3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.

AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.

16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.

De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.

Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens journalist og fotograf.

 Spidsmus  kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen

Ingen vidste noget

Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.

For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.

“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.

“Og synge med på salmen.”

Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”

Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”

Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.

“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.

Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”

Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.

Første tilfælde

“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.

“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”

Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.

Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.

“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”

En af 1000

Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.

Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.

Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.

Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus