Jeg holder foredrag om en stribe emner – både om generelle historiske emner og om Hillerøds historie.
De asociale: Med udgangspunkt i Maya Schusters og min bog “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere” fortæller vi om et næsten glemt stykke danmarkshistorie – nemlig arrestationen og deportationen af over 400 danske mænd under besættelsen. De asociale er hidtil blevet overset i historieskrivningen, men fortællingen om dem er en spændende rejse gennem både besættelsestidshistorien, socialhistorien og kriminalhistorien. Maya og jeg har både sammen og solo holdt langt over 100 foredrag om emnet landet over – i alt fra kirker over ældreklubber og folkeuniversiteter og til biblioteker. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Fritz Haber: Fortællingen om den den tyske videnskabsmand, nobelpristager og mulige krigsforbryder Fritz Haber er en rejse gennem det unge Tysklands storhed og tragedie. Den jødiske Haber konverterede til kristendommen for dels at støtte op om den tyske nationale enhed og dels for at kunne sikre sig bedre embeder i den nydannede tyske stat i slutningen af 1800-tallet. Da han opfandt en revolutionerende måde at lave kunstgødning på, var han med til at skabe eksistensgrundlaget for 1900-tallets heftige befolkningstilvækst. I dag anslås det, at hans opfindelse direkte brødføder et par milliarder af jordens indbyggere. Ved 1. Verdenskrigs udbrud kastede han sin kærlighed på militæret og opfandt de klorgasbomber, der gjorde livet i skyttegravene til et endnu større helvede. Da han fik nobelprisen i kemi, var han samtidig efterlyst som krigsforbryder. Senere i karrieren opfandt han den giftgas, der endte med at dræbe millioner i kz-lejrene. Selv døde han i landflygtighed som offer for nazisternes jødeforfølgelse. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Hillerød er min fødeby, og jeg arbejdede på Hillerød Posten i 12 år – så naturligvis har jeg både viden og kærlighed til Nordsjællands midtpunkt. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke kan tugte byen i mine oplæg…
‘Og midt i det hele slottet’: Oplægget handler om Hillerøds identitet. Gennem en lynrejse gennem Hillerøds historie klarlægger jeg, hvad Hillerød er for en størrelse – og hvad Frederiksborg Slot har betydet for byen. Jeg giver et meget personligt bud på, hvad Hillerød egentlig er for et sted krydret med nedslag i byens dramatiske historie – der er masser af mulighed for grin, spørgsmål og debat undervejs eller efterfølgende. Normalt holder jeg det som rigt illustreret foredrag, men oplægget kan også arrangeres som en byvandring, der varer halvanden times tid. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Død og drama i Hillerød: Denne byvandring fører os rundt i Hillerøds blodige fortid – her er både myrdede svenskere, bybrande, forsvundne kirkegårde, industrikatastrofer og naturligvis slottets brand på repertoiret. Socialhistorie blander sig med de store linjer – jeg lover, at I både bliver klogere og underholdt undervejs. Rundvisningen kan også leveres som foredrag, hvis I hellere vil sidde ned og drikke kaffe imens. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Hillerød Kirkegård: En vandretur gennem 180 års hillerødhistorie. Vi møder både musiklæreren, der skød papegøjen gennem et ægteskab med en skandaløs amerikaner, den store fabriksejer, den legendariske skoleleder, glemte kunstnere, erhvervsmænd og kuriøse fortællinger fra fortiden. Jeg har af og til offentlig rundvisninger, men jeg arrangerer selvfølgelig også gerne private rundvisninger. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Besættelsestidens Hillerød – set gennem gravene: Hillerød Kirkegård har et stort antal grave, der relaterer sig til besættelsestiden. Vi kommer omkring både tyske flygtninge, modstandsfolk, en likvideret tyskerhåndlanger, en borgmester, der kom i klemme i samarbejdspolitikken, terrorofferet, en nedskudt husmoder og en såkaldt asocial. Rundvisningen er egnet til både jer, der er alment nysgerrige og til skoleklasser og andre, der gerne vil være klogere på besættelsestiden. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Nyhuse Kirkegård: Hillerøds ældste bykirkegård har et væld af historier gemt under gravstenene. Vi møder gøglere, kunstnere, Hillerøds hofarkitekt, en massemorder, en dyrlæge med hang til hestekød og en lang række andre skæbner på denne interessante rundvisning. eg har af og til offentlig rundvisninger, men jeg arrangerer selvfølgelig også gerne private rundvisninger. Ring 42742031 eller send en mail til tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.
Hej Tim
Vi er et par historielærere fra Hillerødsholmskolen, som gerne vil høre lidt om dine rundvisninger i Hillerød omkring besættelsen.
Hvilke klassetrin kan de målrettes til?
Hvor lang tid varer de ca.?
Kan to klasser (i alt ca. 50 elever) deltage samtidig?
og hvad er prisen for en rundvisning?
Vi ser frem til at høre fra dig.
mvh
Kristina og Jeanette
Hillerødsholmskolen
Hej begge
Det er selvfølgelig absolut muligt – og det vil glæde mig at være med til:) Jeg har sendt jer en mail med info.