Når man går i skoven St. Dyrehave i Hillerøds østlige udkant, kan man ikke undgå at bemærke de lange, lige veje. Det er nærliggende at tro, at der er tale om ret nye køreveje, der skal være med til at sikre skovarbejdere let adgang.Men årsagen er en helt anden. Den store skov ved Hillerød – og i øvrigt også Jægersborg Dyrehave nær Lyngby – er nemlig ikke formet efter jordisk arbejde, men til brug for at understrege de kongeliges nærmest guddommelige værdighed.

I 1662 drog prins Christian – der fik hæftet et femtal på sit navn, da han i 1670 overtog tronen

efter faderens død – til Versailles, hvor han besøgte Solkongen, Ludvig XIV. Ludvig havde et solidt greb om at vise status – for nu at sige det mildt. Blandt andet havde han opbygget store jagtsystemer, og den unge prins blev underholdt med blandt andet falke- og ulvejagt. Det var dog en tredje jagtform, der greb den 16-årige kronprins så solidt om hjertet, at han tog ideen med hjem: Parforcejagten. Parforcejagten er en forfølgelsesjagt, hvor en udvalgt – særlig flot – hjort bliver drevet i en bestemt retning af hunde. Hjorten bliver drevet træt og holdt fast af hundene, hvorpå jagtlederen – førnævnte Christian i dette tilfælde – slår dyret ihjel med et stød fra en kårde. Det lyder ganske simpelt – men jagten fordrede et noget større anlæg. Hvor det i dag er nok for kongehuset at plaffe udsatte fasaner og pleje venskabelige forbindelser med eliten i den anledning, var der betydeligt mere på spil i parforcejagterne.

Kongens overherredømme

Jagten foregår på et system af snorlige stier, der i stjerneform spreder sig fra en plads i midten. Vægten af kongekronen har stadig været ny på Christians hoved, da han i 1670 gik i gang med parforcejagten. Først gik det efter det forhåndenværende søms princip, men efterhånden fik han lavet jagtanlæg i Hareskoven, Jægersborg Dyrehave og endelig i 1687 gik han i gang med at få omskabt St. Dyrehave til denne meget symbolske jagtarena. Formålet med den stort anlagte parforcejagt er at vise menneskeheden – og naturligvis især dens ypperste repræsentant, kongens – overherredømme over naturen. Selv naturen skulle adlyde kongen, der fra sin placering i midten og ved hjælp af de lige stier, hundeglam og jagthorn havde et solidt overblik over situationen og stod parat til at aflevere nådesstødet. Christian V var jagttosset, ingen tvivl om det, men der stod altså også mere på spil i parforcejagten. Kongen var den anden enevældige konge, siden hans far, Frederik III i 1660 indførte enevælden og dermed en gang for alle fastslog, at kongemagten blev nedarvet fra fader til søn – og at kongemagten var uindskrænket: “det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love,” blev kongen betegnet i Kongeloven fra 1660.

Soldater sled sig op

Men enevælden var ny på dette tidspunkt, og indførslen af parforcejagten har uden tvivl også haft elementer af territorieafpisning. Arbejdet med anlæggene var overvældende. Der skulle fældes træer, bygges dæmninger, ryddes landområder. Soldater blev sat til at udføre arbejdet, og det er blevet anslået at 100.000 mandedage gik til arbejdet i St. Dyrehave alene – i et land, der på det tidspunkt kun havde en halv million indbyggere. Kongen døde i 1699, og parforcejagten gik ret hurtigt af mode derefter. Men i St. Dyrehave er vejforløbene stadig de samme – så man kan mærke historiens vingesus ved at begive sig på skovtur. Igennem flere år har Hillerød forsøgt at få parforcejagterne på Unescos verdensarvliste. Jeg har skrevet adskillige artikler gennem tiden om emnet i Hillerød Posten – og denne tekst er en redigeret udgave af en af artiklerne. Jeg er Flemming Runes fantastiske bog om Gribskov tak skyldig for en del af oplysningerne i artiklen – jeg anbefaler alle at få fat i den fantastisk flotte og velskrevne bog.