Ekstra Bladet bragte dette fotografi af Søren Stauning, da han som 22-årig åbnede antikvarboghandel i København i april 1945.
Da lille Søren kom til verden på Kanslergade 10, 3. sal i København 18. marts 1923, var der ingen der vidste, at der skulle blive skrevet danmarkshistorie i lejligheden ti år senere. Nok var der ingen tvivl om at Sørens far Thorvald var udset til noget stort. Men der gik nu stadig et år, inden Stauning hævede sig fra håbefuld politiker og til statsminister – og derefter ni år til at han fik skudt det moderne velfærdssamfund i gang ved Kanslergadeforliget – opkaldt efter Sørens barndomshjem. En historie går på, at Søren Stauning lå under spisebordet i den fireværelses lejlighed, da Thorvald sendte sin hustru ned efter en karaffel whisky for at få de øvrige partiledere til at blive lidt længere.
Det blev den mest betydningsfulde dram i Danmarkshistorien.
Thorvalds øjesten
Efternøleren Søren var Thorvald Staunings øjesten, og da Thorvald blev skilt fra Sørens mor Olga i 1930 måtte han lide den tort, at forældreretten gik til Olga. Thorvald fik dog samkvem.
Skilsmissen var bitter, med forbandelser og beskyldninger, der fløj på kryds og tværs parterne imellem. Til slut kom der dog væbnet fred mellem de to, og da Sørens konfirmation blev holdt på Søpavillionen – den senere statsminister H.C. Hansen skrev en af festsangene – var begge forældre til stede.
Sørens helbred var skrøbeligt hele barndommen igennem, hvilket naturligt nok bekymrede forældrene. Den bekymring var nu ikke stor grund til. Søren fik et langt og virksomt liv, der førte ham omkring Hillerød og Skævinge.
Skævinge Kirkegård blev da også hans sidste hvilested, efter at han faldt om på gulvet i lejligheden på Skævinge Præstegård 24. september 2000 for aldrig siden at rejse sig igen.
Venstremand
Søren Stauning var ligesom faderen politisk aktiv. Men på et noget mere beskedent plan – og for et parti på den “forkerte” fløj. Han var nemlig viceborgmester for Venstre i det daværende Skævinge Kommune. I 1983 forklarede han partivalget i et interview i Hillerød Posten.
“Jeg føler ikke, at jeg har svigtet mit ophav. Der er stor for
skel på Socialdemokratiet i 1930’erne og det partiet står for i 1983. Holdningen og tonen er en anden. Efter krigen sigtede Socialdemokratiet mod en centralisering af samfundet. Mod et behandlersamfund. Det er helt i strid med min opfattelse, og jeg meldte mig ud i begyndelsen af 1950’erne.”
Han luftede også teorien om, at faderen måske ville have skiftet side.
“Det er svært at sige, om min far ville have været venstremand i dag eller hvor han ville have ført partiet hen, hvis han havde levet.” Skjulte jøder
Thorvald døde dog i 1942, og Søren måtte som 19-årig stå på egne ben. Det klarede den “forvirrede og umodne” Søren ved at starte en antikvarboghandel. Under krigen var han også aktiv i periferien af modstandsbevægelsen. I lejligheden på Ndr. Frihavnsgade husede han ifølge nogle kilder af og til sabotører og jøder, der skulle hjælpes til Sverige – han optræder dog ikke i Nationalmuseets database over modstandsfolk, hvor hans mor står opført som logivært for flygtninge.
Efter krigen arbejdede han 22 år på Militærhospitalets kontor, inden han foretog et karriereskifte.
Redaktør på Hillerød Posten
Som 44-årig arvede han en rig onkel – og det gav ham modet til at sige op. Han fik læreplads på Frederiksborg Amts Avis, hvor redaktør Einar Jacobsen betegnede ham som “en fin og følsom skribent, der til tider næsten er lyrisk i sin journalistik.”
Vejen til redaktørtjansen på Hillerød Posten var kort – de hørte dengang til i samme hus. Søren Stauning var redaktør på Hillerød Posten i en årrække frem til 1980. Her pensionerede han sig selv – men gik ind i politik, holdt foredrag og skrev fortsat. Så det var en aktiv pensionisttilværelse, han bød på. han var også formand for stomiforeningen.
Søren blev nemlig stomiopereret kort efter han fik sin læreplads, og fik stor hjælp fra foreningen. Samtidig holdt han modet oppe på anden vis:
“Det var netop udsigten til, at jeg skulle flytte til Skævinge, der var med til at holde liv i mig, mens jeg lå på hospitalet,” sagde han dengang til Hillerød Posten.
“Netop i det lille samfund har man en identitet. Man er en i forhold til andre mennesker, ikke som i en storby, hvor man er anonym.”
Landsfaderens søn fandt altså sent i livet sit hjem – langt væk fra magtens centrum. Han hviler nu under en beskeden sten på Skævinge Kirkegård sammen med hustruen Birgit, der var bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek.
Dette er en redigeret udgave af en artikel, jeg skrev i Hillerød Posten i 2009.
Tyskerne tvangsindrykkede telegrammer i de danske aviser om aktionerne mod de såkaldt asociale og vanekriminelle. Klippet stammer fra Kristeligt Dagblad.
3. oktober 2019 er det 75 år siden, at tyskerne arresterede næsten 100 danske mænd, der blev sendt i KZ-lejr om såkaldt asociale eller vanekriminelle. Teksten er et redigeret afsnit fra bogen “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” af undertegnede og Maya Schuster
Tyskerne havde besluttet at de ville vise danskerne, at de kunne rydde op, selv om man havde arresteret det danske politi den 19. september. Det gik ud over et ret tilfældigt udvalg af alkoholikere, arbejdsløse, tidligere straffede og andre, som tyskerne med nazistisk lovgivning i hånd følte sig berettiget til at sende i døden i kz-lejrene.
Det tyske politi kom tidligt om morgenen – dels for chokeffekten og dels for at arrestere deres udvalgte ofre, inden de stod op og gik på arbejde. Lagerekspedienten blev brutalt vækket klokken 5.30.
‘De spurgte efter våben, hvilket jeg ikke havde og aldrig har haft. Salatfadet holdt uden for havelågen. Der var fire Gestapofolk oppe i lejligheden. Den ene var dansk tolk. Da jeg kom ned ad trappen, stod der en Gestapo i gangen ud til gården ligeledes i hovedgangen samt ved lågen ud til vejen, i alt vil jeg regne med, at de var en snes stykker. Da jeg kom ind i bilen, var der kun et par stykker, vi kørte nu rundt ude på Amager fra det ene sted til det andet, og en efter en kom de ind, til sidst var vi så mange, at vi sad i lagvis og kunne dårlig få vejret, og imellem os var der en mand med et dårligt hjerte, han var meget sløj. Gestapo derimod havde god plads,’ skrev lagerekspedienten i 1946. Det er en af de får beretninger i arkiverne fra de såkaldte asociale og vanekriminelle.
Tyskerne første aktion den 27. september var som sådan forløbet vel set med nazistiske øjne – tyskerne fik arresteret omkring 500 mænd, og en fjerdedel af dem blev kort efter sendt i kz-lejr – men den havde også været kaotisk og havde krævet meget tid og mandskab. Den 3. oktober gik det tyske politi mere målrettet til værks. Ved hjælp af straffeattester fra det danske politis arkiv, som man havde fået fingre i på Politigården efter politiets opløsning tidligere på måneden, havde man udvalgt 102 mand, der skulle arresteres. Udvælgelsen foregik dels på grund af deres gamle straffe, der for længst var afsonede – og dels på grund af kedelig logistik. Plotter man de arresteredes adresser ind på et kort, kan man stort set trække en lige linje fra bunden af Amager over Indre By og Nørrebro og til Brønshøj. Sidegaderne til byens hovedstrøg kom til at levere de fleste arresterede – og var tyskerne på en vej, tog de gerne flere med.
Køb “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret for blot 100 kroner + porto eller portofrit ved afhentning i København NV eller på Frederiksberg. Ring eller skriv til 42742031 eller send en mail til Tim@timpanduro.dk.
Turen rundt i København varede flere timer, inden lastbilen nåede Shellhuset.
‘Her kom vi på, jeg tror det var på tredje sal, og en efter en kom vi hen til et lille bord, hvor der sad en dame ved en skrivemaskine, ved siden af stod en Gestapo. Der blev stillet mig forskellige spørgsmål, omtrent som når man udfylder mandskabslister. Jeg spurgte, hvor længe dette eventuelt kunne vare, hvorpå der blev svaret, at efter de oplysninger, jeg havde givet, vilde jeg nok komme hjem i løbet af dagen. Vi blev så samlet i den anden ende af lokalet og ført til Politigården. Det var middag, vi havde endnu ikke fået noget at spise den dag. Hvorfor jeg blev hentet, ved jeg ikke, jeg stod ikke i noget illegalt eller havde foretaget mig noget forkert,’ skrev han.
Interesseret i et foredrag om de asociales skæbne? Så klik her
Hans undren har givetvis være ægte nok. Han havde en enkelt dom fra 1938, men har næppe kunnet koble den til, at politiet pludselig interesserede sig for ham. Han var ikke den enete, der undrede sig. I oplysningsskemaer, der blev indsamlet blandt hjemvendte fanger, er rådvildheden åbenlyst stor. Ligesom ved den første aktion er det fremherskende svar på spørgsmålet ”Hvilken begrundelse gaves for arrestationen?” et ”Ingen”. Andre svarer ”Nogle formaliteter og oplysninger” eller ”De sagde, det skulde jeg nok få at vide”. En hævder sig arresteret ”på grund af strejken”, hvilket sandsynligvis er strejken, der opstod, da politiet blev arresteret. En anden mener sig arresteret ”på formodning om revolvertyverier fra tyskerne”. Andre hævder, at de blev mistænkt for modstandsarbejde. Et par stykker svarer ”for at være i besiddelse af våben”. En svarer ”jeg skulle have talt nedsættende om Hitler, Göring etc.”. En hævder sig ”mistænkt for illegal virksomhed”. Det samme gør en, der også blev ”sigtet for skjul af sabotører”. En enkelt fik at vide, at han skulle ind for at vidne. Tyskernes reelle begrundelse var dog deres straffeattester – i nogle tilfælde kombineret med personlige antipatier, for der var både i denne og andre arrestationsbølger af asociale en del modstandsfolk eller andre, der havde vist sig tyskfjendtlige mod de arresterede.
Officielt ville mand og rydde op i den danske underverden – vel at mærke ved at fjerne de mest synlige typer, fremfor at gå efter sortbørshandlens spidser. Blandt de arresterede var der en overvægt af folk med gamle domme for tyverier, ofte suppleret med sortbørshandel, selv om enkelte drabsmænd – med domme, der i nogle tilfælde gik mere end 30 år tilbage – og sædelighedsforbrydere også var blandt de arresterede.
I alt 95 fanger blev efter tre dage sendt til KZ-lejren Neuengamme efter tre dage i Politigårdens Fængsel. Lagerekspedienten var en af dem.
‘Torsdag aften blev der sagt til os, at hvis vi havde værdigenstande samt mange penge, kunne vi aflevere det, så vore hustruer eller forældre kunne få det. Da sank humøret, for vi vidste, hvad det gjaldt. Om aftenen blev der slukket tidligt. Klokken 23.30 blev vi kaldt op, vi kom ud på gangen, blev råbt op og talt, så vi fik at vide, at vi skulle til Tyskland, men hvis vi opførte os ordentligt, fik vi også en ordentlig behandling, men hvis vi forsøgte at flygte, blev der taget fem andre ud og skudt. Vi måtte have 10 kroner med, vi fik ikke brug for mere, alt andet skulle vi lade blive tilbage til vore kære… Da vi nåede Warnemünde, fik vi luftalarm, og det gik hurtigt med at få os proppet ind i nogle kreaturvogne uden halm, vi holdt så på banelinjen, til det blev aften, vi var cirka 50 i den vogn, jeg var i, vognen var låst udefra og kun et lille hul i hver ende af vognen, hvorfra vi fik luft. Vi skiftedes til at kigge ud og så flere hundrede engelske maskiner. Vi kørte så frem og tilbage og kunne ikke finde ud af, hvilken retning vi kørte, indtil vi holdt ved Neuengamme søndag formiddag. Hele turen havde taget 52 timer.’
I de 52 timer havde eneste forplejning været dyrekøbt og elendig kaffe på færgen. Og de sultne og angste fanger gik en endnu hårdere skæbne i møde i de tyske kz-lejre.
‘Da vi nåede Neuengamme søndag den 8. oktober 44 kom vi gennem en stor, stærkt bevogtet gitterport. Foran os lå en stor åben plads, appelpladsen, nede for enden af denne var køkkenet, på begge sider var der barakker, på venstre side de almindelige blokke, til højre sygebarakker – kaldet revier – oplagsrum baderum og værkstedet. Da vi kom inden for portene gik vi til højre, uden for baderummet blev vi klippet skaldet, derefter kom vi ind, afleverede alt, hvad vi havde, og klædte os helt af samt fik en blikplade om halsen med vort nr. […] derefter kom vi ind i baderummet, blev barberet overalt, hvor vi var hårede, under armen på brystet og i lysken, fik bad, kom ud i et andet rum, fik undertøj (såfremt det kunne kaldes undertøj) udleveret, ingen sokker, men et par klude til fødderne samt træskosandaler eller badesko, udenfor lå der benklæder og jakker i dynger, som man kunne gå hen og tage, alle jakker havde et gult kryds på ryggen, benklæderne med kryds på benene. Vi var kønne at se på, og vi lo af os selv, endnu havde vi humøret i behold, derefter op i skrædderiet og få nummer syet i jakke og benklæder samt et mærke, som skulle kendetegne, hvilke slags individer vi tilhørte, jeg fik en sort trekant, som betød asocial, skønt jeg aldrig havde været uden arbejde.‘
Efter den brutale ”indtjekning” bliver de anbragt i Block 18 i lejren. I den ene ende var der køjesenge i tre etager, og i den anden var der borde og træbænke. Her fik de deres første måltid i lejren – en portion nærmest uspiselig roesuppe.I enden af lejrgaderne var der en pigtrådsbesat port med en vagtpost. Og for enden af netop Block 18’s gade stod lejrens galge.
Allerede 10. oktober bliver den 33-årige lagerekspedient udvalgt sammen med 39 andre. De blev de første danskere, der kom til Dessauer Ufer, en udelejr, der var åbnet knap en måned tidligere i Hamborgs Frihavn. Andre blev sendt til Spaldingstraße og Fuhlsbüttel i Hamborg, hvor de fik forskellige oprydningsopgaver i den bombeknuste by.
Opholdet i kz-systemet blev hårdt, og selv om lagerekspedienten overlevede, var langt fra alle de såkaldt asociale og vanekriminelle så heldige. Mere end fire ud af 10 af de 95, der blev deporteret efter den 6. oktober, døde i lejren eller kort efter hjemkomsten. Dårlige leveforhold, negativ særbehandling fra medfanger og fangevogtere og den psykiske belastning, der lå i ikke at vide, hvorfor, man var deporteret, var med til at trække dødstallene så højt op.
Køb “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret for blot 100 kroner + porto eller portofrit ved afhentning i København NV eller på Frederiksberg. Ring eller skriv til 42742031 eller send en mail til Tim@timpanduro.dk.
Murer-Tonnys grav på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster
Tonny Hansen var modstandsmand og forsøgte at lede tyskerne på vildspor – som hævn dømte de ham til døden for forsøg på snigmord
I slutningen af november 1944 slap heldet op for mureren Tony Hansen. Han havde været under jorden i 13 måneder, men havde vovet sig ind på Restaurant Skandia i Helsingør for at mødes med en kone til en af sine modstands-fæller.
Tre mænd kom ind på restauranten. En af dem genkender mureren som en kammerat, der er gået i tysk tjeneste.
Goddag, Tonny Hansen
»De tager vist fejl af mig og en anden«
Du bliver klogere
Tony Hansen opfordrede sin ledsagerske til at fortrække. Han kunne blive nødt til at skyde. I mellemtiden var flere tyskere kommet til.
En af dem fik et kæbestød, så han fløj ind over et billardbord. En anden blev væltet mod et bord. Herefter forsøgte Tony Hansen, Murer-Tony som han blev kaldt, at kaste sig gennem en glasdør.
Det mislykkedes. Han faldt og blev sparket bevidstløs.
Tony Hansen fortalte sin historie til Frederiksborg Amts Avis i dagene efter besættelsen.
»Ude på gaden vågnede jeg og så, at der var afspærret med maskinpistoler. Flugt ville have betydet døden.«
I Gestapos kløer
Murer-Tony overlevede, men trådte ind i et flere måneder langt mareridt. Han blev ført til Wisborg i Helsingør, der var gestapo-hovedkvarter for Nordsjælland.
Her blev han modtaget med tæsk. En flok tyskere og danskere – »danskere«, som de blev omtalt i amtsavisen – gennempryglede ham fra klokken 15 til 23. Kæppeslag i hovedet og på kroppen og prygl med gummiknipler. Natten måtte han tilbringe hængende i en vindueskarm. Han var for forslået til at kunne sidde eller ligge. Sådan fortsatte det tre dage. Uden mad og kun en halv kop vand at drikke. Så bad han om at komme i forhør.
Tyskerne fik fortalt nogle ligegyldigheder, men de blev modsagt af andre kilder. Flere prygl. Dag efter dag. Bødlerne var knap menneskelige.
»Fråden stod dem om munden, og de hylede som dyr…jeg blev klar over, at jeg ikke kunne holde til dette i længden, selv om mennesker kan tåle mere, end de selv regner med…jeg så mig om i cellen og fik øje på nogle streger, som tidligere fanger havde kradset med neglene. Det var datostreger, og jeg kunde se, at det højeste antal dage, en fange havde siddet her, var jeg ved at nå frem til. Så gav jeg dem to navne fra grupperne. De blev himmelhenrykte og der kom lys i cellen.«
Murer-Tony blev bedt om at skrive sin beretning. Han skrev og skrev.
Oplysningerne var ikke gode nok. Flere prygl. Flere navne på folk, som Tony vidste var gået under jorden. Det førte til en razzia i Hillerød. Uden resultat. Ny tysk strategi.
»Jeg fik at vide, at jeg ville blive gennempryglet på klokkeslæt.«
Stikkeren i nabocellen
Klokken 22 begyndte de at banke i gulvet ovenfra med torturinstrumenterne. Så kom de ned til døren, larmede, gik igen. Det gentog sig flere gange, indtil døren til sidst blev åbnet. Flere prygl. Mange flere.
Så blev den kommunistiske modstandsmand sendt afsted til Vestre Fængsel. Han kom lidt til kræfter og blev 14 dage senere returneret til Wisborg. Mishandlingerne fortsatte nogle dage.
»Min madras var slimet og blodig, min nødtørft måtte jeg forrette i cellen, vasket var jeg ikke blevet endnu, lusene kravlede.«
Han fandt dog trøst hos kammeraten i nabocellen. En kvinde, han førte lange samtaler med gennem væggen. Bekendtskabet faldt sammen med en 12-dages pause, hvor mishandlingerne tog af.
Så faldt bomben. Han blev kaldt op og konfronteret med alt, han havde fortalt kvinden. Ganske vist havde han haft sine mistanker til kvinden, men han havde dog sagt, at han havde lyst til at skyde hele banden.
Det gav tre dages bank, hvorefter han skrev under på alt, han havde sagt til kvinden.
“Du skal skydes, dit svin”
Endnu et par dage. En retssag på tysk. »Du er snigskytte, du ville skyde alle 30 mand på Wisborg«. Og en dødsdom.
»Du skal skydes, dit svin«, som en af tyskerne, der kunne dansk, formulerede det.
Tonny Pedersen blev lænket sammen med en tysk flyver og en tysk soldat fra kystartilleriet. Desertører, der skulle skydes. Igen til Vestre Fængsel. Her blev julen fejret.
»Vi havde fået stablet et attrap-juletræ på benene, klippede Dannebrogsflag af julepapir fra vore pakker og fik fremstillet nogle hjerter af rent ud sag wc-papir. Og så sang vi ned gennem cellerne. Og græd. Store, stærke mænd hulkede.«
Tonny slap for at blive henrettet. Han blev i stedet sendt til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse. Den danskledede fangelejr var blevet opført for at hindre, at danskere, der faldt i unåde hos tyskerne, skulle undgå at blive sendt i døden i de brutale, tyske koncentrationslejre.
Døden nær i Dachau
I februar 1945 var den aftale for længst gået i vasken.
16. februar 1945 blev der kaldt til appel, og 253 navngivne fanger fik besked om, at de skulle sendes til Tyskland. Blandt dem var Antonius Hansen, født 15. april 1917. Murer-Tonny måtte sammen med de 252 kammerater stige op på lastbiler. De blev kørt til den lille lokalstation Harrislev nord for Flensborg – og her blev de beordret over i stinkende kreaturvogne. Allernådigst gav tyskerne dem lov til at købe halm af en landmand, og vognene kunne derfor gøres en smule mere komfortable.
Fangerne havde fået mad med fra Frøslevlejren, og fik engang imellem stukket lidt pølse, brød og ost ind i vognene. Men vand var der ikke meget af på den seks døgn lange tur.
»Vi fik en halv kop vand hver anden dag«, fortalte Tonny Hansen til Frederiksborg Amtsavis i det interview, der blev bragt i befrielsesdagene.
Toget kørte om natten og holdt stille om dagen. Af og til blev der koblet ammunitionsvogne og troppetransporter på, og gennem sprækker i de isnende kolde kreaturvogne kunne fangerne se hjælpeløst til, når tyskerne sprang i sikkerhed de gange, der lød alarm om bombeangreb.
Selve angrebene udeblev lykkeligvis, og de udmattede fanger nåede frem til Tysklands ældste koncentrationslejr Dachau, 15 kilometer nord for München, 22. februar om formiddagen.
Her blev fangerne tvunget til at klæde sig af. De fik fjernet hoved- og kropshår og fik udleveret tøj, der stammede fra tidligere fanger – civilt tøj i højst tilfældige størrelser. Til gengæld blev alle de ejendele, de selv havde medbragt, stjålet af tyskerne og deres fangehåndlangere, kapo’erne.
Herefter blev danskerne sat i karantæne i en tyfus-barak. Og stemningen var ikke så nedtrykt, som man kunne forvente.
»Humøret var i behold. Vi lo meget af hinanden, da vi gik ind i barakken med skaldede hoveder og i det komiske tøj«, fortalte Murer-Tonny i interviewet.
Fangerne var nogenlunde i fred i karantænebarakken. SS-soldaterne var nemlig ikke meget for at nærme sig de tyfus-mistænkte fanger. Med god grund. Allerede den første morgen så Tonny, der havde fået fangenummeret 141.599 og hans kammerater, at der lå omkring 50 lig smidt uden for vinduerne. Tyfusofre, der var døde i nattens løb. De blev hentet på kærrer og kørt til kremering, når der var nok.
»Man vænnede sig til synet«, konstaterede Tonny, der også fik lov at opleve, at guldtænder blev rykket ud på ligene.
Dagen gik med appel, morgenkaffe-erstatning og rengøring. Klokken 13.30 fik fangerne en liter roesuppe og klokken 17 fulgte dagens brødration.
Til Neuengamme
Rygterne svirrede. De skulle videre. Midt på måneden fik fangerne to Røde Kors-pakker og et rugbrød hver, og natten efter 22. marts blev de beordret i bad og fik udleveret tøj fra Røde Kors. Den 23. april holdt busser fra Svensk Røde Kors klar uden for hegnet.
Turen gik dog ikke til Danmark, men til lejren Neuengamme. Og flere lidelser.
Tonny blev alvorligt syg og havnede i en sygebarak igen.
»Jeg fik den besked på reviret, at jeg godt kunne pakke med det samme, om tre-fire dage ville jeg befinde mig på krematoriet.«
Tonny blev stædig. Når de havde dødsdømt ham, ville han overleve. Så selv om hans gode Røde Kors-tøj var blevet stjålet, forsøgte han at holde humøret oppe.
»Jeg har set flere gange, at folk, der tabte humøret kort tid efter sygnede hen og døde..«
Der var ellers gode grunde til at tabe humøret.
»Efterhånden blev vi fuldstændig apatiske over for alle rædsler. Menneskene har en mærkelig tilpasningsevne. Det var naturens reaktion mod rædslerne. Vi så dem og så dem dog ikke.«
Friheden kom i april – igen i form af de hvide busser, der først førte danskerne op gennem Jylland.
»Overalt blev vi overdænget med gaver, det var rørende smukt. Men fra hjemrejsen husker jeg særligt billedet af det tyske folk, der var slået. Dette folk, der havde båret tyrannen frem til den store ødelæggelse undså sig ikke for at tigge af os, da vi kørte gennem Nordtyskland.«
Dødsstraf
Da Tonny kom hjem fra Sverige kom han med i lokalkomiteen for Frihedsrådet og talte blandt andet på Torvet i befrielsesdagene. Han gjorde sig også sine tanker om, hvilken skæbne, der skulle overgå de danske nazi-håndlangere.
»Den første følelse var selvfølgelig: Så, nu er du sluppet fri, nu kunne man rense ud på nazistisk maner, men det kunne ikke falde mig ind i drømme at anbefale nazistmetoder. Så dybt må ingen falde.«
Det betød dog ikke, at der var den rene øllebrødsbarmhjertighed på programmet hos Tonny, der vedblev at være tro kommunist livet ud.
»Vi vil vende os skarpt mod de mennesker, som vil påstå, at døden er for hård en straf.«
Ni at Tonnys kammerater fra hans transport til Dachau døde i koncentrationslejrene. Selv levede Tonny til 1994, hvor han blev begravet under sit kaldenavn på Nyhuse Kirkegård.
Modstandsmanden lever også videre andetsteds i Hillerød. I 2005 blev det hidtil navnløse stræde mellem Slotsgade og Slotsstien overfor Frederiksgade opkaldt efter ham.
Hillerød Kirkegård tager sig smukt ud i sne – men forhåbentlig skinner majsolen, når jeg holder rundvisning her og på Nyhuse Kirkegård. Foto: Maya Schuster
Opdatere9.. april
Skandaler, successer og store personligheder fra Hillerøds og Nyhuses fortid – eller besættelsestidens Hillerød fortalt gennem gravstenene på kirkegården i Østergade. Valget er frit – hvis ikke du da vælger begge to.
I starten af maj har jeg to af mine populære kirkegårdsrundvisninger på programmet.
Besættelsestidens Hillerød: Torsdag den 4. maj 2017 klokken 17.00- ca. 18.30 Hillerød Kirkegård gemmer på grave fra både modstandsfolk, nazisympatisører, tilfældige ofre, såkaldt asociale og politikere, der spillede en rolle i den lokale besættelsestidshistorie. Hør blandt andet om modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde, borgmesteren, der faldt i unåde, begravelsen og genopgravningen af tyske flygtninge, ungersvenden, der provokerede en tysk soldat og måtte lade livet og sagførersønnen, der blev dansk topnazist. Mødested ved indgangen i Østergade.
Fortællinger fra Nyhuse Kirkegård: Lørdag den 6. maj 2017 klokken 11.00 til cirka 12.30. Flere har spurgt, om jeg ikke vil holde rundvisning på Nyhuse – og jo, det vil jeg da gerne. Her kan man blandt andet høre historien om Hillerøds nok største gravmæle, Baronesserne på Posen, massedrabet i Nejede, cirkusfamilien Benneweis, Hillerøds hofarkitekt og flere af de kunstnere, der er begravet på kirkegården. Mødested ved kirkegårdslågen ved Stutmesterboligen, Frederiksværksgade.
Hvis du ønsker at tilmelde dig selv/flere personer, kan du sende mig en mail på tim@timpanduro.dk – skriv rundvisning i emnefeltet – og husk at skrive, hvilken rundvisning, du vil med på – eller om du vil med på begge to.
Der vil max blive solgt 40 pladser pr. rundvisning.
Betaling finder sted pr. mobile pay 42742031 eller pr. kontooverførsel 5010 0001529654. Du vil få bekræftelse pr. mail lige så snart din betaling er registreret.
Pris pr. person er 70 kroner.
Jeg vil løbende opdatere om, hvorvidt arrangementet bliver udsolgt.
De obligatoriske oplysninger:
Da der er tale om en ydelse, er handelen ikke omfattet af fortrydelses- og returret. Ydelsen betragtes som leveret, når arrangementet afholdes.
I tilfælde af udpræget dårligt vejr eller sygdom kan arrangementet blive aflyst. Der vil da blive tilbudt deltagelse på en anden dato eller tilbagebetaling af det indbetalte beløb.
4. maj 2017 holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård med tema om besættelsestiden. Her er historien om Helge Mogensen, der blandt andet deltog i likvideringer. Det kostede ham livet blot to dage inden befrielsen
Mogensens grav på Hillerød Kirkegård vil naturligvis indgå i rundturen om besættelsestidens Hillerød, som jeg holder 4. maj
»Den 30-aarige Sagførerfuldmægtig, cand. jr. Mogensen, Søn af Smedemester Mogensen, Hillerød, er Onsdag blevet myrdet af Gestapofolk i Københavns Frihavn. Hans Lig blev fundet ved Nordisk Kaffekompagnis Bygning. Gestapo har i Gaar arresteret hans Tvillingebror, Smedemester Mogensen, Hillerød.«
Sådan lød den kortfattede melding i det allersidste illegale nummer af modstands-avisen Information, 4. maj 1945.
Blot to dage før, det længe ventede frihedsbudskab lød fra London, tog tyske pistolkugler livet af den 28-årige – og ikke 30-årige, som Information skrev – jurist Helge Bernhard Mogensen fra Hillerød.
Dermed mistede den danske modstandsbevægelse en af sine væsentlige medkæmpere – en mand, der ikke var bange for de beskidte opgaver.
Natten til 2. maj var han ved Københavns Havn for at modtage en båd fra Sverige.
Om det var en stikker, der bragte tyskerne på sporet af ham, vides ikke. Men han blev anholdt af Gestapo og blev ført til Frihavnen, hvor han forsøgte at flygte. Flugten endte i en regn af kugler. Alle oplysninger tyder på, at der reelt var tale om et – yderst forståeligt – flugtforsøg, selv om tyskerne ofte brugte »dræbt under flugtforsøg« om de arrestanter, de af den ene eller anden grund tog livet af under anholdelserne.
Nygifte forældre
Tyskerne overbragte ikke den sørgelige nyhed på specielt venlig vis til hans hustru i deres fælles hjem på Ndr. Banevej. Parret havde ikke engang været gift i tre måneder og havde en lille søn. Allerede samme dag, som Helge Mogensen blev dræbt om natten, blev hjemmet ransaget. Hans tvillingebror Knud Mogensen – der vist var maler, og ikke smed – blev samtidig arresteret. Han havde blandt andet deltaget i likvideringer.
På den officielle befrielsesdag, 5. maj, blev den unge jurist begravet fra kapellet på Hillerød Kirkegård. Begravelsen blev den første, hvor byen for alvor kunne hylde en falden i modstandskampen, og den blev en demonstration af danskhed. Under besættelsen måtte man gå lidt mere stille med dørene med den slags.
Ikke mindst i tilfældet Helge Mogensen. Han var tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste, der var et af landets første illegale blade. Efterretningstjenesten, der var blomstret op i konservative studenterkredse, fungerede også som decideret tjeneste og tog sig blandt andet af illegale transporter til Sverige samt mere traditionel modstandskamp. Organisationen var involveret i adskillige stikkerlikvideringer, blandt andet den meget omstridte likvidering af svenske Jane Horney-Granberg, der i Information var blevet udpeget som spion for tyskerne.
I Peter Øvigs fremragende interviewbog Efter Drabet, der fortæller om stikkerlikvideringer, og hvordan de påvirkede ikke bare modstandsfolkene men også de pårørende, fortæller den tidligere politi-jurist Volmer Nissen, at han en dag i 1943 blev opsøgt af Helge Mogensen. De to havde gået i skole sammen, og nu var Helge aktiv under navnet »Fætter«.
Tynget af drabene
I bogen hedder det: »I første omgang hjalp Volmer Nissen kammeraten med at få repareret våben hos politiet, senere begyndte han også at forsyne ham med oplysninger. »Helge Mogensen betroede mig, at han følte sig tynget af opgaverne med at skaffe folk af vejen. Dengang skulle der ikke så meget til at sværte en person, og det kunne være et hårdt job at skulle bedømme, om man havde tilstrækkeligt på en mand til at slå ham ihjel. Det uhyggelige ved de illegale blade var, at man ikke kunne få optaget et dementi – blev man hængt ud i et sådant blad, var man svært oppe at køre.«
»Jeg havde adgang til hele politiets registratur, og derfor gav Helge mig af og til nogle navne med ønske om, at jeg skulle sige min mening om den pågældende. Det gjorde jeg så. Og jeg var jo ikke dummere, end at jeg bagefter i de illegale blade kunne konstatere, at når jeg havde sagt god for en likvidering af en eller anden … så døde han af det.««
I modsætning til sin bror overlevede Knud Mogensen mødet med tyskerne – måske fordi de kun nåede at holde ham indespærret de to dage frem til kapitulationen. Knud Mogensen døde i 1999.
´9. november er der foredrag hos AOF Nordsjælland i Holte om de såkaldt asociale danske kz-fanger og deres skæbne under og efter besættelsen
Charles Kürstein Jensen blev arresteret som asocial. Det kom til at præge resten af hans liv – og sønnen Bents opvækst.
27. september 1944 blev Charles Kürstein Jensen arresteret af det tyske politi nær Rundetårn i København. Tre dage senere befandt han sig på ladet af en lastbil, på vej til kz-lejren Neuengamme og en rolle som paria både i nazisternes og medfangernes øjne.
Charles Kürstein Jensens forbrydelse var, at han var arbejdsløs og havde et par gamle domme på straffeattesten. Det var nok til, at nazisterne regnede ham som mindreværdig. Sammen med mindst 429 andre danske mænd blev han sendt i kz-lejr med stemplet asocial – et stempel, der blev hængende på dem også efter krigen, hvor de havde svært ved at få anerkendt deres lidelser under nazismen.
De såkaldt asociale var et overset hjørne af historien om besættelsen, indtil Maya Schusters og Tim Panduros bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” udkom på Gads Forlag i 2014.
9. november klokken 19 til 21 fortæller Tim Panduro om de danske ”asociale” og deres skæbne under og efter Anden Verdenskrig. Det sker som led i efterårets program hos AOF Nordsjælland på Kulturcenter Mariehøj, Øverød 246 i Holte. Mere info og tilmelding via http://nordsjaelland.aof.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Historie/4107840/
Ønsker du selv at arrangere et foredrag om emnet? Kontakt mig på tim@timpanduro.dk eller tlf 42742031
2. Verdenskrig var teknologisk en modsætningernes tid. Krigen førte til både raketter, jetfly og atombomber, men de fleste landes militær var samtidig stadig delvist afhængige af at bruge hestetrukne vogne. Her er tyske tropper på vej mod Hillerød. Billedet optræder i Bjørn Versteges bog “Da tyskerne kom”.
Danmark blev besat af Nazityskland efter kortvarige kampe 9. april. Men naturligvis bliver et helt land ikke fysisk besat på en enkelt dag. Ude i provinsen kunne det tage lang tid, før de første tyske soldater dukkede op – og selv i Hillerød, godt 30 kilometer fra København, var besættelsesmagten en rum tid om at dukke op
I Sønderjylland blev der kæmpet i blandt andet Haderslevs gader mod den invaderende tyske hær. På Amalienborg gjorde livgarden klar til kamp. I Værløse og Karup gik tyske fly til angreb på det danske flyvevåben. Kun et enkelt fly nåede på vingerne i Værløse. Det blev hurtigt skudt ned. København blev allerede klokken seks om morgenen overfløjet af bølge efter bølge af tyske bombefly. De nøjedes dog med godt en time senere at kaste flyvebreve – opråbet til det danske folk. 9. april 1940 begyndte den godt fem år lange besættelse af Danmark.
Nyheden om angreb og overgivelse spredte sig hurtigt ud over landet. Men de fleste steder så man hverken krigsmaskiner eller tyskere.
I Hillerød startede besættelsen anderledes udramatisk. Et telegram landde på Rådhuset på Torvet:
9. april kom besked fra hovedstaden til den kommunale forvaltning om, at der skulle indføres generel mørklægning for at undgå, at byerne kunne blive lette mål for allierede bombetogter.
Byen måtte finde sig i at være i en underlig venteposition. Som trafikknudepunkt og Nordsjællands største by var man ganske sikker på, at tyskerne ville sende en pæn styrke til Hillerød. Men først 12. april klokken ni om formiddagen dukkede de første tyskere op i Hillerød.
Det drejede sig om omkring 150 soldater og et par håndfulde heste fra det 308. infanteriregiment. Soldaterne var ganske unge mænd på 21 til 23 år fra sydtyske Baden-Würtemberg, og de fik følgeskab af yderligere omkring 190 mand fra samme regiment senere på dagen.
De unge soldater var uden krigserfaring – når man ser bort fra invasionen af Danmark, hvor de færreste kom i kamp – og i Hillerød blev det da også nærmest kampen mod bureaukratiet, der kom til at optage værnemagten.
Besynderlig besættelse
Besættelsen af Danmark var særdeles besynderlig. Der var tale om en såkaldt fredsbesættelse, og det betød, at tyskerne i et og alt skulle overholde dansk lovgivning. Herunder også de reglementer, der fandtes for indkvartering af soldater. Nok var reglerne lavet med henblik på det danske forsvars øvelser – men tyskerne måtte også pænt rette ind. Derfor satte Hillerød Kommune den unge jurist Aage Scheibel – der senere blev advokat i Hillerød – til at lede indkvarteringen. Han førte en grundig dagbog over bestræbelserne. Det er takket være denne dagbog og ikke mindst Hillerød-historikeren Bjørn Versteges udgivelse og kommentering af dagbogen i form af bogen “Da Tyskerne Kom”, at netop Hillerøds tidlige besættelseshistorie er blandt landets bedst beskrevne.Kommunen besluttede sig for, at al indkvartering skulle foregå på frivillige præmisser – så vidt det var muligt – og at private hjem skulle undtages. Det gik tyskerne med på, og i stedet fik Hillerøds hoteller og traktørsteder et solidt indryk.Hotel Kronprinsen på Torvet – hvor diskotek Piccadilly nu ligger – fik 150 liggende gæster, Gæstgivergården Sjælland i Frederiksgade fik 80 mand og gæstgivergården Linden i Slotsgade fik 70 mand. Desuden blev 40 mand anbragt på vandrehjemmet Sandviggård nær det nuværende Hillerød Sygehus. Endelig fik officerer kvarter på blandt andet byens fineste hotel, Leidersdorff i Slangerupgade. Siden kom flere soldater til, der blandt andet blev anbragt på Skovlyst på Københavnsvej og Trollesminde, der i dag er rådhus. Også den tekniske skole i Møllestræde blev overladt til tyskerne. Her blev der lavet regimentshovedkvarter, og gaden blev med tiden spærret af med bomme og pigtråd.
Sov i halm
At soldaterne boede på hotel var nu ikke tegn på, at de havde gode forhold. De blev anbragt på gulve i salene og måtte sove i halm – og at det kunne blive hundekoldt viser en bøn fra værnemagten om, at soldaterne kunne blive flyttet fra Trollesminde, hvor de lå og frøs i en uopvarmet bygning. Det skete da også.Ved et møde 15. april blev det klarlagt, at soldaterne skulle have ordentlige boforhold – stadig halm, men færre soldater på pladsen og kun på opvarmede steder. Desuden blev der indgået aftale med badeanstalten på Hostrupsvej om, at soldaterne her kunne komme i bad. Mere kuriøst blev det slået fast, at soldaterne ikke måtte være ude i byen senere end klokken 21 – og at Hillerøds politi skulle være med til at holde øje med, at soldaterne ikke var ude i længere tid end det. Ifølge Bjørn Verstege har politiet dog ikke på noget tidspunkt forsøgt at overholde den aftale.Endelig fik tyskerne anvist de kommunale grunde ved Holmene – et område, der dengang rummede losseplads – som øvelsesterræn. En del af dette var dog tilsået, og derfor var der ikke plads nok. I stedet fik de senere på måneden anvist et område ved Sandviggård – mod at de lovede at rømme det, hvis byggegrundene på området blev solgt. Desuden skulle tyskerne betale erstatning – der i sidste ende ville komme fra den danske stat – for eventuelle skader på afgrøder og andet i området.
Svær balancegang
Samarbejdet blev en svær balancegang for borgmester Herman Melskens og hans stab, og der var ikke megen hjælp at hente fra Indenrigsministeriet, der kom med valne svar og overlod mange beslutninger til den lokale administration.Det lykkedes dog at få skabt en lempelig overgang til besættelsestiden. At samarbejdet senere i såvel Hillerød som resten af landet naturligt nok gik i vasken er en anden sag.Bjørn Versteges anbefalelsesværdige udgivelse “Da tyskerne kom” kan stadig købes – blandt andet her. https://www.saxo.com/dk/forfatter/bjoern-verstege_4329781
(jeg har ingen tilknytning til Saxo.com eller Versteges forlag. Det er en ren serviceoplysning og anbefaling af en interessant bog.)
28. oktober 1944 blev fire mennesker myrdet af tysk politi under en razzia, der blandt andet ramte Blomsten i Istedgade, Saxogades kaffebarer, Røde Maske på Fælledvej og en jazzklub på Amagerbrogade. Jagten var gået ind på Københavns underklasse. Men tyskerne og deres danske håndlangere gjorde også op med et par personlige fjender – og det betød enden for Stjerne Radio i Istedgade
Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter”asociale elementer”. Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
Harry Edvin Nielsen og Aage Herman Larsen kan ånde lettet op. De er netop blevet kaldt ud af flokken på omkring 30 frysende og nervøse mænd foran Shellhuset og har fået besked på, at de kan gå hjem. Det er sen aften lørdag den 28. oktober 1944. Den 53-årige tjener Nielsen er blevet anholdt på værtshuset Røde Maske på Fælledvej på Nørrebro i København, mens den 24-årige arbejdsmand Larsen var på Billardsalonen i Saxogade 45, da tyskerne kom.
En måned inden har tyskerne sat gang i jagten på såkaldt asociale og vanekriminelle – nazistiske menneskekategorier, der er blevet overført til Danmark af det tyske politi. Godt 250 københavnere er allerede sat i koncentrationslejr med en af de to betegnelser. Men tyskerne er ikke tilfredse – jagten på sortbørshandlere og andre, tyskerne mener kan kaldes asociale eller vanekriminelle fortsætter i det mørklagte København.
Lørdagens arrestationer er rettet mod byens værtshuse. Blandt andet Blomsten på Istedgade, Ølandshus på Amagerbrogade, Florida på Walkendorfstræde og altså Billiardsalonen og Røde Maske. Her bliver gæster og personale kommanderet ind midt på gulvet med hænderne i vejret. Den erfarne tjener Nielsen bryder sig ikke om de tyske betjente og deres danske håndlangeres brutale fremfærd.
”Hov hov, tag den med ro,” siger han. Bemærkningen gør de tyske politifolk rasende. Nielsen ryger med, da tyskerne arresterer en stribe gæster. Det tyske politi har sendt to udrykningsvogne, de har konfiskeret fra det danske politi, på gaden sammen med en af deres egne store rutebiler. De anholdte fra aftenens værtshusrazziaer bliver proppet ind i rutebilen og kørt til Shellhuset. Her bliver de arresterede stillet på række udfor bygningens benzinanlæg på Kampmannsgade. Og her bliver Nielsen og Larsen altså trukket ud fra rækken.
Flokken af arresterede og deres vogtere ser de to forsvinde rundt om hjørnet fra Kampmannsgade til Nyropsgade foran den danske SD-mand ES. Ude af syne fra de øvrige giver ES ordre til de to om at gå uden for pigtrådsafspærringerne og gå hjem.
De når ikke at tage mange skridt. Så falder de om på asfalten i Nyropsgade et par meter fra hinanden. Fældet af hver deres nakkeskud – eller “skudt under flugtforsøg”, som ES fortæller det til en kollega efterfølgende. Om Nielsens ord om at ”tage den med ro” er grund nok til at han skal dø – og hvorfor Larsen skal med i købet – bliver aldrig opklaret. ES bliver dødsdømt efter krigen, men drabet på de to er ikke med i anklageskriftet. Særtilbud: Få “De asocial -kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat
Efter nedskydningen går ES ind i Shellhuset og får fat i to bårer. Et par mænd bliver kommanderet til at bære de to ned i kælderen. I mellemtiden er de øvrige anholdte også blevet gennet derned til nærmere afhøring.
Afhøringerne afbrydes af et enkelt skud fra et andet sted i kælderen. Den ene af de to fra gaden er ikke død. ES trækker igen sin pistol og afliver den sårede med endnu et skud i nakken. Så visiterer tyskerne ligene. Personlige papirer, men intet andet, bliver fjernet.
Ligene bliver kørt væk. Da en tysk betjent spørger sin kollega, hvor de er blevet af, lyder beskeden:
De er svømmet til Sverige fra 10-meterbassinet i Frihavnen.
Allerede dagen efter bliver Aage Hermann Larsen fisket op af vandet og kørt til Retsmedicinsk Institut. Først 6. december bliver Harry Edvin Nielsens lig fundet.
Klokken er 23.45, da nådesskuddet falder i kælderen. Men hele aftenen har der været ondskab i luften.
Vildt skyderi Saxogade
Tyskerne når Saxogade omkring klokken 21.15. Billardsalonen er ikke den eneste, der får besøg. I kaffebaren i nummer 66 bliver gæsterne visiteret af de maskinpistolbevæbnede tyskere og deres danske håndlangere.
Men tyskerne har et problem. Bilen er ved at være fyldt op.
ES kigger på den sidste lille gruppe på fortovet foran kaffebaren. ”Forsvind!”, lyder ordren, mens han vifter i retning mod Istedgade.
Flokken løber. ES fører sit gevær til skulderen, tager sigte og fyrer. En arbejdsmand, der bor i Saxogade 12, falder om. Han er skudt gennem ryggen og ind i lungen.
Saxogade er trods den fyldte bil ikke sidste stop.
Aftenens amokløb fortsætter. Bilerne kører til Vesterbrogade, Oehlenschlägergade og til Istedgade. På hjørnet af Skydebanegade kommer endnu to arresterede ind i bilen. Tyskerne skyder på må og få i gaderne. Tre mennesker, der opholder sig på gaden, bliver tilfældigt ramt.
Hævn over Stjerne-Radio
Også radioforretningen Stjerne-Radio på hjørnet af Istedgade 31 må holde for. Et par dage inden har tyskuniformerede danskere ødelagt vinduesudstillingen, efter at forretningens ejere i flere uger har spillet BBC’s danske radioudsendelser ud over gaden. Nu ser nazisterne deres snit til det endelige opgør. En tysk håndgranat lægger forretningen i ruiner. Efter at arbejdet er udført kører bilen videre mod Fælledvej og Røde Maske, hvor Nielsen bliver arresteret. På hjørnet af Sortedamsdosseringen og Nørrebrogade sprænges en cigarforretning i luften, inden turen ender ved Shellhuset.
Drab i jazzklubben
Drabene ved Shellhuset er ikke aftenens eneste. Ved 23-tiden omringer tyske politifolk selskabslokalet Ølandshus på Amagerbrogade, hvor unge mennesker er kommet for at høre jazz og danse til den løsslupne musik. Nogle tyske betjente går ind i foyeren og kommanderer hænderne op.
Den 18-årige Svend Otto Rasmussen, der har taget turen fra hjemmet på Nørre Søgade og ud til jazzklubben, er ikke hurtig nok til at få hænderne i vejret. Han bliver skudt ned. Den sårede teenager forsøger at komme på benene. Tyskerne affyrer endnu en salve. Han dør på stedet. To andre unge mænd bliver sårede. Falcks redningskorps bliver tilkaldt. Men det er for sent, for den 18-årige Frank Herild fra Peter Hjortsvej dør i ambulancen på vej mod hospitalet. Den tredje overlever. Han bliver kørt til Sundby Hospital med et skudsår i benet.
Andre gæster fra jazzkoncerten bliver proppet i det tyske politis biler. Turen gennem København mod Shellhuset forløber heller ikke uden episoder. Ved Højbro plads bliver en mand skudt i hovedet klokken 23.30. Aftenens sidste razzia finder sted kort efter i den lille Valkendorfgade bag Helligåndskirken ved Strøget i København. Denne razzia fører også til anholdelser, men forløber uden blodsudgydelser.
Teksten er et redigeret uddrag af min og Maya Schusters bog “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere”. Bogen kan lige nu købes med rabat og signeret/dedikeret efter ønske. Læs mere her
27. september siden blev op mod 500 mænd arresteret i en af de største og alligevel mest ukendte nazistiske aktioner under besættelsen. Mange af dem mistede livet i kz-lejren Neuengamme
Charles Kürstein Jensen med sønnen Bent, fotograferet på Rådhuspladsen i København omkring 1939. Fem år senere blev Charles deporteret til Neuengamme. Privatfoto
Charles Kürstein Jensen ser næppe sig selv som værende i farezonen, selv om den 27. september 1944 har været præget af usædvanligt mange tyske arrestationer i hovedstaden.
Den 34-årige familiefar er nemlig hverken kommunist, jøde eller involveret i modstandsarbejdet. Han har intet udestående med tyskerne.
Alligevel befinder han sig få dage senere i kz-lejren Neuengamme. Deporteret sammen med 165 andre københavnske mænd i den første danske aktion mod dem, tyskerne kalder asociale eller vanekriminelle.
Ud på eftermiddagen denne dag vender Charles Kürstein Jensen hjem til den lejlighed, han deler med konen Ruth og sønnen Bent i Skt. Pedersstræde i København. I dag et pænt kvarter, men dengang et stykke københavnsk slum, fyldt med kriminalitet, prostitution og beskedne arbejderboliger. Ruth og Bent er mod forventning ikke hjemme, og da de har den eneste nøgle til hjemmet, slår Charles tiden ihjel ved at drysse rundt i kvarteret. Han går mod Suhmsgade, hvor der ligger et folkekøkken. Det bliver skæbnesvangert.
Razzia i Suhmsgade Den lille gade mellem Landemærket og Hauser Plads er blevet spærret ved at det tyske politi har kørt en bil op i hver ende. Alle, der bliver fanget imellem bilerne eller bliver samlet ind fra de omkringliggende gader, må vise identitetspapirer, og hvad de ellers har i lommerne. Hvis identitetspapirer mangler, eller man har rationeringsmærker eller andet, man ikke kan gøre rede for, bliver man beordret op på ventende lastbiler.
Udvælgelseskriterierne er brede. Nogle, der påstår sig i arbejde, må vise deres håndflader. Hvis ikke der er hård hud, er de arbejdssky, vurderer de tyske betjente. Altså må de med på lastbilerne og ind til Shellhuset.
Aktionen i Suhmsgade finder sted sideløbende med aktioner rundt omkring i andre af Københavns mere ydmyge kvarterer. Folkekøkkener, værtshuse og kaffebarer – alt sammen steder, der er kendt som tilholdssteder for småkriminelle, sortbørshandlere og alkoholikere – bliver ransaget, og mange af gæsterne bliver kørt til Shellhuset.
På jagt i brokvarterne
Den er et led i den tyske jagt på asociale og vanekriminelle – en nazitysk kategorisering af mennesker, der ikke passer ind i folkelegemet som nyttig og god arbejdskraft. I Tyskland sidder i titusinder indespærret i kz-lejrene med en grøn eller sort trekant syet på fangedragten som tegn på deres indplacering i en af de to kategorier. Snart får de selskab af Charles Kürstein Jensen og flere hundrede andre danske mænd.
Aktionen om eftermiddagen den 27. september 1944 er dagens anden aktion. Tidligt om morgenen er tysk politi i egne og konfiskerede danske politibiler kørt ud i Københavns brokvarterer, hvor de har vækket familier af deres søde søvn. Familiefædre er blevet ført med, efter at tysk politi ved hjælp af danske håndlangere har gennemgået straffeattester på jagt efter tidligere straffede arbejdere.
Arbejdsløse og sortbørshandlere
Aktionen er en af de største, men alligevel mest ukendte arrestationsbølger i hele besættelsestiden.
I alt bliver mellem 400 og 500 mænd arresteret i løbet af den 27. september. De fleste bliver løsladt, men tre dage senere bliver 166 af dem læsset på busser og lastbiler og kørt til Gedser, hvor de med færgen bliver ført til Warnemünde. Herfra bliver de anbragt i tre godsvogne, hvor de tvinges til at sidde på hug i de 48 timer, rejsen til Neuengamme ved Hamburg varer.
Det er langt fra hærdede kriminelle, der befinder sig blandt de 166. En fjerdedel har aldrig været i spjældet, og mange andre har kun smådomme, men er blevet arresteret, fordi de betragtes som unyttige samfundsborgere. Charles Kürstein Jensen er en ”typisk asocial” i tyskernes optik.
Som chauffør var han på grund af benzinrationering arbejdsløs under krigen. Han og familiens bopæl var i et socialt belastet kvarter, og han havde ifølge sønnen Bent i løbet af 1930’erne været involveret i småtyverier og – hælerier.
Ydermere husker Bent, at han som lille knægt var med faderen ude i det besatte København.
”Han var flink til at tage sig af mig, før han blev taget af tyskerne. Jeg havde et sæde foran på cyklen, og han cyklede meget rundt med mig. Jeg var somme tider med, når han handlede med rationeringsmærker. Det var brandulovligt, det far gjorde, men pengene var meget små dengang.”
Charles Kürstein Jensen overlevede opholdet i kz-lejren, men var mærket for livet.
Mange af hans fangekammerater genså aldrig Danmark.
Forfærdende dødstal
Arrestationerne den 27. september blev fulgt op af to andre aktioner i København i oktober og yderligere aktioner i Odense, Aalborg og Aarhus. I alt blev mindst 430 danske mænd sendt til Neuengamme som asociale og vanekriminelle. Deres dødelighed var den højeste blandt nogen gruppe af deporterede danskere. Næsten hver tredje omkom i lejren eller i månederne efter deres hjemkomst. De asociale, som samlebetegnelsen var, udgjorde blot otte procent af alle danske deporterede, men tegnede sig for hvert fjerde af de cirka 600 registrerede dødsfald blandt danske kz-fanger.
Udgangspunktet for denne artikel er min og Maya Schusters bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, der udkom på Gads Forlag sidste år.
Vi holder gerne foredrag om de asociale og baggrunden for deportationerne. Kontakt os på tim@panduro.as eller 42742031.
Anders Blomberg var leder af Hillerød Kirkegård. Han beretter om tragiske begravelser, tyske lig, der blev kastet på gårdspladsen og om de tyske krigsgrave, der blev genstand for store diskussioner
Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv
17 år efter besættelsen var overstået, stod man stadig med et problem i Danmark. Man var sluppet af med de levende tyskere – hvad skulle man stille op med de døde?
I Danmark lå 26.000 tysker begravet på 475 kirkegårde. Omkring 10.000 var soldater, der enten var blevet dræbt herhjemme under besættelsen eller – for de flestes vedkommende – var døde, efter at de var ført til lazaretter i det forholdsvis fredelige Danmark. Resten var flygtninge, der var kommet hertil, efterhånden som Østfronten trængte både tysk militær og tyske civile tilbage.
Alene i Hillerødområdet var tre kirkegårde hjemsted for tyske krigsgrave: Nyhuse, Tjæreby og Hillerød Kirkegård.
Enkelte tyske soldater blev begravet tidligt i besættelsestiden – det var hovedsageligt soldater, der omkom ved ulykker eller var døde af sygdom. Det var dog først hen mod slutningen, at det for alvor tog fart, fortalte lederen af Hillerød Kirkegård Anders Blomberg i et erindringsskrift i 1988.
”Mange af de civile flygtninge var trætte og syge af den lange transport, så dødsfaldene begyndte ret hurtigt efter indkvarteringen. Den første var en lille pige på cirka fem-seks år med to lange gule fletninger. Hvordan hun var var blevet anbragt i lighuset, ved jeg ikke, men en morgenstund lå hun fuldt påklædt på en af katafalkerne i lighuset. En en dag eller to henvendte jeg mig til socialkontoret, men forgæves. Ingen oplysning. Der kom stadig ingen kiste. Efter fire dage begravede jeg pigen ved daggry efter at have svøbt liget ind i en pressenning og foret graven med nogle granris. Dagen efter kom hendes moder for at se, hvor hendes datter var blevet begravet. Hun spurgte mig, om datteren var kommet i en iste. Jeg løj for hende og sagde, at det var i orden. Jeg kunne ikke gøre andet, syntes jeg. Moderen var ulykkelig og fortalte, at de havde en dejlig gård i Østpreussen. Manden var soldat ved Østfronten, så hun måtte forlade gården og alt – og havde nu også mistet sin lille pige. Hun fortalte også, at før Hitler havde de det fredeligt og skønt på gården. Hun forbandede Hitler og hele hans krigsidioti. Efterhånden som tiden gik, døde der mange flygtnigne, flest gamle mennesker. Men der blev ikke begravet flere uden kiste, selv om den kun var af pap.”
Anders Blomberg vurderede, at omkring 69 flygtninge, mest børn og gamle, blev begravet på Hilerød Kirkegård. På Tjæreby Kirkegård blev begravet omkring 35, der hovedsageligt var døde på Grundtvig Højskole, der var beslaglagt til flygtninge. Det har ikke været muligt at finde et antal fra Nyhuse Kirkegård.
Lastbil læssede lig af
Krigen var forbi, men dødsfaldene fortsatte. Anders Blomberg var modstandsmand og var udstationeret i dagene efter besættelsen, men hans kone måtte hente ham hjem på grund af et makabert besøg ved hjemmet på Vibekevej, hvor graverboligen lå i forbindelse med Hillerød Kirkegård.
”En lastbil var kommet sent om eftermiddagen og havde uden videre læsset 23 døde tyske soldater af lige uden for vore villa. Heldigvis havde jeg dengang to flinke elever i gartneriet. De bar ligene ind på kirkegården og fik lagt nogle halmmåtter over dem.”
Dagen efter gravede Anders Blomberg en massegrav.
”I løbet af dagen var det hele klaret. Dagen efter kom den katolske præst og læste velsignelsen over de begravede soldater.”
Grunden til at vognmanden havde læsset ligene af, var at han havde kørt fra kirkegård til kirkegård siden om morgenen. Ingen ville vide af de døde soldater. Til sidst fik han nok.
Et ben for meget i kisten
Ud over flygtningene var der adskillige soldaterbegravelser på Hillerød Kirkegård. Byens tidigere hospital på Nordre Banevej få hundrede meter fra Hillerød kirkegård var i besættelsens sidste måneder beslaglagt af tyskerne som lazaret. Jævnligt kom tog med sårede soldater til Hillerød Station efter en lang og strabadserende tur, blandt andet fra østfronten. Hver gang to-tre stykker døde, fik Blomberg besked.
”De blev kørt fra kasernen (lazarettet, red.) på en trækvogn læsset oven på hverandre i hver sin papkiste. Så hældte de de nøgne lig ned i graven og tog kisterne med til genbrug til næste hold døde. Det hændte, at der var et amputeret ben eller en arm for meget i en kiste. Alt i alt nåede jeg at begrave 60 soldater i den afdeling.”
Hver soldat fik et trækors med navn og dato.
”Jeg passede alle disse soldatergrave i 20 år for egen regning. Holdt det rent og plantede hver sommer en begonia ved hvert kors. Efterhånden rådnede trækorsene og inskriptionen blev ulæselig… den 13. november 1965 ankom de tyske skeletjægere og gravede skeletter op. Identitetspapirer for hver enkel soldat. Først det lille ”hundetegn” alle soldater bar om halsen, så tandkort og længdemål på arme og ben. Knoglerne og kranierne blev vaskede og lagt i hver sin plasticpose.”
Efter krigen så danskerne helst, at de alle de døde blev sendt hjem, men tyskerne håbede, at de i stedet kunne samles på 10-155 fælles kirkegårde i stedet fo som tidligere at være fordelt på 475 kirkegårde i hele landet. Sagen blev behandlet på højeste plan, og i 1962 fortalte statsminister Jens Otto Krag, at han havde indgået en aftale med den vesttyske ambassadør dr. Hans Berger om at gravene blev samlet på omkring 30 kirkegårde. Tyskerne skulle selv vedligeholde dem, og der måtte ikke stilles store monumenter, men kun mindre mindesten, hvis tekst og udformning skulle godkendes af de danske myndigheder. De døde fra Hillerød blev i lighed med de fleste andre flyttet til Vestre Kirkegård i København, der huser omkring 20.000 døde flygtninge og soldater.
