… Eller hvordan man bruger en rubrik til at lokke folk indenfor…  Jeg har altid været bange for at stå foran et publikum – men det har ændret sig det sidste års tid. Nu elsker jeg det. Hvordan jeg er kommet dertil, fortæller jeg lidt om her – sammen med en stribe banale, men forhåbentlig brugbare råd til, hvordan man får mere styr på sin foredragsteknik. Det er ikke hjernekirurgi – det kræver blot lidt arbejde.

Inden jeg i efteråret for alvor kastede mig ud i rollen som foredragsholder, ledte jeg på nettet efter gode råd til formidling af faktuelt stof. Jeg kunne finde en masse, der handlede om foredrag om selvforbedring og anden ”varm luft”, hvor det ikke nødvendigvis handler om at formidle en viden, men mere at skabe en følelse, og andre var mest rettet til undervisere i stærkt tekniske emner. Verden er en smule anderledes, når man skal formidle et speficikt, men mere ”populærhistorisk” emne – og da vores (vi er undertegnede og kone og medforfatter Maya Schuster) mål var at holde foredrag om vores bog ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere”, var det sådan en guide, vi skulle bruge. Derfor denne tekst.

Jeg har nogle gange gennem årene været ude og holde foredrag; om lokalhistorie med udgangspunkt i min første bog – artikelsamlingen ”Fortællinger fra graven”, om den kristne sekt Evangelist, som jeg havde skrevet indgående om og om pressestrategi på begynderplan for en forening for gymnasieelever for nu at nævne nogle stykker. Kvaliteten var yderst svingende for at sige det mildt. Jeg var inde i stoffet, og jeg er journalist og dermed uddannet formidler – men der er langt fra det skrevne til det talte ord. Jeg var ikke struktureret nok, jeg var usikker på, hvilke budskaber, der skulle frem, hvordan historierne skulle falde – alt. Og så hadede jeg at stå foran et publikum. Derfor droppede jeg alt, der hed foredrag – og der gik adskillige år fra mit sidste foredrag og til at Maya og jeg besluttede os for, at vi skulle holde så mange foredrag som muligt om ”De asociale – kz-lejrenes glemte danskere.” Maya og jeg holder foredragene sammen, men jeg har også holdt nogle alene.

Foredragene er gået godt uanset om de har været fælles eller alene – folk er tilfredse og sludrende bagefter, og de stiller generelt gode spørgsmål i spørgerunderne. Og nu elsker jeg at stå foran et publikum.

Det er ikke kommet dertil uden arbejde. Allerede inden vi kastede os over foredrag, tænkte jeg meget over, hvad der var gået galt tidligere, og hvad der kunne forbedres. Noget af det blev formuleret inden foredragene, det meste, da vi var kommet i gang. Jeg siger ikke, at jeg er ekspert på området – men jeg/vi har holdt omkring 40 foredrag, siden bogen udkom, og jeg har også holdt foredrag om andre emner i samme tidsrum. De er også gået ganske udmærket.

Så her er mine bedste bud på, hvad man kan gøre. De retter sig mest mod foredrag om faktuelle emner, men andre kan også være med.

1. Du er inde i dit stof – gå ud af det igen:

   Ingen ved mere om denne særlige gruppe kz-fanger end Maya og mig. Al den viden er fantastisk og enormt nyttig, når man skriver en bog. Men inden man leverer et foredrag, skal du tænke dig om: Hvis du ikke vidste noget om emnet, hvad ville du så gerne vide? Historien skal fortælles – og den skal fortælles ærligt. Men vær ikke bange for udeladelser. Vi har med blødende hjerte holdt gode historier ude fra foredragene, fordi de enten er for omfattende eller ikke passer ind i den samlede narrativ. Til gengæld er andre gode historier med. De blandt publikum, der læser bogen, får de udeladte historier alligevel. Alle de andre ved ikke, hvad de går glip af. Så sæt dig ned, lav en disposition over hvad der er uomgængeligt, hvad, der er vigtigt, og hvad der kan undværes. Og se så, hvad der er tid til at tage med.

2. Skriv en færdig tekst. Skriv hele foredraget ned, så du har det til de første par gange. Lær så hovedpunkterne og nøjs med at have den printede tekst i baglommen, når du skal holde foredraget. Så har du en krykke, hvis du taber tråden. Der er ikke tale om udenadslære. Min redaktør i min praktiktid sagde altid, når jeg var bekymret om at få det hele med fra en begivenhed eller et interview, at det, man kan huske er det mest væsentlige og bemærkelsesværdige. Det holder stik. Så husk tal og fakta – og byg på udenom, når du holder foredraget. Men for at gøre det kvalificeret, skal du ord for ord have skrevet ned, hvad du gerne vil fortælle. Det giver en utrolig sikkerhed at have teksten i baglommen – selv om den bliver liggende.
3. Øv dig! Øv dig og øv dig igen! Læs højt! For dig selv eller – allerhelst – andre. Og tag tid – naturligvis må det hverken være længere elller kortere end den tid, der er til rådighed. Men det er også vigtigt, at de enkelte dele er disponerede, så der ikke kommer skævhed eller i, hvad der bliver vægtet. Nogen lytter til optagelser af sig selv. Det virkede ikke for os – vi blev alt for opmærksomme på hver eneste lille øh og snublen over ordene – og på ethvert spor af dialekt. Det er ikke fordrende for ens selvsikkerhed.
4. Hold gratis foredrag. Vi tilbød os i starten bredt og holdt blandt andet et par håndfulde foredrag for Rotary rundt omkring i København. De giver et par flasker vin og et måltid mad (af svingende kvalitet). Der findes masser af den slags foreninger – Lions, Round Table, små pensionistforeninger, væresteder etc. Der er tre fordele: Man får erfaring, man får prøvet at tale for et ret blandet publikum – og man får prøvet sig af med korte foredrag på ca. 25 minutter, inden man skal kaste sig ud i de længere og (forhåbentlig) betalte foredrag.
5. Tilpas dit foredrag til målgruppen. I journalistik taler man lidt arrogant om den forudsætningsløse læser. Man skal gå ud fra, at alt skal have en lille forklaring med. Men det er en sandhed med modifikationer. Kom med et kvalificeret bud på, hvad folk i forvejen ved. Der er for vores vedkommende stor forskel på at tale for en Rotary-forening og en forening af anden verdenskrigs-interesserede eller et folkeoplysningshold, der har tilmeldt sig et foredrag om besættelsestiden.
6. Hav en kernetekst, som du tilpasser. Altså – når vi har været i Aalborg og fortælle, har vi lagt cases fra Aalborg ind og fortalt lidt mere om byens fattigmiljøer etc. På Amager har vi gjort det samme, hos Frihedsmuseets Venner lagde vi lidt mere vægt på med- og modspil med modstandsbevægelsen etc. Men den overordnede struktur har været den samme.
7. Brug humor. Folk vågner, hvis de pludselig skal grine af et eller andet. Det kan være svært at finde humor i et alvorligt emne som vores (massedød og social stigmatisering lægger ikke op til de store grin), men det kan lade sig gøre at udpege særligt groteske ting eller formuleringer i grundtekster – eller man kan inddrage sig selv og hvordan man har dummet sig. Selv om man skal være forsigtig med at være for meget til stede, giver det nærvær, når foredragsholder en sjælden gang viser sig som menneske. Husk dog, at det er et foredrag – ikke stand up.
8. Hold øje med publikum– man kan sagtens forelske sig i en joke eller en formulering, men hvis man kan se på publikum, at den ikke virker – så må den væk…
9. … men lad dig ikke opsluge. Fokuser ikke for meget på enkeltpersoner. Jeg kan stadig snuble, hvis jeg ser nogen tjekke en sms eller snige sig på toilettet. Jeg arbejder på at blive bedre til at overse det.
10. Gør dig bedre. Fortab dig ikke i fejl, men registrer dem, hvis folk nævner dem, eller du selv bliver opmærksom på dem. Jeg taler for hurtigt, når jeg bliver ivrig, og det gør jeg mit bedste for at rette op på. Og så har jeg altså denne evne til at forsøge at stjæle sjovet i mine svar på spørgsmål. Her anstrenger jeg mig også for at fatte mig selv korthed. Men så igen – man skal jo være lidt forelsket i sin egen stemme for at kunne lide at holde foredrag.

Og en bonus: Sceneskræk – jeg har lært at opfatte det som sundt. Jeg er skrækslagen og føler mig uforberedt, når jeg går på. Men når jeg så kommer i gang og fornemmer opmærksomheden, vender bøtten fuldstændig.

Brugbart? Det modsatte? Har du gode råd til mig og andre? Skriv en kommentar…