Søndag den 4. september holder jeg rundvisning på Hillerød Kirkegård – læs her, hvordan du kan komme med!
Et par boksende tvillinger, der fulgtes ad til OL i 1936 – og hurtigt røg hjem igen. En officer af ærværdig sagførerfamilie, som ville være blevet forsvarsminister, hvis nazisterne havde fået magten i Danmark. En digter, som igen og igen blev kørt i stilling til nobelprisen i Litteratur uden nogensinde at få den. En enke, der ved stædigt at blive ved med at leve fik udsat omdannelsen af en af nordsjællands ældste bygninger til museum. En ridelærer, der tabte hjertet, men vandt en formue, da han giftede sig med en skandaleramt amerikansk millionærdatter. En erhvervsmand, der på mere end en måde fik sat sit præg på Hillerød og omegn… fortællingerne står – eller måske nærmere ligger – i kø på Hillerød Kirkegård. Søndag den 4. september klokken 13.30 holder jeg rundvisning på kirkegården, hvor jeg i løbet af en halvanden times tid vil runde en del af de spændende historier, der gemmer sig bag kirkegårdens gravsten. Rundvisningen tager dels udgangspunkt i min lokalhistoriske bog “Fortællinger fra graven” og dels i de artikler, jeg skrev fra byens kirkegårde igennem mine år på Hillerød Posten. Det koster 70 kr. pr. snude at komme med på rundvisningen. Tilmelding og betaling via mobile pay på 42742031 – eller ved indbetaling på reg. 5010 konto 1529654. Husk at skrive navn og telefonnummer, så jeg kan fange dig, hvis der mod forventning sker ændringer i programmet.
Turen vil blive gennemført ved 15 tilmeldte. Der er 35 pladser tilgængelige.
Spørgsmål eller ideer? Send en mail på tim@timpanduro.dk.