Alle indlæg af timpanduro

2. Verdenskrig, Besættelsen, Bøger, De asociale- kz-lejrenes glemte danskere, historie, Nørrebro, Shellhuset, Vesterbro

En frygtelig nat i København

oktober 27, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

28. oktober 1944 blev fire mennesker myrdet af tysk politi under en razzia, der blandt andet ramte Blomsten i Istedgade, Saxogades kaffebarer, Røde Maske på Fælledvej og en jazzklub på Amagerbrogade. Jagten var gået ind på Københavns underklasse. Men tyskerne og deres danske håndlangere gjorde også op med et par personlige fjender – og det betød enden for Stjerne Radio i Istedgade

Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter"asociale elementer". Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv — Stjerne Radio i Istedgade blev bombesprængt i rædselsnatten den 28. oktober 1944, hvor fire mænd blev myrdet under en razzia efter”asociale elementer”. Ved bombesprængningen blev facaden flået af og afslørede den tidligere butiksfacade. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

Harry Edvin Nielsen og Aage Herman Larsen kan ånde lettet op. De er netop blevet kaldt ud af flokken på omkring 30 frysende og nervøse mænd foran Shellhuset og har fået besked på, at de kan gå hjem. Det er sen aften lørdag den 28. oktober 1944. Den 53-årige tjener Nielsen er blevet anholdt på værtshuset Røde Maske på Fælledvej på Nørrebro i København, mens den 24-årige arbejdsmand Larsen var på Billardsalonen i Saxogade 45, da tyskerne kom.

En måned inden har tyskerne sat gang i jagten på såkaldt asociale og vanekriminelle – nazistiske menneskekategorier, der er blevet overført til Danmark af det tyske politi. Godt 250 københavnere er allerede sat i koncentrationslejr med en af de to betegnelser. Men tyskerne er ikke tilfredse – jagten på sortbørshandlere og andre, tyskerne mener kan kaldes asociale eller vanekriminelle fortsætter i det mørklagte København.

Lørdagens arrestationer er rettet mod byens værtshuse. Blandt andet Blomsten på Istedgade, Ølandshus på Amagerbrogade, Florida på Walkendorfstræde og altså Billiardsalonen og Røde Maske. Her bliver gæster og personale kommanderet ind midt på gulvet med hænderne i vejret. Den erfarne tjener Nielsen bryder sig ikke om de tyske betjente og deres danske håndlangeres brutale fremfærd.

”Hov hov, tag den med ro,” siger han. Bemærkningen gør de tyske politifolk rasende. Nielsen ryger med, da tyskerne arresterer en stribe gæster. Det tyske politi har sendt to udrykningsvogne, de har konfiskeret fra det danske politi, på gaden sammen med en af deres egne store rutebiler. De anholdte fra aftenens værtshusrazziaer bliver proppet ind i rutebilen og kørt til Shellhuset. Her bliver de arresterede stillet på række udfor bygningens benzinanlæg på Kampmannsgade. Og her bliver Nielsen og Larsen altså trukket ud fra rækken.

Flokken af arresterede og deres vogtere ser de to forsvinde rundt om hjørnet fra Kampmannsgade til Nyropsgade foran den danske SD-mand ES. Ude af syne fra de øvrige giver ES ordre til de to om at gå uden for pigtrådsafspærringerne og gå hjem.

De når ikke at tage mange skridt. Så falder de om på asfalten i Nyropsgade et par meter fra hinanden. Fældet af hver deres nakkeskud – eller “skudt under flugtforsøg”, som ES fortæller det til en kollega efterfølgende. Om Nielsens ord om at ”tage den med ro” er grund nok til at han skal dø – og hvorfor Larsen skal med i købet – bliver aldrig opklaret. ES bliver dødsdømt efter krigen, men drabet på de to er ikke med i anklageskriftet.
Særtilbud: Få “De asocial -kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat

Efter nedskydningen går ES ind i Shellhuset og får fat i to bårer. Et par mænd bliver kommanderet til at bære de to ned i kælderen. I mellemtiden er de øvrige anholdte også blevet gennet derned til nærmere afhøring.

Afhøringerne afbrydes af et enkelt skud fra et andet sted i kælderen. Den ene af de to fra gaden er ikke død. ES trækker igen sin pistol og afliver den sårede med endnu et skud i nakken. Så visiterer tyskerne ligene. Personlige papirer, men intet andet, bliver fjernet.

Ligene bliver kørt væk. Da en tysk betjent spørger sin kollega, hvor de er blevet af, lyder beskeden:

De er svømmet til Sverige fra 10-meterbassinet i Frihavnen.

Allerede dagen efter bliver Aage Hermann Larsen fisket op af vandet og kørt til Retsmedicinsk Institut. Først 6. december bliver Harry Edvin Nielsens lig fundet.

Klokken er 23.45, da nådesskuddet falder i kælderen. Men hele aftenen har der været ondskab i luften.

Vildt skyderi Saxogade

Tyskerne når Saxogade omkring klokken 21.15. Billardsalonen er ikke den eneste, der får besøg. I kaffebaren i nummer 66 bliver gæsterne visiteret af de maskinpistolbevæbnede tyskere og deres danske håndlangere.

Men tyskerne har et problem. Bilen er ved at være fyldt op.

ES kigger på den sidste lille gruppe på fortovet foran kaffebaren. ”Forsvind!”, lyder ordren, mens han vifter i retning mod Istedgade.

Flokken løber. ES fører sit gevær til skulderen, tager sigte og fyrer. En arbejdsmand, der bor i Saxogade 12, falder om. Han er skudt gennem ryggen og ind i lungen.

Saxogade er trods den fyldte bil ikke sidste stop.

Aftenens amokløb fortsætter. Bilerne kører til Vesterbrogade, Oehlenschlägergade og til Istedgade. På hjørnet af Skydebanegade kommer endnu to arresterede ind i bilen. Tyskerne skyder på må og få i gaderne. Tre mennesker, der opholder sig på gaden, bliver tilfældigt ramt.

Hævn over Stjerne-Radio

Også radioforretningen Stjerne-Radio på hjørnet af Istedgade 31 må holde for. Et par dage inden har tyskuniformerede danskere ødelagt vinduesudstillingen, efter at forretningens ejere i flere uger har spillet BBC’s danske radioudsendelser ud over gaden. Nu ser nazisterne deres snit til det endelige opgør. En tysk håndgranat lægger forretningen i ruiner. Efter at arbejdet er udført kører bilen videre mod Fælledvej og Røde Maske, hvor Nielsen bliver arresteret. På hjørnet af Sortedamsdosseringen og Nørrebrogade sprænges en cigarforretning i luften, inden turen ender ved Shellhuset.

Drab i jazzklubben

Drabene ved Shellhuset er ikke aftenens eneste. Ved 23-tiden omringer tyske politifolk selskabslokalet Ølandshus på Amagerbrogade, hvor unge mennesker er kommet for at høre jazz og danse til den løsslupne musik. Nogle tyske betjente går ind i foyeren og kommanderer hænderne op.

Den 18-årige Svend Otto Rasmussen, der har taget turen fra hjemmet på Nørre Søgade og ud til jazzklubben, er ikke hurtig nok til at få hænderne i vejret. Han bliver skudt ned. Den sårede teenager forsøger at komme på benene. Tyskerne affyrer endnu en salve. Han dør på stedet. To andre unge mænd bliver sårede. Falcks redningskorps bliver tilkaldt. Men det er for sent, for den 18-årige Frank Herild fra Peter Hjortsvej dør i ambulancen på vej mod hospitalet. Den tredje overlever. Han bliver kørt til Sundby Hospital med et skudsår i benet.

Andre gæster fra jazzkoncerten bliver proppet i det tyske politis biler. Turen gennem København mod Shellhuset forløber heller ikke uden episoder. Ved Højbro plads bliver en mand skudt i hovedet klokken 23.30. Aftenens sidste razzia finder sted kort efter i den lille Valkendorfgade bag Helligåndskirken ved Strøget i København. Denne razzia fører også til anholdelser, men forløber uden blodsudgydelser.

Teksten er et redigeret uddrag af min og Maya Schusters bog “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere”. Bogen kan lige nu købes med rabat og signeret/dedikeret efter ønske. Læs mere her

Uncategorized

Særtilbud: Få “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret og med rabat

oktober 27, 2015 timpanduro 2 kommentarer

Julen lurer i horisonten – og vi vil gerne være med til at gøre juleindkøbene lettere. Derfor tilbyder vi “De asociale -kz-lejrenes glemte danskere” med 20 procents rabat – og med en dedikation efter ønske. Prisen på bogen er 200 kroner mod normalt 250 kroner. Dertil kommer porto og forsendelse. Det er også muligt at hente den i København og derved spare porto.

Send en mail til tim@panduro.as for at gøre brug af tilbuddet – og skriv gerne, om du vil have bogen signeret/dedikeret og til hvem.

2. Verdenskrig, Besættelsen, De asociale- kz-lejrenes glemte danskere, Foredrag, historie

Tysk politi på jagt i Københavns fattigkvarterer

september 27, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

27. september siden blev op mod 500 mænd arresteret i en af de største og alligevel mest ukendte nazistiske aktioner under besættelsen. Mange af dem mistede livet i kz-lejren Neuengamme

CharlesKürsteinJensen og sønnen Bent, Rådhuspladsen KBH ca 1939 — Charles Kürstein Jensen med sønnen Bent, fotograferet på Rådhuspladsen i København omkring 1939. Fem år senere blev Charles deporteret til Neuengamme. Privatfoto

Charles Kürstein Jensen ser næppe sig selv som værende i farezonen, selv om den 27. september 1944 har været præget af usædvanligt mange tyske arrestationer i hovedstaden.

Den 34-årige familiefar er nemlig hverken kommunist, jøde eller involveret i modstandsarbejdet. Han har intet udestående med tyskerne.

Alligevel befinder han sig få dage senere i kz-lejren Neuengamme. Deporteret sammen med 165 andre københavnske mænd i den første danske aktion mod dem, tyskerne kalder asociale eller vanekriminelle.

Ud på eftermiddagen denne dag vender Charles Kürstein Jensen hjem til den lejlighed, han deler med konen Ruth og sønnen Bent i Skt. Pedersstræde i København. I dag et pænt kvarter, men dengang et stykke københavnsk slum, fyldt med kriminalitet, prostitution og beskedne arbejderboliger. Ruth og Bent er mod forventning ikke hjemme, og da de har den eneste nøgle til hjemmet, slår Charles tiden ihjel ved at drysse rundt i kvarteret. Han går mod Suhmsgade, hvor der ligger et folkekøkken. Det bliver skæbnesvangert.

Razzia i Suhmsgade
Den lille gade mellem Landemærket og Hauser Plads er blevet spærret ved at det tyske politi har kørt en bil op i hver ende. Alle, der bliver fanget imellem bilerne eller bliver samlet ind fra de omkringliggende gader, må vise identitetspapirer, og hvad de ellers har i lommerne. Hvis identitetspapirer mangler, eller man har rationeringsmærker eller andet, man ikke kan gøre rede for, bliver man beordret op på ventende lastbiler.

Udvælgelseskriterierne er brede. Nogle, der påstår sig i arbejde, må vise deres håndflader. Hvis ikke der er hård hud, er de arbejdssky, vurderer de tyske betjente. Altså må de med på lastbilerne og ind til Shellhuset.

Aktionen i Suhmsgade finder sted sideløbende med aktioner rundt omkring i andre af Københavns mere ydmyge kvarterer. Folkekøkkener, værtshuse og kaffebarer – alt sammen steder, der er kendt som tilholdssteder for småkriminelle, sortbørshandlere og alkoholikere – bliver ransaget, og mange af gæsterne bliver kørt til Shellhuset.

På jagt i brokvarterne
Den er et led i den tyske jagt på asociale og vanekriminelle – en nazitysk kategorisering af mennesker, der ikke passer ind i folkelegemet som nyttig og god arbejdskraft. I Tyskland sidder i titusinder indespærret i kz-lejrene med en grøn eller sort trekant syet på fangedragten som tegn på deres indplacering i en af de to kategorier. Snart får de selskab af Charles Kürstein Jensen og flere hundrede andre danske mænd.

Aktionen om eftermiddagen den 27. september 1944 er dagens anden aktion. Tidligt om morgenen er tysk politi i egne og konfiskerede danske politibiler kørt ud i Københavns brokvarterer, hvor de har vækket familier af deres søde søvn. Familiefædre er blevet ført med, efter at tysk politi ved hjælp af danske håndlangere har gennemgået straffeattester på jagt efter tidligere straffede arbejdere.

Arbejdsløse og sortbørshandlere
Aktionen er en af de største, men alligevel mest ukendte arrestationsbølger i hele besættelsestiden.

I alt bliver mellem 400 og 500 mænd arresteret i løbet af den 27. september. De fleste bliver løsladt, men tre dage senere bliver 166 af dem læsset på busser og lastbiler og kørt til Gedser, hvor de med færgen bliver ført til Warnemünde. Herfra bliver de anbragt i tre godsvogne, hvor de tvinges til at sidde på hug i de 48 timer, rejsen til Neuengamme ved Hamburg varer.

Det er langt fra hærdede kriminelle, der befinder sig blandt de 166. En fjerdedel har aldrig været i spjældet, og mange andre har kun smådomme, men er blevet arresteret, fordi de betragtes som unyttige samfundsborgere. Charles Kürstein Jensen er en ”typisk asocial” i tyskernes optik.

Som chauffør var han på grund af benzinrationering arbejdsløs under krigen. Han og familiens bopæl var i et socialt belastet kvarter, og han havde ifølge sønnen Bent i løbet af 1930’erne været involveret i småtyverier og – hælerier.

Ydermere husker Bent, at han som lille knægt var med faderen ude i det besatte København.

”Han var flink til at tage sig af mig, før han blev taget af tyskerne. Jeg havde et sæde foran på cyklen, og han cyklede meget rundt med mig. Jeg var somme tider med, når han handlede med rationeringsmærker. Det var brandulovligt, det far gjorde, men pengene var meget små dengang.”

Charles Kürstein Jensen overlevede opholdet i kz-lejren, men var mærket for livet.

Mange af hans fangekammerater genså aldrig Danmark.

Forfærdende dødstal
Arrestationerne den 27. september blev fulgt op af to andre aktioner i København i oktober og yderligere aktioner i Odense, Aalborg og Aarhus. I alt blev mindst 430 danske mænd sendt til Neuengamme som asociale og vanekriminelle. Deres dødelighed var den højeste blandt nogen gruppe af deporterede danskere. Næsten hver tredje omkom i lejren eller i månederne efter deres hjemkomst. De asociale, som samlebetegnelsen var, udgjorde blot otte procent af alle danske deporterede, men tegnede sig for hvert fjerde af de cirka 600 registrerede dødsfald blandt danske kz-fanger.

Udgangspunktet for denne artikel er min og Maya Schusters bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, der udkom på Gads Forlag sidste år.

Vi holder gerne foredrag om de asociale og baggrunden for deportationerne. Kontakt os på tim@panduro.as eller 42742031.

Foredrag, Hillerødhistorier, historie

27. september Opdateret: Oktober-rundvisning på Hillerød Kirkegård UDSOLGT

september 20, 2015 timpanduro 6 kommentarer

Obs! RUNDVISNINGEN ER UDSOLGT!

Lørdag den 3. oktober klokken 11 til cirka 1230 holder jeg kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård. Prisen er 60 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer, så I kan kontaktes ved evt. aflysning eller ændringer. Rundvisningen bliver til noget, når vi rammer 20 personer. Den seneste rundvisning blev udsolgt, så det kan anbefales at tilmelde sig hurtigt. Jeg meddeler her og på Hillerød Før og nu og Hillerød Gennem Tiderne på Facebook, når rundvisningen bliver til noget – og når vi nærmer os udsolgt.

OPDATERING: 27. SEPTEMBER: RUNDVISNINGEN ER UDSOLGT!

På rundvisningen vil jeg komme godt omkring flere af kirkegårdens kendte og ukendte beboere – der er rigeligt med gode historier, dramaer og skæbnefortællinger at tage af – og der kommer nok også til at være plads til en skandale eller to…

Rundvisningen kommer i det store hele til at følge det spor, jeg lagde under sidste rundvisning.

2. Verdenskrig, Besættelsen, Hillerødhistorier, historie

Gartneren fandt 23 døde tyskere i sin forhave

september 10, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

Anders Blomberg var leder af Hillerød Kirkegård. Han beretter om tragiske begravelser, tyske lig, der blev kastet på gårdspladsen og om de tyske krigsgrave, der blev genstand for store diskussioner

Tyske flygtninge under indkvartering i København. Foto fra Frihedsmuseets Arkiv

17 år efter besættelsen var overstået, stod man stadig med et problem i Danmark. Man var sluppet af med de levende tyskere – hvad skulle man stille op med de døde?

I Danmark lå 26.000 tysker begravet på 475 kirkegårde. Omkring 10.000 var soldater, der enten var blevet dræbt herhjemme under besættelsen eller – for de flestes vedkommende – var døde, efter at de var ført til lazaretter i det forholdsvis fredelige Danmark. Resten var flygtninge, der var kommet hertil, efterhånden som Østfronten trængte både tysk militær og tyske civile tilbage.

Alene i Hillerødområdet var tre kirkegårde hjemsted for tyske krigsgrave: Nyhuse, Tjæreby og Hillerød Kirkegård.

Enkelte tyske soldater blev begravet tidligt i besættelsestiden – det var hovedsageligt soldater, der omkom ved ulykker eller var døde af sygdom. Det var dog først hen mod slutningen, at det for alvor tog fart, fortalte lederen af Hillerød Kirkegård Anders Blomberg i et erindringsskrift i 1988.

”Mange af de civile flygtninge var trætte og syge af den lange transport, så dødsfaldene begyndte ret hurtigt efter indkvarteringen. Den første var en lille pige på cirka fem-seks år med to lange gule fletninger. Hvordan hun var var blevet anbragt i lighuset, ved jeg ikke, men en morgenstund lå hun fuldt påklædt på en af katafalkerne i lighuset. En en dag eller to henvendte jeg mig til socialkontoret, men forgæves. Ingen oplysning. Der kom stadig ingen kiste. Efter fire dage begravede jeg pigen ved daggry efter at have svøbt liget ind i en pressenning og foret graven med nogle granris. Dagen efter kom hendes moder for at se, hvor hendes datter var blevet begravet. Hun spurgte mig, om datteren var kommet i en iste. Jeg løj for hende og sagde, at det var i orden. Jeg kunne ikke gøre andet, syntes jeg. Moderen var ulykkelig og fortalte, at de havde en dejlig gård i Østpreussen. Manden var soldat ved Østfronten, så hun måtte forlade gården og alt – og havde nu også mistet sin lille pige. Hun fortalte også, at før Hitler havde de det fredeligt og skønt på gården. Hun forbandede Hitler og hele hans krigsidioti. Efterhånden som tiden gik, døde der mange flygtnigne, flest gamle mennesker. Men der blev ikke begravet flere uden kiste, selv om den kun var af pap.”

Anders Blomberg vurderede, at omkring 69 flygtninge, mest børn og gamle, blev begravet på Hilerød Kirkegård. På Tjæreby Kirkegård blev begravet omkring 35, der hovedsageligt var døde på Grundtvig Højskole, der var beslaglagt til flygtninge. Det har ikke været muligt at finde et antal fra Nyhuse Kirkegård.

Lastbil læssede lig af

Krigen var forbi, men dødsfaldene fortsatte. Anders Blomberg var modstandsmand og var udstationeret i dagene efter besættelsen, men hans kone måtte hente ham hjem på grund af et makabert besøg ved hjemmet på Vibekevej, hvor graverboligen lå i forbindelse med Hillerød Kirkegård.

”En lastbil var kommet sent om eftermiddagen og havde uden videre læsset 23 døde tyske soldater af lige uden for vore villa. Heldigvis havde jeg dengang to flinke elever i gartneriet. De bar ligene ind på kirkegården og fik lagt nogle halmmåtter over dem.”

Dagen efter gravede Anders Blomberg en massegrav.

”I løbet af dagen var det hele klaret. Dagen efter kom den katolske præst og læste velsignelsen over de begravede soldater.”

Grunden til at vognmanden havde læsset ligene af, var at han havde kørt fra kirkegård til kirkegård siden om morgenen. Ingen ville vide af de døde soldater. Til sidst fik han nok.

Et ben for meget i kisten

Ud over flygtningene var der adskillige soldaterbegravelser på Hillerød Kirkegård. Byens tidigere hospital på Nordre Banevej få hundrede meter fra Hillerød kirkegård var i besættelsens sidste måneder beslaglagt af tyskerne som lazaret. Jævnligt kom tog med sårede soldater til Hillerød Station efter en lang og strabadserende tur, blandt andet fra østfronten. Hver gang to-tre stykker døde, fik Blomberg besked.

”De blev kørt fra kasernen (lazarettet, red.) på en trækvogn læsset oven på hverandre i hver sin papkiste. Så hældte de de nøgne lig ned i graven og tog kisterne med til genbrug til næste hold døde. Det hændte, at der var et amputeret ben eller en arm for meget i en kiste. Alt i alt nåede jeg at begrave 60 soldater i den afdeling.”

Hver soldat fik et trækors med navn og dato.

”Jeg passede alle disse soldatergrave i 20 år for egen regning. Holdt det rent og plantede hver sommer en begonia ved hvert kors. Efterhånden rådnede trækorsene og inskriptionen blev ulæselig… den 13. november 1965 ankom de tyske skeletjægere og gravede skeletter op. Identitetspapirer for hver enkel soldat. Først det lille ”hundetegn” alle soldater bar om halsen, så tandkort og længdemål på arme og ben. Knoglerne og kranierne blev vaskede og lagt i hver sin plasticpose.”

Efter krigen så danskerne helst, at de alle de døde blev sendt hjem, men tyskerne håbede, at de i stedet kunne samles på 10-155 fælles kirkegårde i stedet fo som tidligere at være fordelt på 475 kirkegårde i hele landet. Sagen blev behandlet på højeste plan, og i 1962 fortalte statsminister Jens Otto Krag, at han havde indgået en aftale med den vesttyske ambassadør dr. Hans Berger om at gravene blev samlet på omkring 30 kirkegårde. Tyskerne skulle selv vedligeholde dem, og der måtte ikke stilles store monumenter, men kun mindre mindesten, hvis tekst og udformning skulle godkendes af de danske myndigheder. De døde fra Hillerød blev i lighed med de fleste andre flyttet til Vestre Kirkegård i København, der huser omkring 20.000 døde flygtninge og soldater.

Hillerødhistorier, historie, Kunst

Andreas Friis malede sig til de olympiske lege

september 7, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

De olympiske lege er en dyst på sportsudøvelse og atletik – men også mere magelige discipliner var på programmet i starten af1900-tallet, hvor man med et penselstrøg kunne sikre sig en olympisk medalje

Andreas Friis har malet dette selvportræt. Foto venligst udlånt af Birgit Fosselius

Der løbes, svømmes, padles og kastes på livet løs, når de ypperste blandt verdens amatørsportsfolk hvert fjerde år mødes til de olympiske lege.

Lige siden de moderne olympiske lege blev indledt i Athen i 1896, har det krævet god fysik at komme blandt de, der kan kappes på evnerne på atletik- og boldbanerne under de fem kulørte ringe.

Men indtil 1948 var det også muligt at komme med, selv om man var fed, gigtsvar, gråhåret, bar tykke briller eller på anden måde ikke passede ind i idealbilledet af en OL-deltager.

Andreas Friis var hverken fed eller tungt bebrillet, da han i 1932 drog til Los Angeles i USA for at repræsentere Danmark ved OL.

Men med sine 42 år, lå han i den absolut tunge aldersmæssige ende for en olympisk kæmper. Men det var sådan set ligegyldigt.

Det, Andreas Friis pakkede sammen hjemme i Hillerød var nemlig ikke trikot eller løbesko. Det var pensler og lærred. Andreas Friis var kunstmaler – og det var som sådan, han skulle kæmpe for Danmark.

De færreste husker det i dag, men fra 1912 og frem til 1948 var kunst en integreret del af konkurrencerne i de olympiske lege.

Der blev konkurreret i blandt andet musikalske kompositioner, litteratur og altså billedkunst.

Kunsten kom med dampskib

Konkurrencerne fyldte ikke meget i datidens aviser, men de formåede at trække kunstnere fra hele verden – altså verden, som man så den på den tid. Europæiske og amerikanske navne dominerede programmerne.

Konkurrencerne blev kombineret med udstillinger fra en række europæiske lande. Værkerne til udstillingerne, der blev vist i Los Angeles Muesum of Art, Science and History, blev med dampskib sejlet via Panamakanalen direkte til Los Angeles.

Samlet set var forsikringssummen 400.000 amerikanske dollars – en net sum for tiden, men der var også tale om 1100 udstillingsgenstande fra 31 lande. Danmark var naturligvis blandt dem. Blandt de 1100 værker udvalgte man dem, der skulle deltage i konkurrencen.

Kravene var, at de skulle være skabt siden de foregående olympiske lege, have sport som tema, væe skabt af en kunstner, der stadig var i live og være godkendt af den olympiske komite i kunstnerens hjemland.

I alt deltog 540 kunstnere fra 24 lande i de forskellige kunstneriske dicipliner.

Ingen medalje til Friis

Andreas Friis deltog med et ryttermotiv – men det blev hverken til medaljer eller hædrende omtale.

Hillerødkunstneren var der ikke i nederlagets stund. Ifølge hans barnebarn Tue Poulsen, der selv er kunstner, besøgte han aldrig Amerika.

Guldet gik til vores broderfolk og værste konkurrent Sverige.

Andre danskere gjorde det dog bedre.

Arkitektursølvet i kategorien byplanlægning gik til arkitekten Jens Houmøller Klemmensen, der siden skulle blive en af vore fremmeste desginere af typehuse. I Los Angeles vandt han dog med et udkast til et stadion og en offentlig park.

Duellerende forfatter

Der var også sølv i litteratur til Danmark. Her vandt Josef Petersen med romanen Argonauterne. Han deltog – og tog medaljer – helt frem til de sidste kunsteriske lege i 1948. I øvrigt hævdes han at være deltager i den sidste danske duel, der blev udkæmpet i 1913 – men det er en helt anden historie.

Selv om Andreas Friis ikke tog en præmie med hjem, kunne han glæde sig over, at en masse mennesker så hans kunst. Hele 383.000 mennesker lagde vejen omkring museet i løbet af de fire måneder, udstillingen blev vist.

Slut i 1948

Konkurrencerne i kunst blev stoppet i 1948. Officielt var årsagen, at det var svært at skelne mellem amatører og professionelle, når det drejer sig om kunst. Det samme problem kan man vel have med sportsudøvere i dag – men den den olympiske komite vel næppe lade sig inspirerer af de kunstaflivende kollegaer på det område.

Andreas Friis fik ingen medaljer – men en lang kunstnerisk karriere, der strakte sig frem til hans død som 93-årig i i 1983. Hans værker findes på blandt andet Trapholt og Statens Museum, og han har blandt andet stået for udsmykningen af kirker og Københavns Universitets læsesal på Tagensvej/Nørre Alle.

Foredrag, Hillerødhistorier, historie, Journalistik, Tim Panduro, Uncategorized

Den gamle rektor er kirkegårdens ældste beboer

juli 26, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

Hillerød Kirkegård har eksisteret i 185 år og rummer et væld af gode historier fra byens fortid – jeg holder rundvisning 15. august og fortæller i den anledning her historien om kirkegårdens ældste beboer og om kirkegårdens historie. Læs mere om rundvisningen i bunden af teksten.

Bendt Bendtsen – i dag et navn, der sagtens kan bruges, hvis man skal til top i et politisk parti. Men for 200 år siden gik det så sandelig ikke at hedde noget så ordinært, hvis man var højt på strå i samfundet.

Almindeligt plebejerdansk var ikke god tone blandt Danmarks lærde, da rektor for Hillerøds Lærde Skole Bendt Bendtsen blev jordfæstet 22. december 1830. På hans flotte gravsten er teksten på latin, og hans navn er angivet til Benedicto Bendtsen.

Latin var et passende sprog at betjene sig af, når man tilhørte de kredse, der ikke bare af og til åbnede en bog, men sædvanligvis også havde bidraget til flere. Især når man var af den gamle skole – og tilknyttet en institution der udmærket kunne gå ind under samme kategori.

Mild og god

Bendt Bendtsen havde ry for at være en mild og god rektor – for sin tid. Han repræsenterede en humanisme, der ikke var velkendt på skolen, hvor lærere og de ældste elever flokkedes om at gøre livet til et helvede for de yngste – der til gengæld lod deres aggressioner gå ud over områdets bønder. Han var ikke den første i rektor-dynastiet. Han tog over efter sin far, der var rektor på samme skole, da denne døde i 1789. Naturligvis havde den unge Bendt også kendskab til skolen fra sin elevtid. Som skolemand var han stærkt anerkendt i sin tid. Han var doktor i filosofi og teologi og titulær professor – noget lignende æresprofessor – og ridder af Dannebrog. Det hele fremstår af hans gravsten, der som så mange fortjente herrer på hans tid i høj grad har præg af at være et CV til evigheden.

På Hillerød Kirkegård repræsenterer han såmænd også en slags evighed.

Hans grav er den ældste, der er bevaret på kirkegården. Og da den 72-årige rektor blev stedt til hvile, har der været langt til de nærmeste naboer. Kirkegården er nemlig indviet i 1830 – samme år, som han døde.

Lig blev gravet op

Det er – uanset hans øvrige bedrifter – vel nok hans største krav til lokal berømmelse i dag. Et andet krav på berømmelse er desværre efter alt at dømme usandt, selv om det er en historie, der er blevet fortalt igen og igen – og som denne skribent desværre også er hoppet på. Undskyld!

Det hævdes nemlig, at Bendt Bendtsten blev gravet op efter at være blevet jordfæstet på byens gamle kirkegård, da denne blev nedlagt. Det er efter alt at dømme ikke rigtigt – han døde 16. december 1830, hvor den ny kirkegård var taget i brug, så der har næppe været behov for at

Bendt Bendtsen er nok blevet ”offer” for en forveksling. Hans grav er den ældste på kirkegården – og flere af de jævnaldrende, nu sløjfede grave, har haft beboere, der har holdt posthum flyttedag.

Hillerøds oprindelige kirkegård lå, hvor der i dag er Torv. Den blev sløjfet – dels fordi man ønskede at bruge området til en udvidelse af byen og til bygning af et rådhus og dels af hygiejniske og æstetiske årsager – og i 1830 lavede man den ny kirkegård i Østergade, der dengang lå i byens absolutte udkant.

Når en kirkegård blev sløjfet i de tider, var der ikke så megen nåde. Hvis man ville have flyttet sine kære afdøde til den ny kirkegård, måtte man selv betale. Ifølge Svend Nielsens artikel ”Byrådsvedtagelse omgjort”, der findes i bogen ”Det gamle Hillerød”, og hvor flere af oplysningerne i denne artikel stammer fra, blev 67 kister gravet op og flyttet i 1830. I de efterfølgende år blev flere kister også flyttet, selv om kirkegården altså officielt var sløjfet. Man fik selvsagt ikke det hele med på den måde. Gravearbejde på Torvet har flere gange bragt menneskeknogler for dagens lys. De er blevet genbegravet på Hillerød Kirkegård, efterhånden som de er dukket op af jorden. Men flere befinder sig i torvemulden – måske til inspiration for fremtidige skrækbogsforfattere, så Hillerød snart kan få sin helt egen litterære zombieinvasion…

I vejen for udviklingen

At Hillerød Kirkegård stadig findes, skyldes et sjældent fremsynet byråd, der engang i 1970’erne omgjorde en tidligere beslutning. Tanken var at sløjfe kirkegården i år 2025 efter et begravelsesstop i år 2000. Men den holdning blev ændret – til glæde for kisteglade (høhø) personer som undertegnede og for alle, der kan lide et sted, hvor natur, kultur og historie bliver blandet på smuk vis. Men sikkert til irritation for byudviklere, der gerne har villet udvikle området.

Kirkegården har da også flere gange stået i vejen for byudviklingen. Mest alvorligt i 1864, da Hillerød blev jernbaneby. Der lå kirkegården nemlig i vejen for, at stationen kunne blive bygget mere bynært. Heldigvis har udviklingen gjort, at stationen nu ligger nogenlunde solidt placeret i midten af det nuværende Hillerød. Og historien om Hillerød som jernbaneby? Den vender vi tilbage til…

Rundvisningen!

Husk at jeg arrangerer kirkegårdsvandring på Hillerød Kirkegård lørdag den 30. april. Prisen er 70 kr. pr. person, og der er forudbetaling på mobilepay 42742031 eller konto 5010 0001529654 – flere kan tilmelde sig. Skriv blot navn og mail eller telefonnummer. Der er kun få pladser tilbage

Hillerødhistorier, Journalistik, Tim Panduro

Bisættelsen fandt sted i ensomhed

juli 21, 2015 timpanduro 4 kommentarer

3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.

AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.

16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.

De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.

Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens journalist og fotograf.

Spidsmus kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen

Ingen vidste noget

Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.

For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.

“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.

“Og synge med på salmen.”

Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”

Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”

Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.

“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.

Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”

Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.

Første tilfælde

“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.

“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”

Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.

Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.

“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”

En af 1000

Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.

Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.

Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.

Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus

Hillerødhistorier, historie, Journalistik, Unesco, Verdensarv

Versailles var forbillede for Frederiksborgmuseet

juli 14, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

Parforcejagterne i Nordsjælland var ikke det eneste, der var inspireret af et fornemt besøg på det franske Versaillesslot. I 1800-tallets anden halvdel besluttede en ølkonge for at lade sig inspirere af det franske pragtslots nye funktion

Brygger J.C. Jacobsen lod sig inspirere til Frederiksborgmuseets indretning ved et besøg i Versailles. August Jerndorffs portræt af bryggeren hænger i dag på Frederiksborgmuseet og er her gengivet efter Wikipedia, hvor det ligger som public domain

I pragtrummet Rosen på Frederiksborgmuseet står en lille håndfuld rustninger. De hørte til på en rigtig gammel borg, mente Carlsberg-bryggeren J.C. Jacobsen. Og således blev det. Bryggeren fik lavet kopier af en række rustninger i Østrig - blandt andet Frederik II’s aflagte - og de står på Frederiksborg den dag i dag. Således kan den gamle bryggers spor på slottet stadig ses - også foruden de pragtmalerier, han fik skabt til slottet. Bryggeren var nemlig ikke en herr hvem som helst. Han var folkeopdrager, grebet af en oplysningsånd - og ekstremt velhavende.

^{En halv milliard}

Brygger Jacobsen postede nemlig hvad der forsigtigt anslået i dag svarer til mellem 300 og 500 millioner kroner i indretningen af det genopførte slot til Nationalhistorisk Museum.  Han havde ændret slottet fra en rygende ruin efter en katastrofebrand i december 1859 og til et genopført pragtværk - selve genopførelsen havde dog også fået støtte fra en stor landsindsamling, men bryggeren mente, at der også skulle hældes indhold i de gamle mure med de nyopførte rum.

Den gamle brygger var meget optaget af det nationalhistoriske - ikke mindst efter de tørre tæsk i 1864, der sendte nationen ud på udslettelsens rand - og ville medvirke til at genrejse danskernes stolthed over fædrelandet. Sigtet var således pædagogisk og folkeopdragende - og bryggeren lagde ikke skjul på, at museet ikke var tænkt som det rene Legoland, da han i 1877 endeligt præsenterede ideen om museet.

“Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sans og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling, og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger de nulevende og de kommende Slægter”, formulerede bryggeren sin version.

Da havde bryggeren allerede været involveret i genopførelsen af slottet i lange tider. Frederiksborg brændte 17. december 1859 - og endnu inden nytår udtænkte bryggeren en idekonkurrence om genindretning af kongens bedekammer.

“Det lå udbrændt i forlængelse af slotskirken, der var noget mindre beskadiget. Kirken havde en menighed, der havde behov for at kirken hurtigt kom i gang, så det var det rette sted at begynde”, sagde inspektør på Frederiksborgmuseet Hanne Lopdrup, da hun i 2011 var medarrangør af udstillingen Patriot og Verdensborger om bryggeren.

Idekonkurrencen blev vundet af arkitekturmaleren Heinrich Hansen, og maleren Carl Bloch blev valgt til at udføre 23 malerier med motiver fra det Ny Testamente. Bryggerens arbejde for genrejsningen af Frederiksborg blev således skudt i gang med maner.

^{Versailles og Gripsholm}

Ideen om et nationalhistorisk museum i Danmark havde dog spøgt meget længere.

“Allerede i 1850’erne besøgte bryggeren Versailles i Frankrig som kong Ludvig Philip havde indrettet som Nationalhistorisk museum. Jacobsen var meget begejstret”, fortalte museumsinspektør Thomas Lyngby, som var medarrangør af udstillingen på Frederiksborgmuseet i forbindelse med udstillingsåbningen.

Bryggeren skrev i et brev hjem at “Det er unægtelig en storartet Maade at skrive Historie paa, som ikke kan blive uden Indflydelse på Folket.”

Et lige så stort forbillede var Gripsholm i Sverige dog.

“Jeg tænker nærmeste paa Gripsholm som Forbillede,”, skrev bryggeren i et brev til arkitekten bag genopførelsen af Frederiksborg, Ferdinand Meldahl, hvor bryggeren gav udtryk for bekymring over, om man kunne skaffe museumsgenstande nok til at fylde museet. Det lykkedes - dels gennem bryggerens indsats med at få skabt malerier i læssevis af de største historiske begivenheder, ogdels via indkøb og foræringer af inventar, der skulle være tidstypisk i forhold til de perioder, der skildredes.

^{Gammel kærlighed}

Man skal næppe heller undervurdere bryggerens personlige kærlighed til Frederiksborg. I starten af 1800-tallet sværmede borgere og kunstnere i den skønne egn omkring slottet, og den unge Jacobsen blev som barn trukket med til slottet. Slottets brand i 1859 berørte ham dybt - men blev som antydet starten på et af hans største projekter. Frederik VII skulle dog lige ud af billedet først - det skete i 1863, hvor han henlagde sin bolig permanent til et kapel i Roskilde Domkirke og dermed ikke længere kunne lægge beslag på et eventuelt genopført Frederiksborg.

Bryggeren nåede da også at se sit værk færdigt, om end ikke færdigindrettet. 17. december 1884 - på 25-årsdagen for branden - blev det nationalhistoriske museum åbnet; blot syv år efter at ideen blev præsenteret og seks år efter, at museets skabelse officielt var besluttet., der

Og selv om bryggeren for længst er lagt i graven - i familiekirken Jesuskirken nær bryggeriet i Valby - er hans økonomiske indflydelse stadig mærkbar på Frederiksborg. Det er nemlig fortsat Carlsbergfondet, der står for driften af museet.

Enevælde, Hillerødhistorier, Hillerødhistorier, historie, Unesco, Verdensarv

Kongens kroning var en folkefest

juli 7, 2015 timpanduro Skriv en kommentar

Hillerød stod på den anden ende den 7. juni 1671. På Frederiksborg Slot skulle Christian V salves. Christian var kommet til magten året før ved sin faders død, og nu da hofsorgen var overstået, kunne kongen få den officielle og guddommelige overdragelse af sine rettigheder som enevældig konge. Christian V var den første konge, der var født til enevælden – en status, han nogle år senere cementerede ved at etablere de store nordsjællandske parforcejagtområder, der netop er kommet på Unescos liste over verdenskulturarv

Det er nok tvivlsomt, at de mere jævne hillerødanere har haft en større fornemmelse for, hvad baggrunden for ceremonierne var. Men hillerødanerne kunne genkende en fest, når de så den. Og festligt, det var det – kongen havde behov for at vise, at han dels var tæt på almægtig – og dels formåede at vise sig som en generøs, samlende person.

Inden vi drager til fest, må vi hellere tage enevælden ganske kort. Med enevældets indførelse i 1660 blev kongen – Christians far Frederik III – reelt enerådig. Kun Gud var over ham. Ikke just demokratisk – men faktisk var enevælden en sejr for borgerskabet, der sammen med kirkens folk havde formået at udmanøvrere det råd af adelige, der hidtil havde regeret sammen med kongen. Den korte version er, at adelen efter endnu et nederlag til svenskerne – denne gang i krigen 1658-60 – ville skaffe penge, vil at beskatte borgerskabet. Borgerskabet var dog i stigende grad blevet en magtfaktor, der ikke ville finde sig i endnu en brandbeskatning – og via et stille oprør i form af en aftale med kirken og kongen fik man skubbet adelen af pinden. Kongen blev i stedet eneregent – en status der holdt i knap 200 år.

Og nu til løjerne. Takket være den tidligere museumsdirektør på Frederiksborg Slot, Povl Eller, kan et billede af kroningsceremoniernes rolle i en by som Hillerød stykkes sammen. I 1976 udgav han bogen “Salvingerne på Frederiksborg.”

Et par hundrede højtstående gæster var kaldet til byen. De medbragte tjenere, kuske og andet mandskab, og den lille by omkring Frederiksborg Slot blev betydeligt mere folkerig end normalt. Gæstelisterne fra den første kroning findes ikke, men det er muligt at stykke billedet sammen alligevel. Ved kroningen i 1747 blev omkring 100 mennesker anbragt i forskellige borgerhuse. Fiskemesteren på det nuværende Karlsberg nær hjørnet af Københavnsvej og Carlsbergvej måtte give plads til hertugen af Glücksborg med følge, og også de lokale bagere, skræddere og andre højerestående håndværkere måtte lægge hus til gæster. Endnu senere i 1815, viser en opgørelse, at Hillerød måtte finde midlertidige boliger til 700 herrer og damer plus deres tjenestefolk. Desuden skulle der skaffes aftrædelsesværelser for yderligere 300 – en hel del i en by, der knap kunne mønstre 1000 indbyggere i sig selv.

Vinen sprang fra springvandet

Et var de høje herrer. Men kroningen var også en folkefest. I den mellemste slotsgård, der hvor springvandet står i dag, blev der bygget en pyramide med altaner eller æresport. Fra Bacchusmasker og svanehoveder sprang rød og hvid vin, og der blev kastet penge ud fra altanerne til pøblen, der havde samlet sig i gården. Ved salvingen i 1747 var der slået 1000 kronestykker – en mindre formue. Maden var der også tænkt på. Samme år var menuen til rosset i Slotsgården en stegt okse på knap et halvt ton. Kreaturet var fyldt med lam, grise, ænder og kalkuner. Horn, klove og mule var blevet forgyldt, og om dens hals hang en krans af blomster med forgyldte og forsølvede blade. Og så kunne folk ellers slå sig løs. Festen sluttede klokken 23 med et kæmpe festfyrværkeri fra bredden af Slotssøen – og så kunne de lavrestående luske hjem – og dem, der var kommet langvejs fra kunne drage ud i skovene og overnatte – det gjorde de i hvert fald i 1731.

Fattighjælp frem for folkefest

I 1815 var tiderne skiftet. Det forekom forældet, at man i en oplyst tid lod pøbelen nærmest slås om at få de største lunser kød og få fingrene i guldpengene. I stedet valgte man – noget kedeligere, men med en vis fornuft – at fodre de 900 fattige, der var registreret i det daværende Frederiksborg Amt. I stedet for at kaste penge i grams gav man blot en sum til Hillerød Hospital og fattigvæsenet i København. Desuden fik hver soldat en ekstra rigsdaler, mens underofficererne fik to.

Det hindrede nu ikke folk i at møde frem for at se den guddommelige giraf. Ved den allersidste kroning, Christian VIII’s i 1840, skrev maleren C.W. Eckersberg blandt andet i sin dagbog:

“Søndag den 28. juni 1840 (…) En uafbrudt række af vogne fra alle retninger, men især fra København, bragte dels tilsagte, men de fleste tilskuere. En stor menneskemasse tumlede sig fra den tidlige morgenstund til langt ud på natten rundt omkring slotte Frederiksborg.”

Herefter følger kroningen – og kloken 16.45 kunne kongen så træde frem for folket under stor jubel.

“Om aftenen gik vi igen omkring i den smukke egn og så på den muntre folkevrimmel. Kl. 11 og 12 blev et meget skønt fyrværkeri afbrændt lige overfor slottet, som sås godt fra Torvet i Hillerød.”

Det var selvfølgelig ikke blot kærlighed til folket, der fik de skiftende konger til at lave kroningerne til en folkefest. Povl Eller udlægger det således: “Ved salvingene fik man suveræniteten at se levendegjort i kongens person. Ved at lade en stor ceremoni udfolde sig, forsøgte man at vise, hvor vigtigt fællesskabet i staten er.”

Det fællesskab blev afløst af et noget mere konkret folkefællesskab ni år senere, hvor Frederik VII frasagde sig rollen som enevældig. I stedet tog Danmark de første skridt mod demokratiet med junigrundloven – og siden er de kongelige blevet proklameret uden siden at blive salvet. Forståeligt – men lidt ærgerligt. For hvem ville ikke gerne forsøde en festdag med vinspringvand og stegt okse ad libitum…

Kilder. Povl Eller: Salvingerne på Frederiksborg

http://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/enevaeldens-indfoerelse-1660/

Og mit eget kønne hoved…

Maleriet af Frederik III er gengivet fra Wikipedia.
Læs videre Kongens kroning var en folkefest →