Foto af børnehjemsbørn fra Kbhbilleder.dk . Børnene har intet med Sofie Madsen at gøre, men er blot brugt som illustration.
Sofie Madsen blev erklæret ubegavet i sin barndom – senere gjorde hun et stort arbejde for psykisk handicappede børn
Fremtiden tegnede alt andet end lys for lille Sofie Madsen, da hun kort efter forrige århundredeskifte startede i skolen.
Ikke alene havde hun mistet sin far, malermesteren Jørgen, da hun var blot fire år gammel i 1901.
Hun var også blevet sendt til Jylland af sin mor, der ikke havde haft råd til at beholde gården i Meløse efter mandens død og derfor var flyttet til Hillerød for at finde arbejde. Og værst af alt – lille Sofie kunne ikke lære at læse og skrive, da hun kom i skole.
Ordblindhed var dengang synonymt med tumpethed – og ifølge Kvindebiografisk Leksikon, der er hovedkilde til beretningen om Sofie Madsen, fik Sofie da også prædikatet ubegavet. Hun isolerede sig selv, forlod skolen, da hun nåede konfirmationsalderen og fik arbejde som hjemmesyerske.
Det skulle vise sig at blive hendes lykke.
Sofies ulykkelige opvækst kom hende til hjælp. I flere af de familier, hun havnede hos, traf hun børn, der havde ry for at være vanskelige. Hun genkendte en del af deres reaktionsmønstre fra sin egen barndom, og det gav hende en anden forståelse for, hvordan de små skulle behandles. Det førte til en karriere som barneplejerske, og det førte igen til ansættelse på forskellige børnehjem. Det var dog ikke lykken – hun havde svært ved at falde til.
Bedre gik det, da hun blev kokkepige hos en familie i Hillerød. Her mødte hun præsten V. Brücker og pædagogen Thyra Constantin-Hansen, der var fortalere for en helt anden pædagogisk tilgang end den sorte skole-tankegang, der var fremherskende herhjemme dengang. Bekendtskabet førte til en elevplads i Thyras skole Hjemly ved Roskilde, der fulgte en pædagogisk lære skabt af italieneren Maria Montessori. Sofie fandt dog ikke, at Montessoris metoder var passende, og hun blev i stedet havebrugselev nær en frimenighed i Ågård.
Men arbejdet med børn trak. I 1924 tog hun et spædbarn i pleje, og kort efter fik hun plejeret til en seksårig dreng, der hidtil havde været uanbringelig. Herefter gik det stærkt. I 1926 havde hun seks børn i pleje og flyttede til Havrekilde ved Roskilde. Det var langtfra de nemmeste børn, hun havde med at gøre. Mange af dem havde ikke noget sprog og mildt sagt bizarre reaktionsmønstre. Men Sofie Madsen kunne trække på egne erfaringer fra barndommen, hvor hun havde trukket sig ind i sig selv – og det lykkedes hende langt hen ad vejen at få kontakt til børnene og større forståelse for deres problemer.
Sofie Madsen var således banebrydende i arbejdet med autister, og ifølge Kvindebiografisk Leksikon viste en rapport fra Socialministeriet i 1952, at adskillige af de børn, der havde været i behandling hos Sofie Madsen, siden kom til at leve normale liv.
Socialrådgiveren Lis Hillgaard, der var elev hos Sofie Madsen i 1950’erne, formulerer sin opfattelse af læremesteren i et interview i fagbladet Socialrådgiveren.
»Hun var en bemærkelsesværdig kvinde, et originalt menneske og en filosof, som tog børn i pleje. Børn, der var afvigende. Lidt efter lidt oprettede hun det børnehjem, som skulle blive det første her i landet for autister, på et tidspunkt, da dette begreb slet ikke var formuleret.«
Sofie Madsen oprettede Himmelev Børnehjem, der blev godkendt officielt i 1933, og rejste rundt på landets åndssvageanstalter for at finde børn, der nok var psykisk handicappede, men ikke åndssvage. Almindeligvis er autister normalt begavede. Samtidig kastede Sofie, der jo ellers var ordblind som barn, sig over stadigt større mængder faglitteratur. Inspirationen hentede hun i et samarbejde med Rigshospitalets børneafdeling. Hendes tilgang til barneplejen var set med vore dages briller ellers ret simpel. Hun gav omsorg og mødte børnene, hvor de var. Selv da hun kom godt op i årene, sov hun stadig i samme lokale som børnene.
“Der er jo altid en lille hånd, der rækker ud”, som hun formulerede det.
Sofie Madsen begyndte også selv at skrive om sine erfaringer, og hun modtog flere hædersbevisninger. Hun var aktiv frem til årene inden sin død i 1982 som 85-årig.
Sofie Madsens store arbejde for autistsagen har fået et eftermæle i form af både Sofieskolen og Sofiefonden. Førstnævnte blev startet af en Else Hansen, der fik en autistisk datter i 1954. Hun søgte hjælp hos Sofie Madsen, startede selv en skole – og opkaldte den efter sin læremester. I 1968 blev Sofiefonden stiftet for at sikre, at der fortsat blev gennemført projekter til gavn for autisme. Det har blandt andet resulteret i flere bo- og forskningssteder.
Efter sin død blev Sofie Madsen begravet på Ll. Lyngby Kirkegård i forældrenes grav.
journalist og fotograf.