvisningen vil jeg komme godt omkring flere af kirkegårdens kendte og ukendte beboere –  der er rigeligt med gode historier, dramaer og skæbnefortællinger at tage af – og der kommer nok også til at være plads til en skandale eller to…

Rundvisningen kommer i det store hele til at følge det spor, jeg lagde under sidste rundvisning.

 

Gartneren fandt 23 døde tyskere i sin forhave

Anders Blomberg var leder af Hillerød Kirkegård. Han beretter om tragiske begravelser, tyske lig, der blev kastet på gårdspladsen og om de tyske krigsgrave, der blev genstand for store diskussioner

Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

 

17 år efter besættelsen var overstået, stod man stadig med et problem i Danmark. Man var sluppet af med de levende tyskere – hvad skulle man stille op med de døde?

I Danmark lå 26.000 tysker begravet på 475 kirkegårde. Omkring 10.000 var soldater, der enten var blevet dræbt herhjemme under besættelsen eller – for de flestes vedkommende – var døde, efter at de var ført til lazaretter i det forholdsvis fredelige Danmark. Resten var flygtninge, der var kommet hertil, efterhånden som Østfronten trængte både tysk militær og tyske civile tilbage.

Alene i Hillerødområdet var tre kirkegårde hjemsted for tyske krigsgrave: Nyhuse, Tjæreby og Hillerød Kirkegård.

Enkelte tyske soldater blev begravet tidligt i besættelsestiden – det var hovedsageligt soldater, der omkom ved ulykker eller var døde af sygdom. Det var dog først hen mod slutningen, at det for alvor tog fart, fortalte lederen af Hillerød Kirkegård Anders Blomberg i et erindringsskrift i 1988.

”Mange af de civile flygtninge var trætte og syge af den lange transport, så dødsfaldene begyndte ret hurtigt efter indkvarteringen. Den første var en lille pige på cirka fem-seks år med to lange gule fletninger. Hvordan hun var var blevet anbragt i lighuset, ved jeg ikke, men en morgenstund lå hun fuldt påklædt på en af katafalkerne i lighuset. En en dag eller to henvendte jeg mig til socialkontoret, men forgæves. Ingen oplysning. Der kom stadig ingen kiste. Efter fire dage begravede jeg pigen ved daggry efter at have svøbt liget ind i en pressenning og foret graven med nogle granris. Dagen efter kom hendes moder for at se, hvor hendes datter var blevet begravet. Hun spurgte mig, om datteren var kommet i en iste. Jeg løj for hende og sagde, at det var i orden. Jeg kunne ikke gøre andet, syntes jeg. Moderen var ulykkelig og fortalte, at de havde en dejlig gård i Østpreussen. Manden var soldat ved Østfronten, så hun måtte forlade gården og alt – og havde nu også mistet sin lille pige. Hun fortalte også, at før Hitler havde de det fredeligt og skønt på gården. Hun forbandede Hitler og hele hans krigsidioti. Efterhånden som tiden gik, døde der mange flygtnigne, flest gamle mennesker. Men der blev ikke begravet flere uden kiste, selv om den kun var af pap.”

Anders Blomberg vurderede, at omkring 69 flygtninge, mest børn og gamle, blev begravet på Hilerød Kirkegård. På Tjæreby Kirkegård blev begravet omkring 35, der hovedsageligt var døde på Grundtvig Højskole, der var beslaglagt til flygtninge. Det har ikke været muligt at finde et antal fra Nyhuse Kirkegård.

Lastbil læssede lig af

Krigen var forbi, men dødsfaldene fortsatte. Anders Blomberg var modstandsmand og var udstationeret i dagene efter besættelsen, men hans kone måtte hente ham hjem på grund af et makabert besøg ved hjemmet på Vibekevej, hvor graverboligen lå i forbindelse med Hillerød Kirkegård.

”En lastbil var kommet sent om eftermiddagen og havde uden videre læsset 23 døde tyske soldater af lige uden for vore villa. Heldigvis havde jeg dengang to flinke elever i gartneriet. De bar ligene ind på kirkegården og fik lagt nogle halmmåtter over dem.”

Dagen efter gravede Anders Blomberg en massegrav.

”I løbet af dagen var det hele klaret. Dagen efter kom den katolske præst og læste velsignelsen over de begravede soldater.”

Grunden til at vognmanden havde læsset ligene af, var at han havde kørt fra kirkegård til kirkegård siden om morgenen. Ingen ville vide af de døde soldater. Til sidst fik han nok.

Et ben for meget i kisten

Ud over flygtningene var der adskillige soldaterbegravelser på Hillerød Kirkegård. Byens tidigere hospital på Nordre Banevej få hundrede meter fra Hillerød kirkegård var i besættelsens sidste måneder beslaglagt af tyskerne som lazaret. Jævnligt kom tog med sårede soldater til Hillerød Station efter en lang og strabadserende tur, blandt andet fra østfronten. Hver gang to-tre stykker døde, fik Blomberg besked.

”De blev kørt fra kasernen (lazarettet, red.) på en trækvogn læsset oven på hverandre i hver sin papkiste. Så hældte de de nøgne lig ned i graven og tog kisterne med til genbrug til næste hold døde. Det hændte, at der var et amputeret ben eller en arm for meget i en kiste. Alt i alt nåede jeg at begrave 60 soldater i den afdeling.”

Hver soldat fik et trækors med navn og dato.

”Jeg passede alle disse soldatergrave i 20 år for egen regning. Holdt det rent og plantede hver sommer en begonia ved hvert kors. Efterhånden rådnede trækorsene og inskriptionen blev ulæselig… den 13. november 1965 ankom de tyske skeletjægere og gravede skeletter op. Identitetspapirer for hver enkel soldat. Først det lille ”hundetegn” alle soldater bar om halsen, så tandkort og længdemål på arme og ben. Knoglerne og kranierne blev vaskede og lagt i hver sin plasticpose.”

Efter krigen så danskerne helst, at de alle de døde blev sendt hjem, men tyskerne håbede, at de i stedet kunne samles på 10-155 fælles kirkegårde i stedet fo som tidligere at være fordelt på 475 kirkegårde i hele landet. Sagen blev behandlet på højeste plan, og i 1962 fortalte statsminister Jens Otto Krag, at han havde indgået en aftale med den vesttyske ambassadør dr. Hans Berger om at gravene blev samlet på omkring 30 kirkegårde. Tyskerne skulle selv vedligeholde dem, og der måtte ikke stilles store monumenter, men kun mindre mindesten, hvis tekst og udformning skulle godkendes af de danske myndigheder. De døde fra Hillerød blev i lighed med de fleste andre flyttet til Vestre Kirkegård i København, der huser omkring 20.000 døde flygtninge og soldater.

Andreas Friis malede sig til de olympiske lege

De olympiske lege er en dyst på sportsudøvelse og atletik – men også mere magelige discipliner var på programmet i starten af1900-tallet, hvor man med et penselstrøg kunne sikre sig en olympisk medalje

Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius
Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius

 

Der løbes, svømmes, padles og kastes på livet løs, når de ypperste blandt verdens amatørsportsfolk hvert fjerde år mødes til de olympiske lege.

Lige siden de moderne olympiske lege blev indledt i Athen i 1896, har det krævet god fysik at komme blandt de, der kan kappes på evnerne på atletik- og boldbanerne under de fem kulørte ringe.

Men indtil 1948 var det også muligt at komme med, selv om man var fed, gigtsvar, gråhåret, bar tykke briller eller på anden måde ikke passede ind i idealbilledet af en OL-deltager.

Andreas Friis var hverken fed eller tungt bebrillet, da han i 1932 drog til Los Angeles i USA for at repræsentere Danmark ved OL.

Men med sine 42 år, lå han i den absolut tunge aldersmæssige ende for en olympisk kæmper. Men det var sådan set ligegyldigt.

Det, Andreas Friis pakkede sammen hjemme i Hillerød var nemlig ikke trikot eller løbesko. Det var pensler og lærred. Andreas Friis var kunstmaler – og det var som sådan, han skulle kæmpe for Danmark.

De færreste husker det i dag, men fra 1912 og frem til 1948 var kunst en integreret del af konkurrencerne i de olympiske lege.

Der blev konkurreret i blandt andet musikalske kompositioner, litteratur og altså billedkunst.

Kunsten kom med dampskib

Konkurrencerne fyldte ikke meget i datidens aviser, men de formåede at trække kunstnere fra hele verden – altså verden, som man så den på den tid. Europæiske og amerikanske navne dominerede programmerne.

Konkurrencerne blev kombineret med udstillinger fra en række europæiske lande. Værkerne til udstillingerne, der blev vist i Los Angeles Muesum of Art, Science and History, blev med dampskib sejlet via Panamakanalen direkte til Los Angeles.

Samlet set var forsikringssummen 400.000 amerikanske dollars – en net sum for tiden, men der var også tale om 1100 udstillingsgenstande fra 31 lande. Danmark var naturligvis blandt dem. Blandt de 1100 værker udvalgte man dem, der skulle deltage i konkurrencen.

Kravene var, at de skulle være skabt siden de foregående olympiske lege, have sport som tema, væe skabt af en kunstner, der stadig var i live og være godkendt af den olympiske komite i kunstnerens hjemland.

I alt deltog 540 kunstnere fra 24 lande i de forskellige kunstneriske dicipliner.

Ingen medalje til Friis

Andreas Friis deltog med et ryttermotiv – men det blev hverken til medaljer eller hædrende omtale.

Hillerødkunstneren var der ikke i nederlagets stund. Ifølge hans barnebarn Tue Poulsen, der selv er kunstner, besøgte han aldrig Amerika.

Guldet gik til vores broderfolk og værste konkurrent Sverige.

Andre danskere gjorde det dog bedre.

Arkitektursølvet i kategorien byplanlægning gik til arkitekten Jens Houmøller Klemmensen, der siden skulle blive en af vore fremmeste desginere af typehuse. I Los Angeles vandt han dog med et udkast til et stadion og en offentlig park.

Duellerende forfatter

Der var også sølv i litteratur til Danmark. Her vandt Josef Petersen med romanen Argonauterne. Han deltog – og tog medaljer – helt frem til de sidste kunsteriske lege i 1948. I øvrigt hævdes han at være deltager i den sidste danske duel, der blev udkæmpet i 1913 – men det er en helt anden historie.

Selv om Andreas Friis ikke tog en præmie med hjem, kunne han glæde sig over, at en masse mennesker så hans kunst. Hele 383.000 mennesker lagde vejen omkring museet i løbet af de fire måneder, udstillingen blev vist.

Slut i 1948

Konkurrencerne i kunst blev stoppet i 1948. Officielt var årsagen, at det var svært at skelne mellem amatører og professionelle, når det drejer sig om kunst. Det samme problem kan man vel have med sportsudøvere i dag – men den den olympiske komite vel næppe lade sig inspirerer af de kunstaflivende kollegaer på det område.

Andreas Friis fik ingen medaljer – men en lang kunstnerisk karriere, der strakte sig frem til hans død som 93-årig i i 1983. Hans værker findes på blandt andet Trapholt og Statens Museum, og han har blandt andet stået for udsmykningen af kirker og Københavns Universitets læsesal på Tagensvej/Nørre Alle.

Den gamle rektor er kirkegårdens ældste beboer

Hillerød Kirkegård har eksisteret i 185 år og rummer et væld af gode historier fra byens fortid – jeg holder rundvisning 15. august og fortæller i den anledning her historien om kirkegårdens ældste beboer og om kirkegårdens historie. Læs mere om rundvisningen i bunden af teksten.

Foto: Maya Schuster
Foto: Maya Schuster

Bendt Bendtsen – i dag et navn, der sagtens kan bruges, hvis man skal til top i et politisk parti. Men for 200 år siden gik det så sandelig ikke at hedde noget så ordinært, hvis man var højt på strå i samfundet.

Almindeligt plebejerdansk var ikke god tone blandt Danmarks lærde, da rektor for Hillerøds Lærde Skole Bendt Bendtsen blev jordfæstet 22. december 1830. På hans flotte gravsten er teksten på latin, og hans navn er angivet til Benedicto Bendtsen.

Latin var et passende sprog at betjene sig af, når man tilhørte de kredse, der ikke bare af og til åbnede en bog, men sædvanligvis også havde bidraget til flere. Især når man var af den gamle skole – og tilknyttet en institution der udmærket kunne gå ind under samme kategori.

Mild og god

Bendt Bendtsen havde ry for at være en mild og god rektor – for sin tid. Han repræsenterede en humanisme, der ikke var velkendt på skolen, hvor lærere og de ældste elever flokkedes om at gøre livet til et helvede for de yngste – der til gengæld lod deres aggressioner gå ud over områdets bønder. Han var ikke den første i rektor-dynastiet. Han tog over efter sin far, der var rektor på samme skole, da denne døde i 1789. Naturligvis havde den unge Bendt også kendskab til skolen fra sin elevtid. Som skolemand var han stærkt anerkendt i sin tid. Han var doktor i filosofi og teologi og titulær professor – noget lignende æresprofessor – og ridder af Dannebrog. Det hele fremstår af hans gravsten, der som så mange fortjente herrer på hans tid i høj grad har præg af at være et CV til evigheden.

På Hillerød Kirkegård repræsenterer han såmænd også en slags evighed.

Hans grav er den ældste, der er bevaret på kirkegården. Og da den 72-årige rektor blev stedt til hvile, har der været langt til de nærmeste naboer. Kirkegården er nemlig indviet i 1830 – samme år, som han døde.

Lig blev gravet op

Det er – uanset hans øvrige bedrifter – vel nok hans største krav til lokal berømmelse i dag. Et andet krav på berømmelse er desværre efter alt at dømme usandt, selv om det er en historie, der er blevet fortalt igen og igen – og som denne skribent desværre også er hoppet på. Undskyld!

Det hævdes nemlig, at Bendt Bendtsten blev gravet op efter at være blevet jordfæstet på byens gamle kirkegård, da denne blev nedlagt. Det er efter alt at dømme ikke rigtigt – han døde 16. december 1830, hvor den ny kirkegård var taget i brug, så der har næppe været behov for at

Bendt Bendtsen er nok blevet ”offer” for en forveksling. Hans grav er den ældste på kirkegården – og flere af de jævnaldrende, nu sløjfede grave, har haft beboere, der har holdt posthum flyttedag.

Hillerøds oprindelige kirkegård lå, hvor der i dag er Torv. Den blev sløjfet – dels fordi man ønskede at bruge området til en udvidelse af byen og til bygning af et rådhus og dels af hygiejniske og æstetiske årsager – og i 1830 lavede man den ny kirkegård i Østergade, der dengang lå i byens absolutte udkant.

Når en kirkegård blev sløjfet i de tider, var der ikke så megen nåde. Hvis man ville have flyttet sine kære afdøde til den ny kirkegård, måtte man selv betale. Ifølge Svend Nielsens artikel ”Byrådsvedtagelse omgjort”, der findes i bogen ”Det gamle Hillerød”, og hvor flere af oplysningerne i denne artikel stammer fra, blev 67 kister gravet op og flyttet i 1830. I de efterfølgende år blev flere kister også flyttet, selv om kirkegården altså officielt var sløjfet. Man fik selvsagt ikke det hele med på den måde. Gravearbejde på Torvet har flere gange bragt menneskeknogler for dagens lys. De er blevet genbegravet på Hillerød Kirkegård, efterhånden som de er dukket op af jorden. Men flere befinder sig i torvemulden – måske til inspiration for fremtidige skrækbogsforfattere, så Hillerød snart kan få sin helt egen litterære zombieinvasion…

I vejen for udviklingen

At Hillerød Kirkegård stadig findes, skyldes et sjældent fremsynet byråd, der engang i 1970’erne omgjorde en tidligere beslutning. Tanken var at sløjfe kirkegården i år 2025 efter et begravelsesstop i år 2000. Men den holdning blev ændret – til glæde for kisteglade (høhø) personer som undertegnede og for alle, der kan lide et sted, hvor natur, kultur og historie bliver blandet på smuk vis. Men sikkert til irritation for byudviklere, der gerne har villet udvikle området.

Kirkegården har da også flere gange stået i vejen for byudviklingen. Mest alvorligt i 1864, da Hillerød blev jernbaneby. Der lå kirkegården nemlig i vejen for, at stationen kunne blive bygget mere bynært. Heldigvis har udviklingen gjort, at stationen nu ligger nogenlunde solidt placeret i midten af det nuværende Hillerød. Og historien om Hillerød som jernbaneby? Den vender vi tilbage til…

Rundvisningen!

Husk at jeg arrangerer kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård lørdag den 30. april. Prisen er 70 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer. Der er kun få pladser tilbage

Bisættelsen fandt sted i ensomhed

3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.

AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.

16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.

De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.

Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens Spidsmus jjhjournalist og fotograf.

 Spidsmus  kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen

Ingen vidste noget

Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.

For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.

“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.

“Og synge med på salmen.”

Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”

Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”

Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.

“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.

Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”

Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.

Første tilfælde

“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.

“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”

Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.

Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.

“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”

En af 1000

Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.

Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.

Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.

Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus

Versailles var forbillede for Frederiksborgmuseet

Parforcejagterne i Nordsjælland var ikke det eneste, der var inspireret af et fornemt besøg på det franske Versaillesslot. I 1800-tallets anden halvdel besluttede en ølkonge for at lade sig inspirere af det franske pragtslots nye funktion

J_C_Jacobsen

Brygger J.C. Jacobsen lod sig inspirere til Frederiksborgmuseets indretning ved et besøg i Versailles. August Jerndorffs portræt af bryggeren hænger i dag på Frederiksborgmuseet og er her gengivet efter Wikipedia, hvor det ligger som public domain

I pragtrummet Rosen på Frederiksborgmuseet står en lille håndfuld rustninger. De hørte til på en rigtig gammel borg, mente Carlsberg-bryggeren J.C. Jacobsen. Og således blev det. Bryggeren fik lavet kopier af en række rustninger i Østrig - blandt andet Frederik II’s aflagte - og de står på Frederiksborg den dag i dag. Således kan den gamle bryggers spor på slottet stadig ses - også foruden de pragtmalerier, han fik skabt til slottet. Bryggeren var nemlig ikke en herr hvem som helst. Han var folkeopdrager, grebet af en oplysningsånd - og ekstremt velhavende. 

En halv milliard

Brygger Jacobsen postede nemlig hvad der forsigtigt anslået i dag svarer til mellem 300 og 500 millioner kroner i indretningen af det genopførte slot til Nationalhistorisk Museum.  Han havde ændret slottet fra en rygende ruin efter en katastrofebrand i december 1859 og til et genopført pragtværk - selve genopførelsen havde dog også fået støtte fra en stor landsindsamling, men bryggeren mente, at der også skulle hældes indhold i de gamle mure med de nyopførte rum. 
Den gamle brygger var meget optaget af det nationalhistoriske - ikke mindst efter de tørre tæsk i 1864, der sendte nationen ud på udslettelsens rand - og ville medvirke til at genrejse danskernes stolthed over fædrelandet. Sigtet var således pædagogisk og folkeopdragende - og bryggeren lagde ikke skjul på, at museet ikke var tænkt som det rene Legoland, da han i 1877 endeligt præsenterede ideen om museet.
Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sans og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling, og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger de nulevende og de kommende Slægter”, formulerede bryggeren sin version.
Da havde bryggeren allerede været involveret i genopførelsen af slottet i lange tider. Frederiksborg brændte 17. december 1859 - og endnu inden nytår udtænkte bryggeren en idekonkurrence om genindretning af kongens bedekammer.
Det lå udbrændt i forlængelse af slotskirken, der var noget mindre beskadiget. Kirken havde en menighed, der havde behov for at kirken hurtigt kom i gang, så det var det rette sted at begynde”, sagde inspektør på Frederiksborgmuseet Hanne Lopdrup, da hun i 2011 var medarrangør af udstillingen Patriot og Verdensborger om bryggeren.
Idekonkurrencen blev vundet af arkitekturmaleren Heinrich Hansen, og maleren Carl Bloch blev valgt til at udføre 23 malerier med motiver fra det Ny Testamente. Bryggerens arbejde for genrejsningen af Frederiksborg blev således skudt i gang med maner.
Versailles og Gripsholm
Ideen om et nationalhistorisk museum i Danmark havde dog spøgt meget længere.
Allerede i 1850’erne besøgte bryggeren Versailles i Frankrig som kong Ludvig Philip havde indrettet som Nationalhistorisk museum. Jacobsen var meget begejstret”, fortalte museumsinspektør Thomas Lyngby, som var medarrangør af udstillingen på Frederiksborgmuseet i forbindelse med udstillingsåbningen.
Bryggeren skrev i et brev hjem at “Det er unægtelig en storartet Maade at skrive Historie paa, som ikke kan blive uden Indflydelse på Folket.”
Et lige så stort forbillede var Gripsholm i Sverige dog.
Jeg tænker nærmeste paa Gripsholm som Forbillede,”, skrev bryggeren i et brev til arkitekten bag genopførelsen af Frederiksborg, Ferdinand Meldahl, hvor bryggeren gav udtryk for bekymring over, om man kunne skaffe museumsgenstande nok til at fylde museet. Det lykkedes - dels gennem bryggerens indsats med at få skabt malerier i læssevis af de største historiske begivenheder, ogdels via indkøb og foræringer af inventar, der skulle være tidstypisk i forhold til de perioder, der skildredes. 

Gammel kærlighed

Man skal næppe heller undervurdere bryggerens personlige kærlighed til Frederiksborg. I starten af 1800-tallet sværmede borgere og kunstnere i den skønne egn omkring slottet, og den unge Jacobsen blev som barn trukket med til slottet. Slottets brand i 1859 berørte ham dybt - men blev som antydet starten på et af hans største projekter. Frederik VII skulle dog lige ud af billedet først - det skete i 1863, hvor han henlagde sin bolig permanent til et kapel i Roskilde Domkirke og dermed ikke længere kunne lægge beslag på et eventuelt genopført Frederiksborg.
Bryggeren nåede da også at se sit værk færdigt, om end ikke færdigindrettet. 17. december 1884 - på 25-årsdagen for branden - blev det nationalhistoriske museum åbnet; blot syv år efter at ideen blev præsenteret og seks år efter, at museets skabelse officielt var besluttet., der
Og selv om bryggeren for længst er lagt i graven - i familiekirken Jesuskirken nær bryggeriet i Valby - er hans økonomiske indflydelse stadig mærkbar på Frederiksborg. Det er nemlig fortsat Carlsbergfondet, der står for driften af museet.

Kongens kroning var en folkefest

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hillerød stod på den anden ende den 7. juni 1671. På Frederiksborg Slot skulle Christian V salves. Christian var kommet til magten året før ved sin faders død, og nu da hofsorgen var overstået, kunne kongen få den officielle og guddommelige overdragelse af sine rettigheder som enevældig konge. Christian V var den første konge, der var født til enevælden – en status, han nogle år senere cementerede ved at etablere de store nordsjællandske parforcejagtområder, der netop er kommet på Unescos liste over verdenskulturarv

Det er nok tvivlsomt, at de mere jævne hillerødanere har haft en større fornemmelse for, hvad baggrunden for ceremonierne var. Men hillerødanerne kunne genkende en fest, når de så den. Og festligt, det var det – kongen havde behov for at vise, at han dels var tæt på almægtig – og dels formåede at vise sig som en generøs, samlende person.

Inden vi drager til fest, må vi hellere tage enevælden ganske kort. Med enevældets indførelse i 1660 blev kongen – Christians far Frederik III – reelt enerådig. Kun Gud var over ham. Ikke just demokratisk – men faktisk var enevælden en sejr for borgerskabet, der sammen med kirkens folk havde formået at udmanøvrere det råd af adelige, der hidtil havde regeret sammen med kongen. Den korte version er, at adelen efter endnu et nederlag til svenskerne – denne gang i krigen 1658-60 – ville skaffe penge, vil at beskatte borgerskabet. Borgerskabet var dog i stigende grad blevet en magtfaktor, der ikke ville finde sig i endnu en brandbeskatning – og via et stille oprør i form af en aftale med kirken og kongen fik man skubbet adelen af pinden. Kongen blev i stedet eneregent – en status der holdt i knap 200 år.

Og nu til løjerne. Takket være den tidligere museumsdirektør på Frederiksborg Slot, Povl Eller, kan et billede af kroningsceremoniernes rolle i en by som Hillerød stykkes sammen. I 1976 udgav han bogen “Salvingerne på Frederiksborg.”

Et par hundrede højtstående gæster var kaldet til byen. De medbragte tjenere, kuske og andet mandskab, og den lille by omkring Frederiksborg Slot blev betydeligt mere folkerig end normalt. Gæstelisterne fra den første kroning findes ikke, men det er muligt at stykke billedet sammen alligevel. Ved kroningen i 1747 blev omkring 100 mennesker anbragt i forskellige borgerhuse. Fiskemesteren på det nuværende Karlsberg nær hjørnet af Københavnsvej og Carlsbergvej måtte give plads til hertugen af Glücksborg med følge, og også de lokale bagere, skræddere og andre højerestående håndværkere måtte lægge hus til gæster. Endnu senere i 1815, viser en opgørelse, at Hillerød måtte finde midlertidige boliger til 700 herrer og damer plus deres tjenestefolk. Desuden skulle der skaffes aftrædelsesværelser for yderligere 300 – en hel del i en by, der knap kunne mønstre 1000 indbyggere i sig selv.

Vinen sprang fra springvandet

Et var de høje herrer. Men kroningen var også en folkefest. I den mellemste slotsgård, der hvor springvandet står i dag, blev der bygget en pyramide med altaner eller æresport. Fra Bacchusmasker og svanehoveder sprang rød og hvid vin, og der blev kastet penge ud fra altanerne til pøblen, der havde samlet sig i gården. Ved salvingen i 1747 var der slået 1000 kronestykker – en mindre formue. Maden var der også tænkt på. Samme år var menuen til rosset i Slotsgården en stegt okse på knap et halvt ton. Kreaturet var fyldt med lam, grise, ænder og kalkuner. Horn, klove og mule var blevet forgyldt, og om dens hals hang en krans af blomster med forgyldte og forsølvede blade. Og så kunne folk ellers slå sig løs. Festen sluttede klokken 23 med et kæmpe festfyrværkeri fra bredden af Slotssøen – og så kunne de lavrestående luske hjem – og dem, der var kommet langvejs fra kunne drage ud i skovene og overnatte – det gjorde de i hvert fald i 1731.

Fattighjælp frem for folkefest

I 1815 var tiderne skiftet. Det forekom forældet, at man i en oplyst tid lod pøbelen nærmest slås om at få de største lunser kød og få fingrene i guldpengene. I stedet valgte man – noget kedeligere, men med en vis fornuft – at fodre de 900 fattige, der var registreret i det daværende Frederiksborg Amt. I stedet for at kaste penge i grams gav man blot en sum til Hillerød Hospital og fattigvæsenet i København. Desuden fik hver soldat en ekstra rigsdaler, mens underofficererne fik to.

Det hindrede nu ikke folk i at møde frem for at se den guddommelige giraf. Ved den allersidste kroning, Christian VIII’s i 1840, skrev maleren C.W. Eckersberg blandt andet i sin dagbog:

“Søndag den 28. juni 1840 (…) En uafbrudt række af vogne fra alle retninger, men især fra København, bragte dels tilsagte, men de fleste tilskuere. En stor menneskemasse tumlede sig fra den tidlige morgenstund til langt ud på natten rundt omkring slotte Frederiksborg.”

Herefter følger kroningen – og kloken 16.45 kunne kongen så træde frem for folket under stor jubel.

“Om aftenen gik vi igen omkring i den smukke egn og så på den muntre folkevrimmel. Kl. 11 og 12 blev et meget skønt fyrværkeri afbrændt lige overfor slottet, som sås godt fra Torvet i Hillerød.”

Det var selvfølgelig ikke blot kærlighed til folket, der fik de skiftende konger til at lave kroningerne til en folkefest. Povl Eller udlægger det således: “Ved salvingene fik man suveræniteten at se levendegjort i kongens person. Ved at lade en stor ceremoni udfolde sig, forsøgte man at vise, hvor vigtigt fællesskabet i staten er.”

Det fællesskab blev afløst af et noget mere konkret folkefællesskab ni år senere, hvor Frederik VII frasagde sig rollen som enevældig. I stedet tog Danmark de første skridt mod demokratiet med junigrundloven – og siden er de kongelige blevet proklameret uden siden at blive salvet. Forståeligt – men lidt ærgerligt. For hvem ville ikke gerne forsøde en festdag med vinspringvand og stegt okse ad libitum…

Kilder. Povl Eller: Salvingerne på Frederiksborg

http://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/enevaeldens-indfoerelse-1660/

Og mit eget kønne hoved…

Maleriet af Frederik III er gengivet fra Wikipedia.
Læs videre Kongens kroning var en folkefest

Den guddommelige konges jagtmarker skal være verdensarv

Når man går i skoven St. Dyrehave i Hillerøds østlige udkant, kan man ikke undgå at bemærke de lange, lige veje. Det er nærliggende at tro, at der er tale om ret nye køreveje, der skal være med til at sikre skovarbejdere let adgang.Men årsagen er en helt anden. Den store skov ved Hillerød – og i øvrigt også Jægersborg Dyrehave nær Lyngby – er nemlig ikke formet efter jordisk arbejde, men til brug for at understrege de kongeliges nærmest guddommelige værdighed.

I 1662 drog prins Christian – der fik hæftet et femtal på sit navn, da han i 1670 overtog tronen

Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg
Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg

efter faderens død – til Versailles, hvor han besøgte Solkongen, Ludvig XIV. Ludvig havde et solidt greb om at vise status – for nu at sige det mildt. Blandt andet havde han opbygget store jagtsystemer, og den unge prins blev underholdt med blandt andet falke- og ulvejagt. Det var dog en tredje jagtform, der greb den 16-årige kronprins så solidt om hjertet, at han tog ideen med hjem: Parforcejagten. Parforcejagten er en forfølgelsesjagt, hvor en udvalgt – særlig flot – hjort bliver drevet i en bestemt retning af hunde. Hjorten bliver drevet træt og holdt fast af hundene, hvorpå jagtlederen – førnævnte Christian i dette tilfælde – slår dyret ihjel med et stød fra en kårde. Det lyder ganske simpelt – men jagten fordrede et noget større anlæg. Hvor det i dag er nok for kongehuset at plaffe udsatte fasaner og pleje venskabelige forbindelser med eliten i den anledning, var der betydeligt mere på spil i parforcejagterne.

Kongens overherredømme

Jagten foregår på et system af snorlige stier, der i stjerneform spreder sig fra en plads i midten. Vægten af kongekronen har stadig været ny på Christians hoved, da han i 1670 gik i gang med parforcejagten. Først gik det efter det forhåndenværende søms princip, men efterhånden fik han lavet jagtanlæg i Hareskoven, Jægersborg Dyrehave og endelig i 1687 gik han i gang med at få omskabt St. Dyrehave til denne meget symbolske jagtarena. Formålet med den stort anlagte parforcejagt er at vise menneskeheden – og naturligvis især dens ypperste repræsentant, kongens – overherredømme over naturen. Selv naturen skulle adlyde kongen, der fra sin placering i midten og ved hjælp af de lige stier, hundeglam og jagthorn havde et solidt overblik over situationen og stod parat til at aflevere nådesstødet. Christian V var jagttosset, ingen tvivl om det, men der stod altså også mere på spil i parforcejagten. Kongen var den anden enevældige konge, siden hans far, Frederik III i 1660 indførte enevælden og dermed en gang for alle fastslog, at kongemagten blev nedarvet fra fader til søn – og at kongemagten var uindskrænket: “det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love,” blev kongen betegnet i Kongeloven fra 1660.

Soldater sled sig op

Men enevælden var ny på dette tidspunkt, og indførslen af parforcejagten har uden tvivl også haft elementer af territorieafpisning. Arbejdet med anlæggene var overvældende. Der skulle fældes træer, bygges dæmninger, ryddes landområder. Soldater blev sat til at udføre arbejdet, og det er blevet anslået at 100.000 mandedage gik til arbejdet i St. Dyrehave alene – i et land, der på det tidspunkt kun havde en halv million indbyggere. Kongen døde i 1699, og parforcejagten gik ret hurtigt af mode derefter. Men i St. Dyrehave er vejforløbene stadig de samme – så man kan mærke historiens vingesus ved at begive sig på skovtur. Igennem flere år har Hillerød forsøgt at få parforcejagterne på Unescos verdensarvliste. Jeg har skrevet adskillige artikler gennem tiden om emnet i Hillerød Posten – og denne tekst er en redigeret udgave af en af artiklerne. Jeg er Flemming Runes fantastiske bog om Gribskov tak skyldig for en del af oplysningerne i artiklen – jeg anbefaler alle at få fat i den fantastisk flotte og velskrevne bog.