3. oktober 2019 er det 75 år siden, at tyskerne arresterede næsten 100 danske mænd, der blev sendt i KZ-lejr om såkaldt asociale eller vanekriminelle. Teksten er et redigeret afsnit fra bogen “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” af undertegnede og Maya Schuster
Mandag den 3. oktober 1944 blev en 33-årig lagerekspedient vækket af tyskerne i sin lejlighed på Lemnosvej på Amager. Blot en uge før havde tyskerne gennemført sin første aktion mod såkaldt asociale og vanekriminelle. Nu var det tid for den næste.
Tyskerne havde besluttet at de ville vise danskerne, at de kunne rydde op, selv om man havde arresteret det danske politi den 19. september. Det gik ud over et ret tilfældigt udvalg af alkoholikere, arbejdsløse, tidligere straffede og andre, som tyskerne med nazistisk lovgivning i hånd følte sig berettiget til at sende i døden i kz-lejrene.
Det tyske politi kom tidligt om morgenen – dels for chokeffekten og dels for at arrestere deres udvalgte ofre, inden de stod op og gik på arbejde. Lagerekspedienten blev brutalt vækket klokken 5.30.
‘De spurgte efter våben, hvilket jeg ikke havde og aldrig har haft. Salatfadet holdt uden for havelågen. Der var fire Gestapofolk oppe i lejligheden. Den ene var dansk tolk. Da jeg kom ned ad trappen, stod der en Gestapo i gangen ud til gården ligeledes i hovedgangen samt ved lågen ud til vejen, i alt vil jeg regne med, at de var en snes stykker. Da jeg kom ind i bilen, var der kun et par stykker, vi kørte nu rundt ude på Amager fra det ene sted til det andet, og en efter en kom de ind, til sidst var vi så mange, at vi sad i lagvis og kunne dårlig få vejret, og imellem os var der en mand med et dårligt hjerte, han var meget sløj. Gestapo derimod havde god plads,’ skrev lagerekspedienten i 1946. Det er en af de får beretninger i arkiverne fra de såkaldte asociale og vanekriminelle.
Interesseret i et foredrag om de asociales skæbne? Så klik her
Tyskerne første aktion den 27. september var som sådan forløbet vel set med nazistiske øjne – tyskerne fik arresteret omkring 500 mænd, og en fjerdedel af dem blev kort efter sendt i kz-lejr – men den havde også været kaotisk og havde krævet meget tid og mandskab. Den 3. oktober gik det tyske politi mere målrettet til værks. Ved hjælp af straffeattester fra det danske politis arkiv, som man havde fået fingre i på Politigården efter politiets opløsning tidligere på måneden, havde man udvalgt 102 mand, der skulle arresteres. Udvælgelsen foregik dels på grund af deres gamle straffe, der for længst var afsonede – og dels på grund af kedelig logistik. Plotter man de arresteredes adresser ind på et kort, kan man stort set trække en lige linje fra bunden af Amager over Indre By og Nørrebro og til Brønshøj. Sidegaderne til byens hovedstrøg kom til at levere de fleste arresterede – og var tyskerne på en vej, tog de gerne flere med.
Køb “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret for blot 100 kroner + porto eller portofrit ved afhentning i København NV eller på Frederiksberg. Ring eller skriv til 42742031 eller send en mail til Tim@timpanduro.dk.
Turen rundt i København varede flere timer, inden lastbilen nåede Shellhuset.
‘Her kom vi på, jeg tror det var på tredje sal, og en efter en kom vi hen til et lille bord, hvor der sad en dame ved en skrivemaskine, ved siden af stod en Gestapo. Der blev stillet mig forskellige spørgsmål, omtrent som når man udfylder mandskabslister. Jeg spurgte, hvor længe dette eventuelt kunne vare, hvorpå der blev svaret, at efter de oplysninger, jeg havde givet, vilde jeg nok komme hjem i løbet af dagen. Vi blev så samlet i den anden ende af lokalet og ført til Politigården. Det var middag, vi havde endnu ikke fået noget at spise den dag. Hvorfor jeg blev hentet, ved jeg ikke, jeg stod ikke i noget illegalt eller havde foretaget mig noget forkert,’ skrev han.
Interesseret i et foredrag om de asociales skæbne? Så klik her
Hans undren har givetvis være ægte nok. Han havde en enkelt dom fra 1938, men har næppe kunnet koble den til, at politiet pludselig interesserede sig for ham. Han var ikke den enete, der undrede sig. I oplysningsskemaer, der blev indsamlet blandt hjemvendte fanger, er rådvildheden åbenlyst stor. Ligesom ved den første aktion er det fremherskende svar på spørgsmålet ”Hvilken begrundelse gaves for arrestationen?” et ”Ingen”. Andre svarer ”Nogle formaliteter og oplysninger” eller ”De sagde, det skulde jeg nok få at vide”. En hævder sig arresteret ”på grund af strejken”, hvilket sandsynligvis er strejken, der opstod, da politiet blev arresteret. En anden mener sig arresteret ”på formodning om revolvertyverier fra tyskerne”. Andre hævder, at de blev mistænkt for modstandsarbejde. Et par stykker svarer ”for at være i besiddelse af våben”. En svarer ”jeg skulle have talt nedsættende om Hitler, Göring etc.”. En hævder sig ”mistænkt for illegal virksomhed”. Det samme gør en, der også blev ”sigtet for skjul af sabotører”. En enkelt fik at vide, at han skulle ind for at vidne. Tyskernes reelle begrundelse var dog deres straffeattester – i nogle tilfælde kombineret med personlige antipatier, for der var både i denne og andre arrestationsbølger af asociale en del modstandsfolk eller andre, der havde vist sig tyskfjendtlige mod de arresterede.
Officielt ville mand og rydde op i den danske underverden – vel at mærke ved at fjerne de mest synlige typer, fremfor at gå efter sortbørshandlens spidser. Blandt de arresterede var der en overvægt af folk med gamle domme for tyverier, ofte suppleret med sortbørshandel, selv om enkelte drabsmænd – med domme, der i nogle tilfælde gik mere end 30 år tilbage – og sædelighedsforbrydere også var blandt de arresterede.
I alt 95 fanger blev efter tre dage sendt til KZ-lejren Neuengamme efter tre dage i Politigårdens Fængsel. Lagerekspedienten var en af dem.
‘Torsdag aften blev der sagt til os, at hvis vi havde værdigenstande samt mange penge, kunne vi aflevere det, så vore hustruer eller forældre kunne få det. Da sank humøret, for vi vidste, hvad det gjaldt. Om aftenen blev der slukket tidligt. Klokken 23.30 blev vi kaldt op, vi kom ud på gangen, blev råbt op og talt, så vi fik at vide, at vi skulle til Tyskland, men hvis vi opførte os ordentligt, fik vi også en ordentlig behandling, men hvis vi forsøgte at flygte, blev der taget fem andre ud og skudt. Vi måtte have 10 kroner med, vi fik ikke brug for mere, alt andet skulle vi lade blive tilbage til vore kære… Da vi nåede Warnemünde, fik vi luftalarm, og det gik hurtigt med at få os proppet ind i nogle kreaturvogne uden halm, vi holdt så på banelinjen, til det blev aften, vi var cirka 50 i den vogn, jeg var i, vognen var låst udefra og kun et lille hul i hver ende af vognen, hvorfra vi fik luft. Vi skiftedes til at kigge ud og så flere hundrede engelske maskiner. Vi kørte så frem og tilbage og kunne ikke finde ud af, hvilken retning vi kørte, indtil vi holdt ved Neuengamme søndag formiddag. Hele turen havde taget 52 timer.’
I de 52 timer havde eneste forplejning været dyrekøbt og elendig kaffe på færgen. Og de sultne og angste fanger gik en endnu hårdere skæbne i møde i de tyske kz-lejre.
‘Da vi nåede Neuengamme søndag den 8. oktober 44 kom vi gennem en stor, stærkt bevogtet gitterport. Foran os lå en stor åben plads, appelpladsen, nede for enden af denne var køkkenet, på begge sider var der barakker, på venstre side de almindelige blokke, til højre sygebarakker – kaldet revier – oplagsrum baderum og værkstedet. Da vi kom inden for portene gik vi til højre, uden for baderummet blev vi klippet skaldet, derefter kom vi ind, afleverede alt, hvad vi havde, og klædte os helt af samt fik en blikplade om halsen med vort nr. […] derefter kom vi ind i baderummet, blev barberet overalt, hvor vi var hårede, under armen på brystet og i lysken, fik bad, kom ud i et andet rum, fik undertøj (såfremt det kunne kaldes undertøj) udleveret, ingen sokker, men et par klude til fødderne samt træskosandaler eller badesko, udenfor lå der benklæder og jakker i dynger, som man kunne gå hen og tage, alle jakker havde et gult kryds på ryggen, benklæderne med kryds på benene. Vi var kønne at se på, og vi lo af os selv, endnu havde vi humøret i behold, derefter op i skrædderiet og få nummer syet i jakke og benklæder samt et mærke, som skulle kendetegne, hvilke slags individer vi tilhørte, jeg fik en sort trekant, som betød asocial, skønt jeg aldrig havde været uden arbejde.‘
Efter den brutale ”indtjekning” bliver de anbragt i Block 18 i lejren. I den ene ende var der køjesenge i tre etager, og i den anden var der borde og træbænke. Her fik de deres første måltid i lejren – en portion nærmest uspiselig roesuppe.I enden af lejrgaderne var der en pigtrådsbesat port med en vagtpost. Og for enden af netop Block 18’s gade stod lejrens galge.
Allerede 10. oktober bliver den 33-årige lagerekspedient udvalgt sammen med 39 andre. De blev de første danskere, der kom til Dessauer Ufer, en udelejr, der var åbnet knap en måned tidligere i Hamborgs Frihavn. Andre blev sendt til Spaldingstraße og Fuhlsbüttel i Hamborg, hvor de fik forskellige oprydningsopgaver i den bombeknuste by.
Opholdet i kz-systemet blev hårdt, og selv om lagerekspedienten overlevede, var langt fra alle de såkaldt asociale og vanekriminelle så heldige. Mere end fire ud af 10 af de 95, der blev deporteret efter den 6. oktober, døde i lejren eller kort efter hjemkomsten. Dårlige leveforhold, negativ særbehandling fra medfanger og fangevogtere og den psykiske belastning, der lå i ikke at vide, hvorfor, man var deporteret, var med til at trække dødstallene så højt op.
Køb “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret for blot 100 kroner + porto eller portofrit ved afhentning i København NV eller på Frederiksberg. Ring eller skriv til 42742031 eller send en mail til Tim@timpanduro.dk.
