De fleste steder har en fortælling, der sætter dem i relation til den verden, de er formet af – og har været med til at forme. De fortællinger elsker jeg at grave frem, polere, forfine og formidle – på skrift og i tale. Derfor er jeg glad for, at SN Ejendomme og Thomas Sloth Nielsen har givet mig mulighed for at skrive et 20 sider langt hæfte om ejendommen Rantzausgade 22A-24 på Nørrebro. Det er ikke blot fortællingen om en spændende bygning, men også om et kvarters udvikling gennem mere end 100 år.
Brochuren kan læses her – og hvis du selv ønsker noget lignende, kan du altid henvende dig. Så finder vi en løsning.
https://www.snejendomme.dk/HistorienomRantzausgade22-24.pdf
Staunings søn blev venstremand i Skævinge
Da lille Søren kom til verden på Kanslergade 10, 3. sal i København 18. marts 1923, var der ingen der vidste, at der skulle blive skrevet danmarkshistorie i lejligheden ti år senere. Nok var der ingen tvivl om at Sørens far Thorvald var udset til noget stort. Men der gik nu stadig et år, inden Stauning hævede sig fra håbefuld politiker og til statsminister – og derefter ni år til at han fik skudt det moderne velfærdssamfund i gang ved Kanslergadeforliget – opkaldt efter Sørens barndomshjem. En historie går på, at Søren Stauning lå under spisebordet i den fireværelses lejlighed, da Thorvald sendte sin hustru ned efter en karaffel whisky for at få de øvrige partiledere til at blive lidt længere.
Det blev den mest betydningsfulde dram i Danmarkshistorien.
Thorvalds øjesten
Efternøleren Søren var Thorvald Staunings øjesten, og da Thorvald blev skilt fra Sørens mor Olga i 1930 måtte han lide den tort, at forældreretten gik til Olga. Thorvald fik dog samkvem.
Skilsmissen var bitter, med forbandelser og beskyldninger, der fløj på kryds og tværs parterne imellem. Til slut kom der dog væbnet fred mellem de to, og da Sørens konfirmation blev holdt på Søpavillionen – den senere statsminister H.C. Hansen skrev en af festsangene – var begge forældre til stede.
Sørens helbred var skrøbeligt hele barndommen igennem, hvilket naturligt nok bekymrede forældrene. Den bekymring var nu ikke stor grund til. Søren fik et langt og virksomt liv, der førte ham omkring Hillerød og Skævinge.
Skævinge Kirkegård blev da også hans sidste hvilested, efter at han faldt om på gulvet i lejligheden på Skævinge Præstegård 24. september 2000 for aldrig siden at rejse sig igen.
Venstremand
Søren Stauning var ligesom faderen politisk aktiv. Men på et noget mere beskedent plan – og for et parti på den “forkerte” fløj. Han var nemlig viceborgmester for Venstre i det daværende Skævinge Kommune. I 1983 forklarede han partivalget i et interview i Hillerød Posten.
“Jeg føler ikke, at jeg har svigtet mit ophav. Der er stor for
skel på Socialdemokratiet i 1930’erne og det partiet står for i 1983. Holdningen og tonen er en anden. Efter krigen sigtede Socialdemokratiet mod en centralisering af samfundet. Mod et behandlersamfund. Det er helt i strid med min opfattelse, og jeg meldte mig ud i begyndelsen af 1950’erne.”
Han luftede også teorien om, at faderen måske ville have skiftet side.
“Det er svært at sige, om min far ville have været venstremand i dag eller hvor han ville have ført partiet hen, hvis han havde levet.”
Skjulte jøder
Thorvald døde dog i 1942, og Søren måtte som 19-årig stå på egne ben. Det klarede den “forvirrede og umodne” Søren ved at starte en antikvarboghandel. Under krigen var han også aktiv i periferien af modstandsbevægelsen. I lejligheden på Ndr. Frihavnsgade husede han ifølge nogle kilder af og til sabotører og jøder, der skulle hjælpes til Sverige – han optræder dog ikke i Nationalmuseets database over modstandsfolk, hvor hans mor står opført som logivært for flygtninge.
Efter krigen arbejdede han 22 år på Militærhospitalets kontor, inden han foretog et karriereskifte.
Redaktør på Hillerød Posten
Som 44-årig arvede han en rig onkel – og det gav ham modet til at sige op. Han fik læreplads på Frederiksborg Amts Avis, hvor redaktør Einar Jacobsen betegnede ham som “en fin og følsom skribent, der til tider næsten er lyrisk i sin journalistik.”
Vejen til redaktørtjansen på Hillerød Posten var kort – de hørte dengang til i samme hus. Søren Stauning var redaktør på Hillerød Posten i en årrække frem til 1980. Her pensionerede han sig selv – men gik ind i politik, holdt foredrag og skrev fortsat. Så det var en aktiv pensionisttilværelse, han bød på. han var også formand for stomiforeningen.
Søren blev nemlig stomiopereret kort efter han fik sin læreplads, og fik stor hjælp fra foreningen. Samtidig holdt han modet oppe på anden vis:
“Det var netop udsigten til, at jeg skulle flytte til Skævinge, der var med til at holde liv i mig, mens jeg lå på hospitalet,” sagde han dengang til Hillerød Posten.
“Netop i det lille samfund har man en identitet. Man er en i forhold til andre mennesker, ikke som i en storby, hvor man er anonym.”
Landsfaderens søn fandt altså sent i livet sit hjem – langt væk fra magtens centrum. Han hviler nu under en beskeden sten på Skævinge Kirkegård sammen med hustruen Birgit, der var bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek.
Dette er en redigeret udgave af en artikel, jeg skrev i Hillerød Posten i 2009.
Dødelig epidemi truede Hillerød
Coronafrygten præger os alle – og vel til dels med rette. Men det er langt fra første gang, at vores land har måttet tage kampen op mod store sygdomme. Sommeren 1853 blev der taget skrappe forholdsregler i Hillerød, da man frygtede en helt anden sygdom
“Da det ved vore Undersøgelser har vist sig, at der i de nævnte Communer findes Nogle, der ikke smage varm Mad, Flere som kun sjældent kunne erholde det, og endnu Flere som maa nøjes med saadanne Spiser, der fro Øieblikket maa anses for usunde, haabe vi paa velvillig Deltagelse hos vore Medborgere.”
Sådan lød en opfordring fra 11 borgere med byfoged Arboe og hospitalsforstander Svend Pedersen i spidsen til hillerødanerne. Opfordringen faldt 12. juli 1853 – og de omtalte kommuner var Hillerød og Nyhuse, der i endnu 113 år frem ville være separate kommuner. Anledningen var ikke ren medlidenhed med de fattige i Hillerød og Nyhuse.
Mellem 1. og 4. juli samme år var 62 tilfælde af kolera blevet indberettet i København. 32 af patienterne var døde – og der var al mulig grund til at frygte at også de knap 3000 indbyggere i Hillerød kunne blive ramt. Og ganske vist havde man en fornemmelse af, at alment svineri og dårlig hygiejne spillede en rolle. Men sund og nærende mad kunne også være med til at holde sygdommen fra døren.
Lazaret og lighus
Opfordringen virkede. Ni dage senere var der samlet 150 rigsdaler sammen – og 150 hillerødanere blev i den kommende tid bespist med varm suppe og kød to gange om ugen. De fattige slap dog ikke helt selv for at betale – for at de kunne få varm mad de øvrige dage, skulle de selv betale en mark til sundhedskommissionen af de fi re mark, de fi k i ugepenge. Den varme mad var ikke det
eneste våben mod den truende sygdom. Der blev oprettet et lazaret i det gamle tinghus i Møllestræde – bygningen blev revet ned, da man for omkring 85 år siden førte Nordstensvej igennem til Slangerupsgade, men det lå stort set, hvor der i dag er kørebane.
Der blev bygget et særligt træskur på Hillerød Kirkegård til lighus, og skolekommisionerne blev anmodet om at give skolebørnene ferie – hvilket man åbenbart ikke som selvfølge havde i juli måned i de år.
Endelig blev der i kommunernes fattighuse banket huller til skorstenene, så man kunne få træk.
På Hillerøds hospital – det lå i Slotsgade, hvor nummer 23 og 25 ligger i dag – boede de fattige og syge. Der var ikke tale om et decideret behandlingssted, men nærmere et sted til opbevaring og pleje af kommunernes svageste. Det blev dog suspenderet i juli til september det år. Her måtte nytilkomne svage klare sig, som de bedst kunne – af frygt for sygdommen blev der ikke optaget nye lemmer på hospitalet.
Døden
21. juli kom meldingen om det første dødsfald, og lazarettet måtte i brug. Der blev dog ikke så voldsom en travlhed, som man kunne have frygtet: 14 blev indlagt, hvoraf 13 døde. 6. september blev epidemien afblæst i Hillerød og livet kunne vende tilbage til det normale. Ud over de 13 døde i Hillerød var de nordsjællandske “tabstal” fem i Sørup. I hovedstaden gik det værre til: 7526 blev angrebet og 4084 døde af sygdommen.
Igler og sennepspulver
Det er nærliggende at tænke, at man gjorde det samme i Hillerød, som man gjorde i hovedstaden, når en kolerapatient blev indlagt: Myndighederne stillede krav om, at man luftede det værelse ud, som patienten havde ligget i, vaskede værelset, slæbte sengen ud til udluftning og vaskede sengetøjet. Som medicin blev borgerne opfordret til at bruge opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster, sennepspulver og rabarber. Sundhedskollegiet i hovedstaden anførte desuden, at mådehold var det bedste middel mod sygdommen. Man skulle undgå sure, fede og afførende fødevarer, man skulle bruge masser af krydderier – og så skulle man undgå dårligt vand, gæret øl og større mængder brændevin. Vin, cognac og kryddersnaps kunne man dog med fordel drikke mod sygdommen. Ved svære anfald skulle man gnide huden med børster eller klude dyppet i brændevin, salt og peber. På kold hud skulle man lægge poser med varmt sand. Sennepskager på huden kunne også gøre nytte – og hvis patienten var døsig, skulle der sættes igler på tindingerne. Et vendepunkt Koleraepidemien blev et vendepunkt i dansk sundhedshistorie: Ikke mindst i hovedstaden, hvor den var medvirkende årsag til, at der blev opført ordentligt kloakerede boligkvarterer udenfor voldene, der faldt i de år. Desuden blev kommunehospitalet opført på kanten af voldene – og der blev oprettet en lægeforening i København med tilhørende fattigboliger, der i dag absolut ikke længere bebos af byens underklasse. Også i resten af landet blev der agiteret for bedre hygiejniske forhold og bedre sociale forhold for de fattige.
Kilder: Ditte Wonsyld: Koleraen i København 1853 – opgave fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Niels Gustafson: Det gamle Hillerød Hospital Anders Uhrskov: Nye Kulturbilleder fra Hillerød og Omegn.
Nazisterne på målrettet jagt efter asociale
3. oktober 2019 er det 75 år siden, at tyskerne arresterede næsten 100 danske mænd, der blev sendt i KZ-lejr om såkaldt asociale eller vanekriminelle. Teksten er et redigeret afsnit fra bogen “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” af undertegnede og Maya Schuster
Mandag den 3. oktober 1944 blev en 33-årig lagerekspedient vækket af tyskerne i sin lejlighed på Lemnosvej på Amager. Blot en uge før havde tyskerne gennemført sin første aktion mod såkaldt asociale og vanekriminelle. Nu var det tid for den næste.
Tyskerne havde besluttet at de ville vise danskerne, at de kunne rydde op, selv om man havde arresteret det danske politi den 19. september. Det gik ud over et ret tilfældigt udvalg af alkoholikere, arbejdsløse, tidligere straffede og andre, som tyskerne med nazistisk lovgivning i hånd følte sig berettiget til at sende i døden i kz-lejrene.
Det tyske politi kom tidligt om morgenen – dels for chokeffekten og dels for at arrestere deres udvalgte ofre, inden de stod op og gik på arbejde. Lagerekspedienten blev brutalt vækket klokken 5.30.
‘De spurgte efter våben, hvilket jeg ikke havde og aldrig har haft. Salatfadet holdt uden for havelågen. Der var fire Gestapofolk oppe i lejligheden. Den ene var dansk tolk. Da jeg kom ned ad trappen, stod der en Gestapo i gangen ud til gården ligeledes i hovedgangen samt ved lågen ud til vejen, i alt vil jeg regne med, at de var en snes stykker. Da jeg kom ind i bilen, var der kun et par stykker, vi kørte nu rundt ude på Amager fra det ene sted til det andet, og en efter en kom de ind, til sidst var vi så mange, at vi sad i lagvis og kunne dårlig få vejret, og imellem os var der en mand med et dårligt hjerte, han var meget sløj. Gestapo derimod havde god plads,’ skrev lagerekspedienten i 1946. Det er en af de får beretninger i arkiverne fra de såkaldte asociale og vanekriminelle.
Interesseret i et foredrag om de asociales skæbne? Så klik her
Tyskerne første aktion den 27. september var som sådan forløbet vel set med nazistiske øjne – tyskerne fik arresteret omkring 500 mænd, og en fjerdedel af dem blev kort efter sendt i kz-lejr – men den havde også været kaotisk og havde krævet meget tid og mandskab. Den 3. oktober gik det tyske politi mere målrettet til værks. Ved hjælp af straffeattester fra det danske politis arkiv, som man havde fået fingre i på Politigården efter politiets opløsning tidligere på måneden, havde man udvalgt 102 mand, der skulle arresteres. Udvælgelsen foregik dels på grund af deres gamle straffe, der for længst var afsonede – og dels på grund af kedelig logistik. Plotter man de arresteredes adresser ind på et kort, kan man stort set trække en lige linje fra bunden af Amager over Indre By og Nørrebro og til Brønshøj. Sidegaderne til byens hovedstrøg kom til at levere de fleste arresterede – og var tyskerne på en vej, tog de gerne flere med.
Køb “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret for blot 100 kroner + porto eller portofrit ved afhentning i København NV eller på Frederiksberg. Ring eller skriv til 42742031 eller send en mail til Tim@timpanduro.dk.
Turen rundt i København varede flere timer, inden lastbilen nåede Shellhuset.
‘Her kom vi på, jeg tror det var på tredje sal, og en efter en kom vi hen til et lille bord, hvor der sad en dame ved en skrivemaskine, ved siden af stod en Gestapo. Der blev stillet mig forskellige spørgsmål, omtrent som når man udfylder mandskabslister. Jeg spurgte, hvor længe dette eventuelt kunne vare, hvorpå der blev svaret, at efter de oplysninger, jeg havde givet, vilde jeg nok komme hjem i løbet af dagen. Vi blev så samlet i den anden ende af lokalet og ført til Politigården. Det var middag, vi havde endnu ikke fået noget at spise den dag. Hvorfor jeg blev hentet, ved jeg ikke, jeg stod ikke i noget illegalt eller havde foretaget mig noget forkert,’ skrev han.
Interesseret i et foredrag om de asociales skæbne? Så klik her
Hans undren har givetvis være ægte nok. Han havde en enkelt dom fra 1938, men har næppe kunnet koble den til, at politiet pludselig interesserede sig for ham. Han var ikke den enete, der undrede sig. I oplysningsskemaer, der blev indsamlet blandt hjemvendte fanger, er rådvildheden åbenlyst stor. Ligesom ved den første aktion er det fremherskende svar på spørgsmålet ”Hvilken begrundelse gaves for arrestationen?” et ”Ingen”. Andre svarer ”Nogle formaliteter og oplysninger” eller ”De sagde, det skulde jeg nok få at vide”. En hævder sig arresteret ”på grund af strejken”, hvilket sandsynligvis er strejken, der opstod, da politiet blev arresteret. En anden mener sig arresteret ”på formodning om revolvertyverier fra tyskerne”. Andre hævder, at de blev mistænkt for modstandsarbejde. Et par stykker svarer ”for at være i besiddelse af våben”. En svarer ”jeg skulle have talt nedsættende om Hitler, Göring etc.”. En hævder sig ”mistænkt for illegal virksomhed”. Det samme gør en, der også blev ”sigtet for skjul af sabotører”. En enkelt fik at vide, at han skulle ind for at vidne. Tyskernes reelle begrundelse var dog deres straffeattester – i nogle tilfælde kombineret med personlige antipatier, for der var både i denne og andre arrestationsbølger af asociale en del modstandsfolk eller andre, der havde vist sig tyskfjendtlige mod de arresterede.
Officielt ville mand og rydde op i den danske underverden – vel at mærke ved at fjerne de mest synlige typer, fremfor at gå efter sortbørshandlens spidser. Blandt de arresterede var der en overvægt af folk med gamle domme for tyverier, ofte suppleret med sortbørshandel, selv om enkelte drabsmænd – med domme, der i nogle tilfælde gik mere end 30 år tilbage – og sædelighedsforbrydere også var blandt de arresterede.
I alt 95 fanger blev efter tre dage sendt til KZ-lejren Neuengamme efter tre dage i Politigårdens Fængsel. Lagerekspedienten var en af dem.
‘Torsdag aften blev der sagt til os, at hvis vi havde værdigenstande samt mange penge, kunne vi aflevere det, så vore hustruer eller forældre kunne få det. Da sank humøret, for vi vidste, hvad det gjaldt. Om aftenen blev der slukket tidligt. Klokken 23.30 blev vi kaldt op, vi kom ud på gangen, blev råbt op og talt, så vi fik at vide, at vi skulle til Tyskland, men hvis vi opførte os ordentligt, fik vi også en ordentlig behandling, men hvis vi forsøgte at flygte, blev der taget fem andre ud og skudt. Vi måtte have 10 kroner med, vi fik ikke brug for mere, alt andet skulle vi lade blive tilbage til vore kære… Da vi nåede Warnemünde, fik vi luftalarm, og det gik hurtigt med at få os proppet ind i nogle kreaturvogne uden halm, vi holdt så på banelinjen, til det blev aften, vi var cirka 50 i den vogn, jeg var i, vognen var låst udefra og kun et lille hul i hver ende af vognen, hvorfra vi fik luft. Vi skiftedes til at kigge ud og så flere hundrede engelske maskiner. Vi kørte så frem og tilbage og kunne ikke finde ud af, hvilken retning vi kørte, indtil vi holdt ved Neuengamme søndag formiddag. Hele turen havde taget 52 timer.’
I de 52 timer havde eneste forplejning været dyrekøbt og elendig kaffe på færgen. Og de sultne og angste fanger gik en endnu hårdere skæbne i møde i de tyske kz-lejre.
‘Da vi nåede Neuengamme søndag den 8. oktober 44 kom vi gennem en stor, stærkt bevogtet gitterport. Foran os lå en stor åben plads, appelpladsen, nede for enden af denne var køkkenet, på begge sider var der barakker, på venstre side de almindelige blokke, til højre sygebarakker – kaldet revier – oplagsrum baderum og værkstedet. Da vi kom inden for portene gik vi til højre, uden for baderummet blev vi klippet skaldet, derefter kom vi ind, afleverede alt, hvad vi havde, og klædte os helt af samt fik en blikplade om halsen med vort nr. […] derefter kom vi ind i baderummet, blev barberet overalt, hvor vi var hårede, under armen på brystet og i lysken, fik bad, kom ud i et andet rum, fik undertøj (såfremt det kunne kaldes undertøj) udleveret, ingen sokker, men et par klude til fødderne samt træskosandaler eller badesko, udenfor lå der benklæder og jakker i dynger, som man kunne gå hen og tage, alle jakker havde et gult kryds på ryggen, benklæderne med kryds på benene. Vi var kønne at se på, og vi lo af os selv, endnu havde vi humøret i behold, derefter op i skrædderiet og få nummer syet i jakke og benklæder samt et mærke, som skulle kendetegne, hvilke slags individer vi tilhørte, jeg fik en sort trekant, som betød asocial, skønt jeg aldrig havde været uden arbejde.‘
Efter den brutale ”indtjekning” bliver de anbragt i Block 18 i lejren. I den ene ende var der køjesenge i tre etager, og i den anden var der borde og træbænke. Her fik de deres første måltid i lejren – en portion nærmest uspiselig roesuppe.I enden af lejrgaderne var der en pigtrådsbesat port med en vagtpost. Og for enden af netop Block 18’s gade stod lejrens galge.
Allerede 10. oktober bliver den 33-årige lagerekspedient udvalgt sammen med 39 andre. De blev de første danskere, der kom til Dessauer Ufer, en udelejr, der var åbnet knap en måned tidligere i Hamborgs Frihavn. Andre blev sendt til Spaldingstraße og Fuhlsbüttel i Hamborg, hvor de fik forskellige oprydningsopgaver i den bombeknuste by.
Opholdet i kz-systemet blev hårdt, og selv om lagerekspedienten overlevede, var langt fra alle de såkaldt asociale og vanekriminelle så heldige. Mere end fire ud af 10 af de 95, der blev deporteret efter den 6. oktober, døde i lejren eller kort efter hjemkomsten. Dårlige leveforhold, negativ særbehandling fra medfanger og fangevogtere og den psykiske belastning, der lå i ikke at vide, hvorfor, man var deporteret, var med til at trække dødstallene så højt op.
Køb “De asociale – kz-lejrenes glemte danskere” signeret for blot 100 kroner + porto eller portofrit ved afhentning i København NV eller på Frederiksberg. Ring eller skriv til 42742031 eller send en mail til Tim@timpanduro.dk.
Frk. Madsens kamp for autisterne
Foto af børnehjemsbørn fra Kbhbilleder.dk . Børnene har intet med Sofie Madsen at gøre, men er blot brugt som illustration.
Sofie Madsen blev erklæret ubegavet i sin barndom – senere gjorde hun et stort arbejde for psykisk handicappede børn
Fremtiden tegnede alt andet end lys for lille Sofie Madsen, da hun kort efter forrige århundredeskifte startede i skolen.
Ikke alene havde hun mistet sin far, malermesteren Jørgen, da hun var blot fire år gammel i 1901.
Hun var også blevet sendt til Jylland af sin mor, der ikke havde haft råd til at beholde gården i Meløse efter mandens død og derfor var flyttet til Hillerød for at finde arbejde. Og værst af alt – lille Sofie kunne ikke lære at læse og skrive, da hun kom i skole.
Ordblindhed var dengang synonymt med tumpethed – og ifølge Kvindebiografisk Leksikon, der er hovedkilde til beretningen om Sofie Madsen, fik Sofie da også prædikatet ubegavet. Hun isolerede sig selv, forlod skolen, da hun nåede konfirmationsalderen og fik arbejde som hjemmesyerske.
Det skulle vise sig at blive hendes lykke.
Sofies ulykkelige opvækst kom hende til hjælp. I flere af de familier, hun havnede hos, traf hun børn, der havde ry for at være vanskelige. Hun genkendte en del af deres reaktionsmønstre fra sin egen barndom, og det gav hende en anden forståelse for, hvordan de små skulle behandles. Det førte til en karriere som barneplejerske, og det førte igen til ansættelse på forskellige børnehjem. Det var dog ikke lykken – hun havde svært ved at falde til.
Bedre gik det, da hun blev kokkepige hos en familie i Hillerød. Her mødte hun præsten V. Brücker og pædagogen Thyra Constantin-Hansen, der var fortalere for en helt anden pædagogisk tilgang end den sorte skole-tankegang, der var fremherskende herhjemme dengang. Bekendtskabet førte til en elevplads i Thyras skole Hjemly ved Roskilde, der fulgte en pædagogisk lære skabt af italieneren Maria Montessori. Sofie fandt dog ikke, at Montessoris metoder var passende, og hun blev i stedet havebrugselev nær en frimenighed i Ågård.
Men arbejdet med børn trak. I 1924 tog hun et spædbarn i pleje, og kort efter fik hun plejeret til en seksårig dreng, der hidtil havde været uanbringelig. Herefter gik det stærkt. I 1926 havde hun seks børn i pleje og flyttede til Havrekilde ved Roskilde. Det var langtfra de nemmeste børn, hun havde med at gøre. Mange af dem havde ikke noget sprog og mildt sagt bizarre reaktionsmønstre. Men Sofie Madsen kunne trække på egne erfaringer fra barndommen, hvor hun havde trukket sig ind i sig selv – og det lykkedes hende langt hen ad vejen at få kontakt til børnene og større forståelse for deres problemer.
Sofie Madsen var således banebrydende i arbejdet med autister, og ifølge Kvindebiografisk Leksikon viste en rapport fra Socialministeriet i 1952, at adskillige af de børn, der havde været i behandling hos Sofie Madsen, siden kom til at leve normale liv.
Socialrådgiveren Lis Hillgaard, der var elev hos Sofie Madsen i 1950’erne, formulerer sin opfattelse af læremesteren i et interview i fagbladet Socialrådgiveren.
»Hun var en bemærkelsesværdig kvinde, et originalt menneske og en filosof, som tog børn i pleje. Børn, der var afvigende. Lidt efter lidt oprettede hun det børnehjem, som skulle blive det første her i landet for autister, på et tidspunkt, da dette begreb slet ikke var formuleret.«
Sofie Madsen oprettede Himmelev Børnehjem, der blev godkendt officielt i 1933, og rejste rundt på landets åndssvageanstalter for at finde børn, der nok var psykisk handicappede, men ikke åndssvage. Almindeligvis er autister normalt begavede. Samtidig kastede Sofie, der jo ellers var ordblind som barn, sig over stadigt større mængder faglitteratur. Inspirationen hentede hun i et samarbejde med Rigshospitalets børneafdeling. Hendes tilgang til barneplejen var set med vore dages briller ellers ret simpel. Hun gav omsorg og mødte børnene, hvor de var. Selv da hun kom godt op i årene, sov hun stadig i samme lokale som børnene.
“Der er jo altid en lille hånd, der rækker ud”, som hun formulerede det.
Sofie Madsen begyndte også selv at skrive om sine erfaringer, og hun modtog flere hædersbevisninger. Hun var aktiv frem til årene inden sin død i 1982 som 85-årig.
Sofie Madsens store arbejde for autistsagen har fået et eftermæle i form af både Sofieskolen og Sofiefonden. Førstnævnte blev startet af en Else Hansen, der fik en autistisk datter i 1954. Hun søgte hjælp hos Sofie Madsen, startede selv en skole – og opkaldte den efter sin læremester. I 1968 blev Sofiefonden stiftet for at sikre, at der fortsat blev gennemført projekter til gavn for autisme. Det har blandt andet resulteret i flere bo- og forskningssteder.
Efter sin død blev Sofie Madsen begravet på Ll. Lyngby Kirkegård i forældrenes grav.
Breaking fra fortiden: Houstons nabo blev udslettet af orkan og oversvømmelser
Houston, Texas, er ramt af gigantiske oversvømmelser. Naturkatastrofen er dog ikke enestående for området. I 1900 omkom i tusindvis af mennesker, da nabobyen Galveston blev ramt af en orkan med efterfølgende oversvømmelser. Byen, der var spået rollen som den vigtigste by i Texas og i forvejen var statens vigtigste havneby, overlevede med nød og næppe – men 117 år senere er den kun en skygge af sig selv. Houstons rolle som den velnok vigtigste by i Texas bygger på ruinerne af Galvestonkatastrofen.
Jeg leverer historiske artikler til Ekstra Bladet – og nogle gange kan historien også bindes op på breaking news . Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at Ekstra Bladet valgte at aftage historien om katastrofen i Galveston. Læs den her – det kræver dog abonnement.
http://ekstrabladet.dk/plus/tilbageblik/katastrofen-i-houston-6000-blev-draebt-af-orkan-i-nabobyen/6795624
Hestehandlerens kolde start
Nyhuse Kirkegård gemmer på mange spændende historier. En af dem er fortællingen om Peder Sørensen, der flygtede til Grønland på flugt fra krybskytteanklager og ulykkelig kærlighed, men vendte hjem og tjente penge på hestehandel med de krigsførende magter under 1. Verdenskrig. Lørdag den 6. maj klokken 11 holder jeg rundvisning på kirkegården. Der er stadig ledige pladser, så man skal blot møde op ved lågen til kirkegården ved Stutmesterboligen på Frederiksværksgade. Det koster 70 kroner at deltage.
Hvad gør man, hvis man er eftersøgt for krybskytteri og gerne vil have sagen til at køle lidt af?
Man gemmer sig så langt væk som muligt.
Det var i hvert fald, hvad Peder Sørensen valgte at gøre i 1895. Den 25-årige søn af en afbygger tegnede kontrakt med Kryolitselskabet Øresund i København og endte i Ivigtut i Grønland efter en sejltur, der åbenbart var ganske ubehagelig – i hvert fald tog den ifølge beretninger i hans familie dobbelt så lang tid, som turen normalt tog dengang. Det fortæller hans barnebarn Dan Mobro fra Gørløse. For Lars Peder Sørensen, som han blev døbt, endte nok som hestehandler. Men tiden inden var såmænd ikke mindre interessant.
Kom til rundvisning på Nyhuse Kirkegård lørdag. Læs mere her!
Som sagt gik turen til Grønland – og hvis ret skal være ret findes der to forklaringer. En om, at det var ulykkelig kærlighed, der drev ham ud på isen – og en om, at det var krybskytteri på hjemegnen ved Alsønderup Orne, der fik ham til at fortrække.
Uanset hvad: Planen var at arbejde i kryolitminen Den Sorte Engel – navnet lyder dramatisk, men skyldes blot nogle aftegninger på klipperne. Han slap for at gå under jorden. Jagt-evnerne viste sig nemlig at være så formidable, at han de næste fire år havde fast arbejde som jæger for mineselskabet, så arbejderne kunne få kød på bordet.
Forholdene var hårde på Grønland – men Peder Sør’n, som han på godt nordsjællandsk blev kaldt, blev alligevel ved Den Sorte Engel i fire år.
Vel tilbage i Danmark bliver han lagerarbejder i København – og da det ny århundrede starter, starter et nyt liv som familiefar også for ham. I november bliver han gift med Ane Sørensine Henriette Petrea Pedersen. I 1903 flytter han tilbage til barndomshjemmet – men det brænder fire år efter. Turen går til Grønholt – og i 1915 køber han et lille landbrug i Rønnevang ved Hillerød – omtrent hvor omlastestationen ligger i dag.
På det tidspunkt har han så småt kastet sig over det, der skulle blive hans livsgerning: Hestehandel. Sandsynligvis startede han på den handel, fordi han ikke var så pokkers god til at drive landbrug, mener barnebarnet. Måske fik han hjælp af en bekendt, der var kreaturhandler – Karl Olsen – han var i øvrigt far til manufakturhandleren Sejr Olsen. Verdenspolitikken gav ham også en hjælpende hånd. Første Verdenskrig hærgede i Europa, og det gav behov for hestekræfter i en tid, hvor krigen endnu ikke var helt motoriseret. Hestepriserne var i top. Så mens gullaschbaronerne tjente store penge på døde heste og andre kræ, skabte Peder Sørensen sig et godt lag på kistebunden ved hjælp af levende krikker.
Hestehandelen foregik ganske simpelt ved, at han rejste rundt på gårdene og købte heste, som han solgte videre til en højere pris til remonten – hvilket grundlæggende vil sige, at de blev solgt som hesteverdenens svar på rekrutter.
Hestehandelen stoppede han med omkring 1924 – og i 1925 var det helt slut med at arbejde. Han flyttede til Frederiksværksgade 95, hvor der var et lille brødudsalg, som hustruen passede, mens han selv nød sin tidlige pensionisttilværelse.
Husk rundvisningen på Nyhuse Kirkegård lørdag 6. maj. Mød op ved lågen på Frederiksværksgade ved Stutmesterboligen lidt i 11 Det koster 70 kroner at deltage -.
Den dødsdømte murer overlevede i KZ-helvede
Tonny Hansen var modstandsmand og forsøgte at lede tyskerne på vildspor – som hævn dømte de ham til døden for forsøg på snigmord
I slutningen af november 1944 slap heldet op for mureren Tony Hansen. Han havde været under jorden i 13 måneder, men havde vovet sig ind på Restaurant Skandia i Helsingør for at mødes med en kone til en af sine modstands-fæller.
Tre mænd kom ind på restauranten. En af dem genkender mureren som en kammerat, der er gået i tysk tjeneste.
Goddag, Tonny Hansen
»De tager vist fejl af mig og en anden«
Du bliver klogere
Tony Hansen opfordrede sin ledsagerske til at fortrække. Han kunne blive nødt til at skyde. I mellemtiden var flere tyskere kommet til.
En af dem fik et kæbestød, så han fløj ind over et billardbord. En anden blev væltet mod et bord. Herefter forsøgte Tony Hansen, Murer-Tony som han blev kaldt, at kaste sig gennem en glasdør.
Det mislykkedes. Han faldt og blev sparket bevidstløs.
Tony Hansen fortalte sin historie til Frederiksborg Amts Avis i dagene efter besættelsen.
»Ude på gaden vågnede jeg og så, at der var afspærret med maskinpistoler. Flugt ville have betydet døden.«
I Gestapos kløer
Murer-Tony overlevede, men trådte ind i et flere måneder langt mareridt. Han blev ført til Wisborg i Helsingør, der var gestapo-hovedkvarter for Nordsjælland.
Her blev han modtaget med tæsk. En flok tyskere og danskere – »danskere«, som de blev omtalt i amtsavisen – gennempryglede ham fra klokken 15 til 23. Kæppeslag i hovedet og på kroppen og prygl med gummiknipler. Natten måtte han tilbringe hængende i en vindueskarm. Han var for forslået til at kunne sidde eller ligge. Sådan fortsatte det tre dage. Uden mad og kun en halv kop vand at drikke. Så bad han om at komme i forhør.
Tyskerne fik fortalt nogle ligegyldigheder, men de blev modsagt af andre kilder. Flere prygl. Dag efter dag. Bødlerne var knap menneskelige.
»Fråden stod dem om munden, og de hylede som dyr…jeg blev klar over, at jeg ikke kunne holde til dette i længden, selv om mennesker kan tåle mere, end de selv regner med…jeg så mig om i cellen og fik øje på nogle streger, som tidligere fanger havde kradset med neglene. Det var datostreger, og jeg kunde se, at det højeste antal dage, en fange havde siddet her, var jeg ved at nå frem til. Så gav jeg dem to navne fra grupperne. De blev himmelhenrykte og der kom lys i cellen.«
Murer-Tony blev bedt om at skrive sin beretning. Han skrev og skrev.
Oplysningerne var ikke gode nok. Flere prygl. Flere navne på folk, som Tony vidste var gået under jorden. Det førte til en razzia i Hillerød. Uden resultat. Ny tysk strategi.
»Jeg fik at vide, at jeg ville blive gennempryglet på klokkeslæt.«
Stikkeren i nabocellen
Klokken 22 begyndte de at banke i gulvet ovenfra med torturinstrumenterne. Så kom de ned til døren, larmede, gik igen. Det gentog sig flere gange, indtil døren til sidst blev åbnet. Flere prygl. Mange flere.
Så blev den kommunistiske modstandsmand sendt afsted til Vestre Fængsel. Han kom lidt til kræfter og blev 14 dage senere returneret til Wisborg. Mishandlingerne fortsatte nogle dage.
»Min madras var slimet og blodig, min nødtørft måtte jeg forrette i cellen, vasket var jeg ikke blevet endnu, lusene kravlede.«
Han fandt dog trøst hos kammeraten i nabocellen. En kvinde, han førte lange samtaler med gennem væggen. Bekendtskabet faldt sammen med en 12-dages pause, hvor mishandlingerne tog af.
Så faldt bomben. Han blev kaldt op og konfronteret med alt, han havde fortalt kvinden. Ganske vist havde han haft sine mistanker til kvinden, men han havde dog sagt, at han havde lyst til at skyde hele banden.
Det gav tre dages bank, hvorefter han skrev under på alt, han havde sagt til kvinden.
“Du skal skydes, dit svin”
Endnu et par dage. En retssag på tysk. »Du er snigskytte, du ville skyde alle 30 mand på Wisborg«. Og en dødsdom.
»Du skal skydes, dit svin«, som en af tyskerne, der kunne dansk, formulerede det.
Tonny Pedersen blev lænket sammen med en tysk flyver og en tysk soldat fra kystartilleriet. Desertører, der skulle skydes. Igen til Vestre Fængsel. Her blev julen fejret.
»Vi havde fået stablet et attrap-juletræ på benene, klippede Dannebrogsflag af julepapir fra vore pakker og fik fremstillet nogle hjerter af rent ud sag wc-papir. Og så sang vi ned gennem cellerne. Og græd. Store, stærke mænd hulkede.«
Tonny slap for at blive henrettet. Han blev i stedet sendt til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse. Den danskledede fangelejr var blevet opført for at hindre, at danskere, der faldt i unåde hos tyskerne, skulle undgå at blive sendt i døden i de brutale, tyske koncentrationslejre.
Døden nær i Dachau
I februar 1945 var den aftale for længst gået i vasken.
16. februar 1945 blev der kaldt til appel, og 253 navngivne fanger fik besked om, at de skulle sendes til Tyskland. Blandt dem var Antonius Hansen, født 15. april 1917. Murer-Tonny måtte sammen med de 252 kammerater stige op på lastbiler. De blev kørt til den lille lokalstation Harrislev nord for Flensborg – og her blev de beordret over i stinkende kreaturvogne. Allernådigst gav tyskerne dem lov til at købe halm af en landmand, og vognene kunne derfor gøres en smule mere komfortable.
Fangerne havde fået mad med fra Frøslevlejren, og fik engang imellem stukket lidt pølse, brød og ost ind i vognene. Men vand var der ikke meget af på den seks døgn lange tur.
»Vi fik en halv kop vand hver anden dag«, fortalte Tonny Hansen til Frederiksborg Amtsavis i det interview, der blev bragt i befrielsesdagene.
Toget kørte om natten og holdt stille om dagen. Af og til blev der koblet ammunitionsvogne og troppetransporter på, og gennem sprækker i de isnende kolde kreaturvogne kunne fangerne se hjælpeløst til, når tyskerne sprang i sikkerhed de gange, der lød alarm om bombeangreb.
Selve angrebene udeblev lykkeligvis, og de udmattede fanger nåede frem til Tysklands ældste koncentrationslejr Dachau, 15 kilometer nord for München, 22. februar om formiddagen.
Her blev fangerne tvunget til at klæde sig af. De fik fjernet hoved- og kropshår og fik udleveret tøj, der stammede fra tidligere fanger – civilt tøj i højst tilfældige størrelser. Til gengæld blev alle de ejendele, de selv havde medbragt, stjålet af tyskerne og deres fangehåndlangere, kapo’erne.
Herefter blev danskerne sat i karantæne i en tyfus-barak. Og stemningen var ikke så nedtrykt, som man kunne forvente.
»Humøret var i behold. Vi lo meget af hinanden, da vi gik ind i barakken med skaldede hoveder og i det komiske tøj«, fortalte Murer-Tonny i interviewet.
Fangerne var nogenlunde i fred i karantænebarakken. SS-soldaterne var nemlig ikke meget for at nærme sig de tyfus-mistænkte fanger. Med god grund. Allerede den første morgen så Tonny, der havde fået fangenummeret 141.599 og hans kammerater, at der lå omkring 50 lig smidt uden for vinduerne. Tyfusofre, der var døde i nattens løb. De blev hentet på kærrer og kørt til kremering, når der var nok.
»Man vænnede sig til synet«, konstaterede Tonny, der også fik lov at opleve, at guldtænder blev rykket ud på ligene.
Dagen gik med appel, morgenkaffe-erstatning og rengøring. Klokken 13.30 fik fangerne en liter roesuppe og klokken 17 fulgte dagens brødration.
Til Neuengamme
Rygterne svirrede. De skulle videre. Midt på måneden fik fangerne to Røde Kors-pakker og et rugbrød hver, og natten efter 22. marts blev de beordret i bad og fik udleveret tøj fra Røde Kors. Den 23. april holdt busser fra Svensk Røde Kors klar uden for hegnet.
Turen gik dog ikke til Danmark, men til lejren Neuengamme. Og flere lidelser.
Tonny blev alvorligt syg og havnede i en sygebarak igen.
»Jeg fik den besked på reviret, at jeg godt kunne pakke med det samme, om tre-fire dage ville jeg befinde mig på krematoriet.«
Tonny blev stædig. Når de havde dødsdømt ham, ville han overleve. Så selv om hans gode Røde Kors-tøj var blevet stjålet, forsøgte han at holde humøret oppe.
»Jeg har set flere gange, at folk, der tabte humøret kort tid efter sygnede hen og døde..«
Der var ellers gode grunde til at tabe humøret.
»Efterhånden blev vi fuldstændig apatiske over for alle rædsler. Menneskene har en mærkelig tilpasningsevne. Det var naturens reaktion mod rædslerne. Vi så dem og så dem dog ikke.«
Friheden kom i april – igen i form af de hvide busser, der først førte danskerne op gennem Jylland.
»Overalt blev vi overdænget med gaver, det var rørende smukt. Men fra hjemrejsen husker jeg særligt billedet af det tyske folk, der var slået. Dette folk, der havde båret tyrannen frem til den store ødelæggelse undså sig ikke for at tigge af os, da vi kørte gennem Nordtyskland.«
Dødsstraf
Da Tonny kom hjem fra Sverige kom han med i lokalkomiteen for Frihedsrådet og talte blandt andet på Torvet i befrielsesdagene. Han gjorde sig også sine tanker om, hvilken skæbne, der skulle overgå de danske nazi-håndlangere.
»Den første følelse var selvfølgelig: Så, nu er du sluppet fri, nu kunne man rense ud på nazistisk maner, men det kunne ikke falde mig ind i drømme at anbefale nazistmetoder. Så dybt må ingen falde.«
Det betød dog ikke, at der var den rene øllebrødsbarmhjertighed på programmet hos Tonny, der vedblev at være tro kommunist livet ud.
»Vi vil vende os skarpt mod de mennesker, som vil påstå, at døden er for hård en straf.«
Ni at Tonnys kammerater fra hans transport til Dachau døde i koncentrationslejrene. Selv levede Tonny til 1994, hvor han blev begravet under sit kaldenavn på Nyhuse Kirkegård.
Modstandsmanden lever også videre andetsteds i Hillerød. I 2005 blev det hidtil navnløse stræde mellem Slotsgade og Slotsstien overfor Frederiksgade opkaldt efter ham.
Opdateret: Rundvisninger på Nyhuse og om besættelsen i Hillerød
Opdatere9.. april
Skandaler, successer og store personligheder fra Hillerøds og Nyhuses fortid – eller besættelsestidens Hillerød fortalt gennem gravstenene på kirkegården i Østergade. Valget er frit – hvis ikke du da vælger begge to.
I starten af maj har jeg to af mine populære kirkegårdsrundvisninger på programmet.
Besættelsestidens Hillerød: Torsdag den 4. maj 2017 klokken 17.00- ca. 18.30 Hillerød Kirkegård gemmer på grave fra både modstandsfolk, nazisympatisører, tilfældige ofre, såkaldt asociale og politikere, der spillede en rolle i den lokale besættelsestidshistorie. Hør blandt andet om modstandsmanden, der blev dræbt ved et tilfælde, borgmesteren, der faldt i unåde, begravelsen og genopgravningen af tyske flygtninge, ungersvenden, der provokerede en tysk soldat og måtte lade livet og sagførersønnen, der blev dansk topnazist. Mødested ved indgangen i Østergade.
Fortællinger fra Nyhuse Kirkegård: Lørdag den 6. maj 2017 klokken 11.00 til cirka 12.30. Flere har spurgt, om jeg ikke vil holde rundvisning på Nyhuse – og jo, det vil jeg da gerne. Her kan man blandt andet høre historien om Hillerøds nok største gravmæle, Baronesserne på Posen, massedrabet i Nejede, cirkusfamilien Benneweis, Hillerøds hofarkitekt og flere af de kunstnere, der er begravet på kirkegården. Mødested ved kirkegårdslågen ved Stutmesterboligen, Frederiksværksgade.
Hvis du ønsker at tilmelde dig selv/flere personer, kan du sende mig en mail på tim@timpanduro.dk – skriv rundvisning i emnefeltet – og husk at skrive, hvilken rundvisning, du vil med på – eller om du vil med på begge to.
Der vil max blive solgt 40 pladser pr. rundvisning.
Betaling finder sted pr. mobile pay 42742031 eller pr. kontooverførsel 5010 0001529654. Du vil få bekræftelse pr. mail lige så snart din betaling er registreret.
Pris pr. person er 70 kroner.
Jeg vil løbende opdatere om, hvorvidt arrangementet bliver udsolgt.
De obligatoriske oplysninger:
Da der er tale om en ydelse, er handelen ikke omfattet af fortrydelses- og returret. Ydelsen betragtes som leveret, når arrangementet afholdes.
I tilfælde af udpræget dårligt vejr eller sygdom kan arrangementet blive aflyst. Der vil da blive tilbudt deltagelse på en anden dato eller tilbagebetaling af det indbetalte beløb.
En tilfreds køber af webindhold
Forleden afsluttede jeg en opgave for Clorius Controls. De skulle have webcontent om deres intelligente energistyringsprodukter, og da vi tidligere havde haft et godt samarbejde om en brochuretekst, ringede brandmanager Igor Tusla til mig. Det førte til en rigtig god proces – og hos Clorius Controls var de også tilfredse: Se blot, hvad Igor skriver:
“Det har været en fornøjelse at samarbejde med Tim Panduro. Tim er en nøje lyttende, faglig stærk og idérig tekstforfatter. Tim en er yderst kompetent og behagelig person, der kun har fået positive kommentarer fra vores medarbejdere. Han har hjulpet os med at udarbejde indhold til vores hjemmeside og gennem konstruktive forslag har han bidraget til at løfte kvaliteten af vores virksomhedskommunikation. ”
Tak for de pæne ord, Igor!