3. december 2007 døde en af Hillerøds originaler. Erland Lund Jensen var kendt af de fleste i Hillerød under navnet Spidsmus. Han var et fikspunkt i byen, når han galpende og råbende vandrede op og ned ad gaderne, gerne iført grøn polarfrakke og store støvler. Selv om alle kendte Spidsmus, vidste ingen særlig meget om ham. Præsten Ida Secher ringede til mig for at høre, om jeg havde nogle oplysninger. Jeg havde talt med Spidsmus kortvarigt nogle måneder inden han døde, men jeg kunne kun bidrage med ganske lidt. Selv om han var en særling, undrede det mig, at ingen havde nogen som helst oplysninger om ham. Da datoen for hans begravelse nærmede sig, blev jeg enig med min gode ven og kollega, fotograf John Jessen Hansen, om at tage med til begravelsen. Det kom der denne beretning ud af. Beretningen indbragte os siden Ugeavisernes Årspris.
AFSKED 16 dage nåede at passere fra Erland Lund Jensen blev fundet død i sin lejlighed i Rønnekrogen, og til han fredag blev bisat fra Skansekapellet.
16 dage, hvor kommunen og sognepræst Ida Secher ventede på, at blot én pårørende til den 72-årige afdøde kunne have henvendt sig.
De ventede forgæves. En efterlysning forklædt som dødsannonce i Politiken gav intet resultat. Ida Sechers opkald til misbrugscenteret på Skansevej ejheller.
Da Erland Lund Jensen blev bisat fredag klokken ti, var der ganske vist otte mennesker til stede i kapellet. Men alle var der, fordi de skulle: Præsten, kapelbetjenten, organisten, bedemanden, de to kirkesangere og Hillerød Postens 
journalist og fotograf.
Spidsmus kiste i Skansekapellet inden jordpåkastelsen. Foto bragt med tilladelse af John Jessen Hansen
Ingen vidste noget
Manden under det hvide kistelåg og den kommunalt betalte bårebuket var ikke en hr. hvemsomhelst. Der findes næppe en hillerødaner, der ikke mindst én gang har undret sig over den lille, spinkle mand i det lidt for store tøj. Kendt under navnet Spidsmus og Ruder Knægt tumlede han sig galpende, råbende og syngende gennem Hillerød. Men han fik sig også af og til en sludder med andre, han mødte i gaden. Alligevel vidste ingen tilsyneladende noget om ham. Ida Secher måtte gribe til Hillerød Postens omtale af dødsfaldet for overhovedet at kunne flette personlige oplysninger ind i de ord, der skulle siges over kisten.
For ord skulle der siges. Afskeden skulle gøres værdig, selv om ingen var mødt op af personlige årsager for at tage del i den.
“Vil i være søde at sprede jer lidt i salen”, lød bønnen fra Ida Secher til de tilstedeværende, da klokken havde rundet ti og det stod klart, at ingen andre ville dukke op.
“Og synge med på salmen.”
Den amputerede seance – hvis folk var dukket op, ville der være blevet sunget et par salmer mere og talt lidt længere – tog 19 minutter. Først et præludium af Bach på orglet. Så sang de to kirkesangere “En rose så jeg skyde.”
Så læste Ida Secher salme 23. “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”
Så talte hun over bibelens beretning om kongen, der bød til gilde blandt sine ligemænd. Ingen dukkede op, og kongen måtte i stedet invitere gadens folk.
“Når ingen andre gør det, vil Gud se på enhver af os med blide øjne. Vi lægger trygt Erland Lund Jensen i Guds hænder,” udlagde hun teksten.
Så fik jorden lov til at rasle mod kistelåget. “Af jord er du kommet…”
Afsyngning af “Dejlig er jorden”. Og så var det slut.
Første tilfælde
“Jeg har været præst heroppe i to et halvt år. Det er første gang, jeg har haft en begravelse uden nogen pårørende er dukket op”, fortalte Ida Secher efter bisættelsen, siddende på en bænk i kapellets indgangsparti.
“Det er usædvanligt at opleve det på denne måde. Det bliver ekstra synligt, når det er ham, for de fleste ved jo, hvem han er. Der findes ensomme mennesker, der dør uden at man kan finde pårørende. Men en del af dem kan forklares ved, at de har holdt sig meget for sig selv.”
Normalt skal bisættelsen være for både de levende og de døde. En afsked, der kan markere overgangen til døden.
Men når der ingen pårørende er, skal afskeden stadig være der.
“Det understreger det kristelige menneskesyn, at vi er her, selv om ingen andre kommer for at tage afsked. Vi skal altid kunne gøre dette over for et andet menneske. ”
En af 1000
Et sted i bygningen er der blevet trykket på en knap. Kisten er gledet ned i gulvet. Fortsat på et transportbånd til kapellet 40 meter væk. Så i ovnen som en af de omkring 1000 afdøde, der kremeres i Hillerød i år.
Røg fra en skorsten, lidt aske i en urne, et boret hul på Skansekirkegårdens fællesgrav.
Erland Lund Jensen er borte. Og hvis nogen vil savne ham, benyttede de i hvert fald ikke fredagen til at markere det.
Artiklen kan også læses på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk ved at søge på Spidsmus
Jeg kendte også spidsmus oppe fra Hillerød, og da jeg (i 1990-94)arbejdede for DSB som bygningssnedker i Hillerød har jeg haft en del samtaler med ham. Spidsmus har både været gift og har børn. Men dengang havde han heller ikke nogen kontakt til dem. Han fortalte at da konen valgte at rejse med børnene gik det helt galt for ham. Lige så skræmmende folk syntes han kunne være lige så rar og sød var han. Han vil mangle i bybilledet.
Tak for kommentaren, Lea. Det er jo en trist historie. Det er løjerligt, at han havde facaden som bytosse, når han samtidig tilsyneladende var et nogenlunde sammenhængende menneske.
Spidsmusen var i sin tid udlært skomager. Taxachaufførerne som har kørt i Hillerød i 80’erne og 90’erne kan mange historier om Spidsmusen.
Så vidt jeg har ladet mig fortælle har han levet et ret normalt liv førhen, som Lea skriver med kone og børn. At han altid var beruset var så vidt jeg ved heller ikke helt korrekt, det var vidst mere eller mindre den samme varme øl han havde i hånden det meste af dagen. Historierne er måske mange, men hørte at han havde fået en hjerneskade efter at være faldet ned (var det måske i forbindelse med noget arbejde, fra et stillads) så manden var faktisk mere skadet, end meget beruset. Vist har han vel være beruset til tider, men hans manglende egenomsorg bundede vidst i noget andet. Hvem der egentlig ved om historierne er korrekt, der går sikkert mange, tør jeg ikke sige. Det gør nu alligevel ondt i hjertet at man kan være så vred, skuffet, og frustreret som barn at man ikke deltager i sin fars begravelse.