I Sønderjylland blev der kæmpet i blandt andet Haderslevs gader mod den invaderende tyske hær. På Amalienborg gjorde livgarden klar til kamp. I Værløse og Karup gik tyske fly til angreb på det danske flyvevåben. Kun et enkelt fly nåede på vingerne i Værløse. Det blev hurtigt skudt ned. København blev allerede klokken seks om morgenen overfløjet af bølge efter bølge af tyske bombefly. De nøjedes dog med godt en time senere at kaste flyvebreve – opråbet til det danske folk. 9. april 1940 begyndte den godt fem år lange besættelse af Danmark.

 

Nyheden om angreb og overgivelse spredte sig hurtigt ud over landet. Men de fleste steder så man hverken krigsmaskiner eller tyskere.

I Hillerød startede besættelsen anderledes udramatisk. Et telegram landde på Rådhuset på Torvet:

9. april kom besked fra hovedstaden til den kommunale forvaltning om, at der skulle indføres generel mørklægning for at undgå, at byerne kunne blive lette mål for allierede bombetogter.

Byen måtte finde sig i at være i en underlig venteposition. Som trafikknudepunkt og Nordsjællands største by var man ganske sikker på, at tyskerne ville sende en pæn styrke til Hillerød. Men først 12. april klokken ni om formiddagen dukkede de første tyskere op i Hillerød.

Det drejede sig om omkring 150 soldater og et par håndfulde heste fra det 308. infanteriregiment. Soldaterne var ganske unge mænd på 21 til 23 år fra sydtyske Baden-Würtemberg, og de fik følgeskab af yderligere omkring 190 mand fra samme regiment senere på dagen.

De unge soldater var uden krigserfaring – når man ser bort fra invasionen af Danmark, hvor de færreste kom i kamp – og i Hillerød blev det da også nærmest kampen mod bureaukratiet, der kom til at optage værnemagten.

Besynderlig besættelse

Besættelsen af Danmark var særdeles besynderlig. Der var tale om en såkaldt fredsbesættelse, og det betød, at tyskerne i et og alt skulle overholde dansk lovgivning. Herunder også de reglementer, der fandtes for indkvartering af soldater. Nok var reglerne lavet med henblik på det danske forsvars øvelser – men tyskerne måtte også pænt rette ind. Derfor satte Hillerød Kommune den unge jurist Aage Scheibel – der senere blev advokat i Hillerød – til at lede indkvarteringen. Han førte en grundig dagbog over bestræbelserne. Det er takket være denne dagbog  og ikke mindst Hillerød-historikeren Bjørn Versteges udgivelse og kommentering af dagbogen i form af bogen “Da Tyskerne Kom”, at netop Hillerøds tidlige besættelseshistorie er blandt landets bedst beskrevne.Kommunen besluttede sig for, at al indkvartering skulle foregå på frivillige præmisser – så vidt det var muligt – og at private hjem skulle undtages. Det gik tyskerne med på, og i stedet fik Hillerøds hoteller og traktørsteder et solidt indryk.Hotel Kronprinsen på Torvet – hvor diskotek Piccadilly nu ligger – fik 150 liggende gæster, Gæstgivergården Sjælland i Frederiksgade fik 80 mand og gæstgivergården Linden i Slotsgade fik 70 mand. Desuden blev 40 mand anbragt på vandrehjemmet Sandviggård nær det nuværende Hillerød Sygehus. Endelig fik officerer kvarter på blandt andet byens fineste hotel, Leidersdorff i Slangerupgade. Siden kom flere soldater til, der blandt andet blev anbragt på Skovlyst på Københavnsvej og Trollesminde, der i dag er rådhus. Også den tekniske skole i Møllestræde blev overladt til tyskerne. Her blev der lavet regimentshovedkvarter, og gaden blev med tiden spærret af med bomme og pigtråd.

Sov i halm

At soldaterne boede på hotel var nu ikke tegn på, at de havde gode forhold. De blev anbragt på gulve i salene og måtte sove i halm – og at det kunne blive hundekoldt viser en bøn fra værnemagten om, at soldaterne kunne blive flyttet fra Trollesminde, hvor de lå og frøs i en uopvarmet bygning. Det skete da også.Ved et møde 15. april blev det klarlagt, at soldaterne skulle have ordentlige boforhold – stadig halm, men færre soldater på pladsen og kun på opvarmede steder. Desuden blev der indgået aftale med badeanstalten på Hostrupsvej om, at soldaterne her kunne komme i bad. Mere kuriøst blev det slået fast, at soldaterne ikke måtte være ude i byen senere end klokken 21 – og at Hillerøds politi skulle være med til at holde øje med, at soldaterne ikke var ude i længere tid end det. Ifølge Bjørn Verstege har politiet dog ikke på noget tidspunkt forsøgt at overholde den aftale.Endelig fik tyskerne anvist de kommunale grunde ved Holmene – et område, der dengang rummede losseplads – som øvelsesterræn. En del af dette var dog tilsået, og derfor var der ikke plads nok. I stedet fik de senere på måneden anvist et område ved Sandviggård – mod at de lovede at rømme det, hvis byggegrundene på området blev solgt. Desuden skulle tyskerne betale erstatning – der i sidste ende ville komme fra den danske stat – for eventuelle skader på afgrøder og andet i området.

Svær balancegang

Samarbejdet blev en svær balancegang for borgmester Herman Melskens og hans stab, og der var ikke megen hjælp at hente fra Indenrigsministeriet, der kom med valne svar og overlod mange beslutninger til den lokale administration.Det lykkedes dog at få skabt en lempelig overgang til besættelsestiden. At samarbejdet senere i såvel Hillerød som resten af landet naturligt nok gik i vasken er en anden sag.Bjørn Versteges anbefalelsesværdige udgivelse “Da tyskerne kom” kan stadig købes – blandt andet her. https://www.saxo.com/dk/forfatter/bjoern-verstege_4329781

(jeg har ingen tilknytning til Saxo.com eller Versteges forlag. Det er en ren serviceoplysning og anbefaling af en interessant bog.)