Coronafrygten præger os alle – og vel til dels med rette. Men det er langt fra første gang, at vores land har måttet tage kampen op mod store sygdomme. Sommeren 1853 blev der taget skrappe forholdsregler i Hillerød, da man frygtede en helt anden sygdom
“Da det ved vore Undersøgelser har vist sig, at der i de nævnte Communer findes Nogle, der ikke smage varm Mad, Flere som kun sjældent kunne erholde det, og endnu Flere som maa nøjes med saadanne Spiser, der fro Øieblikket maa anses for usunde, haabe vi paa velvillig Deltagelse hos vore Medborgere.”
Sådan lød en opfordring fra 11 borgere med byfoged Arboe og hospitalsforstander Svend Pedersen i spidsen til hillerødanerne. Opfordringen faldt 12. juli 1853 – og de omtalte kommuner var Hillerød og Nyhuse, der i endnu 113 år frem ville være separate kommuner. Anledningen var ikke ren medlidenhed med de fattige i Hillerød og Nyhuse.
Mellem 1. og 4. juli samme år var 62 tilfælde af kolera blevet indberettet i København. 32 af patienterne var døde – og der var al mulig grund til at frygte at også de knap 3000 indbyggere i Hillerød kunne blive ramt. Og ganske vist havde man en fornemmelse af, at alment svineri og dårlig hygiejne spillede en rolle. Men sund og nærende mad kunne også være med til at holde sygdommen fra døren.
Lazaret og lighus
Opfordringen virkede. Ni dage senere var der samlet 150 rigsdaler sammen – og 150 hillerødanere blev i den kommende tid bespist med varm suppe og kød to gange om ugen. De fattige slap dog ikke helt selv for at betale – for at de kunne få varm mad de øvrige dage, skulle de selv betale en mark til sundhedskommissionen af de fi re mark, de fi k i ugepenge. Den varme mad var ikke det
eneste våben mod den truende sygdom. Der blev oprettet et lazaret i det gamle tinghus i Møllestræde – bygningen blev revet ned, da man for omkring 85 år siden førte Nordstensvej igennem til Slangerupsgade, men det lå stort set, hvor der i dag er kørebane.
Der blev bygget et særligt træskur på Hillerød Kirkegård til lighus, og skolekommisionerne blev anmodet om at give skolebørnene ferie – hvilket man åbenbart ikke som selvfølge havde i juli måned i de år.
Endelig blev der i kommunernes fattighuse banket huller til skorstenene, så man kunne få træk.
På Hillerøds hospital – det lå i Slotsgade, hvor nummer 23 og 25 ligger i dag – boede de fattige og syge. Der var ikke tale om et decideret behandlingssted, men nærmere et sted til opbevaring og pleje af kommunernes svageste. Det blev dog suspenderet i juli til september det år. Her måtte nytilkomne svage klare sig, som de bedst kunne – af frygt for sygdommen blev der ikke optaget nye lemmer på hospitalet.
Døden
21. juli kom meldingen om det første dødsfald, og lazarettet måtte i brug. Der blev dog ikke så voldsom en travlhed, som man kunne have frygtet: 14 blev indlagt, hvoraf 13 døde. 6. september blev epidemien afblæst i Hillerød og livet kunne vende tilbage til det normale. Ud over de 13 døde i Hillerød var de nordsjællandske “tabstal” fem i Sørup. I hovedstaden gik det værre til: 7526 blev angrebet og 4084 døde af sygdommen.
Igler og sennepspulver
Det er nærliggende at tænke, at man gjorde det samme i Hillerød, som man gjorde i hovedstaden, når en kolerapatient blev indlagt: Myndighederne stillede krav om, at man luftede det værelse ud, som patienten havde ligget i, vaskede værelset, slæbte sengen ud til udluftning og vaskede sengetøjet. Som medicin blev borgerne opfordret til at bruge opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster, sennepspulver og rabarber. Sundhedskollegiet i hovedstaden anførte desuden, at mådehold var det bedste middel mod sygdommen. Man skulle undgå sure, fede og afførende fødevarer, man skulle bruge masser af krydderier – og så skulle man undgå dårligt vand, gæret øl og større mængder brændevin. Vin, cognac og kryddersnaps kunne man dog med fordel drikke mod sygdommen. Ved svære anfald skulle man gnide huden med børster eller klude dyppet i brændevin, salt og peber. På kold hud skulle man lægge poser med varmt sand. Sennepskager på huden kunne også gøre nytte – og hvis patienten var døsig, skulle der sættes igler på tindingerne. Et vendepunkt Koleraepidemien blev et vendepunkt i dansk sundhedshistorie: Ikke mindst i hovedstaden, hvor den var medvirkende årsag til, at der blev opført ordentligt kloakerede boligkvarterer udenfor voldene, der faldt i de år. Desuden blev kommunehospitalet opført på kanten af voldene – og der blev oprettet en lægeforening i København med tilhørende fattigboliger, der i dag absolut ikke længere bebos af byens underklasse. Også i resten af landet blev der agiteret for bedre hygiejniske forhold og bedre sociale forhold for de fattige.
Kilder: Ditte Wonsyld: Koleraen i København 1853 – opgave fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Niels Gustafson: Det gamle Hillerød Hospital Anders Uhrskov: Nye Kulturbilleder fra Hillerød og Omegn.
journalist og fotograf.
