Alle indlæg af timpanduro

Fra rædsel til kærlighed

… Eller hvordan man bruger en rubrik til at lokke folk indenfor…  Jeg har altid været bange for at stå foran et publikum – men det har ændret sig det sidste års tid. Nu elsker jeg det. Hvordan jeg er kommet dertil, fortæller jeg lidt om her – sammen med en stribe banale, men forhåbentlig brugbare råd til, hvordan man får mere styr på sin foredragsteknik. Det er ikke hjernekirurgi – det kræver blot lidt arbejde.

Inden jeg i efteråret for alvor kastede mig ud i rollen som foredragsholder, ledte jeg på nettet efter gode råd til formidling af faktuelt stof. Jeg kunne finde en masse, der handlede om foredrag om selvforbedring og anden ”varm luft”, hvor det ikke nødvendigvis handler om at formidle en viden, men mere at skabe en følelse, og andre var mest rettet til undervisere i stærkt tekniske emner. Verden er en smule anderledes, når man skal formidle et speficikt, men mere ”populærhistorisk” emne – og da vores (vi er undertegnede og kone og medforfatter Maya Schuster) mål var at holde foredrag om vores bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, var det sådan en guide, vi skulle bruge. Derfor denne tekst.

Jeg har nogle gange gennem årene været ude og holde foredrag; om lokalhistorie med udgangspunkt i min første bog – artikelsamlingen ”Fortællinger fra graven”, om den kristne sekt Evangelist, som jeg havde skrevet indgående om og om pressestrategi på begynderplan for en forening for gymnasieelever for nu at nævne nogle stykker. Kvaliteten var yderst svingende for at sige det mildt. Jeg var inde i stoffet, og jeg er journalist og dermed uddannet formidler – men der er langt fra det skrevne til det talte ord. Jeg var ikke struktureret nok, jeg var usikker på, hvilke budskaber, der skulle frem, hvordan historierne skulle falde – alt. Og så hadede jeg at stå foran et publikum. Derfor droppede jeg alt, der hed foredrag – og der gik adskillige år fra mit sidste foredrag og til at Maya og jeg besluttede os for, at vi skulle holde så mange foredrag som muligt om ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere.” Maya og jeg holder foredragene sammen, men jeg har også holdt nogle alene.

Foredragene er gået godt uanset om de har været fælles eller alene – folk er tilfredse og sludrende bagefter, og de stiller generelt gode spørgsmål i spørgerunderne. Og nu elsker jeg at stå foran et publikum.

Det er ikke kommet dertil uden arbejde. Allerede inden vi kastede os over foredrag, tænkte jeg meget over, hvad der var gået galt tidligere, og hvad der kunne forbedres. Noget af det blev formuleret inden foredragene, det meste, da vi var kommet i gang. Jeg siger ikke, at jeg er ekspert på området – men jeg/vi har holdt omkring 40 foredrag, siden bogen udkom, og jeg har også holdt foredrag om andre emner i samme tidsrum. De er også gået ganske udmærket.

Så her er mine bedste bud på, hvad man kan gøre. De retter sig mest mod foredrag om faktuelle emner, men andre kan også være med.

  1. Du er inde i dit stof – gå ud af det igen:

    Ingen ved mere om denne særlige gruppe kz-fanger end Maya og mig. Al den viden er fantastisk og enormt nyttig, når man skriver en bog. Men inden man leverer et foredrag, skal du tænke dig om: Hvis du ikke vidste noget om emnet, hvad ville du så gerne vide? Historien skal fortælles – og den skal fortælles ærligt. Men vær ikke bange for udeladelser. Vi har med blødende hjerte holdt gode historier ude fra foredragene, fordi de enten er for omfattende eller ikke passer ind i den samlede narrativ. Til gengæld er andre gode historier med. De blandt publikum, der læser bogen, får de udeladte historier alligevel. Alle de andre ved ikke, hvad de går glip af. Så sæt dig ned, lav en disposition over hvad der er uomgængeligt, hvad, der er vigtigt, og hvad der kan undværes. Og se så, hvad der er tid til at tage med.

  2. Skriv en færdig tekst. Skriv hele foredraget ned, så du har det til de første par gange. Lær så hovedpunkterne og nøjs med at have den printede tekst i baglommen, når du skal holde foredraget. Så har du en krykke, hvis du taber tråden. Der er ikke tale om udenadslære. Min redaktør i min praktiktid sagde altid, når jeg var bekymret om at få det hele med fra en begivenhed eller et interview, at det, man kan huske er det mest væsentlige og bemærkelsesværdige. Det holder stik. Så husk tal og fakta – og byg på udenom, når du holder foredraget. Men for at gøre det kvalificeret, skal du ord for ord have skrevet ned, hvad du gerne vil fortælle. Det giver en utrolig sikkerhed at have teksten i baglommen – selv om den bliver liggende.
  3. Øv dig! Øv dig og øv dig igen! Læs højt! For dig selv eller – allerhelst – andre. Og tag tid – naturligvis må det hverken være længere elller kortere end den tid, der er til rådighed. Men det er også vigtigt, at de enkelte dele er disponerede, så der ikke kommer skævhed eller i, hvad der bliver vægtet. Nogen lytter til optagelser af sig selv. Det virkede ikke for os – vi blev alt for opmærksomme på hver eneste lille øh og snublen over ordene – og på ethvert spor af dialekt. Det er ikke fordrende for ens selvsikkerhed.
  4. Hold gratis foredrag. Vi tilbød os i starten bredt og holdt blandt andet et par håndfulde foredrag for Rotary rundt omkring i København. De giver et par flasker vin og et måltid mad (af svingende kvalitet). Der findes masser af den slags foreninger – Lions, Round Table, små pensionistforeninger, væresteder etc. Der er tre fordele: Man får erfaring, man får prøvet at tale for et ret blandet publikum – og man får prøvet sig af med korte foredrag på ca. 25 minutter, inden man skal kaste sig ud i de længere og (forhåbentlig) betalte foredrag.
  5. Tilpas dit foredrag til målgruppen. I journalistik taler man lidt arrogant om den forudsætningsløse læser. Man skal gå ud fra, at alt skal have en lille forklaring med. Men det er en sandhed med modifikationer. Kom med et kvalificeret bud på, hvad folk i forvejen ved. Der er for vores vedkommende stor forskel på at tale for en Rotary-forening og en forening af anden verdenskrigs-interesserede eller et folkeoplysningshold, der har tilmeldt sig et foredrag om besættelsestiden.
  6. Hav en kernetekst, som du tilpasser. Altså – når vi har været i Aalborg og fortælle, har vi lagt cases fra Aalborg ind og fortalt lidt mere om byens fattigmiljøer etc. På Amager har vi gjort det samme, hos Frihedsmuseets Venner lagde vi lidt mere vægt på med- og modspil med modstandsbevægelsen etc. Men den overordnede struktur har været den samme.
  7. Brug humor. Folk vågner, hvis de pludselig skal grine af et eller andet. Det kan være svært at finde humor i et alvorligt emne som vores (massedød og social stigmatisering lægger ikke op til de store grin), men det kan lade sig gøre at udpege særligt groteske ting eller formuleringer i grundtekster – eller man kan inddrage sig selv og hvordan man har dummet sig. Selv om man skal være forsigtig med at være for meget til stede, giver det nærvær, når foredragsholder en sjælden gang viser sig som menneske. Husk dog, at det er et foredrag – ikke stand up.
  8. Hold øje med publikum– man kan sagtens forelske sig i en joke eller en formulering, men hvis man kan se på publikum, at den ikke virker – så må den væk…
  9. … men lad dig ikke opsluge. Fokuser ikke for meget på enkeltpersoner. Jeg kan stadig snuble, hvis jeg ser nogen tjekke en sms eller snige sig på toilettet. Jeg arbejder på at blive bedre til at overse det.
  10. Gør dig bedre. Fortab dig ikke i fejl, men registrer dem, hvis folk nævner dem, eller du selv bliver opmærksom på dem. Jeg taler for hurtigt, når jeg bliver ivrig, og det gør jeg mit bedste for at rette op på. Og så har jeg altså denne evne til at forsøge at stjæle sjovet i mine svar på spørgsmål. Her anstrenger jeg mig også for at fatte mig selv korthed. Men så igen – man skal jo være lidt forelsket i sin egen stemme for at kunne lide at holde foredrag.

Og en bonus: Sceneskræk – jeg har lært at opfatte det som sundt. Jeg er skrækslagen og føler mig uforberedt, når jeg går på. Men når jeg så kommer i gang og fornemmer opmærksomheden, vender bøtten fuldstændig.

Brugbart? Det modsatte? Har du gode råd til mig og andre? Skriv en kommentar…

Den guddommelige konges jagtmarker skal være verdensarv

Når man går i skoven St. Dyrehave i Hillerøds østlige udkant, kan man ikke undgå at bemærke de lange, lige veje. Det er nærliggende at tro, at der er tale om ret nye køreveje, der skal være med til at sikre skovarbejdere let adgang.Men årsagen er en helt anden. Den store skov ved Hillerød – og i øvrigt også Jægersborg Dyrehave nær Lyngby – er nemlig ikke formet efter jordisk arbejde, men til brug for at understrege de kongeliges nærmest guddommelige værdighed.

I 1662 drog prins Christian – der fik hæftet et femtal på sit navn, da han i 1670 overtog tronen

Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg
Det er ikke kun i Danmark, at parforcejagten blev brugt. Her er det Peter II og den senere kejserinde Elisabeth, der drager på Jagt i Rusland. Foto fra Wikipedia, maleri fra Skt. Petersborg

efter faderens død – til Versailles, hvor han besøgte Solkongen, Ludvig XIV. Ludvig havde et solidt greb om at vise status – for nu at sige det mildt. Blandt andet havde han opbygget store jagtsystemer, og den unge prins blev underholdt med blandt andet falke- og ulvejagt. Det var dog en tredje jagtform, der greb den 16-årige kronprins så solidt om hjertet, at han tog ideen med hjem: Parforcejagten. Parforcejagten er en forfølgelsesjagt, hvor en udvalgt – særlig flot – hjort bliver drevet i en bestemt retning af hunde. Hjorten bliver drevet træt og holdt fast af hundene, hvorpå jagtlederen – førnævnte Christian i dette tilfælde – slår dyret ihjel med et stød fra en kårde. Det lyder ganske simpelt – men jagten fordrede et noget større anlæg. Hvor det i dag er nok for kongehuset at plaffe udsatte fasaner og pleje venskabelige forbindelser med eliten i den anledning, var der betydeligt mere på spil i parforcejagterne.

Kongens overherredømme

Jagten foregår på et system af snorlige stier, der i stjerneform spreder sig fra en plads i midten. Vægten af kongekronen har stadig været ny på Christians hoved, da han i 1670 gik i gang med parforcejagten. Først gik det efter det forhåndenværende søms princip, men efterhånden fik han lavet jagtanlæg i Hareskoven, Jægersborg Dyrehave og endelig i 1687 gik han i gang med at få omskabt St. Dyrehave til denne meget symbolske jagtarena. Formålet med den stort anlagte parforcejagt er at vise menneskeheden – og naturligvis især dens ypperste repræsentant, kongens – overherredømme over naturen. Selv naturen skulle adlyde kongen, der fra sin placering i midten og ved hjælp af de lige stier, hundeglam og jagthorn havde et solidt overblik over situationen og stod parat til at aflevere nådesstødet. Christian V var jagttosset, ingen tvivl om det, men der stod altså også mere på spil i parforcejagten. Kongen var den anden enevældige konge, siden hans far, Frederik III i 1660 indførte enevælden og dermed en gang for alle fastslog, at kongemagten blev nedarvet fra fader til søn – og at kongemagten var uindskrænket: “det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love,” blev kongen betegnet i Kongeloven fra 1660.

Soldater sled sig op

Men enevælden var ny på dette tidspunkt, og indførslen af parforcejagten har uden tvivl også haft elementer af territorieafpisning. Arbejdet med anlæggene var overvældende. Der skulle fældes træer, bygges dæmninger, ryddes landområder. Soldater blev sat til at udføre arbejdet, og det er blevet anslået at 100.000 mandedage gik til arbejdet i St. Dyrehave alene – i et land, der på det tidspunkt kun havde en halv million indbyggere. Kongen døde i 1699, og parforcejagten gik ret hurtigt af mode derefter. Men i St. Dyrehave er vejforløbene stadig de samme – så man kan mærke historiens vingesus ved at begive sig på skovtur. Igennem flere år har Hillerød forsøgt at få parforcejagterne på Unescos verdensarvliste. Jeg har skrevet adskillige artikler gennem tiden om emnet i Hillerød Posten – og denne tekst er en redigeret udgave af en af artiklerne. Jeg er Flemming Runes fantastiske bog om Gribskov tak skyldig for en del af oplysningerne i artiklen – jeg anbefaler alle at få fat i den fantastisk flotte og velskrevne bog.

De asociale – kz-lejrenes glemte danskere

de_asosiale_3D

”Min far går med hænderne oppe. Han har lige fået lov til at tage nogle benklæder og en skjorte på. Han har ryggen til, så han når ikke at se mig, men jeg ser ham blive ført ud. Der var seks tyskere inde og hente ham.”

11-årige Bent Pedersen så sin far blive arresteret om morgenen den 26. oktober 1944. Få uger senere befandt den 36-årige søfyrbøder Ejnar Haakon Pedersen sig i koncentrationslejren Neuengamme. Ejnar var en af de mindst 430 danske mænd, der blev deporteret som ”asocial” eller ”vaneforbryder”. En broget flok af sortbørshandlere, småkriminelle og drukkenbolte, samt ustraffede, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. I koncentrationslejrene blev de mødt med ringeagt. Næsten hver tredje ”asociale” døde i kz-lejren. Ingen anden dansk fangegruppe havde så stor dødelighed.

Betegnelserne “asocial” og “vaneforbryder” var hæftet på dem af nazisterne, men ordene hang ved også efter krigen, og kun få havde kræfter til at protestere. De asociale blev fortrængt i den fælles bevidsthed. De fik aldrig et mindesmærke. De havde svært ved at få erstatninger Selv 30 år efter besættelsen vakte det stærke protester, da et folketingsforslag om hædersgaver uforvarende kom til at omfatte gruppen.

Selv om de asociale udgjorde op mod 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med Bogen “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere “fortælles deres historie for første gang. Bogen udkom på Gads Forlag i september 2014.

Vi holder gerne foredrag om emnet – find kontaktinfo under fanen kontakt.

Bogen er blevet omtalt og anmeldt mange steder – fra små specialiserede medier og til landsdækkende dagblade. Her er et udpluk af anmeldelserne:

“Bogen er fortrinlig.”

Fyens Stiftstidende (fem stjerner)

“… bogen er vigtig både som udvidelse af besættelseshistorien og som retfærdighedshandling.” – Politiken (fire hjerter)

“De asociale har karakter af en mosaik, hvis styrke er, at den ikke kun fortæller om fangernes skæbne, men også om de alvorlige, langsigtede konsekvenser.”

Weekendavisen

“Det er en væsentlig bog, som anbefales.”

– Nordjyske Stiftstidende (fire stjerner)

“… fremragende og vigtig historieformidling om en ellers ikke beskrevet del af besættelseshistorien.”

Lektørudtalelse, DBC

 De asociale er en bog, vi har manglet. Den belyser et glemt hjørne af beretningen om KZ-lejrenes gru.”

– Jyske Medier (fire stjerner)